Hokkaido Highway Blues
Da jeg begyndte at læse den her bog, kunne jeg ikke blive enig med mig selv om, hvad jeg syntes om den. Will Ferguson virkede hele tiden irriteret på alle Japanere han stødte på, og jeg blev lidt irriteret sådan som han blev med med at stikke til dem. Jeg syntes ikke den virkede særlig dyb, men bare som en mand der rejste rundt i Japan og drak saké med en masse folk han inderst ikke kunne lide. Samtidig grinte jeg højlydt at alle de sjove observationer og tanker han havde, og jo mere man kom ind i bogen, jo mindre stikkende blev hans tanker om japanerne. Så jo længere ind jeg kom, og jo mere stemningen ændrede sig, jo bedre kunne jeg lide den. Nogle gange sad jeg og tænkte, at der var nogle han stikkede lidt for meget til, men der kom også mange sandheder frem. Folkene nede syd på, virkede meget bondske, og gloede når der kom en gaijin forbi, mens folk fra Tokyo området, kom derned og skulle lege store og kloge overfor de uinponerede fiskere. Der dukkede virkelig også nogle irriterende japanere op, der er nægter at se nogle realiteter i øjnene, når det gælder det japanske samfund, som "The monkey Professor" fra Tokyo. Will fandt en smuk tanke om at være "Gaijin" og hvor ensomt det kunne være, at man altid blev set som "den fremmede" mere end en del af samfundet. Men Will kom til sidst frem til, at når man var "Gaijin-san" med det personlige "san" efter gaijin, var man en dle af deres samfund, som manden udefra der havde bosat sig. Det var en varm måde at sige det på, mere end de børn der ikke har set særligt mange gajin, der skriger det, når de ser en, fordi de tror at gaijin er farlige. Man lagde også mærke til, at det ofte er de meget isolerede steder, der håndterer synet af en gaijin dårligst, med råb og skrig og børn der bliver slæbt væk. Det giver vel også et sted mening.
Jo længere man kommer ind i bogen, jo flere "typer" møder han, og man møder mange japanere med stor personlighed, og det er rørende at læse hvor mange der inviterer ham hjem, og hvor mange rørende stunder der kommer ud af det. Nogle kan han tale med om japan og de emner, som de helst ikke vil tale om. Nogle er ikke bange for at sige alle de ting de syntes er hårde ved at bo i japan, og spørgsmålet:" Er japanere usikre eller arrogante" ender med at blive besvaret " De er begge dele" måske fordi de føler sig afskåret fra Europa of USA, og pg.a. deres usikkerhed i forhold til dem, kommer der en arrogance frem, også fordi de er partiotiske med bliver arrogante fordi de er bange for at blive set ned på. Et andet folkeslag der er modsigende er briter der er "Polite in a rude way". Man møder mange japanere der har storhedsvandvid når det gælder deres land, men også nogle der undskylder på vegne af deres landsmænd.
Den bog jeg har købt, UK udgaven, er kortet ned og den slutter et underligt sted. Det er lidt trist, men bogen endte med at være en god oplevelse, der blev mere og mere positiv og fik sat flere og flere ting på plads (deriblandt mange selverkendelser) jo længere man kom ind i bogen.
