Ave Maria/ Japanske pigestemmer

Når jeg tit siger jeg ville ønske japanske piger kunne skrue ned for de lidt for påtagede nuttede, skingre og genki stemmer, så betyder det ikke, det skal ende sådan :



betydet det, man kun er en ordentlig pige i japan, hvis man har klynkestemme hele tiden? Hmm.. men jeg morrer mig virkelig over den her reklame. Avvee Mariiaa :)

The Bartimaeus Trilogy

The Bartimaeus Trilogy, er deler 1 plads sammen med Robin Hobbs historier om FitzChivalry Farseer, når det gælder ynglingsbøger. Jeg ved ikke hvor meget jeg kan skrive om den her serie, men jeg vil prøve så godt jeg kan. Serien er så mange ting. Det er utroligt at følge Nathan, John Mandrake, fra han er barn, og videre igennem hans liv, hvor han udvikler sig på en meget speciel måde. Trilogien er både utrolig ligetil og enkel og alligevel meget indviklet når det gælder Nathans opvækst og hans persons udvikling. Jonathan Stroud's evner viser sig specielt, i den måde han kan ændre på personerne og deres forhold, stille og roligt. Igennem små ting, sker der store ændringer. Bartimaeus og Nathans forhold er et af de mest interessante jeg længe har læst, og det er godt at børn stadig kan være med, da den er skrevet "til børn", jeg læste den da jeg var 12 og jeg læste den igen for nogle måneder siden, og man bliver virkelig rørt, når deres besværlige forhold udvikler sig, og der bliver forståelse. Kitty Jones er ikke ligefrem en nyskabende rolle, og hun er en smule kedelig, da hun minder om mange piger der skal være lidt "gutsy" og hårde i fantasy, jeg kræver jo desværre også rigtig meget af biroller, men Kitty er bare svær at se for sig. Men hun er langt fra den mest irriterende pige i de fantasy bøger jeg har læst, hun er bare en lidt kedelig prototype. Noget der gør Kitty en smule mere spændende er hendes forhold til Nathan, der igen ændrer sig stille og roligt, og Bartimaeus.

Jeg elsker det univers Jonathan Stroud har sat op, og det er et af de mest overbevisende og gennemtænkte i de alternative verdner, men stadig vores jord, da historien foregår i London.
Han har formet min idé om djinn og andre væsner af samme art, og hver gang jeg læser en anden bog (også ofte fra England, hvad er det de har med djinn?) tænker jeg altid hvordan det ikke kan måle sig med Strouds.

Bogen er enormt morsom, og jeg griner og nærmest hulker mig igennem bøgerne. Når jeg læser i en af hans bøger om aftenen, kan det være svært at sove bagefter, fordi man ligger og mærker efterskælvet af Bartimaeus humor.

Så denne bog har virkelig sat et præg på mig, og min egen fantasi og den måde jeg selv bygger historier op i mit hoved, og den er bare fantastisk for alle folk i alle aldre. Klog, historisk med et tvist, følsom, overraskende, udviklende og virkelig sjov.

The Last Guardian, "Project Trico"

Yep, jeg ved jeg er lidt bagefter, men jeg fandt først ud af dette for 5 min. siden, d. 6 Juni

Traileren viser en dreng og hans griff - det udtryk der er blevet brugt mest omkring det flyvende væsen, med fjer, fugleklør og noget der for mig ligner lidt et hyænehoved. Det ligner det samme smukke univers som de to andre spil Team Ico har lavet. Jeg har ingen idé om hvad spillet går ud på, men man ser drengen krybe forbi en vagt. Jeg tror ikke jeg vil gætte for meget. Det bliver vildt med Team Ico's univers og smukke billeder i helt skarp kvalitet!

Jeg turde ikke håbe på der ville blive en efterfølger til, eller et spil skabt af de samme, som skabte Shadow of the Colossus og Ico.
Jeg ved de fleste hardcore game fans ville ryste på hovedet af min alt for sene opdagelse. Det er også for dårligt, Mille!

Claymore

Claymore.... er en serie jeg kan have en tendens til at glemme. Måske fordi den kun kommer ud en gang om måneden. Det er ikke en jeg ligefrem har et meget stærkt forhold til, da der ikke er så mange afsnit og historien snegler sig afsted i øjeblikket, med alt for mange kampscener til hvad min tålmodighed kan holde til. Der er ret mange kvindelige hovedroller, og de er jo meget aktive og kan let blive nogle amazoner, hvis der ikke bliver skudt lidt følelser ind i historien. Det sker nogle gange, hvor der bliver fortalt om deres baggrund og forklarer godt hvordan de er blevet en smule følelseskolde. Så på en måde er det vel lidt okay, at der ikke er det helt store nyskabende kvindelig kriger syn i den her serie, for de er blevet hårde, men historien fortæller (måske, den traver som sagt afsted i et meget langsomt tempo lige i øjeblikket) om hvordan de bløder op igen. Men jeg synes der er respekt for deres karakterer, mere end der er i diverse kamp spil, hvor der er en kvindelig kriger med bare for at se lækker og ret let påklædt ud. Og så kan man jo altid genkende tegnestilen fra Claymore, for den er ret unik, og var en smule svær at vænne sig til i starten, hvor man ikke kunne bestemme sig for om den var grim eller meget flot. Jeg tror jeg har bestemt mig for, at den er sig selv.

Nanario Sekai - The World In Seven Colours

Fire forskellige historier, der alle omhandler kærlighed på meget forskellige måder. jeg følte ,mig ret rørt over dem alle, undtagen den sidste, der var lidt for mystisk, som nogle japanske historier jo kan blive. Så ja.... fire gode små fortællinger, med ret personlige streger.

Ao no Futsumashi - Blue Exorcist

Jeg skal helt sikkert holde øje med den her serie. Den har allerede et ret gennemført udtryk, og det virker som om den ved hvad den vil, og der er ikke så meget stil og historie mæssig forvirring som der kan være i mange nye mangaer. den begynder at bliver mere og mere interessant.

Hurtigt blevet en af mine ynglings serier.
Den er helt sikkert noget lige efter min smag. Den er interessant, sjov, hverdags problemer bliver taget op side om side med exorsisternes kamp mod det onde. Hovedpersonen har er et godt mix af seje og kejtede træk, og man kan i det hele taget mærke, at den her serie tager hånd om alle personer, og giver dem et specielt udtryk. Tegnestilen er personlig og virkelig dejlig og harmonisk at se på. En serie for alle. Venter altid med spænding på det næste kapitel!

Howl's Moving Castle

SPOILERS!

Whew, hvad skal jeg sige. Den her anime er nok den jeg har set flest gange. Faktisk er der ikke nogle film jeg har set lige så mange gange. Jeg ved egentligt ikke hvor meget jeg kan sige om den. Det er jo bare en utrolig smuk film. Smukke billeder. Sophie er en meget dejlig hovedperson, og det er jo noget der for mig er meget vigtigt. Hun er i starten en pige, der selvom hun ser normal og pæn ud, føle sig som en gammel dame indeni. Hun er fanget i en hattebutik, hvor hun laver hatte til alle de rige og smukke. Der er krig i landet, men det er ikke meget forklaring man får, men det er heller ikke noget man higer efter.

Det er som om hun skal lære om sig selv, for der er ingen udfordringer i hendes hverdag. Hun er bare den søde søster til den smukkeste pige i byen, som alle mændende stæser efter. Det virker ikke som om det er det hendes søster har, som hun vil have. Der går rygter om, at den smukke troldmand Howl, den hjerteløse, er i nærheden af byen, og han reder Sophie væk fra to lidt for pågående soldater. Howl forsvinder, og Sophie er lamslået over at sådan en troldmand finder hende interessant. En heks der er interesseret i Howl finder Sophie og forvandler hende til en gammel dame. Og der starter Sophies virkelige personlighed at skinne igennem. I starten er hun jo firvirret, men hurtigt indfinder hun sig i rollen som gammel dame. Men hun vil jo gerne have sin krop tilbage, så hun tager ud for at finde Howl. Hun får et arbejde som rengøringsdame i Howls levende slot. Slottet er virkelig utroligt at se på, når det spjætter over bjerge og bakker. Sophie har med sin alderdom og det faktum at Howl ikke kan se hendes pige skikkelse, mistet det forblændende slør der lægger sig over smukke mennesker. Hun tør nu prikke til den pjevsede og forfængelige Howl, der er lidt af et pjok. Dog tager hun ud på nogle farefulde missioner, som man ikke ved hvad omhandler i starten af filmen. Sophie bliver mere og mere handlekraftig, hun tør sige sin mening. Hun falder til ro, samtidig med at hun kurrer rundt i Howls slot for at gøre rent. Drengen Markl og dæmonen Clacifer, bor også i slottet og specielt Calcifer bringer også noget helt specielt til filmen. Calcifers danske stemme er rigtig god, som mange af de andre faktisk også er. Mange gange går Howl ned på, at han ikke er smuk nok, og til sidst får han Sophies følsomme og sårede side at se da hun skriger at hun aldrig har prøvet at være smuk, og hun er træt af at høre på hans små hysteriske anfald. Howl ved hvem hun er da hendes krop bliver normal igen om natten, og hun sover i stuen. Sophies følelser viser godt, hvordan man kan se godt nok, normal ud, men stadig have det dårligt med sit udseende, fordi man måske ikke kender sig selv, og ikke kan få sin personlighed ud. Det er min fortolkning af det. Og en som Howl har nok ikke andet at gå op i, fordi han er for bange for at tage fat på de rigtige problemer, og alle kender ham kun på det ydre. Sophie kommer ind under huden på ham, og opdager en anden grund til hans sygelige trang til at skulle være smuk. Hun finder ham da han har gravet sig ind i sin hule, og der ligger han som et fuglelignende monster. Igen, ikke meget forklaring, men det er det smukke (og også nogle gange farlige ved anime, fx i Tales From Earthsea, hvor der bare var lidt for meget af de lidt for mystiske og ikke forklarede ting). Howl får mod, ved at se Sophie fungere så godt med hendes forbandelse, og han må lære at håndtere sin. Sammen går de imod en heks ved navn Sulliman, i en af de flotteste scener i animéen. Senere imod ødeheksen, der viser sig at være en gammel dame, de kommer til at hænge på, da hendes kræfter bliver taget fra hende. Krigen ender med at ramme den nu næsten lykkelige familie, men Sophie der er blevet en del yngre, men stadig en gammel dame. Howl prøver ved hjælp af sin store fuglelignende skikkelse at ødelægge fjendens skibe, men bliver hårdt såret. ødeheksen tager Calcifer ud af sin kamin, og da det er ham der holder sottet sammen falder det fra hinanden. Mange ting sker i denne film, og Sophie ender med at rejse ind i Howls barndom, og ser hvordan han skaber en kontrakt med dæmonen Calcifer, der er er en stjerne der falder fra himlen. Igen et stykke film der bare er så flot og en lydside der også er helt.... utrolig. Det har jeg sagt mange gange. Undskyld :) . Nåh, men Sophie er nu en helt ung pige igen, hun giver sit hår til Calcifer der også fungerer som Howls hjerte, og Calcifer genopliver ham. Det er en lykkelig slutning, og en virkelig god film. Man skal ikke have for meget af den på en gang, så gerne nogle måneders mellemrum for hver gang man ser den, for man glemmer ikke let den her film, og en smuk historie skal helst ikke køres tynd og kvalm på få uger, fordi man ikke giver den tid nok. Til gengæld kan man høre soundtracket meget ofte, da det også er virkelig smukt.