Baka to Gogh

Jeg er helt vild med den her serie. Det er en af de mange unikke japanske manga serier, der også findes. Helt nede på jorden.
Gogh er en stille og kreativ pige, der bliver presset af skolens "dåser" til at lave tøj til dem. Hun gør det, og de to baka, de to idioter, Sakai og Shoji, der sammen har bandet Moozmuz, siger at hun ikke skal finde sig i noget. Men hun siger hun nyder at skabe tøj, så hun gør det frivilligt, og ikke fordi hun er bange for pigerne. Der ser drengene Goghs intense kærlighed for at skabe tøj, og derfra starter de tre kunstneres venskab.

Det er som virkelig, og med det, også som den skøre virkelighed når man er ung. Den fremstiller det hele på en rigtig sjov og naiv måde, og man kan næsten mærke hvordan det her må være sket i virkeligheden. Historien udvikler sig på en naturlig måde, karaktererne er helt gennemførte. I alle deres følelser og handlinger er de helt menneskelige, og det viser hvor fantastisk skaberen har været til at gengive eller skabe mennesker, der virker som et menneske man kunne møde nede på hjørnet. De viser alle tre flere og flere lag, der gør dem mere og mere elskelige og viser dem som passionerede mennesker. Hele deres udvikling og historiens udvikling er lige så tilfældigt og underligt som livet ofte kan være. Deres venskab er pludseligt, men utroligt stærkt, og man tror virkelig på, at disse mennesker knokler rundt et sted i Tokyo, og prøver at finde ud af hvad de vil med livet For de er en flok store børn, der vælter rundt og prøver at findes deres vej, sammen.

Mieru Hito

Myoujin er en guide for de døde sjæle, der vandrer omkring i verden. Okegawa Himeno tror bare han er endnu en særling fra byen, da han sætter sig ved siden af hende, og begynder at tale om spøgelser. Senere redder han hendes liv og vi følger hende i turen ind i Myoujin's mærkelige liv. Serien her er rimelig ukendt, og jeg kan ikke helt forstå hvorfor. Jo, der findes virkelig mange serier bygget op på samme måde i japanske tegneserier, men når det lykkedes, så fungerer det bare virkelig godt. Og det virker i denne serie. Der er et sjovt spil mellem personerne i serien, og endelig en pige der er til at holde ud, og oven i købet en man nyder at følges med gennem historien. Myoujin er en rigtig spændende person, der virkelig holder serien oppe. Man hører om hans baggrund, hans frygt for ikke at være god nok, når det virkelig gælder og alle har en plads i serien. Den er ikke ligefrem en alvorlig serie, og der er plads til et bredt publikum, og der dukker nogle meget surrealistiske ting op hen ad vejen, men det er helt okay. Serien har bare et eller andet, der gør, at jeg vil blive ved med at læse.

Hvis du skal se en massefabrikeret serie efter otaku principper, så lad det være denne - Toradora

Jeg er vildt forvirret, når det kommer til denne serie. Jeg så først animéen, da den blev lavet først, og senere fulgte en tegneserie i kølvandet. Jeg skulle se hvad det var, fordi flere og flere gav den opmærksomhed, og jeg var personligt meget bange for, at det skulle blive den nye Haruhi Suzumiya. En serie jeg ikke kan fordrage. Den er forfærdelig med en bossy pige, der tror hun er bedre end alle andre, og hun undskylder det med, at hun er bange for at forsvinde i mængderne? Alle giver hende lov til at være ubehagelig og manipulerende. Og historien har ingen mening. Jeg kan jo som sagt, godt lide lidt anderledes og stærke piger som hovedpersoner, men hende her.. hun er på ingen måde inspirerende, selvom hun uheldigvis har skabt en bølge af 'tsundere', piger der skulle være både meget lede og bløde... men Haruhi har ikke nogen anden side, efter min mening og det er lidt skræmmende, at en karakter som denne kan vinde så meget kærlighed i otakuers hjerter. Mystisk.

Da jeg så serien Toradora var i samme tegnestil, alle pigerne er alle lige på vippen til at se for unge ud, lød alarmklokkerne. Otakuerne havde opfundet endnu en bossy lille hystade. Men jeg ville ikke helt dømme noget, inden at have læst det.. og til min store overraskelse begyndte jeg at tænke, at serien egentlig var... okay.
Den mandlige hovedperson, Ryûji, er en uheldig dreng. Han har en sjov personlighed, en dreng med rengøringsvandvid, der altid gerne vil hjælpe andre. Men han har det ondeste blik i øjnene, så alle er bange for ham. En historie man har stødt på før i japanske tegneserier. Og det er fint nok. Men han støder bogstaveligt talt ind i den lille hidsigprop Taiga, fra han klasse. Taiga går berserk, da han siger det var fordi han ikke kunne se hende.. Der sker noget forvirring, og Ryûji ender med et brev med en kærlighedserklæring til hans elevråds ven. Taiga vil have hævn, og sådan begynder deres underlige venskab, da hun føler han skal være hendes hund, og være til tjeneste altid.

Når jeg opsummerer den her serie, tænker jeg, at den lyder som en serie jeg aldrig ville anbefale. Med en lille pige, der hundser rundt med Ryûji, men han står op imod hende, på sin egen usikre måde, og langsomt åbner hun op for ham. Hun ved godt selv, at hun kan være for meget, og det synes jeg kommer meget mere til udtryk i animéen end i tegneserien, og det er det vigtigste punkt, der gør at serien adskiller sig fra førnævnte. Hun ved det godt selv. Hun undskylder nogle gange, og kan faktisk gøre en smule grin med sig selv. Hendes skjulte kærlighed til Ryûji's ven, gør hende sårbar og man holder lidt af dem når man ser, hvordan de sammen kæmper for at finde kærligheden. De fleste bipersoner i serien er uinteressante, og de kunne godt være taget ud af en serie som The Melancholy of Haruhi Suzumiya. Taiga's underlige veninde er for "skabt" og man tænker hele tiden, det er til ære for alle otakuerne, og hun er bygget op af specielle faktorer der gør, at de ville kunne lide hende. Men jeg blev meget forvirret over, at jeg kunne lide en serie som denne, når man ser på stilen og opbygningen osv. Men jeg vil ikke vende mig fra serien, bare fordi stilen minder mig om serier som Shagukan no Shana og Haruhi Suzukiya, som er super otaku skabt. Men jeg må sige, at Toradora har overrasket mig. Så: Se tegnefilmen og lad tegneserien ligge. Det er ikke en serie der har sat sig fast, men den er faktisk til tider så "normal" og ikke udtænkt, at non-otakuer også kan se den. Hvis vi absolut skal se en masse fabrikeret serie efter mange otaku principper, så lad det være denne. Og selvom det underligt nok er en serie der er rettet mod det mandlige publikum ( man må bare prøve at ignorere det...) må man bare se historien i sig selv, så er den faktisk meget sød.