Den drømmende planet. Sådan bliver jorden kaldt i Little Big Planet. Den behagelige stemme fortæller os, at alt det vi drømmer, her nede på jorden, skaber Little Big Planet.
Sackboys er de små figurer man styrer og man får hurtigt overført sin personlighed til disse små sækkedyr, ved hjælp af overraskende meget tøj og man kommer hurtigt til betyde meget for en. Spillets afslappede og meget velvalgte sange og skæve tilgang til baner, smelter hjertet og sovser det ind i gode vibes. Det er et spil der hylder rolig kreativitet og fælleskab. Selve grundspillet var virkelig sjovt, og nogle gange udfordrende, og der var da nogle gange hvor min søster og jeg sad og gispede over et svært stykke i en bane. For det er sjovest og nogle gange nødvendigt at spille 2. Man finder hurtigt ud af hvad man selv har svært ved, og hvad man er god til, og hvordan man kan hjælpe hinanden. Jeg stoppede pludselig op, en aften da hvordan vi skulle holde skraldespanden for hinanden og succesfuldt få alle madresterne ned i. Skræmmende!
Men! Jeg havde så svært ved at få netdelen til at fungere på dette spil, og for en af elektronikgenerationen er det meget frustrerende, at ens normalt gode føling for elektronik ikke rækker. Internettet på min PS3 fungerer normalt helt fint, men den nægtede at downloade en update version 1.18 til LBP(Little Big Planet). Jeg fik samme fejl 80710723 hele tiden, og den afbrød det hele. Vi købte det lige da det kom ud, men jeg fik det først til at fungere i Søndags. Jeg kæmpede så længe med det, lavede desperate posts på PS3 forums og ændrede porte på vores linksys trådløse internet netværk. Meget besværligt, meget nørdet. Jeg respekterer virkelig folk der finder ud af den slags, og skriver det på forumer. Og det var trist ikke at kunne spille den, meget store, del af LBP, som internet banerne er. Folk skaber deres egen drømmebaner, og lægger dem ud, så man kan dele dem med andre. Men jeg fik det til at virke, ved først at få det så tæt på linksys apparatet som muligt, så netværkshastigheden er på 100%. Så går man ind og ser om UPnP er aktiveret. I mit tilfælde var den ikke, og jeg gik ind og lavede et automatisk setup af mit internet, og bliv ved, indtil den viser UPnP er aktiveret. Derefter, og jeg tror dette var meget vigtigt, deaktiver media server! Og da disse to er opfyldt, prøver man at downloade version 1.18 man beder og for mig virkede det endelig!
Nu kan du nyde andres kreationer og dele dine! Og jeg må sige, det var alle de desperate vredesudbrud værd, og man kan derefter lade sig berolige af Little Big Planets rolige, skøre og drømmende univers. Der er så meget mere at udforske!
En edo-simulations rundvisning, ude i et af fremtidens museer, bliver skæbnesvanger for en historietræt elev, ved navn Rikogou Tokidoki. Han bliver fanget i edo simulationen, der indeholder både nue (en form for dæmoner) og magiske præstinder. En af disse dæmoner tager han syn på det ene øje. Halvblind og bange prøver disse nue at angribe ham igen, men han bliver redet af en samurai pige ved navn Kuchiha. Blind og fanget i en virtuel verden,så troede man ikke det kunne blive værre før Kuchiha overfuser ham og kalder ham...en idiot for at gøre det kort. Og derefter går det op for ham, at han ikke kan forlade simulationen igen. Han møder en anden fra den virkelige verden, der også er fanget, Shinonome, der introducerer ham til livet i et virtuelt edo.
Da Tokidoki i forvejen kedede sig ihjel i den virkelige verden, begynder han, efter at være kommet sig over den meget forvirrende situation han befinder sig i, at nyde at leve i Edo. Han lever mere end han har gjort i mange år. Han lærer om sine egenskaber, og da han bliver kontaktet af et underligt væsen "Boten" får han at vide, at han skal "vælge side".
Jeg var, og er stadig en smule forvirret over hele historien, men samtidig også vildt begejstret. Først tænkt jeg vel lidt "ah, man edo simulation?", men det bliver arbejdet så godt ind i historien, at det fungerer og giver meget drama. For hvad har den virkelige verden med hvad der sker inde i edo simulationen? Jeg håber det er meningen, at man skal føle sig forvirret, som Tokidoki gør, og langsomt får opklaret tingene. Jeg læser serien mest for historiens skyld og den meget flotte tegnestil, og har ikke den helt stor tilknytning til personerne, men der bliver blødt op for forskellige mennesker gennem serien, og der er ret rørende baggrundshistorier, og nogle tidligere venskaber man ikke havde regnet med.
Tegnestilen er meget speciel, og meget dejlig at se på, da den har sådan et personligt og meget farverigt præg på alting.
Serien er endnu ikke slut, men jeg venter spændt på hvert nyt kapitel. Samme skaber er også i gang med en serie kaldet Haigakura, den har indtil videre ikke vist sig at være på samme niveau, men måske udvikler den sig.
Jeg kan kun anbefale alle at se Avatar. Alle.
Water Tribes, Air Nomads, Fire Nation og Earth Kingdom. Vand, Luft, Ild og jord. Disse fire nationer og de fire elementer udgør Avatars verden.
Den 12-årige airbender Aang, kan manipulere luft, får at vide, at han er den nye avatar. Det vil sige han kan mere end at manipulere luft. Han kan styre alle fire elementer med tiden, hvor normale kun kan styre et, hvis de er heldige. 100 år senere finder to søskende fra Water Tribe (rimelig klunset at have de engelske navne, men jeg så ikke den danske oversættelse af serien) Sokka og Katara, Aang fanget i en nedfrosset tilstand i et isbjerg. Sammen drager de ud på en rejse, da den unge Avatar endelig er kommet tilbage, lige så ung som for 100 år siden. Men verden er ændret nu, og de ligger i krig med Ild Nationen, og Aang må passe på med ikke at afsløre sig selv som avatar. For hvis der er nogen der er farlig for Ild Nationen, så er det avataren.
Man skulle i hvert fald tro den er sjov for alle. Den er både god for de mindre, fordi der er noget morale i, og samtidig er den ret unik. Der er humor man ikke skal anstrenge sig for at synes er sjov, men jeg endte da med at sidde og sprutte af grin i meget lang tid. Specielt Sokka er jo "ham den sjove", nogle gange frivilligt, mest ufrivilligt. Men det gode er, at han ikke bare bliver en klovn, og alle i serien får deres egen tid, til at vise deres værd. Der faktisk mange meget gennemtænkte personligheder. Og historien i sig selv er også meget gennemtænkt og ja, ret så meget overraskende. Den laver nogle krumspring, og folk er ikke altid gode/onde.
!Og jeg har fundet ud af, at jeg faktisk er ret vil med avatar fanart! Jeg har altid været ret meget imod fanart, fordi det for det meste var nogle lidt forstyrrede mennesker, specielt inden for anime/manga, der skulle ud med deres "hvem ender med hvem" idéer om serier, og ja.... det ender bare aldrig godt. Men! Avatar fans er åbenbart mere smagfulde end visse andre, for deres fanart er for det meste gjort sødt, sjovt og med respekt for karakterene! woooo...
Ōkami. Ulv, kunstner, gud.
Du styrer den almægtige gudinde Amaterasu i ulveform, gennem Japan, for at fjerne den onde Orichi og de forstyrrende dæmoner rundt om i landet. Sammen med din lille følgesvend Issun, vokser du i styrke, da du finder Celestrial Gods, guder der er underlagt Amaterasu, der hver repræsenterer en af ulvens kunster når det gælder sværdkamp og Celestrial Brush, en magisk pensel, en af de meget nyskabende ting ved spillet. Du samler de mægtige kræfter Amater
asu havde for 100 år siden. Historien er lang, men ikke for lang, og det gør at spillet virkelig har en lang levetid. Det er skønt at blive overrasket med mere historie og flere alsidige missioner, da man ellers troede ens eventyr med Amaterasu var ved at være ovre. For jeg vil aldrig have det til at slutte, og da det endelig sluttede, ville jeg straks i gang igen. Stilen i spillet er skabt af cel-shade, og minder om japansk sumi-e. Utroligt flot lavet og meget betagende, hele vejen gennem spillet. Musikken og billederne arbejder sammen på en utrolig måde. Når man spiller har spillet altid en bestemt stemning, nogle gange skræmmende andre gange rolig. Det var lige før, jeg kunne sidde og meditere mens jeg hakkede mig gennem dæmoner. Der er et eller andet ved spillet der er roligt. Billederne er smukke og musikken så indtagende. Billederne er så interessante, at jeg har købt en bog, med artwork og spilskabernes forslag til andre udtryk i spillet. Og jeg er altid meget optaget af soundtracket på 5 CD'er(!), med alt lige fra jingles til lange musikstykker. Den bedste samlede cd pakke, med traditionel japansk musik, men uden det bliver kedeligt eller ensformigt. Kampene er altid sjove, specielt med the celestrial brush, men man kan altid forbedre sig, og blive stærkere. Spillet giver meget frihed, og man kommer flere gange tilbage til andre steder i Japan. Så jeg ved ikke hvad mere jeg skal sige, end at Ōkami er det bedste spil jeg nogen sinde har spillet.
Vi kommer tilbage til vores rødder, gennem dette band. Der er et eller andet inde i mig, der har brug for denne gamle middelalder-folkemusik, men stadig med en ny elektro buldren, og Valravn forener det. Det er voldsomt på to forskellige måder. Og samtidig så blødt og fint. Som med alt folkemusik, som jeg savner i vores moderne tid, er der noget uerstatteligt i det, som mange unge ikke oplever, men med den nye elektro lyd bliver det noget nyt. Man får lyst til at løbe ud i naturen og baske med vingerne. Og Anna Katrin Egilstrød har jo den perfekte kvindelige vokal til Valravns musik og hun bringer musikken og dens følelser endnu tættere på.
Deres nye plade Koder På Snor, er lige kommet ud, men jeg synes deres gamle album er en del bedre. I kan finde dem på myspace, og på deres egen hjemmeside.
"Beyond Awsome" som en anmelder skrev. Nogle kan finde ud af at gøre det kort.
