Grum

Joe Abercombies trilogi The First Law er en grum fantasy serie. Og dog. For der er alligevel stor føling med personerne i serien og et eller andet sted fatter man en vis sympati for dem alle sammen. Abercrombie punkterer alle romantiske idéer om fantasy, samtidig med at nye meget anderledes personer bliver bygget op med stor originalitet. De er ærlige og sande, og det er ikke altid kønt. Men det er en på en eller anden måde meget befriende. Der er humor, pessimistisk og grim, men den er der og den føles slet ikke malplaceret. Historien er ikke vildt interessant, men der er politisk spil og ret gode tvists i historien. Men det er helt sikkert personerne det handler om i bøgerne The Blade Itself, Before They Are Hanged og Last Argument of Kings. Specielt personen Sand dan Glokta er gennemgribende original og ved første møde, bliver man grebet af Abercrombies store interesse og forståelse for sine personer og det føles ret genialt. Glokta er en helt ny type i fantasy, så forkert og alligevel så rigtig. Sarkastisk, bitter. Krøbling. En engang smuk og arrogant løjtnant, ender som pint og tortureret krøbling. Han er helten, der ikke døde en gloværdig død. Han må leve videre. Og hans nuværende job? Han står for tortur af regeringens fjender.

Selvom historien går for at være meget mørkt, er det ikke så slemt... Men man er måske også hårdhudet. Kedelige stykker er der dog også, specielt under kamp, hvor man skal have alt penslet ud i detaljer, der ikke er specielt gruopvækkende eller spændende.

De andre personer vi møder i bøgerne er også virkelig gode, og dermed menneskelige og til tider virkelig trættene. Men det er aldrig på grund af, at de er flade, men mere fordi vi møder dem i de mørkeste tider i deres liv. De kan se deres fejl og derfor kan de også blive bedre. Logen Ninefingers, Dogman, Harding Grim, Jezal dan Luthar, Bayaz og Ardee West. Abercrombies introduktion af nye navne, stednavne og i det hele taget områder, der afgiver en følelse af et meget gammelt og glemt land versus det nye, der stormer frem uden at se sig tilbage, fx i forhold til de nye og gamle byer (dog uden kort, suk) gør,

at man føler, at der er blevet tænkt over tingene og man har arbejdet på at skabe et univers for sig selv uden at bruge for mange fantasy klichéer. Det er specielt interessant, når alle karakterer i deres stolthed over den store oplysning og kynisme, der hersker i deres tid ser med skepsis, hvis ikke med hån på de gamle støvede legendariske historier. Men det skal vise

sig, at gamle verden ikke slipper sit greb så let.

El Té Verde

Morinaga grøn te karamel - fra candyblog

billeder af grøn te boller fra happyhomebaking, hvor man også kan finde andre spændende opskrifter med grøn te.

(coca cola med grøn te. Smagte lidt af cola... med vand)

Hele min fascination af, hvad grøn te ellers kan udover bare at være 'super' sund og helse hellig, startede med et mærkeligt møde med en 'matcha latte' i en Starbucks i Asakusa. I søgen efter noget der ikke var kaffe, landede mine øjne på noget grønt. Den nervøse ekspedient prøvede at tale mig fra det ud fra det rimelig impulsive "øhm.. det er grønt... det smager nok godt" udtryk jeg havde i ansigtet. Meget positivt overrasket blev jeg dog. Det var et af de øjeblikke, hvor man smager noget, der bare er helt fremmed og dog som noget man har ventet på. Siden hen lærte jeg, at matcha latte bare er det helt rigtige at drikke hvis man er en miniaturehunds-bærende diva i L.A. men det skal ikke holde én tilbage!

Twelve

Nu hvor vi snakker vampyrer kom jeg til at tænke på bogen 'Twelve' af Jasper Kent, der også er en del af en trilogi. Det der fanger er nok, at det er en historisk bog med utrolig meget research bag sig. Rusland 1812 er meget livagtigt skildret... Udover det faktum, at den russiske hær er så desperate i kampen mod Napoleon, at den hyrer tolv meget lyssky lejesoldater. Kaptajn Aleksei kommer tæt ind på disse 'allierede' og han begynder at overveje om hæren har gjort en kæmpe fejltagelse. Når man læser bag på bogen, kan man ikke vente med at komme i gang. Og den er også spændende det meste af vejen. Men så man bliver ufattelig træt af alle karakterer i bogen, specielt hovedpersonen. På et eller andet tidspunkt bliver det bare for meget, at man skal høre om hans store fascination af en prostitueret, der samtidig giver ham moralske kvaler. Eller i hvert fald sådan lidt. Og vi skal høre om det. Hele tiden. Det trækker altså ned, for det er ikke særlig interessant og det gør, at bogen kører i dødvande i meget lang tid.

The Strain

Én race vil presse menneskeheden til det yderste.
Bogen er også kendt som 'Blod' på dansk, så er man vist ved at få en fornemmelse for, hvilken type vi taler om. Strigoi, vampyrer. Ja, der er jo nærmest vampyr diarré i øjeblikket, så denne bog kunne hurtigt være endt i samme afdeling som 'Twillight' og 'Vampire Diaries'. Men, med en flot forside, et enkelt navn som 'Blod' eller 'The Strain', og med en forfatter som Guillermo del Toro er der bestemt ikke lovet 'teenagekræligheds'- knaldroman. Ah, en pause!
Bogen tager fat på vampyrer på en helt ny måde i denne bog. Medicinske og logiske forklaringer blandet med ægte lemlæstelæse og folklore fra det gamle østeuropa giver tilsammen et rigtig godt gys.
Det fremmede kommer med et boeing 777 til JFK Lufthavnen i New York. Det lander uden problemer, men da det rammer jorden er der ingen kontakt. Et dødt fly er landet.
Den lange ventetid i bogen, hvor man venter på, at det døde fly vækkes til live er nok det mest skræmmende gode stykke i bogen. Det var det, der giver en lyst til, at starte med at læse bogen og det der får en til at blive ved. Det bliver måske lidt langsomt i midten af bogen, men hold ud. Jeg glæder mig til at se, hvordan de vil strække historien over tre bøger, for det er en interessant måde, at se på den gamle myte om vampyrer op igennem nyere historie.

Sukitte ii na yo - Sig "Jeg elsker dig!"

Navnet på serien siger alt. Sig at du elsker mig, det er en kommando! Den her serie er, for at gøre det kort, lam og klam ( og det rimer!)

Den er altså fedtet. En 'underlig' pige bliver nærmest et eksperiment som en 'sej' og udadvendt drengs kæreste. Hun ender altid med at gøre alt hvad der bliver bedt om og stiller aldrig rigtig op, udover at give nogle fornærmede øjne... og serien synes det er ret okay.

Det er derfor, efter min mening, ikke et godt tegn, at det er en bestseller i øjeblikket.

Kuragehime

I denne serie bliver det mærkelige hyldet gennem en gruppe ungpiger, der lever sammen med hver deres neuroser og hobbyer. Et godt liv, hvor de holder af sig selv og hinanden. De skaber bare selv et lukket fællesskab AMARS, som kun de kan være en del af. Da en dreng, klædt som pige altså, trænger ind i denne verden finder han små dele han har savnet i sit liv i dette mærkelige fællesskab, hvor ingen er overfladiske. Men AMARS skal også selv lære at leve udenfor, i en verden med alt for høje forventninger til hvad kvinder skal være og det kan medføre smerter for en AMARS. Der er ingen smuk transformation her, for i hovedpersonens, Tsukimis, midlertidige tranformation bliver hun også såret over verdens overfladiske tilgang til alting, men resten af omverdenen bliver også langsomt klogere. Jeg synes serien tager godt hånd om de excentriske piger og viser dem frem med kærlighed og man håber at AMARS kommer ud og viser verden de gode værdier og pigerne selv vil måske også vokse med opgaven.
Derudover har serien sin helt egen humor og en evne til at formidle de skøre personligheder på en livagtig, elskværdig og virkelig sjov måde.

An Illustrated Life

Forfatteren til an Illustrated Life, Danny Gregory, ved hvordan det kan være intimiderende at gå i gang på et blankt stykke papir, men det at skrible i en lille sketchbog virker på en eller anden måde... mere okay. Alle i bogen er ikke store kunstnere, de er bare glade for at tegne det der er omkring dem. Deres sjove og begavede tanker omkring det er også et stort plus ved bogen. Danny Gregory er selv eminent til at illustrere sit liv og sætte ord på det. Det er meget en hyggelig bog, der gør, at man får lyst til at gå i gang. Men først efter at have gloet det hele igennem. Igen. Og igen.
Danny Gregory har også en blog, hvor man kan lure på hans meget populære (med god grund!) illustrationer af alt og intet.

Stemningsbillede - Japan

D. Gray Man

En af de tunge drenge, der lå på bestseller listen sammen med Bleach, One Piece og Naruto. Men efter min mening mangler den noget de andre har. Der er et eller andet ved historien og personerne i den, der virker... udspekuleret. Det virkede lidt som om, at den formede sig efter hvad fans ville have og dannede en historie med mange vage og klichéfyldte personer. Dog er Allens syn tilbage til sin fortid ret fin.
Det ændrer sig dog heldigvis langsomt, og selv den kvindelige figur kommer i spil som andet end bare 'den eneste pige i gruppen, der skaber lidt spændinger'.

Men de hænger fast ved gamle følelser og noget er hele tiden uklart, hvilket er okay bare man har en følelse af at det rent faktisk går personerne på, noget de gerne vil have det opklaret.
Men til sidst beder man for en konfrontation, for ingen gør noget og læseren får ingen hints eller grunde. Når man så får det, ender det næsten melodramatisk og efter det er stadig intet anderledes. Alle opfører sig som altid! Det virker bare utroværdigt. Bare for at kunne diske op med noget 'drama', der ender med at blive ret gammelt og kedeligt i længden, i stedet for at bygge videre på historien og personernes forhold til sig selv og hinanden.
Uden det får vi heller ikke noget forhold til dem.
Det virker nogle gange som om, det eneste der ændrer sig er uniformerne og kostumerne og nogle tvist i historien, der stadig ikke skaber ændringer i samspillet.
Nu er serien heldigvis kommet lidt videre, efter mange overspringshandlinger, og det er dejligt, men med så lang tid mellem hvert kapitel, mister man næsten interessen.
Men! En ting jeg altid har været ret interesseret i ved serien er dens idé om farver og former. Der er virkelig sans for farve og mønster. Mørke visuelt flotte uniformer mod enten næsten vandfarve lignende baggrunde eller figurer i meget stærke farver.

March Story

En kort anbefaling. March Story har nogle virkelig gode tegninger, set før, men de fik mig til at læse videre i en serie, der ellers på forsiden lugter lidt af dårlig romantisk-gotisk fantasy serie.
Hovedpersonen Syste Behard rejser rundt for at finde ils i smukke objekter, der aldrig brude have fundet vej ind i verden.
Historien vækker måske også minder om så mange andre serier, det onde skal findes og nedkæmpes, men der sker en udvikling i historien der faktisk er ret interessant. Volume 1 bliver nu udgivet af Viz Media.

Skæg

Et helt år skåret ned. Meget poetisk uden overhovedet at prøve... faktisk virker det lidt som om skæggets ejermand selv blev lidt overrasket over den poesi og symbolik, der lå gemt i alle de billeder.

StyleLikeu

billeder fra Stylelikeu.com

Her i det nye år har jeg allerede fået set ret meget fra denne meget inspirerende side stylelikeu. Det handler ikke bare om tøj, men det er et lille blik ind i menneskers meget individuelle verden, med tanker om identitet og hvordan det kommer til udtryk og hvor udmyge mennesker bliver, når nogen tager så direkte interesse i dem, hvilket rer rart at se. Og så er videodelen rigtig god, så det ikke bare er et dødt billede, men det bliver en helhed. Hurra. Godt Nytår!

Stejl Fart

En mærkelig fascination af vores enkle og alligevel bizarre liv. Det kan blive avanceret og så alligevel ikke, for samtidig er der små øjeblikke der virker helt impulsive, ægte og med en stor brug for selvironi, som man griner af mest af alt fordi man selv har tænkt det samme og så tydeligt kan mærke sig selv og at man ikke er alene. Disse helt basale øjeblikke, der anskuer verden på en helt rolig måde versus de store politiske og eksistentielle stykker, ofte fortalt af et veltalende dyr ( giver klart ekstra 'varme' effekt!), kræver lidt, nogle gange meget, af en ung læser, men man bliver tilgengæld klog og varm. Det er ret sjældent og ret rart.
Hmm.. gad vide om det gav mening. Jeg læser normalt ikke så meget denne slags striber, da der kan blive vel meget svælgen i egen kunstner.filosofiske.ironiske.intellektuelle.distancetagende tilgang til alting, men Stejl Fart er helt sikkert til at anbefale.