Jeg er vildt forvirret, når det kommer til denne serie. Jeg så først animéen, da den blev lavet først, og senere fulgte en tegneserie i kølvandet. Jeg skulle se hvad det var, fordi flere og flere gav den opmærksomhed, og jeg var personligt meget bange for, at det skulle blive den nye Haruhi Suzumiya. En serie jeg ikke kan fordrage. Den er forfærdelig med en bossy pige, der tror hun er bedre end alle andre, og hun undskylder det med, at hun er bange for at forsvinde i mængderne? Alle giver hende lov til at være ubehagelig og manipulerende. Og historien har ingen mening. Jeg kan jo som sagt, godt lide lidt anderledes og stærke piger som hovedpersoner, men hende her.. hun er på ingen måde inspirerende, selvom hun uheldigvis har skabt en bølge af 'tsundere', piger der skulle være både meget lede og bløde... men Haruhi har ikke nogen anden side, efter min mening og det er lidt skræmmende, at en karakter som denne kan vinde så meget kærlighed i otakuers hjerter. Mystisk.
Da jeg så serien Toradora var i samme tegnestil, alle pigerne er alle lige på vippen til at se for unge ud, lød alarmklokkerne. Otakuerne havde opfundet endnu en bossy lille hystade. Men jeg ville ikke helt dømme noget, inden at have læst det.. og til min store overraskelse begyndte jeg at tænke, at serien egentlig var... okay.
Den mandlige hovedperson, Ryûji, er en uheldig dreng. Han har en sjov personlighed, en dreng med rengøringsvandvid, der altid gerne vil hjælpe andre. Men han har det ondeste blik i øjnene, så alle er bange for ham. En historie man har stødt på før i japanske tegneserier. Og det er fint nok. Men han støder bogstaveligt talt ind i den lille hidsigprop Taiga, fra han klasse. Taiga går berserk, da han siger det var fordi han ikke kunne se hende.. Der sker noget forvirring, og Ryûji ender med et brev med en kærlighedserklæring til hans elevråds ven. Taiga vil have hævn, og sådan begynder deres underlige venskab, da hun føler han skal være hendes hund, og være til tjeneste altid.
Når jeg opsummerer den her serie, tænker jeg, at den lyder som en serie jeg aldrig ville anbefale. Med en lille pige, der hundser rundt med Ryûji, men han står op imod hende, på sin egen usikre måde, og langsomt åbner hun op for ham. Hun ved godt selv, at hun kan være for meget, og det synes jeg kommer meget mere til udtryk i animéen end i tegneserien, og det er det vigtigste punkt, der gør at serien adskiller sig fra førnævnte. Hun ved det godt selv. Hun undskylder nogle gange, og kan faktisk gøre en smule grin med sig selv. Hendes skjulte kærlighed til Ryûji's ven, gør hende sårbar og man holder lidt af dem når man ser, hvordan de sammen kæmper for at finde kærligheden. De fleste bipersoner i serien er uinteressante, og de kunne godt være taget ud af en serie som The Melancholy of Haruhi Suzumiya. Taiga's underlige veninde er for "skabt" og man tænker hele tiden, det er til ære for alle otakuerne, og hun er bygget op af specielle faktorer der gør, at de ville kunne lide hende. Men jeg blev meget forvirret over, at jeg kunne lide en serie som denne, når man ser på stilen og opbygningen osv. Men jeg vil ikke vende mig fra serien, bare fordi stilen minder mig om serier som Shagukan no Shana og Haruhi Suzukiya, som er super otaku skabt. Men jeg må sige, at Toradora har overrasket mig. Så: Se tegnefilmen og lad tegneserien ligge. Det er ikke en serie der har sat sig fast, men den er faktisk til tider så "normal" og ikke udtænkt, at non-otakuer også kan se den. Hvis vi absolut skal se en masse fabrikeret serie efter mange otaku principper, så lad det være denne. Og selvom det underligt nok er en serie der er rettet mod det mandlige publikum ( man må bare prøve at ignorere det...) må man bare se historien i sig selv, så er den faktisk meget sød.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar