Oresama Teacher

Da jeg først skulle igang med denne serie vidste jeg ikke hvad jeg kunne forvente. Jeg plejer at holde mig væk fra shoujo serier med lærere i. For efter så mange år i manga-business... så har man regnet den ud. Og da vi ikke er til den slags, var jeg lidt spændt på at se hvad denne serie havde at byde på. For så snart jeg havde set seriens indre, bad jeg til, at den ikke ville ødelægge det hele med en elev-lærer romance, for tegnestilen og hovedpersonen er virkelig ret sin egen.

Protagonisten i dette episke drama.... eller.. hovedpersonen i denne sjove og søde serie er den vildt gode karakter, pigen Kurosaki Mafuyu. Ex-yankii* bandeleder der prøver at få sig et ordentligt liv i High School med normale venner. Hun flytter fra sin gamle by, i håb om ikke at støde på nogle fra sin gamle bande. Men i stedet støder hun på en lærer der har meget anderledes måder at håndtere elever på. Denne skræmmende lærer vækker minder hos Kurosaki, og hun begynder at finde ud af hvor hun kender denne person fra. Hun får sig en ven, succes! Men desværre er han en kampgal utilpasset dreng, der elsker at give og få tæsk. Men Kurosaki, der ikke er vandt til megen venlighed, tager ham til sig i sit solo venskab. Sammen med disse tre meget interessante mennesker skal hun prøve at blive en normal elev, og jeg griner vildt og meget, for serien er virkelig sjov. Den sætter spørgsmålstegn ved så mange ting, ved hjælp af humor.

Og man føler tit at yankii piger i japanske tegneserier gør bare et eller andet ved en humoristisk serie. Dem man støder på, prøver ofte at komme tilbage til det "normale" liv, og de har aldrig været så ekstreme yankii som de er i drama serier eller i den virkelige verden. De er misforståede og bløde indeni, og de er vel bare, efter min mening, en god modvægt mod alt det fluffy kawaii- fikserede der ellers er alt for meget af i shoujo. En god film der viser kollosionen mellem disse to kawaii-yankii verdner er Kamikaze Girls, der virkelig overraskede mig, ved at være så god. Men virkelighedens yankii'er er langtfra et sjovt indspark. De viser en af de mange triste måder den japanske ungdom udtrykker deres frustrationer på.

Jeg kan godt lide sådan som denne serie ikke deler kører helt efter de samme kedelige shoujo " der er en dreng der er så lækker, at han ikke kan gøre noget dumt" regler. Ingen er sikre i denne serie. Nogle gange er personerne i Oresama Teacher seje, Mafuyu er en dejlig karakter på den måde, andre gange ender de i misforståelser med hensyn til den "normale" verden og det, at være normal . De fungerer som rigtige mennesker. Ingen i serien sidder alene tilbage med klovnerollen. De har den på et tidspunkt allesammen. Allesammen, også de "lækre" fyre! Den eneste, der kan snige sig udenom, er den ubehagelige lærer, men han har en anden funktion i denne historie, og det håber jeg han bliver ved med at have, for jeg gidder ikke se noget lærer-elev romance i denne serie! Jeg elsker den som den er!

(billede) endelig var der nogle der sagde noget til "den helt normale pige"

* yankii are high-school gangs, the cool variety with a thing for motorcycles, dyed hair and customized uniforms. They also have heavy-duty lungs, since yankii kick off their careers (usually around the age of 14) with excessive anpan (glue-sniffing) combined with moku (chain-smoking) -- a hazardous undertaking usually conducted on the school okujo (rooftop). Yankii never say no to this, because theirs is a strict, hierarchical society in which the senpai (elder) reigns supreme. Younger yankii are expected to speak to the senpai in keigo (reverent speech) at all times, run their errands and observe the codes of honor particular to that yankii clan. All this must be conducted with konjyo (guts), seii (sincerity) and nyukon (dedication of the soul) -- the three pillars of yankii behavior. It's little wonder that many yankii grow up to be staunch uyoku

Akatsuki

Akatsuki er en serie der, som ret mange andre, fortæller om "monstre" der på en eller anden måde vokser eller udspringer fra mennesker, som en sygdom, og derved udsætter dem for farer. Der kommer "ydrydderne" ind. Heltene der kan redde disse mennesker, hedder Kiri-isha og dræber denne sygdom med deres våben. Selvom plottet er set tusinde gange før, så bliver jeg alligevel aldrig helt træt af dem. Man kan måske undre sig over så mange serier har dette emne i Japan. Det er en forholdsvis ny serie, så der er ikke så mange kapitler endnu, men den virker meget okay indtil videre, selvom hovedpersonen Hibiki giver for meget kopi Naruto følelse til hele serien.

Kuroshitsuji

Jeg spottede denne series forside da jeg var i Japan i 2007, mens jeg var i Mandrake i gang med at rage alt ned fra hylderne og min familie sad tålmodigt og ventede. Jeg så volume 1 & 2 stå for sig selv, med forsiden fremad. Den så meget klassisk ud og lignede en serie der havde helt styr på hvor den ville hen. Og så var den sorte og hvide forside bare som et hvil for øjet i den farvebombe jeg befandt mig i. Så 1 &2 blev kylet ned i kurven til alle de andre senere fejlkøb. Super :) Efter mine 5-6 år med japanske tegneserier, burde jeg have lært det, men jeg troede faktisk personen på forsiden var en kvinde. Meget naivt, men det ville have været så meget bedre.

Jeg glemte lidt jeg havde købt dem, før jeg så en oversættelse af serien, der viste sig at hedde Kuroshitsuji - The black Butler.

Der er noget lunkent ved den her butler. Han er hurtig, smidig og lidt af en dræber hvis han bliver bedt om det. Han, Sebastian, passer på en forkælet unge kaldet Ciel Phantomhive. Ciel har sig en mørk fortid, og det gør åbenbart at han kan tillade sig at være den koldeste og mest arrogante dreng på jorden. Ingen siger noget til ham, og det tror jeg ikke nogen har tænkt sig at gøre i hele serien. Ciel er en smuk (åbenbart ufattelig smuk, finder man ud af) lille dreng, hvis forældre blev slået ihjel. Jeg kan egentlig godt lide selve historien, og tingenes udvikling er interessante, men den lille dreng kan jeg bare ikke klare. Han ser andre folk som skidt. Jeg tænker tit på, om det er noget der bevidst er gjort af forfatteren, så man skal føle sig irriteret, eller er det for at piger der læser serien skal få sådan den klassiske (inden for manga) " kold dreng. Hvor er det synd... bliv ved med det, det er nuttet". Man føler ikke, at Ciel selv har lyst til at lave om på det. Han ser, og vil blive ved med at se andre folk som noget der er langt under ham, og som kan blive manipuleret af hans skønne ansigt. Og jeg ved serien bliver udgivet i et blad der er både til drenge og piger, Monthly GFantasy, men jeg synes der bliver spillet mistænkeligt meget på forholdet mellem butleren og Ciel. Jeg vil tro serien falder i mange fan pigers smag. Så fangirls, I går bare til den! - Men man ved aldrig, måske ændrer den sig.

Ouran High School Host Club

Ahh.... hvordan skal jeg starte det her? Ikke sen serie jeg tænker over særlig ofte, og ikke en der står højt på min liste af ynglings serier, da den stadig er en smule for sukkersød og skønhedsfikseret, men jeg har det godt med den her serie, men folk ser den meget forskelligt. Jeg kan godt lide den her serie, fordi den tager gas på alle de harem/ "vi elsker alle den samme"/ gender bender (piger der klæder sig ud som drenge og omvendt)/ broder kærlighed (der bliver for meget)/ rig og fattig - serier som der er tonsvis af, og som fan-pigerne elsker at slubre i sig. Og denne her serie tager det hele op, med en meget ualmindelig hovedperson, Haruhi. Haruhi er fra en fattig familie, men hun er klog så hun kan komme ind på Ouran High School, der er en skole for de riges afkom. Hun er nørdet (og har det fint med det!) og alle tror hun er en dreng, inklusiv Host klubben, en klub af usædvanligt nuttede eller flotte drenge. Typisk. Haruhi vælter en meget dyr vase, og hun bliver nødt til at afbetale ved at arbejde i klubben, som en dreng.

Haruhi er skøn i denne serie, fordi hun ikke lader sig imponere af noget. Hun falder ikke for noget, lader sig ikke blænde af drengenes glitter, der får skolens piger til at gå amok. Hun er ikke ligefrem ond mod dem, men hun synes de er for meget, og hun peger alle de ting ud der er for meget. I enhver anden serie ville hun nok være for kedelig eller for negativ, men i denne er hun den omvendte kvindelige hovedperson. Men der er også kærlighed i denne serie, og det synes jeg er fint. For drengene er ikke onde, og de kan godt lide en der ikke hopper med på den overfladiske hysteri vogn, og ikke kun ser dem som den "karakter" de er blevet til i klubben. men hun lærer også af dem. For de er ikke dårlige mennesker, og de føler sig ikke bedre end andre. Nogle af dem er bare halv dumme, og det bliver der gjort dejligt grin med, men det er også kærligt ment, nogle keder sig osv.

Men jeg ved ikke..... der er mange fans af præcis det som jeg synes den laver gas med, der tager den seriøst. Så jeg ved ikke.... er den så til alle? Kan man selv vælge hvad man vil have ud af den her serie? Jeg ved det ikke, men jeg ved bare jeg griner meget, og højt over denne serie. Selvom jeg har et problem med at opbevare serien, da jeg ikke er så vildt med den vamle romance costume forside der pryder hver forside. Man kan jo ikke lige se den tager gas på præcis det.

Full Metal Alchemist

Vi følger brødrene Alphonse og Edward Elric. Alphonse mistede sin krop, da han sammen med Edward prøvede at vække deres mor til live, ved hjælp af alkymi. De to tager ud for at finde en måde at redde Alphonse. De bliver involveret i militæret, en krig og homunculi.

Full Metal Alchemist er helt sikkert en af mine ynglings serier. Jeg startede med at se animéen, og den var med til at vise, hvor store historier (og stadig uden på nogen måde at blive for storslået) og hvor spændende verdner anime og mange kunne byde på. Før denne serie, var jeg fanget i dårlige serier, der ikke sagde mig noget. Men blandt andet denne serie viste mig det jeg havde håbet, at der var noget bedre. Plottet og historien i denne animé serie jeg så, var så overvældene, at jeg straks måtte fortælle den videre til min mor. Hun kunne ikke forstå jeg brændte sådan for en tegnestil, når jeg ikke kunne lide nogle af de serier, der kom ud i Danmark. Men så fortalte jeg hende hele denne lange historie, der en stor del af tiden ikke følger tegneseriens historie, men stadig er fantastisk. Men jeg tror måske mum forstod det en smule.

Det undrer mig selv meget, at jeg først læste tegneserien for nogle måneder siden. Det er helt omvendt af hvad jeg plejer. Tegneserie først, anime senere, hvis nogensinde. Jeg ved ikke... måske var det bare overvældende at skulle igennem en masse historie man allerede kendte (for den havde virkelig sat sig i min hjerne lige siden, og der er gået mange år). Men det gik hurtigt op for mig, at de ikke følger samme historie. Og jeg kan meget bedre lide tegneseriens "virkelige" historie. Serien har så mange ting, man sidder og ønske at man selv havde fundet på. Der er mange geniale påfund og sætter alkymi og deres egne påfund sammen på en flot og gennemtænkt måde.

Der er mange stærke kvinder med i serien, der har lige så meget at skulle sige som alle andre. Nogle er jernkvinder inden for militæret, men der er også nogle der har dybe sider. Og det er sjældent men virkelig dejligt, når man kan læse en serie, hvor der ikke er noget der irriterer eller ødelægger. De er måske ikke de mest nyskabende, men de er dejlig uhysteriske. Edward Elric og hans bror Alphonse er dejlige hovedpersoner at følge med. Deres historie indeholde mange af de ting der kan være svært ved at have søskende og det at tage svære valg, men man kan også sidde og grine virkelig højt når jeg man serien.

Tegneserien fortsætter stadig, og er virkelig ved at være spændende og til at følge op på anime serien "Full Metal Alchemist, klart anbefalelsesværdig, kommer serien "Full Metal Alchemis - Brotherhood"

Zetsuen no Tempest

Serie der lægger hårdt ud med magi på en lidt anden måde. Efter kun et kapitel er det svært at vide hvad man skal tænke, men jeg vil helt sikkert følge med. Men jeg er ret sikker på, det er en serie man vil se en del mere til. Jeg må sige med alt det der sker på så kort tid, tager hovedpersonen det (lidt for) roligt. Jeg har ikke helt fundet ud af om den er for shounen til min smag.

Twillight - Hvem kunne finde på at udgive den?!

Denne bog går virkelig imod så mange ting i min verden. Jeg har hørt fra andre teenagere der ikke er forblændet og slugt op i bølgen, hvad de har ment om bogen, som de har prøvet at læse, og deres problemer med bogen er præcis de samme som jeg har. Jeg tror ikke jeg vil uddybe mine meninger om den så meget, for alt jeg mener er blevet sagt i dette fremragende review skrevet af en genial pige. Tak, Hannah! Jeg er virkelig glad for at dette er blevet skrevet, og jeg håber det er okay jeg lægger et link ud. http://www.amazon.co.uk/review/R1R4034QQMB7KB/ref=cm_aya_cmt?ie=UTF8&ASIN=1904233651#wasThisHelpful

Hun siger præcis det jeg har tænkt om denne pinlige bog. Jeg tror det er vigtigt at vise, at alle teenagere ikke falder pladask for det her... lårt. Man skammer sig over, at nogle teenagere er så nemme at købe, med alle disse kliché kærligheds historier blandet sammen til en alt for let skrevet bog, der viser unge fra deres værste, mest overfladiske side. Jeg må sige jeg har stadig utrolig meget mere imod bogen, end jeg har imod filmen, da bogen er ufatteligt dårligt skrevet. I filmen er der i det mindste ikke alle de endeløse beskrivelser af udseende. Heldigvis lader det til, at der nu er ved at blive skabt en modreaktion. Et eksempel er bogen New Moan, der udpensler, hvor utrolig uheldig den originale bog er. Jeg synes dog man bare skal lade det hele gå i glemmebogen... hurtigt!