Musik

Musik. Det er jo så vigtigt at jeg ikke vil prøve at forklare hvad det betyder for mig... det er for svært. Desuden tror jeg alle ved fra dem selv, hvor meget musik kan hjælpe. Så! Den springer jeg lige over. Nu skriver jeg lidt om hvad jeg lytter til. Jeg laver tit soundtracks til bøger, hvor jeg hører en bestemt plade hele vejen igennem en bog eller en serie.

Det underlige er at man kan elske en ekstremt dårlig sang, hvis man forbinder den med noget godt. Og så er der nogle sange man hader fordi... de er dårlige, men også fordi de minder en om noget meget dårligt (Ronan Keating med din klamme sang Rollercoaster!)

P.S. Man skal gøre sig selv en tjeneste og høre musik i nogle gode hovedtelefoner, altså ikke det skrammel der følger med ens ipod! Ikke nok med at den dræber lyden, alle andre i rummet kan også få del i det. Jeg kan anbefale Sennheiser CX 300. De går som alt andet lidt for hurtigt i stykker, men mens man venter på det har man superb lyd...

Spleen United -Neanderthal.
Jeg lytter til det konstant siden jeg fik det for 1 år siden. Jeg har aldrig brudt mig specielt meget om Spleen United's første album. Men det her.... Meget mere styrke Mere menneskeligt. Selvom det virker mørkt, er der et eller andet håb i det, som jeg savner lidt i musik i øjeblikket. Vi kørte ud over heden ved vesterhavet mens vi hørte Heat. Jeg sad med et stort smil, mens jeg sad og kikkede ud af vinduet, solen lige hvor den skulle være, formiddagssol og skyfri himmel og selvfølgelig voldsom vind.

MEW -

The William Blakes - Secret of The state og Wayne Coyne.Og på Dear Unknown Friend er der et utroligt heftigt skjult nummer i den sidste del af Contact.

Efterklang - Igen, ikke hverdagsmusik og nogle jeg har det lidt med at glemme, at de faktisk er gode.

Henrik Hall - Ond, kold lyd. Heller ikke hverdagsmusik, men et eller andet sted er det bare ret imponerende.

The Chemical Brothers - når man kan undgå deres platte rave numre og deres lidt.. lidt fesne stille numre, er det faktisk ret godt. Deres nye plade Further er specielt rigtig sprængfyldt med energi, uden at det bliver for meget, måske med undtagelse af Horse Power der er lidt af en svipser... men den er ret god at løbe til..

Carpark North - gælder desværre ikke deres nye album, selvom der er en rigtig god energi i det. Men deres gamle album med specielt Human er et godt album.

Lis Er Stille - Deres trommer er det, der holder det oppe. Det er den samme opbygning de går efter, men lige med Lis er det ikke noget problem.

Led Zeppelin - Musikken taler jo helt for sig selv, så jeg kunne jo lade være med at skrive noget... men næ! Musikken i sig selv siger så meget, og er så medrivende, at man ikke behøves teksterne, selvom de også bringer en ny dimension ind i nummeret, og den store blues indflydelse gør, at instrumenterne og melodien rammer én på en lidt anden måde.. Jeg er specielt glad for de lange stille numre som Kashmir og In the Light og de tunge og teknisk vilde sange som Black Dog og Bron-Yr-Aur Stomp . Til tider kan man hoppe de klagende "baby, baby" sangene over, hvis man ikke lige er til det. På live CD'erne kan man virkelig høre hvor eminent godt de spiller live. Hvis de spiller en til koncert smider jeg alle mine penge efter en billet. Alle. Og det kan jeg kun sige om denne ene ting.

Muse - Det er mærkeligt nok kun deres Black Holes and Revelations album, jeg er faldet for. De forrige album er for teatralske og usammenhængende, men stadig god kvalitet, og jeg har ikke fået taget mig sammen til at høre det nye endnu.

Gnarls Barkley - Going on og Open book.

Asian Kung-Fu Generation - Deres nye album WORLD WORLD WORLD er ekstremt godt inden for deres genre, japansk rock, der til tider kan blive lidt ensformigt (som vores egen). Man skal nok ikke regne med en helt anden stil, for de har vist bestemt sig for noget meget enkelt men det proppet med energi. Asian Kung-Fu Generation er et af de få japanske bands jeg ofte lytter til.

Boards of Canada - elektro-hypnotiserende-afslappende og en smule deprimerende.

U2 - Da jeg var omkring 12 fik jeg fat i min mors Pop album, og det er det efter min mening det bedste.

Moby - Melankoli: When it's cold I'd like to die, God moving over the surface of the earth...

Sigur Ros - Deres nye album - með suð í eyrum við spilum endalaust, det er dejligt frisk, med en lidt overvældende livsenergi og naiv tilgang til musik. Nummeret Gobbledigook er specielt godt til at løbe til...

Sort Sol - Af al musik fra min barndom husker jeg bedst Sort Sol. Jeg hører det tit, og bliver helt nostalgisk :)

Kaiser Chiefs - Man elsker dem og er man ikke helt sikker på hvorfor.

Shadow of the Colossus Soundtrack- ekstremt godt spil, ekstremt godt soundtrack.

Rayman 3 - heh, ja. Man er vel fan af Rayman 3. Og musikken er god!

Tales from Eartsea - Lidt et flop af en anime, men et stærkt soundtrack, der i mit hoved er blevet soundtrack til Robin Hobb's bøger. Og sækkepiber fejler aldrig ved at give mig en lille klump i halsen. På den gode måde.

Howl's Moving Castle -


Og mit mest elskede soundtrack til dato Ôkami Soundtracket (5 CD'er!) - Jeg er helt opslugt. Åbent, flyvende, Stærkt. Jeg finder numre der kunne være soundtrack til en lysere fremtid. Noget der holder en gående.

Björk - Volta

Toumani Diabate - Det er et album der bare får en til at slappe af, og jeg føler mig bare godt tilpas når jeg lytter til hans musik. Glad.

The Phantom Band - som jeg også har skrevet om på min blog, så sætter det gang i noget.

Doves - Et band man ikke hører meget til, men deres Kingdom of Rust er virkelig godt, selvom numrene med den mere poppede vokal er de svageste. Specielt ekstra nummeret der fulgte med ved køb på iTunes, Ship of Fools er af en eller anden grund et af de bedste numre i mit liv meget lang tid.

Valravn - Jeg har skrevet den helt store kærlighedserklæring her på min blog.

Hot Chip - De laver musik der kan få mig til at danse og lægge mig på gulvet foran min højtaler, bare for at nyde de syrede toner. De er langt ude gode til det de gør.

Dizzy Mizz Lizzy

The Gossip - Rigtig dejligt med en kvindelig forsanger der virkelig kan give gas uden det bliver skingert , og i The Gossip giver hendes stemme en god modvægt til musikken og musikstilen.

Slumdog Millionare Soundtrack

Vampire Weekend - Rigtig dejlig og positiv musik. Det første album er virkelig godt skuret sammen, men jeg synes måske Contra er lidt sløv.

Beck - Modern Guilt. Der er mange, faktisk underspillede smukke numre på pladen, og der er færre ensformige numre, som der ellers var på fx Odelay, som er ret svær at lytte til i længere tid.The Information er helt anderledes fed, med mange forskellige beats og stilarter, det Beck gør bedst.

Gorillaz - Plastic Beach. Alt hvad de laver er jo nyskabende og inspirerende. På deluxe udgaven findes nummeret Empire Ants feat. Little Dragon. Dejligt med folk, der er så kreative.

Peter Gabriel - Scratch My Back. Peter Gabriel som solo mand er helt nyt for mig, har ellers kun hørt ham sammen med Genesis. Havde i mange år tænkt på, at få hørt noget med ham, da han jo udstråler noget helt specielt. Og endelig fik jeg Scratch...og det er bedre. Jeg kan endnu bedre med Gabriel når han bare er sig selv (eller sammen med alle sine venner som på Big Blue Ball), og det har han jo været længe, så der er massere af albums der skal udforskes.

Departures vol. 1 - Dejlig elektronisk musik til et dejligt program.

Flight of the conchords - De er i deres helt egen liga. Helt alene derude...

Kings of Leon -

Junior Senior

Bei Bei - Into the Wind

Tarzan Soundtrack - Hvor var de heldige, at de fik selveste Phil Collins med om bord. Det er et album man faktisk godt kan høre uden at skamme sig...

Pomplamoose

Bliss - Trust In Your Love

Foo Fighters - Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg har gået en stor bue udenom det her band i lang tid... Det hele virkede lidt for simpelt i sin opbygning.. og det er det også, men det er også godt. Faktisk var det da jeg læste et ret sympatisk interview med forsangeren, der fik mig til at kikke lidt nærmere på musikken. For de ville bare gerne spille noget fedt musik, uden så meget påtaget rock attitude og dramaer. Det støtter jeg op om.

Black Sabbath -

Bernhoft

Jose Larralde - Quimey Neuquén

Eels - Tomorrow Morning

Little Dragon

LCD Soundsystem

Them Crooked Vultures- Fantastisk!

The Wong Boys - dårlig god smag

WoodKid - Iron

Janelle Monáe

Kelis - Flesh Tone

Jatoma

SBTRKT - ekstra flot albumcover.

De Enkelte numre:

Royksopp - Arctic circle - What Else is There.

Ethan Stoller - BKAB (Speecless Mix)
L'Arc En Ciel - Ready Steady Go!

Nujabes - Battlecry.
NNeka - Heartbeat Fade

Orange Range - Thank You!!, Asterisk

Estrella Morente - Volver

The William Blakes vs. Spleen United - Running Up That Hill - Det er en magisk blanding.

Monsters of Folk - Dear God

Tenacious D - Tribute

Johnny Cash - I Won't Back Down , The Man Who Couldn't Cry

Kanye West - Love Lockdown . Den eneste virkelig gode sang den mand har lavet.

Metallica - Enter Sandman. Prøv at lade være med at smile når du hører den. Det er umuligt.

Nephew - New Year's Morning

Justice - Genesis

p.s beklager bloggers lyst til at lave teksten multifarvet. blogger!

Lister

Jeg skriver mange lister. Jeg ved ikke om jeg har for meget tid, eller om det er for at holde styr på ens personlighed. Ellers er det bare et egotrip. Listerne kan være om alt muligt. Nogle ting er ikke ligefrem skrevet op som lister, lidt mere alvorlige ting, og så er der en liste som denne:

Mad jeg elsker:

Hindbærtærte

Grøn te is

Lakrids: Truly (Malarco), Salte Fisk, Panda lakrids, Mentos lakridssmag.

Hindbær

Melon

Manju kager

Japanske smuldre toppe jordbær kager (meget prof. skrevet)

Hindbærbrus/Rød Sodavand

Appelsiner

Yakitori Chicken

Ramune

Jordbærkager

Culottesteg

Japansk svine sauté

Bedstemors frikadeller

Avocado på toastbrød

Scones

Stegt Flæsk

Fransk Lagkagestang

Ris á la mande

Chicka masala

Snickers, After Eight

Grapefrugt slik

Så har man vist også for meget tid. men okay, de mexicanske kvinder skriver om kage og jeg læser gerne.. eller... kikker... fordi jeg af gode grunde ikke helt forstår spansk... endnu.

Airport Enthusiast...

Jeg elsker lufthavne. Helt vildt. Jeg bliver helt kørt op når jeg kommer til en. Specielt Kastrup. Jeg elsker den summende stemning, af folk der skal noget. Jeg er vel også nærmest vokset op i en lufthavn. International stemning. Når man kommer til sin egen, der det nærmest som om man kan se hvad en lufthavn siger om landet.

Lidt om mig.

*gulp*

Jeg hedder Mille og er 21.

Det er lidt mystisk at skulle skrive om sig selv, men et eller andet sted synes jeg, det er rart at vide noget om personerne der skriver på forskellige blogs, specielt når det handler om meninger og smag. Det er meget spøjst at læse sine meninger på skrift, fordi man jo normalt bare... tænker dem. Men det er godt. Man bliver tvunget til konstant at genoverveje alt man skriver, når man læser det igen og igen. Man kommer tættere på, hvad det egentligt er man vil sige. Bloggen har kørt siden 2008 men der bliver desværre ikke skrevet så hyppigt som dengang. Mange af mine indlæg er derfor også meget gamle, i forhold til hvor meget man ændrer sig i løbet af årene, heldigvis (!), og indlægene med mine centrale meninger er blevet ændret en smule med årene. Måske er man blevet lidt mere 'large' eller måske har man opdaget nogle fejl, hvilket man helst skulle efter 5 år! Sprogligt er der skam også nogle mystiske ting man selv falder over, jeg prøver at rette de værste, men ellers tror jeg bare jeg må lade dem ligge der... til evig skam. Ej, man må være large overfor sig selv og respektere det arbejde man har lavet i fortiden. Så længe meningen er den samme, er det lige til at leve med. 

Og det jeg vil sige har ofte meget med Japan at gøre - selvom der også bliver talt om meget andet. Jeg kommer i nogle af mine tidligste indlæg ind på forskellige aspekter af den japanske kultur og mit forhold til dem, da jeg interesserer mig meget for landet, men samtidig forholder mig meget kritisk. For kritisk vil nogle måske mene. Jeg reagerer meget på klichéer og kedelige tendenser, der går igen i populær kulturen og prøver at se, om det kan kædes sammen med andre tendenser i samfundet. For mig er tegneserierne et blik ind i japanernes egen verden, der ellers umiddelbart ville være svær at komme til. Det afspejler strømninger i kulturen, der er værd at se nærmere på. Af den grund ser jeg ikke mig selv som en kæmpe fan af japanske tegneserier som en samlet masse, selvom jeg skal gnave mig igennem meget og jeg føler mig bestemt ikke som en del af en fangruppe. Jeg har et par få serier, der virkelig har ramt mig, men ellers bliver resten læst som del af  en interesse for Japans samfund, og vores. Et interessant eksempel på, at man ikke behøves være fra en bestemt gruppe, heller ikke aldersgruppe, for at kunne forstå en japansk tegneserie en vestlig blogger/sekretær, der boede i Japan. Hendes blog er desværre blevet nedlagt nu. Æv, for det var virkelig interessant at se hendes syn på samfundet derovre. Men hun var faldet for to serier: Rurouni Kenshin og Bleach. Der var nogle historier og værdisæt og måske også et kunstnerisk udtryk, der tiltalte hende, men det gjorde hende ikke til otaku af den grund, som det ofte bliver til i vesten. 

Jeg ser ofte serier som et medie og et værktøj, men jeg holder desuden meget af gode historier og flot og gennemarbejdet artwork (Jeg lider lidt af nogle komplekser over, at jeg ikke er så kreativ som jeg har været og bør være,  men ved at se på billeder bliver mit kreative øje stadig trænet... i teorien, ahem. Man vil nok opdage den lettere desperate tilgang jeg har til det, at skulle i gang med noget 'kunst' gennem mine mange køb af bøger på området. De er så flotte, at jeg får endnu mere præstations angst!)
De serier jeg holder mest af, og mener repræsenterer det bedste japanske tegneserier kan, er serier som Bleach, Oresama Teacher, Lovely Complex og Yotsuba&! Og en masse andre, men de fire liner det ret fint op. Jeg læser noget på nettet, men hvis man kan lide serien, så mener jeg, at man er forpligtet til at købe dem, når de udkommer. Altså, er man fx ægte Naruto fan så støtter man da forfatteren ved at købe bøgerne! Og så pynter sådan nogle serier jo også på bogreolen. Mine ynglingsserier giver mig en ro omkring Japan og mig, jeg kan med disse serier, ergo kan jeg også med Japan, selvom der er så meget der går helt imod mine meninger og værdier. På et eller andet plan forstår vi hinanden og deler den samme humor, som der blandt andet er spandevis af i Lovely Complex og Oresama Teacher - selvom titlerne måske ikke lige lægger op til det. 

Mig som person: Jeg er et stort familiemenneske og min familie betyder alt for mig. Man har godt af en pinlig og excentrisk familie, der kan lære en noget selvironi. Og så er jeg bare heldig at have nogle virkelig inspirerende forældre. Jeg har altid været meget gammelklog, men sjovt nok føler jeg mig meget ny og ung på mange måder, jo ældre jeg bliver. Jeg kan være meget alvorlig og disciplineret, jeg ret glad for politik og har mange passioner (nørde-gen) og mange meninger. Men også en side der har brug for at spasse ud, være virkelig grim, selvironisk og rimelig afslappet. Måske skaber det en form for harmoni?

Jeg kan lide at dyrke sport og så nørde den, da det skaber en dejlig balance - og fjerne skyldfølelsen. Det har nu udviklet sig til en glæde ved (noget!) sport, som løb osv... Det var nærmest et chok for mig, men jeg er ved at vænne mig til tanken om at jeg godt kan lide sport, da jeg som barn var meget stolt af at være anti-sportslig.

Jeg har ofte brug for at distancere mig lidt fra tøsefnidder. Lad mig bare sige det som det er: Der er en del, der er manipulerende, humørsyge og meget opmærksomhedskrævende. 

Så....Udover at interessere mig for Japan, prøver jeg, at finde så meget som muligt interessant og prøve at forstå så meget som muligt omkring mig. Hvordan skal jeg nu runde den af? ..Jeg elsker blogs. Jeg elsker at kunne se ind i andre folks liv, deres passion og deres tanker. Man kan lære af folk, der dedikerer deres blog til et emne, en ting de er fritids-specialister i. Det er vildt interessant og meget brugbart.