"Sixteen stories and essays written by different writers destroy the many stereotypes about Japan and reveal a complex nation that makes both a facinating and frustrating home."
Det lyder jo spændende, når man læser om bogen Kuhaku & other acounts from Japan. Man modtager en lille sød bog med posten, betrukket med stof og print. Og det er en virkelig interessant bog, med personlige beretninger, sjove historier, tegninger, guidet tur til japansk kaffe og et fint illustreret glossary. Men der er en ting ved bogen, der skuffer lidt. Jeg synes ikke den viser særlig mange sider af Japan, man ikke har set før, hvilket ellers lader til at være bogens mål. Man bider som læser specielt mærke i, at næsten alle de historier, der er skrevet af og omhandler japanske kvinder, er kvinder der fortæller om deres utroskab. Det er i de tre historier That Floating Feeling. That Floating Feeling II er egentlig den historie af de tre, hvor kvinden virker stærkest og som man lettest kan relatere til, hvor de andre fortæller om kvindernes usikkerhed. Disse kvinder er utro fordi de er usikre, og fordi de har et lavt selvværd. Det er fine historier, men de opfylder lige præcis det billede mange allerede har om japanske kvinder og det billede der bør varieres. For selvom dette stadig er et stort problem for mange japanske kvinder (og self. også for kvinder andre steder i verden) er der helt sikkert også historier om kvinder eller af kvinder, der viser dem fra en anden side og som mennesker og ikke, som her, kun fokuserer på deres relation til mænd og deres brug for bekræftigelse. Men der er i bogen også en rigtig dejlig fortælling, A Very Happy Life, der fortæller om en kvinde, der efter sin pension, vier sit liv til voldsramte kvinder, der har brug for et sikkert et sted, hvor de kan være i sikkerhed fra deres mænd. Her møder vi en rigtig stærk person, der oven i købet er ret bramfri, når hun beskriver sin vrede over systemet og til voldsmændene. Det er helt sikkert vigtigt, at sætte fokus på dette problem, men man gør det samtidig med, at man viser at en japansk kvinde også kan være stærk.
Men der tegner sig helt sikkert et tema omkring utroskab, også i Blind Alleys, der efter min mening er en virkelig mærkelig fortælling, der efterlader en med en meget mystisk følelse.
Der er også massere af historier skrevet af vesterlændinge, der bor i Japan, hvilket også fører til mange interessante oplevelser. Den første omhandler en vesterlandsk pige, der bliver befamlet midt i et lyskryds. Det resulterer i at hun giver ham en blodtud. Man kan helt sikkert føle med Sharon Moshavi og det er fedt at læse, hvordan hun ikke bare lader det stå til. Hun gør fuldstændig det rigtige ved at give ham den lærestreg. Men jeg kan heller ikke se, hvordan denne historie er specielt god til at nedbryde stereotyper. Faktisk er Moshavi måske med til at bygge videre på stereotypen om at vesterlandske kvinder, og kvinder i det hele taget, er hysteriske, ved at hun efter denne episode, må have mere drama ind i livet og derfor stiller sig op i småskændes med folk i banken. Så skulle hun hellere tage karate timer. Hvis de ville have brudt en stereotyp, skulle de have fundet en historie, med en japansk kvinde, der slog til og ikke tiede det ihjel. Det ville have brudt nogle stereotyper. Og det er sket. Men desværre sker det bare ikke nok. Søg på elevator girl på You tube og du vil finde en fantastisk video.
Derudover er der enormt dejlige historier, der er fyldt med hyggelig humor som Lunch Break og Life With A Bilingual Dog og den meget indsigtsfulde og foruroligende Father Hunters.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar