Renton er en 14 år gammel dreng, der keder sig. Han bor i en lille by, hvor han hjælper sin bedstefar med en masse mekanik. Endnu en kedelig dag bliver afbrudt da en mecha, stor menneskelignende robot, falder fra himlen. I den finde han Eureka, en ung pige, der spørger ham om han kan reparere mechaen. Rentons eventyr begynder dér.
Eureka Seven, er igen en serie jeg har det lidt med at glemme. Men det er faktisk en af de eneste mecha/sci-fi, hvis man skal bruge navnene på den stil den er lagt ind over, jeg har kunne blive færdig med. Jeg plejer ikke at have tålmodighed til alle deres maskiner i japansk popkultur, fordi de alle bare en kopi af hinanden, men denne serie er noget for sig selv. Eureka Seven er bare... forfriskende. Det var det ord der kom til mig, da jeg læste den første gang. Jeg havde savnet stilen lidt. For det første, handler det slet ikke så meget om maskinerne, eller kæmperobotterne.Det er ikke en serie der bider sig fast i en, men jeg synes universet er bygget op på en god og faktisk ret troværdig måde. Persongalleriet er bredt, og de er tegnet med et meget personligt udtryk. Der er en god og igen, ret virklighedstro blandning mellem det afslappede og det legende, med deres boards, og det alvorlige i deres kampe. Der bliver ikke lagt op til noget stort, men de skæbnesvangre ting sker bare, som lyn fra en klar himmel. Som de ville gøre i vores liv. Der er nogle gange ikke tid til de store overvejelser, og de store flotte heltegerninger, hvor alt går som smurt. Det dejlige ved serien er, at man ikke kan forudsige tingenes gang. Det er ikke en episk heltefortælling, men en fortælling om det at vokse op, overgangen fra unge til ung voksen. Hvornår bliver man regnet for hvad? En fortælling har mange lag, fra hverdag til det tragiske.
Jeg fik lyttet til Royksopp's What Else Is There (Trentemøller mix) og den passer i mit hoved perfekt til Eureka Seven. Så på en måde har den sat sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar