Japanese Streets & Style Arena

En side jeg meget ofte tjekker ind på er Style Arena, for lige at følge med i, hvad der sker i Daikanyama og Harajuku. Der er som skrevet før, rigtig meget inspiration der går rundt, helt gratis på gaderne i Tokyo, så hvis man mangler lidt nyt at se på, så er det her stedet. Det dejlige, sikkert også nævnt før, er dog, at det absolut ikke er for hipt eller lige 'pænt' det hele, men det er personligt og sjovt og det er det bedste. Deres sider omkring butikker er godt for øjnene. Det bugner af fund og der ser ud til, at der er gået rent samlermani i den, bare for at finde det bedste til kunderne. Også siden Japanese Streets er værd at se forbi, selvom de dog ikke opdaterer så ofte.
Derudover kan siden Tokyofashion.com helt sikkert også anbefales. Der er mere information om de forskellige stilgrupper, så man kan lære, hvordan man ser forskel på Mori-girls og Dolly-kei. Man skulle jo nødig tage fejl!
Og her kommer lige én sidste: Droptokyo.com.

Vinter i Japan

Japanerne har fundet nogle virkelig komfortable måder

at komme igennem en kold vinter på.

Som en 'Kokatsu' , som det ses, et bord med et varmende tæppe over, og nogle gange med et varmelegeme under. Rart.

Ahh, en varm 'hanten', egentlig som en jakke man kan have på indenfor, men den er ikke så tyk som den ser ud. Det kan klart anbefales at anskaffe sig en.

Findes også i andre udgaver hvis man er sådan lidt mere.... frisk.

Akizuki Sorata

Serier fra Akizuki Sorata er bestemt er værd at se nærmere på. Det er godt og eftertænksomt shojo. Jeg har hørt rigtig mange positive og lettede kommentarer omkring serien Akagami no Shirayukihime, der for en gangs skyld har en arbejdsom og selvstændig heltinde, der ikke er bange for at træde til med en god fornuft og ro, uden nogen form for hysteri. Det er en serie jeg helt sikkert kunne anbefale til yngre shōjo fans, der gerne måtte få nogle rigtig fine rollemodeller. Dejligt. Og så er tegnestilen personlig og stemmer godt overens med seriernes tempo.

Mononoke Hime

Nu hvor Ghili studio's Mononoke Hime også bliver kendt som Prinsesse Mononoke herhjemme i de danske biografer, ville jeg fejre det ved at gense filmen på DVD. Jeg sparer utroligt meget på den, da det nok er den bedste Ghibli film efter min mening, hvis ikke også Howl's Moving Castle, så det er kun tredje gang jeg ser Mononoke Hime. Det er toppen af, hvad man kan gøre med billeder og lyd og så med et emne, der er vedkommende, men ikke bliver frembrusende i filmen.


Der er så meget at sige om den her tegnefilm, men som altid behøver man slet ikke sige noget, når det gælder Ghibli's film, for de er jo allesammen af ufattelig høj kvalitet.
Men Mononoke Hime er lige den tand mere vedkommende, i hvert fald for mit vedkommende, da den tager hånd om nogle ting alle samfund har gennemgået på et tidspunkt og til dels stadig gennemgår. Man kan se filmen på flere niveauer.
Det er nok den Ghibli film der er rettet mindst mod børnene. Emnerne er mere alvorlige og der er ikke nogle hyggelige pauser.
Man se filmen og forstå, at det er et land der højst sandsynligt er Japan, da der er samuraier, men det kunne være hvorsomhelst for historie og geografi er ikke altafgørende for filmen, da der er mange andre emner. Og så kan man se den som en med kendskab til Japans historie,og pludselig se mange, mange lag man ikke havde set før. Det skete for mig denne gang. Hold op, hvor blev den endnu mere spændende. Hele Japans historie er blodig og rodet og det viser sig i filmen.
Hovedpersonen Ashitaka kommer fra et lille folk kaldet Emishi, et folk der faktisk eksisterede, og de er et af de sidste folkegrupper, der ikke er blevet overtaget og indtaget i Japan som et samlet land.En dæmon, en falden Gud i form af et vildsvin, kommer til hans landsby og de får slået dyret ned, men da det får rørt ham med sin forbandede krop bliver Ashitaka ligeså forbandet. Han kan nu vælge og drage ud og finde ud af, hvad der drev denne Gud ud i galskab eller lægge sig og vente på sin uundgåelige død. Ikke et svært valg.
På sin rejse møder han den Japanske omverden og mange forskellige mennesker med lige så forskellige skjulte mål. Alle involverer dog naturen. Menneskerne bliver flere og flere og de kæmper indbyrdes.
Endnu et lille 'folk' en stædig fæstning, Irontown, er styret af en kvinde kaldet Lady Eboshi. Her udvinder de jern. Det går ud over naturen, men tilgengæld har hun reddet prostituerede kvinder og spedalske fra et usselt liv. Hun respektere og elsker mennesker og skyr ingen midler for at redde dem og holde de lokale daimyo, lensherrer, væk fra hendes kostbare jern, som hun og de spedalske bruger til at lave de , på det tidspunkt, meget værdifulde og eftertragtede rifler.
Prinsesse Mononoke bor med ulveguderne i skovene og hun har en vendetta mod Eboshi, da hun rydder skovene. Men internt, blandt guderne er der også problemer.


Ashitaka møder begge disse kvinder, der står for både mennesker og natur, men de har begge et godt hjerte og det ser ud til, at han er den eneste der kan se mennesker og natur leve sammen.
Det er det interessante ved Mononoke Hime. Der er ikke nogen rigtig skurk, der er intet der er rigtig ondt. Dog er der en dødsangst kejser, der kræver Guders hoveder er den eneste og det er hans grådighed, der er ond og udslettende. Og det kan godt lyde, som om der er smurt tykt på med symbolik, men det er oprigtigt og smukt i filmen, der også viser den måde Japan, og resten af verden, på et tidspunkt har været ved at glemme de gamle guder, og derved respekt for naturen og i stedet fokuseret på interne kampe.
Man kan virkelig rose filmen for sine japanske og amerikanske stemmer. Da jeg så den med amerikanske stemmer blev jeg meget glad, for de har fundet nogle virkelig gode med den rette tyngde og personlighed til filmen. Slutningen er ikke en lykkelig disney afrunding, men stadig med et stort håb for fremtiden. Og det er, som altid, også Miyazaki's reminder til os om, at der også er håb for vores fremtid, bare vi passer på.

Ann Cassandra

Kort serie med det altid interessante emne: fremtiden! Den lader en hænge i uvished gennem hele serien, så selvom den er kort skaber den tilpas meget drama.

Bill Carman

Melankoli og grimme hunde.... dominerer en del af Bill Carman's kunst, som man kan se på hans blog her. Der er en lettere grum humor blandet med en sørgmodighed, blød lag på lag farvelægning og grublende piger med stort hår. Det er virkelig gennemført og rart at se på, trods den melankolske stemning.

Jeg stødte på ham, gennem disse grimme og dog åh så søde hunde, der af en eller anden grund altid dukker op i mit liv.

At Vende Tilbage

Hvad sker der, når en midaldrene mand ender i sin 14 årige krop tilbage i sin barndomsby i 1940'ernes Japan? Det er en interessant tanke og Jiro Taniguchi gør den endnu bedre, da den nu unge Nakahara Hiroshi har ting i hans fortid han ikke har fået gjort op med. En 14 årig med et tungt sind, men samtidig løftet op af følelsen af en ny krop, en 14 årig med en 40 årigs viden og langt mere selvtillid. Hvor anderledes ville ens liv blive på godt og ondt, hvis man gik tilbage, og ville man kunne forstå ting, man ikke forstod dengang. Ville det være lettere at tilgive?

A Distant Neighbourhood takler alle disse spørgsmål gennem betagende billeder og realtisiske og genkendelige personer i den lille by. Den unge Nakahara sætter fokus på de små ting i livet, med en helt anden respekt og indlevelse, da han nu er tilbage og det smitter af. Slutningen i A Distant Neighbourhood vol. 2 var ikke rimelig.... Den var simpelthen for tynd. Men det er måske bare mig. Men A Distant Neighbourhood er en serie alle kan læse og holde af, specielt de enkle stykker, hvor det er de små smukke ting i livet der bliver sat fokus på. Jeg glæder mig til at gå igang med andre Jiro Taniguchi's meget elskede tegneserier.