*gulp*
Jeg hedder Mille og er 21.
Det er lidt mystisk at skulle skrive om sig selv, men et eller andet sted synes jeg, det er rart at vide noget om personerne der skriver på forskellige blogs, specielt når det handler om meninger og smag. Det er meget spøjst at læse sine meninger på skrift, fordi man jo normalt bare... tænker dem. Men det er godt. Man bliver tvunget til konstant at genoverveje alt man skriver, når man læser det igen og igen. Man kommer tættere på, hvad det egentligt er man vil sige. Bloggen har kørt siden 2008 men der bliver desværre ikke skrevet så hyppigt som dengang. Mange af mine indlæg er derfor også meget gamle, i forhold til hvor meget man ændrer sig i løbet af årene, heldigvis (!), og indlægene med mine centrale meninger er blevet ændret en smule med årene. Måske er man blevet lidt mere 'large' eller måske har man opdaget nogle fejl, hvilket man helst skulle efter 5 år! Sprogligt er der skam også nogle mystiske ting man selv falder over, jeg prøver at rette de værste, men ellers tror jeg bare jeg må lade dem ligge der... til evig skam. Ej, man må være large overfor sig selv og respektere det arbejde man har lavet i fortiden. Så længe meningen er den samme, er det lige til at leve med.
Jeg hedder Mille og er 21.
Det er lidt mystisk at skulle skrive om sig selv, men et eller andet sted synes jeg, det er rart at vide noget om personerne der skriver på forskellige blogs, specielt når det handler om meninger og smag. Det er meget spøjst at læse sine meninger på skrift, fordi man jo normalt bare... tænker dem. Men det er godt. Man bliver tvunget til konstant at genoverveje alt man skriver, når man læser det igen og igen. Man kommer tættere på, hvad det egentligt er man vil sige. Bloggen har kørt siden 2008 men der bliver desværre ikke skrevet så hyppigt som dengang. Mange af mine indlæg er derfor også meget gamle, i forhold til hvor meget man ændrer sig i løbet af årene, heldigvis (!), og indlægene med mine centrale meninger er blevet ændret en smule med årene. Måske er man blevet lidt mere 'large' eller måske har man opdaget nogle fejl, hvilket man helst skulle efter 5 år! Sprogligt er der skam også nogle mystiske ting man selv falder over, jeg prøver at rette de værste, men ellers tror jeg bare jeg må lade dem ligge der... til evig skam. Ej, man må være large overfor sig selv og respektere det arbejde man har lavet i fortiden. Så længe meningen er den samme, er det lige til at leve med.
Og det jeg vil sige har ofte meget med Japan at gøre - selvom der også bliver talt om meget andet. Jeg kommer i nogle af mine tidligste indlæg ind på forskellige aspekter af den japanske kultur og mit forhold til dem, da jeg interesserer mig meget for landet, men samtidig forholder mig meget kritisk. For kritisk vil nogle måske mene. Jeg reagerer meget på klichéer og kedelige tendenser, der går igen i populær kulturen og prøver at se, om det kan kædes sammen med andre tendenser i samfundet. For mig er tegneserierne et blik ind i japanernes egen verden, der ellers umiddelbart ville være svær at komme til. Det afspejler strømninger i kulturen, der er værd at se nærmere på. Af den grund ser jeg ikke mig selv som en kæmpe fan af japanske tegneserier som en samlet masse, selvom jeg skal gnave mig igennem meget og jeg føler mig bestemt ikke som en del af en fangruppe. Jeg har et par få serier, der virkelig har ramt mig, men ellers bliver resten læst som del af en interesse for Japans samfund, og vores. Et interessant eksempel på, at man ikke behøves være fra en bestemt gruppe, heller ikke aldersgruppe, for at kunne forstå en japansk tegneserie en vestlig blogger/sekretær, der boede i Japan. Hendes blog er desværre blevet nedlagt nu. Æv, for det var virkelig interessant at se hendes syn på samfundet derovre. Men hun var faldet for to serier: Rurouni Kenshin og Bleach. Der var nogle historier og værdisæt og måske også et kunstnerisk udtryk, der tiltalte hende, men det gjorde hende ikke til otaku af den grund, som det ofte bliver til i vesten.
Jeg ser ofte serier som et medie og et værktøj, men jeg holder desuden meget af gode historier og flot og gennemarbejdet artwork (Jeg lider lidt af nogle komplekser over, at jeg ikke er så kreativ som jeg har været og bør være, men ved at se på billeder bliver mit kreative øje stadig trænet... i teorien, ahem. Man vil nok opdage den lettere desperate tilgang jeg har til det, at skulle i gang med noget 'kunst' gennem mine mange køb af bøger på området. De er så flotte, at jeg får endnu mere præstations angst!)
De serier jeg holder mest af, og mener repræsenterer det bedste japanske tegneserier kan, er serier som Bleach, Oresama Teacher, Lovely Complex og Yotsuba&! Og en masse andre, men de fire liner det ret fint op. Jeg læser noget på nettet, men hvis man kan lide serien, så mener jeg, at man er forpligtet til at købe dem, når de udkommer. Altså, er man fx ægte Naruto fan så støtter man da forfatteren ved at købe bøgerne! Og så pynter sådan nogle serier jo også på bogreolen. Mine ynglingsserier giver mig en ro omkring Japan og mig, jeg kan med disse serier, ergo kan jeg også med Japan, selvom der er så meget der går helt imod mine meninger og værdier. På et eller andet plan forstår vi hinanden og deler den samme humor, som der blandt andet er spandevis af i Lovely Complex og Oresama Teacher - selvom titlerne måske ikke lige lægger op til det.
Mig som person: Jeg er et stort familiemenneske og min familie betyder alt for mig. Man har godt af en pinlig og excentrisk familie, der kan lære en noget selvironi. Og så er jeg bare heldig at have nogle virkelig inspirerende forældre. Jeg har altid været meget gammelklog, men sjovt nok føler jeg mig meget ny og ung på mange måder, jo ældre jeg bliver. Jeg kan være meget alvorlig og disciplineret, jeg ret glad for politik og har mange passioner (nørde-gen) og mange meninger. Men også en side der har brug for at spasse ud, være virkelig grim, selvironisk og rimelig afslappet. Måske skaber det en form for harmoni?
De serier jeg holder mest af, og mener repræsenterer det bedste japanske tegneserier kan, er serier som Bleach, Oresama Teacher, Lovely Complex og Yotsuba&! Og en masse andre, men de fire liner det ret fint op. Jeg læser noget på nettet, men hvis man kan lide serien, så mener jeg, at man er forpligtet til at købe dem, når de udkommer. Altså, er man fx ægte Naruto fan så støtter man da forfatteren ved at købe bøgerne! Og så pynter sådan nogle serier jo også på bogreolen. Mine ynglingsserier giver mig en ro omkring Japan og mig, jeg kan med disse serier, ergo kan jeg også med Japan, selvom der er så meget der går helt imod mine meninger og værdier. På et eller andet plan forstår vi hinanden og deler den samme humor, som der blandt andet er spandevis af i Lovely Complex og Oresama Teacher - selvom titlerne måske ikke lige lægger op til det.
Mig som person: Jeg er et stort familiemenneske og min familie betyder alt for mig. Man har godt af en pinlig og excentrisk familie, der kan lære en noget selvironi. Og så er jeg bare heldig at have nogle virkelig inspirerende forældre. Jeg har altid været meget gammelklog, men sjovt nok føler jeg mig meget ny og ung på mange måder, jo ældre jeg bliver. Jeg kan være meget alvorlig og disciplineret, jeg ret glad for politik og har mange passioner (nørde-gen) og mange meninger. Men også en side der har brug for at spasse ud, være virkelig grim, selvironisk og rimelig afslappet. Måske skaber det en form for harmoni?
Jeg kan lide at dyrke sport og så nørde den, da det skaber en dejlig balance - og fjerne skyldfølelsen. Det har nu udviklet sig til en glæde ved (noget!) sport, som løb osv... Det var nærmest et chok for mig, men jeg er ved at vænne mig til tanken om at jeg godt kan lide sport, da jeg som barn var meget stolt af at være anti-sportslig.
Jeg har ofte brug for at distancere mig lidt fra tøsefnidder. Lad mig bare sige det som det er: Der er en del, der er manipulerende, humørsyge og meget opmærksomhedskrævende.
Så....Udover at interessere mig for Japan, prøver jeg, at finde så meget som muligt interessant og prøve at forstå så meget som muligt omkring mig. Hvordan skal jeg nu runde den af? ..Jeg elsker blogs. Jeg elsker at kunne se ind i andre folks liv, deres passion og deres tanker. Man kan lære af folk, der dedikerer deres blog til et emne, en ting de er fritids-specialister i. Det er vildt interessant og meget brugbart.
