Enslaved: Odyssey to the West

Munken Tripitaka tager på en rejse fra Kina til Indien for at hente buddhistiske skrifter med sig tilbage. Han tager en meget speciel dicipel med sig, Monkey.
Selvom Monkey er abernes konge og med sin magiske stav er en magtfuld kriger, er han dog stadig under sin læremesters kontrol. Han har nemlig sat et pandebånd på Monkey, der kan krympe voldsomt ved Tripitakas ønske. Derved sætter de ud på en lang og farefuld rejse...

Når man ser spillet skulle man ikke lige tro, at der var en kopling til en gammel kinesisk roman. Men det er der skam, og det fungerer rigtig godt.

Vi møder mennesket Monkey i en desperat situation. Han er på et slaveskib, fanget i et stort æg. Ikke ulig den måde aben Monkey blev født. En ung pige slipper løs fra sit fangeskab og styrter mod udgangen. Monkey ser i forvirringen sit snit til selv at slippe fri. Pigen slipper hurtigt igennem alle sluser med sin forståelse for computerne ombord og Monkey kaster sig med, i et desperat forsøg for at komme væk fra et skib, der nu er ved at styrte ned. Pigen når den sidste redningskapsel, men Monkey giver ikke op så let. Han klamrer til ydersiden og til håbet.
Monkey vågner op i et vildnis af ødelagte højhuse overdækket af planter. Dette er New York. uden mennesker men med masser af Mechs, robotter der ønsker at gøre alle mennesker til slaver.
Lige som Monkey troede han havde undgået denne skæbne, opdager han i al sin smerte et pandebånd. Et slavepandebånd...
Ejermanden er pigen, Trip, og hun kan ikke overleve uden hans hjælp og han kan heller ikke overleve uden hende. For dør hun, dør han.

Det er slet ikke til at forstå, at Enslaved: Odyssey to the West ikke har solgt bedre. Jeg må indrømme, at jeg synes det så lidt plat ud til at starte med, men ved nærmere eftersyn i diverse videoer kan man se, hvor meget der er lagt i det. Motion capture, perfekte skuespillere (for der er virkelig indlevelse) og en historie, der er åben for alle - det hele var nok til at overbevise.
Monkey, bragt til live af Andy Serkis, er på en eller anden måde blevet en af de mest virkelige og sympatiske muskelbundter i spilhistorie. Han er en ufrivilligt helt, bragt ind i en mildest talt dårlig situation. Og han skjuler det ikke. Men langsomt tager han et vist ansvar for Trip, på en meget... tør man sige det.. rørende, men stadig overbevisende måde.
Trip lyder måske ikke lige som pigen man gider, at bære på et helt spil, men det skal man heldigvis ikke. Trip er også en hel, troværdig person ved stemmeskuespil og den fantastiske ansigtsmimik, der er i spillet. Man bryder sig om hende og vil gerne beskytte hende. Ikke mindst, fordi hun faktisk kan en ting eller to med computere... og så er der også lidt selskab. Selskabet med disse to er ikke helt dårligt, for der er faktisk en del dejlig humor til at løfte humøret.
Styringen er grovmotorisk og det hele er lidt lavpraktisk og hvor er det dejligt.
Det værste er, når man skal skyde til måls med dårlige controllere, men hvis undertegnede kan overleve det, kan alle.
Grafikken halter lidt på de større flader, men det er helt okay, når den tæt på er så unikt. Musikken er god. Historien er god. Det hele er godt. Simpelthen. Det eneste minus er, at det hele sluttede så hurtigt.
Det er som at se en fantastisk film og den sætter sig lige så meget som en fantastisk film kan.