Japan

Folket har i denne krise vist deres stærkeste side. Jeg får dyb respekt for dem. De holder ud og lader være med at gå i panik af hensyn til de, der er mest påvirket af krisen og så oprydningsarbejdet kan gå i gang. De er rolige, selv når nødhjælpen ikke kommer. Hvor folket har været stærkt, har regeringen vist, hvor svage og handlingslammede de er med deres bureaukrati. "Det lader til, at de var forberedt på alt, undtagen problemer" som en arbejder sagde. Man kunne selvfølgelig ikke forudse, hvad der ville ske med atomkraftværket, men da regeringen bad om hjælp udefra fra specielle ekspertisegrupper i redning og organisering i katastrofeområder, der rejste helt fra Berlin og Singapore, endte de med at sidde i lufthavnen og de måtte til sidst rejse hjem igen. Regeringen var handlingslammet. Send dem dog i minibusser op ad bjergvejene som alle journalister åbenbart godt kan køre frem og tilbage ad! Man har fra regeringens side forbudt private at komme og hjælpe, men jeg tror, at mange har siddet og følt, at de kunne gøre mere end regeringen på det tidspunkt. Nu er de dog endelig kommet i gang, her for ca. 7 dage siden. Vi kan støtte ved at lade være med at gå i panik over varer fra Japan og evt. støtte mere give en donation via. rødekors (selvom Japan har sagt, at vi hellere skal bruge pengene på andre problemer, så ligger Rødekors inde med basale fornødenheder, der skal bruges her og nu, som ikke befinder sig i Japan) for i det mindste moralsk støtte...

Alle billeder - The Times

...

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Først New Zealand og nu Japan. Jeg har, som mange andre, siddet klistret til skærmen siden i går, for det man ser er næsten ikke til at fatte. Som alle ved er Japan blevet ramt både af jordskælv, senere en tsunami og nu står de overfor faren for et radioaktivt udslip. For pokker... det er langt værre, end først antaget. Og vi kan se ødelæggelserne live. Jeg får så stor respekt for japanerne, specielt når jeg ser civile japanere udtale sig om situationen. De viser, at befolkningen har en utrolig styrke og vilje, selvom de gang på gang er blevet ramt af forfærdelige ting. Vi må håbe på det bedste.

The Book Thief

En kort anbefaling af en bog, der har efterladt mange mennesker verden over med en stor knude i maven . The Book Thief handler om en lille by i Nazi-tyskland og hvor man med en meget speciel fortæller ser på mennesket med forvirring, væmmelse og en sjælden gang imellem, sympati. Man ser alle de grimmeste og, gennem Liesels familie, også de smukkeste sider af mennesket i bogen, der fortæller om den unge pige, Liesel, der bliver adopteret af en tysk familie, efter hendes mors forsvinden og hendes brors død. Liesel lever et godt liv, men får dog en mystisk trang til at sjæle bøger, efter hun stjæler sin første bog "Graverens Håndbog" ved sin brors begravelse. Men noget ondt er under opsejling i den tyske by, det ved vi, ikke mindst fordi selveste Døden fortæller Liesels historie. De mødtes for første gang over da han skulle tage broren med sig og selv i sit hårde arbejde under Anden Verdenskrig får Døden igen øje på Liesel og hendes familie, ikke mindst fordi de løber en stor risiko ved at gemme en jøde i kælderen.

Døden og Liesel vil med sikkerhed mødes igen. Men spørgsmålet er hvornår og hvordan.

Historien har fået et tvist med Døden som fortæller, og det giver en vis virkning, når den ellers upartiske Død, udover at mene, at mennesket roder i hans arbejde (et eksempel på hans grumme humor) væmmes ved mennesket og deres handlinger og viser endnu mere tydeligt, hvor absurd krig er.

Enslaved: Odyssey to the West

Munken Tripitaka tager på en rejse fra Kina til Indien for at hente buddhistiske skrifter med sig tilbage. Han tager en meget speciel dicipel med sig, Monkey.
Selvom Monkey er abernes konge og med sin magiske stav er en magtfuld kriger, er han dog stadig under sin læremesters kontrol. Han har nemlig sat et pandebånd på Monkey, der kan krympe voldsomt ved Tripitakas ønske. Derved sætter de ud på en lang og farefuld rejse...

Når man ser spillet skulle man ikke lige tro, at der var en kopling til en gammel kinesisk roman. Men det er der skam, og det fungerer rigtig godt.

Vi møder mennesket Monkey i en desperat situation. Han er på et slaveskib, fanget i et stort æg. Ikke ulig den måde aben Monkey blev født. En ung pige slipper løs fra sit fangeskab og styrter mod udgangen. Monkey ser i forvirringen sit snit til selv at slippe fri. Pigen slipper hurtigt igennem alle sluser med sin forståelse for computerne ombord og Monkey kaster sig med, i et desperat forsøg for at komme væk fra et skib, der nu er ved at styrte ned. Pigen når den sidste redningskapsel, men Monkey giver ikke op så let. Han klamrer til ydersiden og til håbet.
Monkey vågner op i et vildnis af ødelagte højhuse overdækket af planter. Dette er New York. uden mennesker men med masser af Mechs, robotter der ønsker at gøre alle mennesker til slaver.
Lige som Monkey troede han havde undgået denne skæbne, opdager han i al sin smerte et pandebånd. Et slavepandebånd...
Ejermanden er pigen, Trip, og hun kan ikke overleve uden hans hjælp og han kan heller ikke overleve uden hende. For dør hun, dør han.

Det er slet ikke til at forstå, at Enslaved: Odyssey to the West ikke har solgt bedre. Jeg må indrømme, at jeg synes det så lidt plat ud til at starte med, men ved nærmere eftersyn i diverse videoer kan man se, hvor meget der er lagt i det. Motion capture, perfekte skuespillere (for der er virkelig indlevelse) og en historie, der er åben for alle - det hele var nok til at overbevise.
Monkey, bragt til live af Andy Serkis, er på en eller anden måde blevet en af de mest virkelige og sympatiske muskelbundter i spilhistorie. Han er en ufrivilligt helt, bragt ind i en mildest talt dårlig situation. Og han skjuler det ikke. Men langsomt tager han et vist ansvar for Trip, på en meget... tør man sige det.. rørende, men stadig overbevisende måde.
Trip lyder måske ikke lige som pigen man gider, at bære på et helt spil, men det skal man heldigvis ikke. Trip er også en hel, troværdig person ved stemmeskuespil og den fantastiske ansigtsmimik, der er i spillet. Man bryder sig om hende og vil gerne beskytte hende. Ikke mindst, fordi hun faktisk kan en ting eller to med computere... og så er der også lidt selskab. Selskabet med disse to er ikke helt dårligt, for der er faktisk en del dejlig humor til at løfte humøret.
Styringen er grovmotorisk og det hele er lidt lavpraktisk og hvor er det dejligt.
Det værste er, når man skal skyde til måls med dårlige controllere, men hvis undertegnede kan overleve det, kan alle.
Grafikken halter lidt på de større flader, men det er helt okay, når den tæt på er så unikt. Musikken er god. Historien er god. Det hele er godt. Simpelthen. Det eneste minus er, at det hele sluttede så hurtigt.
Det er som at se en fantastisk film og den sætter sig lige så meget som en fantastisk film kan.

The Royal Café Tokyo

The Royal Café i København har længe vakt opsigt herhjemme og specielt i boligmagasiner har man flere gange sat fokus på caféen på grund af indretningen og det har været ret spændende. De har fået bygget noget af et univers op derinde, uden at det kommer til at ligne en femårig piges prinsessedrøm. Der er fyldt med godt dansk design og en hyggelig og eventyrlig stemning. Man kan både få god gammeldags dansk mad i mindre portioner og dejlig måmor dessert som æblekage eller rødgrød, men også 'smushi' caféens egen blanding af sushi og smørrebrød. Spændende! Det var måske derfor ret oplagt at eksportere denne hyggelige stemning (og lidt reklame for vores design, ahem) til et land, der har samme brug for noget æstetisk med stadig sjovt og afslappet. Japan. Som et modstykke til de nuttede teenage caféer, kommer en funky og mere afslappet royal stemning med The Royal Café i Tokyo. Gad vide hvad de ville sige til 'smushi'...