Claymore.... er en serie jeg kan have en tendens til at glemme. Måske fordi den kun kommer ud en gang om måneden. Det er ikke en jeg ligefrem har et meget stærkt forhold til, da der ikke er så mange afsnit og historien snegler sig afsted i øjeblikket, med alt for mange kampscener til hvad min tålmodighed kan holde til. Der er ret mange kvindelige hovedroller, og de er jo meget aktive og kan let blive nogle amazoner, hvis der ikke bliver skudt lidt følelser ind i historien. Det sker nogle gange, hvor der bliver fortalt om deres baggrund og forklarer godt hvordan de er blevet en smule følelseskolde. Så på en måde er det vel lidt okay, at der ikke er det helt store nyskabende kvindelig kriger syn i den her serie, for de er blevet hårde, men historien fortæller (måske, den traver som sagt afsted i et meget langsomt tempo lige i øjeblikket) om hvordan de bløder op igen. Men jeg synes der er respekt for deres karakterer, mere end der er i diverse kamp spil, hvor der er en kvindelig kriger med bare for at se lækker og ret let påklædt ud. Og så kan man jo altid genkende tegnestilen fra Claymore, for den er ret unik, og var en smule svær at vænne sig til i starten, hvor man ikke kunne bestemme sig for om den var grim eller meget flot. Jeg tror jeg har bestemt mig for, at den er sig selv.
Fire forskellige historier, der alle omhandler kærlighed på meget forskellige måder. jeg følte ,mig ret rørt over dem alle, undtagen den sidste, der var lidt for mystisk, som nogle japanske historier jo kan blive. Så ja.... fire gode små fortællinger, med ret personlige streger.
Jeg skal helt sikkert holde øje med den her serie. Den har allerede et ret gennemført udtryk, og det virker som om den ved hvad den vil, og der er ikke så meget stil og historie mæssig forvirring som der kan være i mange nye mangaer. den begynder at bliver mere og mere interessant.
Hurtigt blevet en af mine ynglings serier.
Den er helt sikkert noget lige efter min smag. Den er interessant, sjov, hverdags problemer bliver taget op side om side med exorsisternes kamp mod det onde. Hovedpersonen har er et godt mix af seje og kejtede træk, og man kan i det hele taget mærke, at den her serie tager hånd om alle personer, og giver dem et specielt udtryk. Tegnestilen er personlig og virkelig dejlig og harmonisk at se på. En serie for alle. Venter altid med spænding på det næste kapitel!
SPOILERS!Whew, hvad skal jeg sige. Den her anime er nok den jeg har set flest gange. Faktisk er der ikke nogle film jeg har set lige så mange gange. Jeg ved egentligt ikke hvor meget jeg kan sige om den. Det er jo bare en utrolig smuk film. Smukke billeder. Sophie er en meget dejlig hovedperson, og det er jo noget der for mig er meget vigtigt. Hun er i starten en pige, der selvom hun ser normal og pæn ud, føle sig som en gammel dame indeni. Hun er fanget i en hattebutik, hvor hun laver hatte til alle de rige og smukke. Der er krig i landet, men det er ikke meget forklaring man får, men det er heller ikke noget man higer efter.
Det er som om hun skal lære om sig selv, for der er ingen udfordringer i hendes hverdag. Hun er bare den søde søster til den smukkeste pige i byen, som alle mændende stæser efter. Det virker ikke som om det er det hendes søster har, som hun vil have. Der går rygter om, at den smukke troldmand Howl, den hjerteløse, er i nærheden af byen, og han reder Sophie væk fra to lidt for pågående soldater. Howl forsvinder, og Sophie er lamslået over at sådan en troldmand finder hende interessant. En heks der er interesseret i Howl finder Sophie og forvandler hende til en gammel dame. Og der starter Sophies virkelige personlighed at skinne igennem. I starten er hun jo firvirret, men hurtigt indfinder hun sig i rollen som gammel dame. Men hun vil jo gerne have sin krop tilbage, så hun tager ud for at finde Howl. Hun får et arbejde som rengøringsdame i Howls levende slot. Slottet er virkelig utroligt at se på, når det spjætter over bjerge og bakker. Sophie har med sin alderdom og det faktum at Howl ikke kan se hendes pige skikkelse, mistet det forblændende slør der lægger sig over smukke mennesker. Hun tør nu prikke til den pjevsede og forfængelige Howl, der er lidt af et pjok. Dog tager hun ud på nogle farefulde missioner, som man ikke ved hvad omhandler i starten af filmen. Sophie bliver mere og mere handlekraftig, hun tør sige sin mening. Hun falder til ro, samtidig med at hun kurrer rundt i Howls slot for at gøre rent. Drengen Markl og dæmonen Clacifer, bor også i slottet og specielt Calcifer bringer også noget helt specielt til filmen. Calcifers danske stemme er rigtig god, som mange af de andre faktisk også er. Mange gange går Howl ned på, at han ikke er smuk nok, og til sidst får han Sophies følsomme og sårede side at se da hun skriger at hun aldrig har prøvet at være smuk, og hun er træt af at høre på hans små hysteriske anfald. Howl ved hvem hun er da hendes krop bliver normal igen om natten, og hun sover i stuen. Sophies følelser viser godt, hvordan man kan se godt nok, normal ud, men stadig have det dårligt med sit udseende, fordi man måske ikke kender sig selv, og ikke kan få sin personlighed ud. Det er min fortolkning af det. Og en som Howl har nok ikke andet at gå op i, fordi han er for bange for at tage fat på de rigtige problemer, og alle kender ham kun på det ydre. Sophie kommer ind under huden på ham, og opdager en anden grund til hans sygelige trang til at skulle være smuk. Hun finder ham da han har gravet sig ind i sin hule, og der ligger han som et fuglelignende monster. Igen, ikke meget forklaring, men det er det smukke (og også nogle gange farlige ved anime, fx i Tales From Earthsea, hvor der bare var lidt for meget af de lidt for mystiske og ikke forklarede ting). Howl får mod, ved at se Sophie fungere så godt med hendes forbandelse, og han må lære at håndtere sin. Sammen går de imod en heks ved navn Sulliman, i en af de flotteste scener i animéen. Senere imod ødeheksen, der viser sig at være en gammel dame, de kommer til at hænge på, da hendes kræfter bliver taget fra hende. Krigen ender med at ramme den nu næsten lykkelige familie, men Sophie der er blevet en del yngre, men stadig en gammel dame. Howl prøver ved hjælp af sin store fuglelignende skikkelse at ødelægge fjendens skibe, men bliver hårdt såret. ødeheksen tager Calcifer ud af sin kamin, og da det er ham der holder sottet sammen falder det fra hinanden. Mange ting sker i denne film, og Sophie ender med at rejse ind i Howls barndom, og ser hvordan han skaber en kontrakt med dæmonen Calcifer, der er er en stjerne der falder fra himlen. Igen et stykke film der bare er så flot og en lydside der også er helt.... utrolig. Det har jeg sagt mange gange. Undskyld :) . Nåh, men Sophie er nu en helt ung pige igen, hun giver sit hår til Calcifer der også fungerer som Howls hjerte, og Calcifer genopliver ham. Det er en lykkelig slutning, og en virkelig god film. Man skal ikke have for meget af den på en gang, så gerne nogle måneders mellemrum for hver gang man ser den, for man glemmer ikke let den her film, og en smuk historie skal helst ikke køres tynd og kvalm på få uger, fordi man ikke giver den tid nok. Til gengæld kan man høre soundtracket meget ofte, da det også er virkelig smukt.
Furuba, eller Fruits Basket, er en shoujo, men jeg synes det ændrer sig til noget mere, jo længere man kommer ind i historien. Normalt har shoujo det med at fortælle noget om en persons smertefulde fortid på en kliché fyldt måde, så man kan mærke det skal gøres, bare for at vinde fan pigerne med ind i historien, men noget ”hvor er det også synd”.
Furuba startede sådan, Men så stoppede den pigede fortælling på et tidspunkt, og blev mere en fortælling der virkelig rørte noget i mig, jo mere historien respekterede de mennesker der er i den og ser det mere fra deres personlige synspunkt og prøver ikke, ved hjælp af en sørgelig historie, at hive de op på et nyt ”nååh” level, men får dem til at virke som rigtige mennesker. Det var ikke længere noget der er blevet skabt til en shoujo serie, for at få pigerne til at hvine. Jeg følte, at jeg mere forstod personerne som fx Yuki, Kyo og Machi Kuragi, som mennesker, og de virkede virkelige, i forhold til næsten alle andre mennesker i den serie, der stadig, for mig, er på et normalt shoujo plan. Der er helt sikkert folk, der bare læser Furuba, for at kunne få lov til at hvine og håbe at de gengang kan redde nogle. Men for mig udviklede serien sig til en virkelig god serie, der betyder meget for mig (igen, starten og hele første halvdel er ikke specielt givende. Det er næsten som om serien deler sig på et tidspunkt, og bliver noget virkelig godt, og efterlader den meget dårlige og kedelige starthalvdel). Den sidste del fortalte at det er okay at have det svært, hvor meget andre mennesker betyder for os, både på godt og ondt, og at en lidt hård fortid kan gøre en stærk på nogle andre punkter. Det blev en historie om mennesker, og ikke noget kun kliché elskende fanpiger kan læse. I en serie som Furuba, blev tegnestilen meget vigtig i forhold til historien og menneskerne i den, og den overgang jeg har skrevet om. Det var pludseligt en del af den måde de voksede sig væk fra bare normal lidt for nuttet shoujo, de begyndte pludselig at få deres egen (virkelige)personlighed, jo mere de voksede og ændredes. De kom til at ligne mennesker man kunne tro på, Yuki voksede og det virkede som om, han til sidst havde sluppet ud af den type han ellers havde startet med at være, den pigede dreng, der skulle bruges til at få pigerne til at hvine. Jeg synes specielt Kyo endte som en meget kompliceret person, der fik mange lag, først den barske, der dækkede over en meget følsom person der har problemer med andre, og i historien ser man hvordan det udvikler sig. Og i den bedre halvdel af serien bliver det gjort med respekt for at fortælle hans historie, uden det er for fan pigernes skyld, men mere for at vise hvordan folk kan udvikle sig under forskellige forhold, men også hvordan nogle personlighedstræk altid vil være med en, lige meget hvad man har været igennem. Så ja, til sidst er har (kun nogle efter min mening. Der er stadig nogle der bare er på normalt shoujo plan) af karakterene fundet deres plads, og fundet ud af at udtrykke hvem de virkelig er, uden at det har været en hurtig transformation, men noget der er sket over lang tid, så de selv har accepteret og bestemt hvilke ting der skulle konfronteres og åbnes for. Men de har stadig deres små specielle træk, der gør de ikke kan forveksles med hinanden, og 'bare' bliver perfekte mennesker.
Jeg fik min creative zen micro photo for omkring 4 år siden. På det tidspunkt var den jo ret ny, og den kunne vise billeder. Og jeg ville have en, for ikke at skulle have en Apple som alle andre havde på det tidspunkt, og for ikke at følge strømmen der på det tidspunkt kørte helt op i et alt for højt gear over Apple's produkter, bare fordi det var Apple.
Nu har det ændret sig, og næsten alt podcast relateret er svært at lægge over på en anden mp3 afspiller end en Apple og der er mange der kun regner med man har en Apple. Og det er ved at ære små irriterende ikke at kunne bruge de samme ting, som fx iTunes. Og så er Micro Photo bare en virkelig tung sag, der tit har fået kommentar som "flot digital kamera". Men ak, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. På en måde går det bare ret meget imod den lille poul omvendt der sidder inde i mig, der ikke vil køre med på noget så hyped og kørt op.... men selvfølgelig er hypen jo også ved at være ovre nu.
Hmmmmmmmmmm.....
Update - Det endte med en smuk Blå Apple Ipod Nano på 16 GB. Jeg bøjer mig i støvet. Men kun for Ipod'en og ikke Apple som posh firma i det hele taget.
