Fushimi Inari er forelsket i klassekammeraten Tanbabasahi, men da hun en dag kommer til at gøre ham til grin, nægter han at modtage hendes undskyldning. Inari er ødelagt og det bliver værre da hun finder ud af, at han er forelsket i deres kønne klassekammerat Sumizome. Da Inari før skole den dag redder, hvad hun tror er en hund, bliver hun senere gengældt, da en gudinde tilbyder at opfylde et ønske. Inari er dybt ulykkelig og udbryder, at hun vil være Sumizome. Det skaber store problemer og da gudinden prøver at gøre det bedre ved at give Inari en ny evne, risikerer de begge at komme på kant med selveste Amaterasu!
Det er en kort anbefaling, da det, som det tydeligt fremgår, er en sød lille historie om forelskelse og hvor galt det kan gå når guder blander sig. Og det fungerer fint. Men jeg bliver mere hængende, på grund af de omhyggelige tegninger, der er holdt i smukke farver.
Voldemort er død og krigen er slut. Men hvordan skal troldmandsverdenen komme på fode igen? Hvordan skal man håndtere situationen? Hvilke reformer skal der til? Det giver muggle eksperter råd om i denne artikel. Super nørdet, men samtidig interessant læsning.
Egentligt syntes så det ud til at kunne blive ret godt. Piger og kvinder i hæren, set fra et af yderpunkterne, hvor man ikke regner med at der sker noget. Der kunne være hyggelige stunder og det ville give mening at, der blev dannet en søsterfællesskab blandt dem. Derved ville der i kampscenerne stå mere på spil og man ville knytte sig til personerne. Man havde specielt ikke regnet med en historie uden nogen som helst mening og fremdrift, der bare udnytter tiden med moe scener. Det er næsten usmageligt at sætte det sammen med krig og kvinder der rent faktisk har et ansvar. Det er k-on i krig og det er virkelig mærkeligt.
Alle pigerne er set en million gange før og der går fuldstændig børnehave i den, når pigerne farer vild efter sommerfuglene i bjergene. Rio er de eneste, der er bygget op omkring det faktum at hun er soldat og så er hun også ældre. Hendes overordnede, Felicia, og deres forhold er til tider realistisk og godt, med en soldater-kammeratlig tone, samtidig med at de deler deres bekymringer, godt nok om noget, der ikke virker som en rigtig trussel. Det ville være fint at vise, at pigerne er forskellige og unge, og det ville være fint, med nogle afslappede scener, men helt ærligt. Det hele bliver bare udnyttet til at lave nuttede scener. Og størstedelen af afsnittene ikke giver mening.
Men specielt Felicias historie opsummerer den mærkelige sammensætning af krig og pop. Slutningen ville være rigtig fin, hvis det ikke var fordi at man ikke føler noget for den her verden og for de, åbenbart, evige amatør moe-piger, der ikke engang kan holde ordentligt på deres geværer. De udvikler sig slet ikke. Vi får i første og sidste afsnit små brudstykker af noget, der kunne være interessant, men det bliver aldrig udnyttet. Åbningsanimationen var ellers interessant, hvor karakterene bliver fremvist i en nærmest religiøs stil, med en seriøs tone, mens slutningen skriger moe. Så...mærkelig, mærkelig serie og det viser bare, hvordan moe klichéer bliver presset ind alle steder, og det er virkelig surt, når det er en serie, der egentligt burde handle om kvinder og piger med et stort ansvar er det ikke fedt, at denne animé udvikler sig til én af den dårlige slags, da den gør piger til tomhovede og naive .
Hvis Japan Rising var Japan set fra musikeren i klassen, så er det her fra nørdens synspunkt. Og det er jo dejligt, specielt når denne nørd, Danny Choo er en meget sympatisk vært. Vi kommer igennem mange spændende områder, som kultur festivaller på skoler og japanske sommer festivaller. Noget af det mest fascinerende var besøget på en fabrik, der laver den næsten mytiske plastikmad, der bliver brugt som udstilling i restaurant vinduerne.
Men vi bevæger os også i mega-otaku områder, områder jeg kritiserer og som helt sikkert også var er smule frustrerende at se, men omkring dækningen af kongresserne... jeg må sige, at det slog mig, både når jeg ser det her og da jeg så det med egen øjne, at de store kongresser i Japan virker mere... næsten folkelige, faktisk, hvilket i sig selv er hyggeligt, selvom jeg selvfølgelig også tænker på mange af seriernes indhold og deres popularitet. Nå, nok om det, for mange af tingene er jo egentligt også virkelig sjove som fx 'itasha' fænomenet - biler pimpet med animé karakterer. Så selvom en stor del af det, der bliver vist og fokuseret på i Culture Japan og på kongresserne indeholder mange ting jeg er meget kritisk overfor og håber ændres, så er der også gode episoder, der helt sikkert er værd at se.
Serien kan ses her.
Faldt over en interessant mini-serie sponsoreret af Palladium boots. Serien ser på, hvordan Japan mon vil komme videre efter 3 11 og, hvordan det har påvirket den nye generation. Det er første afsnit godt nok fortalt gennem nogle kunstnere med lidt for meget attitude (så tag dog de solbriller af...), men der er også virkelig spændende stykker om demonstrationerne mod atomkraftværker og et interessant stykke om Tokyos visuelle udtryk, med nogle mere ydmyge kunstnere, der siger nogle rigtig gode ting. Seriens eget udtryk i form af lyd og billeder er helt fantastisk, og jeg er blevet overraskende glad for bandet Trippple Nippple, der disker op med en lyd af Tokyo, der rammer rigtig godt. Efter at have set serien, dannes et overordnet billede, som hurtigt viste sig efter 3 11: Japanerne har en fantastisk viljestyrke og positivitet. Resten af serien kan findes her, hvor der er også kan findes en masse ekstra materiale om Japan på deres blog.
Nu er det nærmest blevet fast, at en japansk premierminister går af hvert år. Naoto Kan overlader nu stillingen til finansministeren Yoshihiko Noda. Inden Naoto Kan stod af, havde han lovet at arbejde på at gøre Japan mindre afhængig af atomkraft og gøre vindkraft, solenergi og jordvarme til bærende grundpæle i Japans energiforsyning, dette på trods af den store indflydelse og sammensmeltning, der er mellem regering og erhvervsliv. Dette sker vel i alle demokratier, men i meget høj grad i det japanske. Derfor har det været et stort skridt for Kan, da han sagde, at han langsomt at bryde med atomværkerne, noget der bragte glæde hos de mange demonstranter, der har været ude efter nedsmeltningen på Fukushima. For man kan godt se Japans svære valg mellem den store industri, der kræver meget energi, dertil lagt Japans mangel på naturressourcer, problemet ved at skulle være afhængig af Kina, hvilket resulterer i brug for atomenergi vs. den kæmpe fare det er at have atomenergi i et område, der bliver ramt af store jordskælv og atomkraftværker, der oven i købet drives af firmaer, der forfalsker tilstandsrapporter. Noda har nu valgt at gå direkte imod forgængerens planer og vil nu udbrede atomkraft endnu mere. Man kommer til at tænke på befolkningen, der er fanget i det her. Store dele af den japanske befolkning, og dette kom som en overraskelse for mig, har siden 1960'erne været imod atomkraft og nu har Nodas nye atompolitik igen sat gang i store demonstrationer.
Efter 3/11
