Positivt! Kôkô Debut.

Jeg mangler at skrive noget positivt, for der er jo serier der overrasker mig, og som giver mig en masse positive ting.

Kôkô Debut - High School Debut * SPOILERS

Da jeg gik i gang med de første kapitler kunne jeg ikke lide den. Faktisk synes jeg den var forfærdelig. Jeg følte det var en "The Devil does Excist" genganger, og jeg har virkelig ikke noget godt at sige om den serie. Jeg syntes Yoh, den ene hovedrolle, virkede meget som drengen fra The Devil..... . Ikke et godt tegn. Og Haruna, den anden hovedrolle i serien, prøvede febrilsk at være som en rigtig pige (et enme der dukker meget op i shoujo). Haruna søger hjælp hos Yoh, da han emmer af "coolness" og han da lige må vide hvad en pige skal have på for at være "rigtig". Han synes åbenbart også selv han er ret cool, måske for meget, da man læser ham sige " Du skal love mig ikke at blive forelsket i mig". Av, lidt for meget selvtillid.

Men Haruna siger ja, og man prøver at holde ud og fortsætte med at læse, og håbe at seriens stil vender.
Og det gør den!
Der går et par kapitler med tøj og " nu skal du læres op i at være en rigtig pige" snak. Suk. Men serien begynder at se bort fra det, og Haruna bliver små forelsket i en af Yoh's venner. Og her er det serien ændrer sir kedelige mønster, og bliver interessant. Yoh ender med at kunne lide Haruna inden hun begynder at 'hvalpe' efter ham. Hun har noget naturligt over sig, og man begynder hurtigt at holde af hende, og det er hele historiens styrke. Derfor var jeg ked af seriens intention (eller var det?) om at ændre på hende.
Historien begynder først, da Yoh, siger at han ville ønske hun var forelsket i ham. Og så starter de derfra. Hele "lær mig at være pige" temaet forsvinder, og det hele bløder op. Yoh får mange flere nuancer, og ofte er det ham der skal beskyttes af Haruna, der får folk og læser til at se ham, som han er, ikke en kliché kold og manipulerende (som førnævnte serie's hovedperson). Han har været såret, og har trukket sig, og er sky og hadede at være skolens omdrejningspunkt.

Haruna er ikke en specielt smuk pige, og må kæmpe for at være ved Yoh's side. Men kampene varer heldigvis ikke evigt. Noget jeg godt kunne lide, og noget der var meget anderledes end det indtryk jeg fik i starten, var at Yoh, fik fortalt Haruna at hun kunne være pige, på sin egen måde. Hun skulle ikke have blondede kjoler, for hun var ikke sådan en type. Haruna er i virkeligheden en meget stærkere person end Yoh, og hun hiver ham ud af nogle ting, og hun ser ham, ikke hans udseende, men hans personlighed. Og Yoh hjælper på andre måder, og det hele er i virkeligheden meget harmonisk. Dejligt, dejligt. Derfor er jeg ret glad for serien, egentligt ikke fordi det er en sød historie, men Harunas karakter og den harmoni der bliver mellem hende og Yoh giver mig et håb for shojo.

Da en vis Jouhou's søster dukker op, har hun de samme fordomme som læseren (hvis man som mig ikke er vild med den kolde og flotte dreng kliché) havde omkring Yoh, og kender for godt den type hun tror han er. Hun konfronterer (på en lidt ekstrem måde) læserens egen fordom overfor Yohs type. Men hun lærer det om ham som læser lærer gennem serien, og som Haruna får ud af ham.

Jeg blev ret forvirret i det her kapitel, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke om denne her pige der ikke var særligt pæn og endte med at blive en stalker type. Bare fordi hun ikke er særlig pæn, er hun også underlig? Men jeg prøvede ikke at tænke for meget, for Haruna så hende som en, der faktisk kunne tage Yoh fra hende.Derved skal karakteren her måske bruges for at vise, at Haruna ved at Yoh ser det gode i folk, og det ender i et meget underligt scenarie til sidst. Men der er måske et meget vigtig.... budskab er et lidt stort ord, men en historie om hvordan udseende kan snyde, hvordan kan være en svær ting at have med at gøre og hvordan folk skal have tid, for at vise deres sande indre. Så med dette måske for store budskab slutter min tale om Koukou debut. En rigtig fin serie.

Japan II

Del II

Skolegang i Japan -

Som sagt kan skolen være nådesløs hvis man ikke er med i gruppen, der er det vigtigste. Gruppen. Er du inde eller ude? Det er ret svært at forstå hvad der gør man ikke er en del af gruppen, for nørderne og de kloge (som er de mobbede herhjemme) er jo ret vigtige for Japan, og de har en del nørder. Man kan godt forestille sig at deres liv kan være trist, men det virker som om der er en del af dem i skolerne, og det at være klog er et vigtigt redskab for at overleve i skolerne. Alle skal studere, for at komme igennem. Gad vide hvilke typer det så er, det går ud over? Men dem der bliver mobbet bliver jo altid uretfærdigt valgt ud. Det må være mit næste emne, der skal studeres.
Mobningen består ofte i at ignorere bestemte personer, den værste form for mobning. De unges tilbageholdenhed, og den måde de unge er gruppeorienterede kan være et problem når nogle bliver moppet. Hvis en "leder" i gruppen bestemmer, at de vil ignorere en bestemt person fra en skole, så følger gruppen trop. De der mener det er forkert, siger det ikke, da de ikke vil gå imod gruppen, et problem der også er kendt herhjemme. Desværre er lærerne også for bange til at tage fat og gøre noget ved det i Japan, og i specielle tilfælde har lærerne stået i ledtog med, eller ligefrem stået for mobningen. Men det er utroligt specielle og forfærdelige tilfælde. Japans reaktion mod noget ubehagelig er i det hele taget stilhed. Politikere der skal svare på noget meget svært eller pinligt, svarer ofte med..... stilhed.

Gruppen -

Hvis det er så vigtigt at være en del af gruppen, hvordan kan det så være, at mange animéer og tegneserier ofte handler om at stikke ud? Det starter negativt, men ender positivt igennem en rejse. Der findes også serier, hvor emnet er social realistisk, og viser hvor svært det kan være hvis man virkelig stikker ud, og den viser den i virkeligheden meget negative holdning til det at være anderledes, stikke ud, eller ville noget andet end andre. Men på en eller anden måde er det ikke så tit jeg ser en serie der kan håndtere et så stort emne. Det er også svært at have en mening om, for på en måde er det rart at det ikke er et tabu, at nogle virkelig ikke har det godt, men det skal heller ikke blive en kliché, der bare hurtigt bliver nævnt, og så glemt igen. Der er også en meget let stemning omkring død i japanske tegeserier, der nogle gange liver burgt for mange gange i en serie, hvor stemningen ellers ikke er til det. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene. Jeg kan jo godt lide seriøse serier der tager menneskers historier seriøst... det må jeg tygge lidt på.

Hvalfangst -

Japans grådighed når det gælder fisk er ikke specielt sympatisk men deres hvalfangst er forfærdelig. Den måde det bliver accepteret lidt for let af befolkningen er heller ikke specielt rar. De unge spiser slet ikke hvalkød, hvis de da nogen siden har smagt hvalkød, og der er mange unge japanere der helst ikke vil ind i den slags diskussioner. Men de ældre generation har et sentimentalt forhold til hvalkød, da kødet er højt på fedt og det reddede mange i tiden efter 2 verdenskrig, da det fx blev serveret i skolerne. Gourmet restauranter vil også meget gerne have fat i hvalkød da det går for at være en delikatesse.

Kampen om hvalkødet handler også meget om mistet stolthed, og noget der skal hentes tilbage igen. Japanerne føler i det hele taget, at de går meget på kompromis, når det gælder deres samarbejde med resten af verdenen, specielt Amerika som de har et had-kærlighed forhold til. Så hvalfangst bliver en lille sluse for alle de undertrykte følelser om uretfærdig behandling, og det er noget de ikke vil tabe i. De føler de har en vis ret til hvalkød, da en del af deres fiskeribyer, og byernes kultur er bygget op omkring hvalkød. Kvoterne blev faktisk hævet en smule efter dette. Men efter denne ændring, hoverede en japansk politiker på TV og Japan selv og resten af verdenen, mente det var meget uheldigt og usympatisk. Hans dårlige udtalelse fik resten af verdenen til at se skævt til Japan. Jeg husker ikke om de fik taget det ekstra antal hvaler fra dem. Senere er det kommet frem, at hvalkød er giftigt, og det giver den nye generation en til grund til ikke at starte på at spise kødet.

Socialt Sikkerhedsnet -

De mangler helt sikkert et ordentligt socialt sikkerhedsnet, da der er mange hjemløse der ligger på stationerne om aftenen. Trist. Og de ældre bliver et kæmpe projekt, og det bliver svært at tage sig af alle de ældre med lige stor respekt for dem alle. Men de arbejder hårdt på det, ved at studere europæiske metoder.

Indre og ydre sandhed -

Noget jeg har svært ved at forstå er den indre og ydre sandhed. Jeg tror det er hårdt for mennesker hele tiden at skulle passe på, ikke at komme uden for gruppen, og på et tidspunkt mister man sin individualitet. Jeg kan specielt have svært ved at være mig selv blandt folk jeg ikke kender, jeg bliver dog bedre, men jeg ændrer mig ikke til en helt anden person, bland dem. Så siger jeg måske bare ikke så meget, men jeg ville aldrig begynde at lyve mig til en personlighed. Så ser de måske kun en side, men jeg vil ikke føje dem, og ændre på den side de så får at se.

Stilhed i samtaler er ikke pinlige. Der har Japanerne og os i norden måske lidt tilfælles igen (selvfølgelig ikke for meget stilhed). Men alligevel kan det tænkes, at det er fordi man ikke skal læse japanerne i det de siger, men i deres udtryk og signaler. De kan nok godt føle sig trængt op i en krog i en gruppe, og føle sig presset til at sige noget specielt. Den ydre og indre sandhed. Alt er lettede når de ved hvordan de andre nok vil reagere. Men det er en underlig form for ærlighed, hvis alle ved, at folk ikke helt er sig selv, og ikke helt er ærlige. Men til gengæld tror jeg, hvis en japaner virkelig føler sig tilpas i en gruppe eller ved en person, så vil man få ærlighed gennem ord.

Men altså. Japan har været - og jeg tror stadig en smule det stadig er et svært land at bo i. Men det er Danmark på mange måder også. På en måde tror jeg at japanernes og danskerne har lidt lettere ved at forstå hinanden på nogle måder og så kan vi på andre måder ikke være mere forskellige.

Jeg vil sikkert blive kritiseret for at være for hård ved Japan, af alle der synes at stive smil og fnisen bare er nuttet og elsker alt ved japansk pop kultur. Japan ændre sig, til noget bedre, tror jeg. Fordi de selv vil. Og jeg kan se problemerne og det triste ved nogle ting i de unges liv, men jeg kan allerede se hvordan det hele langsomt ændres. Der dukker flere typer op, og der bliver mere og mere okay at være sig selv, og være individuel, men stadig sammen med gruppen. :)