søndag den 9. januar 2011
D. Gray Man
En af de tunge drenge, der lå på bestseller listen sammen med Bleach, One Piece og Naruto. Men efter min mening mangler den noget de andre har. Der er et eller andet ved historien og personerne i den, der virker... udspekuleret. Det virkede lidt som om, at den formede sig efter hvad fans ville have og dannede en historie med mange vage og klichéfyldte personer. Dog er Allens syn tilbage til sin fortid ret fin.
Det ændrer sig dog heldigvis langsomt, og selv den kvindelige figur kommer i spil som andet end bare 'den eneste pige i gruppen, der skaber lidt spændinger'.
Men de hænger fast ved gamle følelser og noget er hele tiden uklart, hvilket er okay bare man har en følelse af at det rent faktisk går personerne på, noget de gerne vil have det opklaret.
Men til sidst beder man for en konfrontation, for ingen gør noget og læseren får ingen hints eller grunde. Når man så får det, ender det næsten melodramatisk og efter det er stadig intet anderledes. Alle opfører sig som altid! Det virker bare utroværdigt. Bare for at kunne diske op med noget 'drama', der ender med at blive ret gammelt og kedeligt i længden, i stedet for at bygge videre på historien og personernes forhold til sig selv og hinanden.
Uden det får vi heller ikke noget forhold til dem.
Det virker nogle gange som om, det eneste der ændrer sig er uniformerne og kostumerne og nogle tvist i historien, der stadig ikke skaber ændringer i samspillet.
Nu er serien heldigvis kommet lidt videre, efter mange overspringshandlinger, og det er dejligt, men med så lang tid mellem hvert kapitel, mister man næsten interessen.
Men! En ting jeg altid har været ret interesseret i ved serien er dens idé om farver og former. Der er virkelig sans for farve og mønster. Mørke visuelt flotte uniformer mod enten næsten vandfarve lignende baggrunde eller figurer i meget stærke farver.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar