Der er sket noget i Bleach?!

Her på det sidste har man virkelig måtte væbne sig med tålmodighed, men endelig, ennndellliig, sker der noget, i chapter. 397. Nu bliver det virkelig interessant.......

Folklore

Ellen leder efter sin mor. Hun får mystiske breve, og hun tager til byen Doolin (måtte sammenligne med virkelige Doolin da vi kom forbi i Irland, de ligner ikke hinanden) i Irland. Her møder hun en mystisk mand ved navn Keats, der arbejder for et magasin om paranormale hændelser. Ellen finder igennem spillet ud af mystiske ting i den lille skumle by. Samtidig åbner der sig en ny verden for hende, da hun kommer til Netherworld. Hun bliver ledt af fantasi væsner der hænger ud på den lokale pub. Hun skal lede de døde, og møde dem i Netherworld. Det bliver praktisk, da beboerne i byen dør som fluer. I den anden verden skal du kæmpe mod id's, monstre der bliver dine allierede lige så snart du har fanget dem. Pokémon! Men der er problemer i Netherworld, og Ellen og Keats bliver involveret i noget ingen mennesker har prøvet før.

Ellens historie interesserer ikke specielt meget. Hverken i Netherworld eller i Doolin, selvom historien får en kryptisk og vovet slutning. Ellen er desværre en smule træls at løbe rundt med. Hun taler kun om sin mor og i de mange tøjskift og manglen på personlighed, har jeg det lidt som om jeg løber rundt med en Barbie. Det er lidt synd, for jeg vil jo så gerne have en kvindelig hoved/spilbar biperson der ikke bare er en udskåret papfigur. Keats er heller ikke noget at råbe hurra for, han er lettere muggen, mystisk og ironisk. Godt.

Så kommer vi til selve idéen om Netherworld og hele det overtroiske. Jeg ville ønske jeg havde fundet på det! Det er en fantastisk idé, der efter min mening slet ikke bliver brugt rigtigt. Netherworld kan føles klaustrofobisk i spillet, når man bliver tvunget til at løbe frem og tilbage i de samme baner hele tiden. Man kan ikke komme uden for sin lille løbebane, så man kan ikke udforske universet. Men samlermanien går i gang, når man skal samle id's. Jeg elsker at lede efter sjældne ting, specielt hvis det er et imponerende og sjældent fabeldyr! Slip din indre samler løs! Så det havde et godt potentiale, men det blev ødelagt af de flotte men meget klaustrofobiske baner og spillestil og det ret kedelige persongalleri. Selvom fabeldyrene trækker op ved at være sjove, søde og flotte, er det bare ikke nok.

Kingdom Hearts tegneserie vs. spillet

Jeg blev ret overrasket, da jeg for et år siden, læste tegneserien der er lavet over historien fra Kingdom Hearts spillet. Jeg kunne faktisk ret godt lide den! Hvordan kunne en lille serie til et dårligt spil, være så okay?

Det er en fin tegneserie, hvor hovedpersonerne opfører sig som deres alder. Der er ikke engang et hint i serien af den ellers så store fanpige hype, der er omkring spillet (og spillet er selv ude om det, med deres romantisering af alt der foregår) I spillet prøver historien at være mere end den er, men i serien er den bare mere... nede på jorden. Hyggelig serie. Og tegenstilen er forfriskende, den prøver heldigvis ikke at kopiere spillets stil for meget.

One Thousand Years of Manga

Hvordan startede de japanske tegneseriers historie? Man får alle svar i One Thousand Years of Manga af Brigitte Koyama-Richard. Det er en utrolig gennemført bog, der starter... fra starten. Ved de japanske tegneseriers visuelle rødder. Herfra bliver vi ført gennem tiden, og ser hvordan tegningerne ændrer sig. Der er mange sammenligninger mellem europæisk og japansk kunstværker med de samme emne. Det fungerer virkelig godt, for det viser både forskelle og ligheder. Alle typer tegneserier er repræsenteret lige fra efterkrigs shoujo til den virkelig sjov politisk satire. Helt nye serier, både populære og mere eksperimenterende, er selvfølgelig også med i bogen. One Thousand..... kan virkelig anbefales til alle der gerne vil vide mere, både om manga og om ældre japansk kunst.

Damn, den er fesen

100% fesen. Man ved ikke om man skal grine eller græde. Jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå japansk idol forgudelse... eller valget af idolerne.

World Of Goo

Ikke noget med at spilde tid på meningsløse små spil på internettet... det skulle da lige være en omgang Diamondmind. Men I det brilliante spil World of Goo, bruger man sin tid på noget der er sjovt, udfordrende, varieret og holder i et godt stykke tid. Spillet er smukt og enkelt sat op, og man kommer til at elske de geniale mennesker der har skabt de små Goo og specielt The Signpainter. Det er et fuldendt spil, med massere af udfordring (man kan dog hente hjælp på nettet),virkelig dejlig musik og masser af humor. Jeg har købt spillet online fra 2D Boy's hjemmside. "I love you, 2D Boy!" :)

http://2dboy.com/