The Black Magician Trilogy - Trudy Canavan

Det er en god gammeldags fantasy trilogi, men den gør det godt. Der er ikke de store politiske intriger eller den helt store episke fortælling, men en god solid historie, der indeholder alt hvad man har brug for. Det er svært ikke, at komme med spoilers, når man skal understøtte sin mening om en bog, så jeg har prøvet at dele det ind under bøger. Så er det bare, som at læse bagsiden af bogen man er i gang med. Så det, der står er det, vi ved i starten af hver bog. Den farlige spoiler - kun for folk der har læst bøgerne.

The Magicians' Guild En ung pige fra slummen, kaster en sten mod de magtfulde magikere, under en "udrensning" - fattigfolk bliver jaget ud af byen. Normalt kan intet gennemtrænge det magiske skjold, men, pigen, Sonea, slår en troldmand omkuld. Det skaber tumult og forvirring, og Sonea er pludselig på flugt. Sonea og hendes venner går ud fra, at hvis magikerne får fadt i hende, slår de hende ihjel, da ingen fattige burde have udviklet deres magiske kræfter. Hende liv og "The Guild" - magikernes sammenslutning, vil for altid være forandret. Vi følger Sonea, hendes ven Ceryni og troldmændene Rothen og Dannyl gennem de tre bøger i serien.

Sonea er en dejlig person at følge, og det er rart, at se en pige i hovedrollen. Der bliver ikke gjort så meget for, at høre om hendes tanker omkring andre og sig selv, men vi kan lære om hende gennem de ting hun gør, og i hendes liv er der mange svære valg. Hun kommer fra slummen, så der er ikke de fine fornemmelser. Men hun er modig, troværdig, har en god moral og gennem historien er der ikke nogle "billige" point, hvor der bliver for meget tøsefnidder eller for meget flirt, "bare for at holde pigerne interesserede", og det er jo virkelig dejligt.

The Novice - The High Lord Det kunne nemt være blevet en ret fesen bog, med den farlige blanding af pige som hovedperson og livet på en skole, hvor størstedelen af eleverne er drenge. Faktisk er størstedelen af Soneas liv på universitetet præget af forfølgelser og ondskab fra de på grund af sin slum baggrund. Historien er skam ikke uden følelser, og der er specielt meget tvivl. Hvem kan man stole på, når en potentiel forræder lurer inden i "The Guild" og hidtil oversete farer pludselig stormer frem mod landet? Hvad er det, der efterlader ofre rundt omkring i slummen? Sådanne store spørgsmål blandes med personlige kriser som Dannyl's svære valg, efter at være fundet frem til noget han læge havde glemt, og et højforræderi fra en livslang ven, der ikke kan forklare sig på anden måde end med et "stol på mig". Slutningen bliver kørt igennem alt for hurtigt, så man sidder tilbage uden at være særlig påvirket af historiens slutning. Lidt synd. Men serien kan helt sikkert anbefales til noget lidt let fantasy, med en god hovedperson, der kæmper med hverdags uretfærdigheder og for hele sit hjemland.




Farlige Spoilers !
"The High Lord" ypperste troldmand Akkarin, virker måske som en standard skurk, der med sin list kan sno alle om sin lillefinger og altid får novicer til at ryste i kutterne, men Canavan prøver virkelig at få ham til, at blive mere menneskelig og usikker. Og det gør hun... på en måde. For jeg kunne godt have ønsket, at Sonea havde stillet flere spørgsmål, for man føler ikke hendes frygt for Akkarin så stærkt. Han er en lidt irriterende "mystisk og manipulerende" type, og det bliver da også kort bemærket af Sonea, men man savner nogen, der siger lidt om den her bevidst kliché fyldte person. Man bliver meget træt af den samme bemærkning om hans "curling lip". Ja, vi har forstået han er mystisk. Men det bliver vendt på hovedet, specielt med en bemærkning i ødemarken: "You hate me don't you?", og da Sonea opdager hans følelser for hende. Av...Her går det op for både læseren og Sonea, at han er mere påvirket af det hele, end man lige skulle tro. Det virkede helt forkert først, da vi ikke havde nogen præcis alder på Sonea, og det ville være for let, hvis hun var for ung og alt for letpåvirkelig af "den mystiske". Men det blev reddet, da det blev fortalt, at hun allerede var tyve. Hun har da også mærket noget, men hun er selv klar over, at der ikke er tid til den slags forvirringer nu, og det er rart, at hun kan holde sig i ro og ikke falder bagover hver gang han taler til hende.

Rayman!

Det Startede da jeg var for lille til at spille spillene, men bare kørte i ring hele tiden. Men alligevel var det fedt! Senere blev spillet for gammelt til at kunne spille på vores nymodens bærbare, og så udkom Rayman 3. Det var det ypperste for mig på det tidspunkt. Verdenen var helt anderledes, men Rayman var der stadig, i nu ledtog med flere karakterer end før. Musikken var fantastisk, og jeg har brugt så lang tid på, at finde det, un-zippe det og lægge det ind på mp3 afspillere, miste det, finde det igen og så endelig få lagt det ind i sikkerhed på min iPod. Men det var det værd. Det er en helt rolig og naiv glæde der fylder en når man spiller Rayman 3, og nyder de sjove indslag, den dejlige - rimelig flippede og smukke musik og de fuldendte fantasifulde baner, som opleves bedst på PC. Jeg håber der er nogle unger derude, der stadig spiller det, og hvis ikke, så er det et fantastisk hyggeligt spil at starte med.

Arakawa Under The Bridge

Bare et kort indlæg om en serie, der virkelig er noget for sig selv. Nogle små sjove kapitler, der får en til at smile og mindes de meget unikke historier der opstår i samarbejde med ligesindede mærkelige mennesker. Hvis man har tendens til at syre... som mig, så vil man elske den. Arakawa er serie, der byder på rimelig bizarre (og dog?) karakterer, og serien vil gerne udsætte det ekstreme Japans "stramme, kontrollerede og fleksible liv - den "rigtige måde at leve på"" for "mand i kappa kostume bor under en bro". Det bliver gjort på en sjov,naiv og kærlig måde, men stadig med et budskab under sit ekstreme syrede ydre, og en historie der ikke går nogen steder hen. I det hele taget er tegneserier et ideelt medie, der bliver brugt meget, til den slags historier med en lille sjov opsang til dagens Japan, mest fordi de ser det syrede i begge verdner. Så der er et bevis på, at ikke kun billige otaku serier, der definerer de japanske tegneserier.

A Year in Japan

En hyggelig lille bog, med billeder fra Japan. Man kan se, at alle billeder er lavet ud af ægte interesse og mange af de små finurlige ting ved Japan er fanget i billeder. Tegningernes enkle udtryk og de klare farver gør, at man tydelig kan se hvad det er, og hvorfor det har været så inspirerende for tegneren. Der er dog ikke så mange sider i bogen, og den er hurtig kikket igennem, og hvis man så også hopper sider med tekst over- information til den der er helt ny i forhold til Japan- er der endnu mindre i bogen. Så det er en pæn bog at have liggende, men ikke helt den høje pris værd.

Fanart

Jeg bryder mig bare ikke specielt meget om fanart. Specielt ikke når fantøserne (og drengene!) skal lave "romantiske" billeder med karakterer fra forskellige serier. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i deres tankegang. Hvorfor udnytte karakterer til den slags, hvis man elsker serien og har respekt for tegneren? Hvorfor vise ens egen rimelig mærkelige og kedelige tankegang frem, ved at kopiere og ændre noget? Hvorfor bruger de ikke noget tid på, at skabe noget nyt? Noget fanart er dog lavet med respekt for personerne i historierne, og som en cadeau til ophavsmanden. Nogle er dog sjove og lavet uden halvvamle bagtanker, fx er meget Avatar (Aang the last airbender) fanart godt og det er jo dejligt.
Det er dog interessant, at de fleste manga-ka i japan, faktisk respekterer, at deres copyright bliver fuldstændig overtrådt, gennem doushinji, da det faktisk giver tilbage, og at doushinji tegnerne viser respekt ved ikke at overproducere. Men selve indholdet, er noget de fleste manga-ka ikke bryder sig specielt meget om. Og det gør undertegnede heller ikke.