In case we move to Shanghai

(dobbelt klik for bedre kvalitet)


Fa Kin Su Pah!

Raven: Blood Eye

Osric bor i en lille landsby, hvor alle er bange for ham. Hans blodige øje skræmmer alle væk, undtagen en stum snedker, der hver dag sender ham ud i skoven, hvor han skal fælde træer. Den unge dreng føler sig fremmed, ikke blot overfor landsbyboerne, men også overfor sig selv. Men da en 'drage' fra havet glider i land og Osric ser ind i øjnene på de vilde nordmænd, ser han pludselig noget han kan genkende. Snart vil han gå fra Osric til 'Raven'.

Raven: Blood Eye er en debut for forfatteren Giles Kristian. Idéen er god, men ikke fantastisk. Historien lader ikke til at være særlig gennemtænkt, som Giles Kristian selv indrømmer. Der er ikke noget egentligt plot, det kommer hen af vejen. Og det kan man desværre godt mærke. Der kommer hurtigt småting, der irriterer, som når der tales forskellige sprog, hvor nogle til tider kan forstå hinanden og på andre tidspunkter slet ikke kan. Dette tager fokus fra den allerede rimelig enkle historie med meget let gennemskuelige personer, selvom man da egentligt nyder at rejse med dem. Og jeg er da glad for at pigen i historien langtfra er ulidelig. Men der er ufattelig mange gentagelser af bl.a. wolfpack som en betegnelse for nordmændene. Så har vi fanget det, de er nogle seje fyre.
'Raven' som navn symboliserer næsten hele den forvirring, der er omkring sprog. Hvorfor hedder han mon Raven, når ravn på norsk er... ravn?
Der er et meget stort fokus på forfatteren i bogen, lidt for stort til denne første bog. Når man åbner bogen, mødes man af et stort fotografi af forfatteren selv. Det er sådan set ikke noget problem, hvis forfatterne føler, at de gerne vil 'se én i øjnene', inden man læser deres bog. Der er en lang forklaring om, hvorfor forfatteren ville skrive bogen og hvorfor der er et stort fokus på, at de skulle være nordmænd, da han selv har rødder der. Men derefter kommer også et interview og her kommer der simpelthen for meget fokus på forfatteren og hvem han er, og ikke på bogen. Det er ikke forfatterens skyld, men jeg synes det vidner om, at man prøver at fylde mere på en historie, gøre den til et 'mesterværk' den ikke er. Men jeg vil nok læse den næste, da jeg mangler noget let læsning... og så længe der er vikinger... så er jeg nogenlunde tilfreds. Ravens fortid og muligheden for, at Giles Kristian kan gøre historien en smule større og dybere drager også lidt. Men jeg tvivler på at det bliver meget bedre.

Nårt

Japan. Notebooks fra den flydende verden

"Giappone. Taccuini dal mondo fluttuante" er noget af en sketchbog lavet af Stefano Faravelli.
Hold da op... Der er udgivet en bog, men prisen er noget speget...

En trailer for Stefano Faravellis rejse kan ses her.

Et interview med kunstneren kan læses her, på siden In Viaggio Col Taccuino.

(billeder fra In Viaggio Col Taccuino)

Qwan

"Those in the heavens have long looked at the human world and it's conflicts with disgust and now the conflicts are affecting the heavens as well..."

En dreng ved navn Qwan går rundt på jorden, uden idé om, hvad hans mission er, men han besidder en overjordisk styrke og han har en stor appetit for dæmoner. Samtidig er der forudsigelser om voldsomme ændringer på jorden og i Han dynastiet, forudsigelser hvor mennesket blot er små brikker. Men hvor er Qwan i dette spil?

Det finder vi desværre aldrig ud af. Serien nåede at få udgivet nogle få volumes hos Tokyopop, men er derefter blevet stoppet. Og det undrer. Historien er medrivende, man keder sig aldrig. Man føler for personerne og deres liv og ønsker er interessante at følge midt i forvirringen. Samtidig er der et politisk spil, der involverer historiske personer som Aman, der giver en ekstra dimension af forvirring. Men midt i menneskernes politik og planer kommer bizarre dæmoner og naturens egen vilje ind i billedet og rusker op i historien, dog uden at historien bliver mindre dramatisk.

Tegningerne er rigtig flotte og jo længere man kommer, jo mere nyder man dem.

Det er virkelig en skam, at man aldrig får slutningen på den her historie, for selvom jeg ikke er den største fan af den kinesiske inspiration, så er der så mange spændende elementer i historien og en serie, der på så få volumes får skabt så meget rod og spænding, ville med garanti have givet noget af en afslutning, hvis den havde fået chancen.

Iron - Woodkid

Gåsehud. Vidunderet kan købes på iTunes for 10 kr. Se også den nye Assassins Creed Revelations video, for endnu et fantastisk match af billeder og lyd.

Sig det er løgn...

Nej, nej, nej. Hvor er det grimt. Final Fantasy XIII-2? Så skal der vist malkes på succesen. Og vi er tilbage i den platte kendte Final Fantasy verden igen. Moogles, smagløst tøj i mærkelige farver og masser af hud. Suk. Final Fantasy XIII sluttede smukt af, og nu det her? Lightning var en ny karakter, der for mig viste, at Square Enix var klar til noget nyt. Ikke flere platte historier, ikke flere intetsigende personligheder, ikke brug for at lave overdrevede kostumer. Åbenbart ikke. Samme karakter designer har været med i dette projekt, men kun når det gælder ansigtet. Og jeg har virkelig lyst til at finde ham fyren, der har stået for kostumerne og have en lille snak med ham og Lightnings usmagelige dragt. Æv, æv, æv.
Nå, men nu vil jeg prøve at lade som om spillet her ikke eksisterer, og tænke tilbage på det gamle, smukke Final Fantasy XIII.