FRUiTS

Når man læser om Japan, kommer man ikke uden om FRUiTS og neo-stammer af teenagere. Bøgerne FRUiTS og Fresh FRUiTS er vildt underholdene. Billeder af normale mennesker på gaden. Man bliver bombarderet med vilde farver, selvfølgelig med de syrede Harajuku kids. jeg må sige,at når det kommer til vesten, hvor de unge også har afprøvet stilen, bliver der lagt mindre legesyge i det og man tillægger det for meget attitude i stedet for, så det er ikke så let at eksportere. I Japan er det bare sjovt og en del af bybilledet. Men i bladene er der også nogle få virkelig originale mennesker.

For i de nyere FRUiTS blade, er det specielt fedt, når der også kommer lidt ældre unge på banen. Tøjet er mere nyskabende, mere hverdags venligt, det ser fremad, og er meget mere personligt. Og helt sikkert langt mindre nuttet, hvilket undertegnede i sidste ende sætter pris på. Det er en del lettere at blive inspireret af.
Bøgerne er nu mere som en reminder om, hvad der var for nogle år siden, og hvad der dog stadig overlever lidt blandt de unge i Japan, men de finder snart en ny besættelse og videreudvikler en ny stil, som det altid er med størstedelen af den japanske ungdom. Men det er sjovt så længe det varer, og lad os se hvad det bliver næste gang, mens nogle andre uger nu udvikler deres helt egen stil.

Slurp....

(billede fra Blue Lotus, fantastisk madblog)

Hvor jeg dog fortryder, at jeg ikke fik spist flere af de her.




så er frokosten hjemme....

Departures

"Real Life, Real Travels"
I Rejseserien Departures er der ingen bagtanker, men bare tre backpackere, Justin, Scott og deres kameramand André, der rejser rundt til de mere eksotiske egne af verden. Der er ikke noget mål med serien som sådan, og det er ikke så meget destinationerne, der er vigtige, men det er rejsen derhen. De rejser virkelig til nogle fantastiske steder, og der er ikke noget, at sige til, at de selv føler sig overvældede, og det er befriende, at føle deres taknemmelighed for disse muligheder. De facts Scott kommer med, er ting han selv ved og ikke indøvet. Justin står for gøgl og spreder gode vibrationer med hjælp af lokale dyr (han prøver at få kontakt... dyrene prøver for det meste at komme væk) is og øl. De to gutter er helt sig selv, helt rolige i hinandens selskab, slet ikke opkørte og bare nogle venlige mennesker og det gør serien afslappet og hyggelig. Og musikken! Det er sjældent man ser så smukke billeder akkompagneret af så helstøbt afslappet elektronisk lounge musik. Man kan heldigvis købe soundtracket på iTunes, det er det værd. Og se serien på dr HD. Herhjemme hedder serien Justin&Scott, og det er ikke helt uden grund, for det er hele seriens udtryk, Justin og Scott, musikken, tempoet, der gør den så populær.

En Uendelig Film Liste...

Det er sådan mere en huske liste, sådan en man laver for sin egen skyld. Jeg vælger ikke at lægge anime ind, da jeg ikke tror jeg kan vælge.. det er et helt kapitel for sig. Og imens bliver film listen bare ved med at vokse.

Ringenes herre - og soundtracket. Man får gåsehud bare af at tænke på det.
Drømmen
Harry potter
Schindlers list
Into the Wild
Iron Man
Letters From Iwo Jima
The Host - meget syret koreansk film
Blueberry - For de syrede sekvenser
Waltz With Bashir
In Bruges
Rødskæg
Miss Potter - Rigtig god, hvis man er vokset op med hendes historier
Little Miss Sunshine
Juno
Brokeback Mountain - Egentlig ikke en film jeg har lyst til at se igen. Den var så godt spillet og med et så svært emne.. det blev så privat og trist, at man måtte kikke væk.
Seven Years in Tibet
Babel
Pans Labyrint
The Dark Knight
The Brothers Grimm
Flight 93
Angel a

Monty Python: The Holy Grail, The Meaning of Life, Life of Brian
Tarzan, Mulan som de fedeste, og de enestående som Den Lille Havfrue og Skønheden og Udyret.
The Life Aquatic with Steve Zissou
Gran Torino
The Mist - for slutningen
District 9
Good Will Hunting
Benny & Joon - det sødeste par
New York Gangs
Grisen
The Big Lebowski
Winter's Bone
Fantastic Mister Fox - Fantastisk (hoho) soundtrack.
Ned Kelly
Due Date - begge hovedpersoner er virkelig irriterende, men man lærer at holde af dem. Den er syret.
Inception - som alle andre vil jeg bare sige: se den! Musikken understøtter filmen på en helt vild måde. Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde fået set den i biografen kun på grund af deres højtalere.
Winter's bone - hypen holder. Man ser en side af usa, der næsten minder og sit eget lille samfund, men man er ikke et sekund i tvivl om, at alt dette eksisterer: Men det er fremstillet ærligt og er ikke farvet.
Lucky Number Slevin -

Ran

Og de bedste i filmene

Nikolai lie kaas
Daniel Day-Lewis
Heath Ledger
Ewan McGregor
Jeff bridges
Drew Barrymore
Cate Blanchett
Owen Willson
Ellen Page

Kiss Wood

Der er ekstremt meget dybde og sjæl i serien og personerne i den, og det hele bliver fanget i ét stort billede og fantastisk opsætning. Den er ydmyg i sin historie, men har virkelig meget, at byde på. Læs den!

Nineteen, Twenty one - See Through Colors

Disse to serier har et meget unikt udtryk, der er hele grunden til, at jeg lagde mærke til dem. De her serier skal læses kun for det tegne - og opsætnings mæssige, for historierne er fine nok, men selve personerne er lettere fesne, med drenge med lidt for meget... øhm... lipgloss (?) Måske ændrer det sig hen af vejen. Men måden panelerne er sat op på og billederne der flyder ud i hinanden, samt farvelægningen går bare op i en højere enhed. Se engang på de to serier (og den opsætning!), de er virkelig flotte.

Update - Nineteen, Twenty-one er færdig, og jeg må sige, at jeg faktisk blev glad for serien. Stemningen ændrer sig gennem serien og ender rigtig fin. Kan klart anbefales.

Top Secret Drum Corps

Gåsehud. Blær.

For meget anti-Intellektualisme i rock'n roll - hear! hear!

"Der er for meget anti-intellektualisme i rock'n roll. Der er for meget mistro over for intelligens eller at være velformuleret eller at have ambitioner om at lave noget, som er lidt hinsides den fordummende version af, hvad der er generelt accepteret. Som om det på en eller anden måde gør det mere troværdigt eller autentisk eller gritty at være mindre ambitiøs med sin intelligens. Det tror jeg overhovedet ikke på. Jeg mener, at der er så mange måder, hvorpå man kan fremstille noget på en meget mere troværdig, umiddelbar og gruopvækkende facon ved at bruge ord på en opfindsom måde, end hvis man bare holder sig til de mere generiske formler"
Jim Sclavunos - Grinderman

Nu er det ikke fordi, jeg synes det er være intellektuel er noget man skal vise for meget frem og tænke for meget på, for så bliver det uudholdeligt og meget skabagtigt og påtaget. Går man på gym, kender man typen, suk. Man skal være åben og læse alt muligt både svært og lettere stof, og ikke sidde og udtænke det, og dermed kun læse dybe, svære bøger. Jeg læser konstant, alt hvad jeg kan komme i nærheden af, uden at det er en bevidst handling, og jeg får mange indput fra alt muligt forskelligt stof, både meget nørdede store bøger og aviser og magasiner. Men da jeg læste det her i månedens Gaffa, var jeg bare rørende enig, og glad for, at der var nogen (og så fra et band som Grinderman), der også kunne se denne kæmpe modvilje mod alt, der bare har de mindste intellektuelle ambitioner inden for god gammeldags rock, også på andre punkter end bare musikken.