Claymore

Claymore.... er en serie jeg kan have en tendens til at glemme. Måske fordi den kun kommer ud en gang om måneden. Det er ikke en jeg ligefrem har et meget stærkt forhold til, da der ikke er så mange afsnit og historien snegler sig afsted i øjeblikket, med alt for mange kampscener til hvad min tålmodighed kan holde til. Der er ret mange kvindelige hovedroller, og de er jo meget aktive og kan let blive nogle amazoner, hvis der ikke bliver skudt lidt følelser ind i historien. Det sker nogle gange, hvor der bliver fortalt om deres baggrund og forklarer godt hvordan de er blevet en smule følelseskolde. Så på en måde er det vel lidt okay, at der ikke er det helt store nyskabende kvindelig kriger syn i den her serie, for de er blevet hårde, men historien fortæller (måske, den traver som sagt afsted i et meget langsomt tempo lige i øjeblikket) om hvordan de bløder op igen. Men jeg synes der er respekt for deres karakterer, mere end der er i diverse kamp spil, hvor der er en kvindelig kriger med bare for at se lækker og ret let påklædt ud. Og så kan man jo altid genkende tegnestilen fra Claymore, for den er ret unik, og var en smule svær at vænne sig til i starten, hvor man ikke kunne bestemme sig for om den var grim eller meget flot. Jeg tror jeg har bestemt mig for, at den er sig selv.