Jernmanden

Det er altså rart, at kunne sætte sig med film som Iron Man I og II og så bare dyrke den energi og det overskud der er i filmene, specielt på grund af gode skuespilpræstationer.
Der er et eller andet helt basalt fedt over det, men de holder på det, så det ikke bliver for meget af det gode. De mange sjove små 'hverdags indput' og de faktisk sjove vittigheder (!), viser igen overskud og lidt anderledes tankegang end fra andre superhelte-film, som Iron Man også gør lidt grin med.

Man sidder bare tilbage med et stort smørret smil og føler sig positivt overrasket.

Hadaka Matsuri

Hvis man klikkede over på DR2 i går ville man kunne fange en lidt nervøs englænder, der fik malet en tiger på maven, for senere at danse mavedans i seks timer sammen med en masse andre mænd med tigre på maven. Velkommen til festival i Indien.

Noget tid efter ses en masse japanske mænd kun iført fundoshi, japansk lændeklæde, der maser så tæt op af hinanden, at de er ved at besvime, bare for at nå til en nøgen skaldet mand.. hmm... der kan vist kun være tale om en festival!

Naked Man Festival, også kendt som Hadaka Matsuri. Højdepunktet på året for mange mænd i byen, ser det ud til. Man drikker sig hønefuld, tager et bad med sine kammersjukker og tager en fundoshi på og går ud i byen for, sammen med tusinder af andre mænd, at røre en nøgen mands hoved, for at fjerne alt uheld man må have optjent sig.

Det var virkelig festligt, specielt omkring denne japanske matsuri. Man bliver ved med at undres, men samtidig fik man et sjældent hyggeligt protræt af en japansk familie. Den engelske vært, undskyld, jeg husker ikke navnet, var utrolig god til at prøve, at komme ind under huden på dem og udnytte denne spøjse situation. Når først der kom lidt indenbors, faldt alle facader og programmet prøvede ikke hele tiden at se det mærkelige og fremmede i familien, men så mere på ligheder med de andre festivaller rundt omkring i verden og hvorfor det var fedt at være med.

Jeg synes nemlig ofte, at Japan bliver fremmedgjort endnu mere i tv, som om det 'fremmede' er det eneste det kan sælges på, som fx i 'Hjælp Jeg er i Japan'. Og det er lidt synd. Familien blev som enhver anden. Der var som altid en onkel der dejsede om allerede inden de kom ud, og kærligt blev lagt på en futon i siden af værelset, så han da stadig 'var lidt med' under middagen.

Det stive man måske føler i starten, tror jeg også er fordi de ofte besøger de lidt ældre familier, hvor de kun er de to tilbage. Det er måske heller ikke det mest energifyldte sted at starte, så den familie der blev besøgt inden, med yngre forældre, deres forældre og børnebørn, var fyldt med energi allerede inden der blev taget sake frem.

Ups, det bliver pludselig et langt indlæg. Jeg ville bare slutte af med, at jeg virkelig elsker at japanerne har deres matsuri. Her kan de gå amok, slippe det pæne image og bare være ligeglad og komme ud og skabe rav i gaderne sammen med en masse andre. Måske med undtagelse af naked man festivallen, er det muligt for alle at være med, uanset køn. Kvinder og mænd kan hoppe i en happi coat og råbe og skrige og spille på tromme hele dagen.

Der røg al min street cred...

... for det er måske lidt for excentrisk. Jeg er ret betaget af mini mad. Ja. Miniature mad. Der findes hele etager af det i Japan, og jeg fortryder ofte, at jeg ikke bare lod "Hvad skal du bruge det til?" tanken ligge. For der er bare noget virkelig fascinerende ved en så naturtro afbildning (altså ikke et helt Hello Kitty måltid!) af mad i så lille form. Det er lidt en kunst i sig selv og det er lidt som om, at man viser ekstra taknemmelighed og opmærksomhed for det, der er omkring én, når man gider tage sig tid til at lave det i miniatureformat.

Det er godt nok dyb snak om mini mad....

billeder fra Re-ment

Japanese Streets & Style Arena

En side jeg meget ofte tjekker ind på er Style Arena, for lige at følge med i, hvad der sker i Daikanyama og Harajuku. Der er som skrevet før, rigtig meget inspiration der går rundt, helt gratis på gaderne i Tokyo, så hvis man mangler lidt nyt at se på, så er det her stedet. Det dejlige, sikkert også nævnt før, er dog, at det absolut ikke er for hipt eller lige 'pænt' det hele, men det er personligt og sjovt og det er det bedste. Deres sider omkring butikker er godt for øjnene. Det bugner af fund og der ser ud til, at der er gået rent samlermani i den, bare for at finde det bedste til kunderne. Også siden Japanese Streets er værd at se forbi, selvom de dog ikke opdaterer så ofte.
Derudover kan siden Tokyofashion.com helt sikkert også anbefales. Der er mere information om de forskellige stilgrupper, så man kan lære, hvordan man ser forskel på Mori-girls og Dolly-kei. Man skulle jo nødig tage fejl!
Og her kommer lige én sidste: Droptokyo.com.

Vinter i Japan

Japanerne har fundet nogle virkelig komfortable måder

at komme igennem en kold vinter på.

Som en 'Kokatsu' , som det ses, et bord med et varmende tæppe over, og nogle gange med et varmelegeme under. Rart.

Ahh, en varm 'hanten', egentlig som en jakke man kan have på indenfor, men den er ikke så tyk som den ser ud. Det kan klart anbefales at anskaffe sig en.

Findes også i andre udgaver hvis man er sådan lidt mere.... frisk.

Akizuki Sorata

Serier fra Akizuki Sorata er bestemt er værd at se nærmere på. Det er godt og eftertænksomt shojo. Jeg har hørt rigtig mange positive og lettede kommentarer omkring serien Akagami no Shirayukihime, der for en gangs skyld har en arbejdsom og selvstændig heltinde, der ikke er bange for at træde til med en god fornuft og ro, uden nogen form for hysteri. Det er en serie jeg helt sikkert kunne anbefale til yngre shōjo fans, der gerne måtte få nogle rigtig fine rollemodeller. Dejligt. Og så er tegnestilen personlig og stemmer godt overens med seriernes tempo.

Mononoke Hime

Nu hvor Ghili studio's Mononoke Hime også bliver kendt som Prinsesse Mononoke herhjemme i de danske biografer, ville jeg fejre det ved at gense filmen på DVD. Jeg sparer utroligt meget på den, da det nok er den bedste Ghibli film efter min mening, hvis ikke også Howl's Moving Castle, så det er kun tredje gang jeg ser Mononoke Hime. Det er toppen af, hvad man kan gøre med billeder og lyd og så med et emne, der er vedkommende, men ikke bliver frembrusende i filmen.


Der er så meget at sige om den her tegnefilm, men som altid behøver man slet ikke sige noget, når det gælder Ghibli's film, for de er jo allesammen af ufattelig høj kvalitet.
Men Mononoke Hime er lige den tand mere vedkommende, i hvert fald for mit vedkommende, da den tager hånd om nogle ting alle samfund har gennemgået på et tidspunkt og til dels stadig gennemgår. Man kan se filmen på flere niveauer.
Det er nok den Ghibli film der er rettet mindst mod børnene. Emnerne er mere alvorlige og der er ikke nogle hyggelige pauser.
Man se filmen og forstå, at det er et land der højst sandsynligt er Japan, da der er samuraier, men det kunne være hvorsomhelst for historie og geografi er ikke altafgørende for filmen, da der er mange andre emner. Og så kan man se den som en med kendskab til Japans historie,og pludselig se mange, mange lag man ikke havde set før. Det skete for mig denne gang. Hold op, hvor blev den endnu mere spændende. Hele Japans historie er blodig og rodet og det viser sig i filmen.
Hovedpersonen Ashitaka kommer fra et lille folk kaldet Emishi, et folk der faktisk eksisterede, og de er et af de sidste folkegrupper, der ikke er blevet overtaget og indtaget i Japan som et samlet land.En dæmon, en falden Gud i form af et vildsvin, kommer til hans landsby og de får slået dyret ned, men da det får rørt ham med sin forbandede krop bliver Ashitaka ligeså forbandet. Han kan nu vælge og drage ud og finde ud af, hvad der drev denne Gud ud i galskab eller lægge sig og vente på sin uundgåelige død. Ikke et svært valg.
På sin rejse møder han den Japanske omverden og mange forskellige mennesker med lige så forskellige skjulte mål. Alle involverer dog naturen. Menneskerne bliver flere og flere og de kæmper indbyrdes.
Endnu et lille 'folk' en stædig fæstning, Irontown, er styret af en kvinde kaldet Lady Eboshi. Her udvinder de jern. Det går ud over naturen, men tilgengæld har hun reddet prostituerede kvinder og spedalske fra et usselt liv. Hun respektere og elsker mennesker og skyr ingen midler for at redde dem og holde de lokale daimyo, lensherrer, væk fra hendes kostbare jern, som hun og de spedalske bruger til at lave de , på det tidspunkt, meget værdifulde og eftertragtede rifler.
Prinsesse Mononoke bor med ulveguderne i skovene og hun har en vendetta mod Eboshi, da hun rydder skovene. Men internt, blandt guderne er der også problemer.


Ashitaka møder begge disse kvinder, der står for både mennesker og natur, men de har begge et godt hjerte og det ser ud til, at han er den eneste der kan se mennesker og natur leve sammen.
Det er det interessante ved Mononoke Hime. Der er ikke nogen rigtig skurk, der er intet der er rigtig ondt. Dog er der en dødsangst kejser, der kræver Guders hoveder er den eneste og det er hans grådighed, der er ond og udslettende. Og det kan godt lyde, som om der er smurt tykt på med symbolik, men det er oprigtigt og smukt i filmen, der også viser den måde Japan, og resten af verden, på et tidspunkt har været ved at glemme de gamle guder, og derved respekt for naturen og i stedet fokuseret på interne kampe.
Man kan virkelig rose filmen for sine japanske og amerikanske stemmer. Da jeg så den med amerikanske stemmer blev jeg meget glad, for de har fundet nogle virkelig gode med den rette tyngde og personlighed til filmen. Slutningen er ikke en lykkelig disney afrunding, men stadig med et stort håb for fremtiden. Og det er, som altid, også Miyazaki's reminder til os om, at der også er håb for vores fremtid, bare vi passer på.