Japan I

Jeg vil på forhånd sige undskyld for alle de gange jeg skriver "Japan". Det' for dårligt...



Japan har nogle virkelig gode sider, der har gjort verden mere åben for mig, i takt med jeg selv er vokset på andre måder. Det har lært mig at se ting på en anden måde, og se det dejlige i mange ting. Men der er også en mange sider af Japan, der ikke fungerer. Jeg synes hvis man virkelig vil lære et land helt at kende og respektere det, skal man se begge sider. Jeg synes ikke man blåøjet kan sige "Jeg elsker Japan", hvis man ikke kender til dets dårlige sider, eller kun ser på 'pop-Japan'. Jeg siger, at jeg kan lide Japan - og det sted det bevæger sig hen. Mange unge ser kun Japan, som et sjovt land, med nuttede ting, og gensidig fascination: vesten-japan. Men de tænker måske ikke på Japans bagsider eller, hvordan den virkelige verden fungerer, udenfor tegneserierne, tegnefilmene og popkulturen.
Men jeg tror Japan er på vej til et rigtig godt sted, og det er nok derfor jeg interesserer mig for landet, fordi det af egen vilje bevæger sig et nyt sted hen, sammen med den gamle kultur. Et sted der ikke bare er fascinerende fordi det er så anderledes, men et sted der faktisk også kan være rart at bo i, og jeg føler ikke at vi er så forskellige som vi tror.

Der er virkelig mange ting der gør at man har lyst til at besøge Japan igen og igen. Der er ting jeg ville ønske vi havde i lille Danmark. Der er ting ved Japan, eller mere dele af deres måde at tænke på, der har fået mig til at tænke anderledes omkring nogle ting herhjemme, nok meget i takt med jeg selv har ændret mig. Ting der faktisk har gjort mig mere positiv overfor mit hjemland. Japanerne har en fantastisk evne til at se det spændende i stort set alt. Alt er muligt. De genopfinder ting. Misforstår ting. De kan få mig til at tænke, at vores egen historie er spændende. De kan tage næsten hvilket som helst emne og gøre det spændende. Nyt. Med et helt anderledes synspunkt.

Men samtidig er der desværre en del af den unge generation, der venter på at blive inspireret og se deres eget liv som spændende. Det er lidt en gåde, hvorfor samfundet har sådan et stort problem med deprimerede unge. Måske er det al den overflade, der er mange steder omkring i det officielle japanske samfund. Og gruppepres.

Man har i mange år gerne ville gøre noget ved det, få folk til at arbejde mindre, nyde livet mere, gøre skolerne mindre stive, men det tager nok tid og i mellemtiden er der en del af en generation der går tabt.I takt med dette, har Japan også lært, at man skal give mere slip på eleverne, og ikke kvæle deres kreativitet og personlighed, så den kan blive den kedelige kaisha'in, kontormænd, som alle andre, og langsomt blive drænet for energi, fordi de arbejder for meget. Nogle vil nu og i fremtiden måske vælge at blive en "kedelig kontormand", men kræve mindre pres fra arbejdet, for så at skeje ud og virkelig have fri i fritiden.

Tegneserierne
Japanske tegneserier er en virkelig interessant kilde til at forstå, hvad der sker. Nogle ting i serierne viser, muligvis, den virkelighed alle hellere ville have i Japan, en lidt skør og mindre stiv hverdag, hvor alle kan være som de vil, og ikke behøver være en "del af gruppen" og "ikke ligesom alle de andre", som ofte er temaet i forskellige serier. Man skiller sig lidt ud.
Men man mærker også strømninger og forandringer i samfundet, gennem tegneserier. Specielt bider jeg mærke i hvordan piger og kvinder i både drengeserier og de ikke for ekstreme pige serier, hvor karakterene viser meget mere styrke, individualitet og lighed.

Jeg tror det igennem serierne viser, hvad der helt naturligt er ved at ske, eller snart vil ske, i Japan når det gælder ligestilling og individualitet.

Det er vigtigt at holde fast i traditionerne, det har jeg lært af Japan, og det har fået mig til at se anderledes på danske traditioner. Lære ikke bare at trække på skuldrene når der kommer en højtid eller når man skal lave en aktivitet. Det betyder ikke man skal køre op i et ekstremt højt gear, men bare tænke at vores højtider også er specielle og noget man bør holde ved lige. Tænke på hvorfor vi gør det og måske tænke på hvor underligt men, måske, også hvor spændende det må se ud med nye øjne. Jeg ville fx nødig se gækkebrevene forsvinde, bare fordi de er så spøjse.

Noget de er gode til i Japan, er at gøre minder til noget specielt. Nogle gange kan det give lidt for meget pres, som når en japansk nuclear familie skal ud og være en "rigtig" familie, og alle kan mærke presset. Men de unge her i vores land, overser ligesom de små ting. Det skal være druk og fester hele tiden. Der er ikke lige tid til at tænke over de små ting i livet.

Men japanerne gør det. De planlægger og glæder sig. Selv meget små ting. Nogle kan nok blive for perfektionistiske, men så kan man bare klokke lidt i det, på sin egen facon.

Det skal bare ikke blive for perfektionistisk... min familie laver kage i den hele tiden, og førhen kunne det ende i sure miner, men nu kan man bare grine af det og grine af vores egen udulighed på nogle punkter.

Skønhed og idoldyrkelse
De ser smukke ting i næsten alt. Alt har sin egen plads, alt har sit eget tidspunkt hvor det bliver hyldet. Cicaderne der larmer om sommeren, månen, solen, havet. Små ting i hverdagen gøres pæne, undtagen huse og byer, der for enhver der ikke har været i Japan før, vil finde det meget grimt, men et eller andet sted har det også en vis charme. Måske hvis man i fremtiden bruger nogle mere organiske og ikke så "hårde/kolde" materialer til at lave de små underlige tilbygninger, vil det være virkelig interessant, og pænt på sin egen måde.

Der er skønhed i alt, også fejl. og dog....

Jagten på skønhed har taget overhånd i det offentlige billede og man bliver bombarderet rimelig meget med det. Ikke kun kvinderne skal have små ansigter og lange ben, det skal mændene nu også, og pludselig ser man ikke andet en smukke mennesker i tv.

Det stemmer ikke rigtig overens med resten af samfundet og dets syn på små fejl, som lidt skæve tænder osv.

Men på en eller anden måde eksploderer perfektionen og dyrkelsen af det smukke i de japanske 'idoler'. Jeg er i forvejen, som dansker en dårlig idol-dyrker, men også som person. Så jeg synes alt idoldyrkelse er mystisk, men det skræmmer mig, når der er så ufatteligt mange idoler og kendte i Japan, og de fleste er små nuttede piger, der laver det samme musik, ser rimelig ens ud (nuttede og naive) og markedsføres på samme måde. og som sagt nu også mændende...

Idolerne har grupper, der vil dø for dem... de tror at de automatisk er lige så smukke indeni som udenpå og det er virkelig skræmmende.

Nu når man underholdningsindustrien prøver at lave skæve typer så er det ofte alligevel på den samme lidt kontrollerede måde. Det er bare er blevet til en kolossal kliché.

Det overordnede billede af en kvinde i populærkulturen lader stadig til at være enten den nuttede pige med trutmund eller den mere traditionelle underdanige, triste, "bærer af en stor byrde og sorg" , der ofte optræder i gamle historier. Men jeg kan lige skynde mig, at sige at der også er få men fede historier om en kvinde der imod sin rige families ønsker, vil gifte sig med en fattig mand, der ikke er lige så klog som hende, og der er der stor respekt for hendes gåpåmod. En ting den moderne kvinde og den traditionelle har tilfælles er måske den "brug for beskyttelse" de helst skal udstråle. Og det går mig voldsomt på.
Men igen, jeg håber på, at det langsomt ændrer sig. Jeg kan, som allerede nævnt, se det i nogle af de virkelig gode tegneserier og tegnefilm, bøger osv. Det store mainstream mediebillede med idoler og popstjerner mangler stadig ægte individualitet, ærlighed og autenciteten ved at blive bedre end skønhed og overdreven påtaget sødme og kawaii-ness.

Japan på TV

Trods disse forskelle, tænker jeg altid på, hvorfor Japan aldrig særlig godt ud i TV programmer? Man får aldrig et særlig godt indtryk af landet, når man ser noget i TV der handler om Japan og deres kultur set igennem andres øjne. Måske fordi serierne ofte handler om hvor utrolig anderledes japanere og fx amerikanere er. Man fokuserer på forskellene. De piller de mest bizarre ting ud, som mange andre lande sikkert også har. Men Japan er jo et lille land, bjergene fylde, med mange mennesker, og derfor ligger mange ting ret kompakt der ved kommer de underlige ting også lidt tættere på.
Men et filmhold havde også skaffet sig en tid hos en meget højtstående kampsports skole. Filmholdet braser ind, har ikke sat sig ind i nogle af de ting man ikke gør, til noget der er så formelt og de laver kæmpe og pinlige fejl hele tiden. Og så giver de japanernes traditioner skylden. De kunne være kommet ud for sådan noget i hvilket som helst andet land, hvis man på den måde viser man blæser på landets traditioner, og ikke gider sætte sig ind i hvad man gør og ikke gør.