Jeg tænkte jeg ville skrive lidt om nogle serier, der er spændende, men måske ikke er de jeg brænder mest for. Der er ret mange. Denne serie fx. Noget af det første jeg læste af Yukiru Sugisaki, var serien D.N. Angel. Ikke nogen speciel god serie, og jeg endte for det meste med at blive en smule, hvis ikke meget, irriteret på, ikke så meget det "historiske" plot, men mere alle de "manga-kliché-pinlige" situationer man skal igennem, for at komme til en del af "historien". Og selve "historien" er fængende, men måske en smule for teatralsk og "blondet" (nu også et udtryk!) til min smag. Vinger, blonder, unge piger, forvandlinger. Man skal have det i små doser. Men jeg bed mig fast i hendes tegnestil, og har fulgt hendes nye ting siden. Man kan vel sige jeg faldt for hendes tegnestil, eller rettere hendes streger, der er som kunst. Ikke karakterene i sig selv, men den måde hun lægger stregerne på. Tegnenørd. Hun har siden lavet en serie der kaldet Lagoon Engine, der er lidt for pokémon agtigt til min smag, sød til de lidt yngre, men plottet siger mig ikke så meget. Og dog, for i volume 3, bliver Lagoon Engine pludseligt smeltet sammen med en anden Sugisaki verden, Lagoon Engine Einsatz. Og jeg havde stiftet bekendtskab med Lagoon Engine Einsatz i mellemtiden. Jeg tror jeg har en svaghed for serier der på den måde bliver "større", ved at skabe en sammenhænge i to serier. CLAMP har gjort det, og jeg er ikke specielt meget for deres serier, men jeg bliver nu imponeret når ting på den måde går op i en højere enhed.
Lagoon Engine Einsatz har en ret interessant historie og en verden der er meget gennemført, selvom der, efter hvad jeg ved, kun lavet et enkelt helt bind indtil videre, men der er en anime version i gang. Hvis man støder på Lagoon Engine Special Edition (det var et tilfælde jeg fandt den, jeg sværger! Jeg er ikke special edition snop) så er det faktisk værd at se lidt på den. Alle billeder er i stort format, og man kan virkelig se de smukke streger. Og så er der også farvelagte dele, der tilsammen skaber en meget smuk bog.
Jeg mangler at skrive noget positivt, for der er jo serier der overrasker mig, og som giver mig en masse positive ting. Kôkô Debut - High School Debut * SPOILERS
Da jeg gik i gang med de første kapitler kunne jeg ikke lide den. Faktisk synes jeg den var forfærdelig. Jeg følte det var en "The Devil does Excist" genganger, og jeg har virkelig ikke noget godt at sige om den serie. Jeg syntes Yoh, den ene hovedrolle, virkede meget som drengen fra The Devil..... . Ikke et godt tegn. Og Haruna, den anden hovedrolle i serien, prøvede febrilsk at være som en rigtig pige (et enme der dukker meget op i shoujo). Haruna søger hjælp hos Yoh, da han emmer af "coolness" og han da lige må vide hvad en pige skal have på for at være "rigtig". Han synes åbenbart også selv han er ret cool, måske for meget, da man læser ham sige " Du skal love mig ikke at blive forelsket i mig". Av, lidt for meget selvtillid.
Men Haruna siger ja, og man prøver at holde ud og fortsætte med at læse, og håbe at seriens stil vender. Og det gør den! Der går et par kapitler med tøj og " nu skal du læres op i at være en rigtig pige" snak. Suk. Men serien begynder at se bort fra det, og Haruna bliver små forelsket i en af Yoh's venner. Og her er det serien ændrer sir kedelige mønster, og bliver interessant. Yoh ender med at kunne lide Haruna inden hun begynder at 'hvalpe' efter ham. Hun har noget naturligt over sig, og man begynder hurtigt at holde af hende, og det er hele historiens styrke. Derfor var jeg ked af seriens intention (eller var det?) om at ændre på hende. Historien begynder først, da Yoh, siger at han ville ønske hun var forelsket i ham. Og så starter de derfra. Hele "lær mig at være pige" temaet forsvinder, og det hele bløder op. Yoh får mange flere nuancer, og ofte er det ham der skal beskyttes af Haruna, der får folk og læser til at se ham, som han er, ikke en kliché kold og manipulerende (som førnævnte serie's hovedperson). Han har været såret, og har trukket sig, og er sky og hadede at være skolens omdrejningspunkt.
Haruna er ikke en specielt smuk pige, og må kæmpe for at være ved Yoh's side. Men kampene varer heldigvis ikke evigt. Noget jeg godt kunne lide, og noget der var meget anderledes end det indtryk jeg fik i starten, var at Yoh, fik fortalt Haruna at hun kunne være pige, på sin egen måde. Hun skulle ikke have blondede kjoler, for hun var ikke sådan en type. Haruna er i virkeligheden en meget stærkere person end Yoh, og hun hiver ham ud af nogle ting, og hun ser ham, ikke hans udseende, men hans personlighed. Og Yoh hjælper på andre måder, og det hele er i virkeligheden meget harmonisk. Dejligt, dejligt. Derfor er jeg ret glad for serien, egentligt ikke fordi det er en sød historie, men Harunas karakter og den harmoni der bliver mellem hende og Yoh giver mig et håb for shojo.
Da en vis Jouhou's søster dukker op, har hun de samme fordomme som læseren (hvis man som mig ikke er vild med den kolde og flotte dreng kliché) havde omkring Yoh, og kender for godt den type hun tror han er. Hun konfronterer (på en lidt ekstrem måde) læserens egen fordom overfor Yohs type. Men hun lærer det om ham som læser lærer gennem serien, og som Haruna får ud af ham.
Jeg blev ret forvirret i det her kapitel, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke om denne her pige der ikke var særligt pæn og endte med at blive en stalker type. Bare fordi hun ikke er særlig pæn, er hun også underlig? Men jeg prøvede ikke at tænke for meget, for Haruna så hende som en, der faktisk kunne tage Yoh fra hende.Derved skal karakteren her måske bruges for at vise, at Haruna ved at Yoh ser det gode i folk, og det ender i et meget underligt scenarie til sidst. Men der er måske et meget vigtig.... budskab er et lidt stort ord, men en historie om hvordan udseende kan snyde, hvordan kan være en svær ting at have med at gøre og hvordan folk skal have tid, for at vise deres sande indre. Så med dette måske for store budskab slutter min tale om Koukou debut. En rigtig fin serie.
Skolegang i Japan - Som sagt kan skolen være nådesløs hvis man ikke er med i gruppen, der er det vigtigste. Gruppen. Er du inde eller ude? Det er ret svært at forstå hvad der gør man ikke er en del af gruppen, for nørderne og de kloge (som er de mobbede herhjemme) er jo ret vigtige for Japan, og de har en del nørder. Man kan godt forestille sig at deres liv kan være trist, men det virker som om der er en del af dem i skolerne, og det at være klog er et vigtigt redskab for at overleve i skolerne. Alle skal studere, for at komme igennem. Gad vide hvilke typer det så er, det går ud over? Men dem der bliver mobbet bliver jo altid uretfærdigt valgt ud. Det må være mit næste emne, der skal studeres.
Mobningen består ofte i at ignorere bestemte personer, den værste form for mobning. De unges tilbageholdenhed, og den måde de unge er gruppeorienterede kan være et problem når nogle bliver moppet. Hvis en "leder" i gruppen bestemmer, at de vil ignorere en bestemt person fra en skole, så følger gruppen trop. De der mener det er forkert, siger det ikke, da de ikke vil gå imod gruppen, et problem der også er kendt herhjemme. Desværre er lærerne også for bange til at tage fat og gøre noget ved det i Japan, og i specielle tilfælde har lærerne stået i ledtog med, eller ligefrem stået for mobningen. Men det er utroligt specielle og forfærdelige tilfælde. Japans reaktion mod noget ubehagelig er i det hele taget stilhed. Politikere der skal svare på noget meget svært eller pinligt, svarer ofte med..... stilhed.
Gruppen -
Hvis det er så vigtigt at være en del af gruppen, hvordan kan det så være, at mange animéer og tegneserier ofte handler om at stikke ud? Det starter negativt, men ender positivt igennem en rejse. Der findes også serier, hvor emnet er social realistisk, og viser hvor svært det kan være hvis man virkelig stikker ud, og den viser den i virkeligheden meget negative holdning til det at være anderledes, stikke ud, eller ville noget andet end andre. Men på en eller anden måde er det ikke så tit jeg ser en serie der kan håndtere et så stort emne. Det er også svært at have en mening om, for på en måde er det rart at det ikke er et tabu, at nogle virkelig ikke har det godt, men det skal heller ikke blive en kliché, der bare hurtigt bliver nævnt, og så glemt igen. Der er også en meget let stemning omkring død i japanske tegeserier, der nogle gange liver burgt for mange gange i en serie, hvor stemningen ellers ikke er til det. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene. Jeg kan jo godt lide seriøse serier der tager menneskers historier seriøst... det må jeg tygge lidt på.
Hvalfangst -
Japans grådighed når det gælder fisk er ikke specielt sympatisk men deres hvalfangst er forfærdelig. Den måde det bliver accepteret lidt for let af befolkningen er heller ikke specielt rar. De unge spiser slet ikke hvalkød, hvis de da nogen siden har smagt hvalkød, og der er mange unge japanere der helst ikke vil ind i den slags diskussioner. Men de ældre generation har et sentimentalt forhold til hvalkød, da kødet er højt på fedt og det reddede mange i tiden efter 2 verdenskrig, da det fx blev serveret i skolerne. Gourmet restauranter vil også meget gerne have fat i hvalkød da det går for at være en delikatesse.
Kampen om hvalkødet handler også meget om mistet stolthed, og noget der skal hentes tilbage igen. Japanerne føler i det hele taget, at de går meget på kompromis, når det gælder deres samarbejde med resten af verdenen, specielt Amerika som de har et had-kærlighed forhold til. Så hvalfangst bliver en lille sluse for alle de undertrykte følelser om uretfærdig behandling, og det er noget de ikke vil tabe i. De føler de har en vis ret til hvalkød, da en del af deres fiskeribyer, og byernes kultur er bygget op omkring hvalkød. Kvoterne blev faktisk hævet en smule efter dette. Men efter denne ændring, hoverede en japansk politiker på TV og Japan selv og resten af verdenen, mente det var meget uheldigt og usympatisk. Hans dårlige udtalelse fik resten af verdenen til at se skævt til Japan. Jeg husker ikke om de fik taget det ekstra antal hvaler fra dem. Senere er det kommet frem, at hvalkød er giftigt, og det giver den nye generation en til grund til ikke at starte på at spise kødet.
Socialt Sikkerhedsnet -
De mangler helt sikkert et ordentligt socialt sikkerhedsnet, da der er mange hjemløse der ligger på stationerne om aftenen. Trist. Og de ældre bliver et kæmpe projekt, og det bliver svært at tage sig af alle de ældre med lige stor respekt for dem alle. Men de arbejder hårdt på det, ved at studere europæiske metoder.
Indre og ydre sandhed -
Noget jeg har svært ved at forstå er den indre og ydre sandhed. Jeg tror det er hårdt for mennesker hele tiden at skulle passe på, ikke at komme uden for gruppen, og på et tidspunkt mister man sin individualitet. Jeg kan specielt have svært ved at være mig selv blandt folk jeg ikke kender, jeg bliver dog bedre, men jeg ændrer mig ikke til en helt anden person, bland dem. Så siger jeg måske bare ikke så meget, men jeg ville aldrig begynde at lyve mig til en personlighed. Så ser de måske kun en side, men jeg vil ikke føje dem, og ændre på den side de så får at se.
Stilhed i samtaler er ikke pinlige. Der har Japanerne og os i norden måske lidt tilfælles igen (selvfølgelig ikke for meget stilhed). Men alligevel kan det tænkes, at det er fordi man ikke skal læse japanerne i det de siger, men i deres udtryk og signaler. De kan nok godt føle sig trængt op i en krog i en gruppe, og føle sig presset til at sige noget specielt. Den ydre og indre sandhed. Alt er lettede når de ved hvordan de andre nok vil reagere. Men det er en underlig form for ærlighed, hvis alle ved, at folk ikke helt er sig selv, og ikke helt er ærlige. Men til gengæld tror jeg, hvis en japaner virkelig føler sig tilpas i en gruppe eller ved en person, så vil man få ærlighed gennem ord.
Men altså. Japan har været - og jeg tror stadig en smule det stadig er et svært land at bo i. Men det er Danmark på mange måder også. På en måde tror jeg at japanernes og danskerne har lidt lettere ved at forstå hinanden på nogle måder og så kan vi på andre måder ikke være mere forskellige.
Jeg vil sikkert blive kritiseret for at være for hård ved Japan, af alle der synes at stive smil og fnisen bare er nuttet og elsker alt ved japansk pop kultur. Japan ændre sig, til noget bedre, tror jeg. Fordi de selv vil. Og jeg kan se problemerne og det triste ved nogle ting i de unges liv, men jeg kan allerede se hvordan det hele langsomt ændres. Der dukker flere typer op, og der bliver mere og mere okay at være sig selv, og være individuel, men stadig sammen med gruppen. :)
Jeg vil på forhånd sige undskyld for alle de gange jeg skriver "Japan". Det' for dårligt...
Japan har nogle virkelig gode sider, der har gjort verden mere åben for mig, i takt med jeg selv er vokset på andre måder. Det har lært mig at se ting på en anden måde, og se det dejlige i mange ting. Men der er også en mange sider af Japan, der ikke fungerer. Jeg synes hvis man virkelig vil lære et land helt at kende og respektere det, skal man se begge sider. Jeg synes ikke man blåøjet kan sige "Jeg elsker Japan", hvis man ikke kender til dets dårlige sider, eller kun ser på 'pop-Japan'. Jeg siger, at jeg kan lide Japan - og det sted det bevæger sig hen. Mange unge ser kun Japan, som et sjovt land, med nuttede ting, og gensidig fascination: vesten-japan. Men de tænker måske ikke på Japans bagsider eller, hvordan den virkelige verden fungerer, udenfor tegneserierne, tegnefilmene og popkulturen. Men jeg tror Japan er på vej til et rigtig godt sted, og det er nok derfor jeg interesserer mig for landet, fordi det af egen vilje bevæger sig et nyt sted hen, sammen med den gamle kultur. Et sted der ikke bare er fascinerende fordi det er så anderledes, men et sted der faktisk også kan være rart at bo i, og jeg føler ikke at vi er så forskellige som vi tror.
Der er virkelig mange ting der gør at man har lyst til at besøge Japan igen og igen. Der er ting jeg ville ønske vi havde i lille Danmark. Der er ting ved Japan, eller mere dele af deres måde at tænke på, der har fået mig til at tænke anderledes omkring nogle ting herhjemme, nok meget i takt med jeg selv har ændret mig. Ting der faktisk har gjort mig mere positiv overfor mit hjemland. Japanerne har en fantastisk evne til at se det spændende i stort set alt. Alt er muligt. De genopfinder ting. Misforstår ting. De kan få mig til at tænke, at vores egen historie er spændende. De kan tage næsten hvilket som helst emne og gøre det spændende. Nyt. Med et helt anderledes synspunkt.
Men samtidig er der desværre en del af den unge generation, der venter på at blive inspireret og se deres eget liv som spændende. Det er lidt en gåde, hvorfor samfundet har sådan et stort problem med deprimerede unge. Måske er det al den overflade, der er mange steder omkring i det officielle japanske samfund. Og gruppepres.
Man har i mange år gerne ville gøre noget ved det, få folk til at arbejde mindre, nyde livet mere, gøre skolerne mindre stive, men det tager nok tid og i mellemtiden er der en del af en generation der går tabt.I takt med dette, har Japan også lært, at man skal give mere slip på eleverne, og ikke kvæle deres kreativitet og personlighed, så den kan blive den kedelige kaisha'in, kontormænd, som alle andre, og langsomt blive drænet for energi, fordi de arbejder for meget. Nogle vil nu og i fremtiden måske vælge at blive en "kedelig kontormand", men kræve mindre pres fra arbejdet, for så at skeje ud og virkelig have fri i fritiden.
Tegneserierne Japanske tegneserier er en virkelig interessant kilde til at forstå, hvad der sker. Nogle ting i serierne viser, muligvis, den virkelighed alle hellere ville have i Japan, en lidt skør og mindre stiv hverdag, hvor alle kan være som de vil, og ikke behøver være en "del af gruppen" og "ikke ligesom alle de andre", som ofte er temaet i forskellige serier. Man skiller sig lidt ud. Men man mærker også strømninger og forandringer i samfundet, gennem tegneserier. Specielt bider jeg mærke i hvordan piger og kvinder i både drengeserier og de ikke for ekstreme pige serier, hvor karakterene viser meget mere styrke, individualitet og lighed.
Jeg tror det igennem serierne viser, hvad der helt naturligt er ved at ske, eller snart vil ske, i Japan når det gælder ligestilling og individualitet.
Det er vigtigt at holde fast i traditionerne, det har jeg lært af Japan, og det har fået mig til at se anderledes på danske traditioner. Lære ikke bare at trække på skuldrene når der kommer en højtid eller når man skal lave en aktivitet. Det betyder ikke man skal køre op i et ekstremt højt gear, men bare tænke at vores højtider også er specielle og noget man bør holde ved lige. Tænke på hvorfor vi gør det og måske tænke på hvor underligt men, måske, også hvor spændende det må se ud med nye øjne. Jeg ville fx nødig se gækkebrevene forsvinde, bare fordi de er så spøjse.
Noget de er gode til i Japan, er at gøre minder til noget specielt. Nogle gange kan det give lidt for meget pres, som når en japansk nuclear familie skal ud og være en "rigtig" familie, og alle kan mærke presset. Men de unge her i vores land, overser ligesom de små ting. Det skal være druk og fester hele tiden. Der er ikke lige tid til at tænke over de små ting i livet.
Men japanerne gør det. De planlægger og glæder sig. Selv meget små ting. Nogle kan nok blive for perfektionistiske, men så kan man bare klokke lidt i det, på sin egen facon.
Det skal bare ikke blive for perfektionistisk... min familie laver kage i den hele tiden, og førhen kunne det ende i sure miner, men nu kan man bare grine af det og grine af vores egen udulighed på nogle punkter.
Skønhed og idoldyrkelse De ser smukke ting i næsten alt. Alt har sin egen plads, alt har sit eget tidspunkt hvor det bliver hyldet. Cicaderne der larmer om sommeren, månen, solen, havet. Små ting i hverdagen gøres pæne, undtagen huse og byer, der for enhver der ikke har været i Japan før, vil finde det meget grimt, men et eller andet sted har det også en vis charme. Måske hvis man i fremtiden bruger nogle mere organiske og ikke så "hårde/kolde" materialer til at lave de små underlige tilbygninger, vil det være virkelig interessant, og pænt på sin egen måde.
Der er skønhed i alt, også fejl. og dog....
Jagten på skønhed har taget overhånd i det offentlige billede og man bliver bombarderet rimelig meget med det. Ikke kun kvinderne skal have små ansigter og lange ben, det skal mændene nu også, og pludselig ser man ikke andet en smukke mennesker i tv.
Det stemmer ikke rigtig overens med resten af samfundet og dets syn på små fejl, som lidt skæve tænder osv.
Men på en eller anden måde eksploderer perfektionen og dyrkelsen af det smukke i de japanske 'idoler'. Jeg er i forvejen, som dansker en dårlig idol-dyrker, men også som person. Så jeg synes alt idoldyrkelse er mystisk, men det skræmmer mig, når der er så ufatteligt mange idoler og kendte i Japan, og de fleste er små nuttede piger, der laver det samme musik, ser rimelig ens ud (nuttede og naive) og markedsføres på samme måde. og som sagt nu også mændende...
Idolerne har grupper, der vil dø for dem... de tror at de automatisk er lige så smukke indeni som udenpå og det er virkelig skræmmende. Nu når man underholdningsindustrien prøver at lave skæve typer så er det ofte alligevel på den samme lidt kontrollerede måde. Det er bare er blevet til en kolossal kliché.
Det overordnede billede af en kvinde i populærkulturen lader stadig til at være enten den nuttede pige med trutmund eller den mere traditionelle underdanige, triste, "bærer af en stor byrde og sorg" , der ofte optræder i gamle historier. Men jeg kan lige skynde mig, at sige at der også er få men fede historier om en kvinde der imod sin rige families ønsker, vil gifte sig med en fattig mand, der ikke er lige så klog som hende, og der er der stor respekt for hendes gåpåmod. En ting den moderne kvinde og den traditionelle har tilfælles er måske den "brug for beskyttelse" de helst skal udstråle. Og det går mig voldsomt på. Men igen, jeg håber på, at det langsomt ændrer sig. Jeg kan, som allerede nævnt, se det i nogle af de virkelig gode tegneserier og tegnefilm, bøger osv. Det store mainstream mediebillede med idoler og popstjerner mangler stadig ægte individualitet, ærlighed og autenciteten ved at blive bedre end skønhed og overdreven påtaget sødme og kawaii-ness.
Japan på TV
Trods disse forskelle, tænker jeg altid på, hvorfor Japan aldrig særlig godt ud i TV programmer? Man får aldrig et særlig godt indtryk af landet, når man ser noget i TV der handler om Japan og deres kultur set igennem andres øjne. Måske fordi serierne ofte handler om hvor utrolig anderledes japanere og fx amerikanere er. Man fokuserer på forskellene. De piller de mest bizarre ting ud, som mange andre lande sikkert også har. Men Japan er jo et lille land, bjergene fylde, med mange mennesker, og derfor ligger mange ting ret kompakt der ved kommer de underlige ting også lidt tættere på. Men et filmhold havde også skaffet sig en tid hos en meget højtstående kampsports skole. Filmholdet braser ind, har ikke sat sig ind i nogle af de ting man ikke gør, til noget der er så formelt og de laver kæmpe og pinlige fejl hele tiden. Og så giver de japanernes traditioner skylden. De kunne være kommet ud for sådan noget i hvilket som helst andet land, hvis man på den måde viser man blæser på landets traditioner, og ikke gider sætte sig ind i hvad man gør og ikke gør.
Jeg må advare om, at jeg er meget sur i denne lille post. Det er bare sådan et godt eksempel på hvordan nogle på min alder bare er forfærdelige. Hvor er jeg glad for at alle unge ikke er på den her måde.
I en gruppe stod der en pige der virkelig skulle tale højt om alt det hun turde, og man kunne mærke hvordan alle de andre bare sluprede det i sig, og det hele virkede bare så underligt. At skulle stå og imponere nogle på den måde, og alle bare kører op i et gear de ikke normalt er i. Pigen virkede i hvert fald desperat for anerkendelse og "årh hvad hvor er du sej" kommentarer. " Når folk kommer hen og taler til mig, tænker jeg bare så fuck dog af" "århårhårhår"...agh.... Selvom de alle sammen helst vil virke enormt 'voksne' og slet ikke desperate efter andres anerkendelse og hvad de mener om dem, viser de det komplet modsatte. Pinligt.
Da jeg begyndte at læse den her bog, kunne jeg ikke blive enig med mig selv om, hvad jeg syntes om den. Will Ferguson virkede hele tiden irriteret på alle Japanere han stødte på, og jeg blev lidt irriteret sådan som han blev med med at stikke til dem. Jeg syntes ikke den virkede særlig dyb, men bare som en mand der rejste rundt i Japan og drak saké med en masse folk han inderst ikke kunne lide. Samtidig grinte jeg højlydt at alle de sjove observationer og tanker han havde, og jo mere man kom ind i bogen, jo mindre stikkende blev hans tanker om japanerne. Så jo længere ind jeg kom, og jo mere stemningen ændrede sig, jo bedre kunne jeg lide den. Nogle gange sad jeg og tænkte, at der var nogle han stikkede lidt for meget til, men der kom også mange sandheder frem. Folkene nede syd på, virkede meget bondske, og gloede når der kom en gaijin forbi, mens folk fra Tokyo området, kom derned og skulle lege store og kloge overfor de uinponerede fiskere. Der dukkede virkelig også nogle irriterende japanere op, der er nægter at se nogle realiteter i øjnene, når det gælder det japanske samfund, som "The monkey Professor" fra Tokyo. Will fandt en smuk tanke om at være "Gaijin" og hvor ensomt det kunne være, at man altid blev set som "den fremmede" mere end en del af samfundet. Men Will kom til sidst frem til, at når man var "Gaijin-san" med det personlige "san" efter gaijin, var man en dle af deres samfund, som manden udefra der havde bosat sig. Det var en varm måde at sige det på, mere end de børn der ikke har set særligt mange gajin, der skriger det, når de ser en, fordi de tror at gaijin er farlige. Man lagde også mærke til, at det ofte er de meget isolerede steder, der håndterer synet af en gaijin dårligst, med råb og skrig og børn der bliver slæbt væk. Det giver vel også et sted mening. Jo længere man kommer ind i bogen, jo flere "typer" møder han, og man møder mange japanere med stor personlighed, og det er rørende at læse hvor mange der inviterer ham hjem, og hvor mange rørende stunder der kommer ud af det. Nogle kan han tale med om japan og de emner, som de helst ikke vil tale om. Nogle er ikke bange for at sige alle de ting de syntes er hårde ved at bo i japan, og spørgsmålet:" Er japanere usikre eller arrogante" ender med at blive besvaret " De er begge dele" måske fordi de føler sig afskåret fra Europa of USA, og pg.a. deres usikkerhed i forhold til dem, kommer der en arrogance frem, også fordi de er partiotiske med bliver arrogante fordi de er bange for at blive set ned på. Et andet folkeslag der er modsigende er briter der er "Polite in a rude way". Man møder mange japanere der har storhedsvandvid når det gælder deres land, men også nogle der undskylder på vegne af deres landsmænd. Den bog jeg har købt, UK udgaven, er kortet ned og den slutter et underligt sted. Det er lidt trist, men bogen endte med at være en god oplevelse, der blev mere og mere positiv og fik sat flere og flere ting på plads (deriblandt mange selverkendelser) jo længere man kom ind i bogen.
Introduction to Japanese Society, er en god bog, som godt kan tage lidt tid at komme igennem. Det er ikke ligefrem den mest fængende måde at skrive om japan på, da det er sat op på en meget kølig måde, med skemaer og forskersprog. Men den er ærlig og tager næsten alle ting op om moderne Japan. Der er virkelig sandheden om Japan man får, selvom bogen er fra 90'erne og blev opdateret (jeg ved ikke på hvilke felter) i 2002, så der er muligvis nogle ting der har ændret sig en smule i den nye generation. Den fortæller om problemer, men også hvad der bliver gjort for at komme dem til livs, lige fra ensomme husmødre til Burakumin. Virkelig værd at kæmpe sig igennem.
