Bleach SOUL's

Bleach SOUL's er en guide bog (med mere) til karakterene i serien, og jeg har længe unladt at købe den, fordi jeg tænkte man ikke ville få andet end information man allerede havde i manga bøgerne. Men! Da jeg fandt ud af, at der er ekstra stykker af serien i. (2-3 stykker), der ikke er blevet set før, så tog min indre nørd over. Og jeg er virkelig glad for, at jeg købte den her bog. For i en af de ekstra stykker (en mini tegneserie) af serien, fik jeg endelig redt et problem ud, som jeg længe har haft med Kurosagi Ichigo's grunde til at blive shinigami. Jeg har altid syntes det var lidt for meget med hans "må bekytte ALLE" gen, men mini serien fik mig til at forstå lidt bedre.

Bleach Chapter 0 .... eh *SPOILERS* ! Eller...

Den fortæller om hans "normale" liv, hvor han ingen kræfter har, når det gælder sjæle. Han kan altid se dem, altid. Han kan se blodpletter, hvor ofrene engang har ligget, rundt omkring i byen. Han kan se dem, og det har han kunne hele livet. Han bekymrer sig hele tiden om dem, kun han kan tale med dem. Han kan ikke love dem hvad der sker bagefter. Og den byrde og den sorg har han gået med hele livet. Han kan ikke gøre noget, han kan ikke hjælpe. Han kan kun gå og se på det hver dag. Og endelig vil han få kræfterne til at kunne gøre noget. Jeg synes virkelig at denne ekstra serie, der forgår før hele historien virkelig forklarer det meget bedre end noget andet før. Man kan tydelig se, at den er blevet tegnet langt inde i serien (på Kubo Tite's tegnestil, der har udviklet sig meget) og der er ligesom flere følelser i stregerne.

Og så er der en lille tegneserie der viser hvordan Bleach først skulle være. Det var sjovt at se, men jeg må sige jeg er glad for, at den ikke endte med at starte sådan. heh.

Oyayubihime Infinity

Oyayubihime Infinity er en serie jeg nød at læse, men den hænger ikke fast i ens tankestrøm i særlig lang tid. Jeg husker den for den lidt anderledes tegnestil, ikke ekstremt anderledes, men den er mere skarp og ja, bare en smule mere personlig en mange samlebåndsshoujoer kan være.Men dette er ikke en af dem. Det er igen, noget tegnenørd, men jeg tror man vil se det når man læser den. Hovedpersonen Kanoko er ikke den helt klassiske shoujo genki pige, og det er rart med en lidt anderledes type, selvom de helt sikkert dukker op meget mere ofte nu. Men hun er heller ikke en genert og usej pige der skal transformeres. Hun er en pige man godt kunne forestille sig eksisterede. Kanoko er en lidt knotten pige der lever for sin storesøsters idol karriere. Men hun åbner langsomt mere op, og hun er ikke en der falder pladask for enhver dreng der kommer i nærheden. Hun ændrer sig langsomt, men det er ikke den lidt for sete, "makeover -nu er du glad for altid og aldrig mere udenfor"- hun beholder en stor del af hendes personlighed, og historien er ikke direkte om sur og kedelig pige bliver lykkelig og smuk. Hendes liv bliver viklet sammen med mange andre menneskers, da de finder ud af at de modermærker, de forskellige bipersoner (der nogle gange viser sig at være kernepersoner) har på deres tommel, har noget med fortiden og genfødsel at gøre. Den handler om modspillet mellem skæbne og det man selv kan skabe ved at lære mennesker at kende, og hvad de forskellige personer vælger, for man kan roligt sige der bliver en masse rykken rundt, og "hvem høre sammen med hvem", og folk må vælge mellem det der engang var og det er der er nu, planlagt eller ej.
Og ja, jeg synes den "mandlige" hovedperson, Kanokos negle fikserede klassekammerat fra skolen, er ret irriterende. Den person jeg synes er mest interessant i historien og den historie der rør mig mest, er historien om Utsusemi. Jeg kan nok ikke sige meget om hendes historie uden at ødelægge en masse, så jeg lader være :)

Mononoke

Fra de store anime og manga nyhedssider, til små blogs, vil man se at denne series navn, Mononoke, mange gange. Og den er ret anderledes. Der er en meget speciel stemning i serien, og animationen er utrolig. Det hele er mønstret, alt er detalieret. Der er længe total stilhed, udover lyden af sne der knaser, ild eller dryppene vand. Man følger en medicinsælger, man vil hurtigt finde ud af, at det ikke er det eneste han er. Man mærker hurtigt, at medicinsælgeren har noget overnaturligt over sig, og stilen er hurtig lagt, da den første Mononoke* dukker op.

Seriens afsnit er ikke bare er uhyggelige, på den for os, gamle manér, med splatter og blod osv. Men de japanske gys kan, efter hvad jeg får ud af dem, gøre et helt oplyst og meget farverigt rum, som mange af scenerne i Mononoke er, til at virke klamt og mørkt. Man ved ikke hvad man skal forvente, man ved ikke hvordan nogen reagerer, og man ved helt sikkert ikke hvordan det ender. Igen, en serie der gør mig lidt mere klog på (selvom man nogle gange aldrig får helt fat i hvad der er sket, men hvor det hele bliver overladt til en selv) hvordan den japanske kultur også kan fungere. Hvor mange forskellige slags gys der kan være, hvor mange historier man kan få ud af det måske utømmelige emne om yokai. Det følels lidt underligt at skulle komme til at forstå lidt mere af det ældre japans kultur og overtro, selvom det ikke er det jeg koncentrerer mig mest om, gennem en animé lavet i vores tid. Men sådan er det med japan, man lærer hele tiden, nyt gammelt, der er ikke noget der ikke kan gøres spændende og de holder fast på deres rødder, og genopdager det. Mononoke serien er en serie der kører stilen ud, men mange serier, altså, rigtigt mange serier, tager også yokai op, på en måske lidt anderledes og mere moderne måde. Hvis man skulle sige noget dårligt om serien, så bryder jeg mig virkelig ikke om intro sangen der er meget... underligt, i forhold til resten af seriens udtryk.

*en unaturlig sjæl eller tidstædeværelse der ofte optræder i gamle japanske gyserhistorier/ historier om yokai (monstre, sjæle, dæmoner, phantomer, fantastiske væsner eller uforklarlige oplevelser).

Saint Oniisan

Jeg stødte på den her serie da jeg var i Japan, og siden har jeg ikke kunne lade være med at tænke på den. Var det Jesus og Buddha jeg så på forsiden? Ja, hvorfor ikke. Og da jeg endelig fik læst første volume af denne lille sjove serie blev jeg virkelig glad. Der er bare et eller andet skønt ved den idé, at alt kan blive til en manga og alt kan blandes sammen. Det er små historier om Jesus og Buddha, der sammen tager en ferie på jorden. Der er intet underligt ved serien(udover det faktum at Jesus lokkede Buddha til at holde ferie på jorden og de nu bor i en lille luset lejlighed), men den er bare... hvad? Jeg ved det ikke, jeg ved bare at engang imellem kan jeg godt lide, at læse en serie der ikke sætter sig fast i mit hovede, men som får mig til at smile. Og som ikke tager noget for seriøst, men er smagfuldt lavet.

The Girl Who Leapt Through Time

Det er noget tid siden jeg har set animéen. Den er ikke ligefrem en der sætter utroligt meget i gang, men den er god. De gode (igen, efter min mening) animéer gør, at man tænker over sit liv, og alle de små detaljer, der er blevet tegnet på papir. Lyden af et glas der sættes ned, folk der løber, mange ting. Jeg ved ikke, måske er det bare mig. De virkelig gode sætter selvfølgelig det helt store maskineri i gang i mig, men nogle er bare pudsige og har ikke brug for at skabe sig. De vil bare vise et lidt almindeligt liv, med folk der ikke er for komplicerede. Man sidder ikke med en følelse af at være kedelig efter at have set The Girl Who Leaped Through Time, da den er ret simpel, men ikke på den helt smukke måde som Miyazaki's. For der findes vel folk, der bare er ret simple og en simpel historie kan også være underholdende. Så det er en fin "almindelig" japansk anime film, uden de hysteriske småirriterende personer, men med (med måske lidt for lidt drama, når man tænker på død og tidsrejser) almindelige "jeg kender da sådan en type" mennesker. og ja! jeg kneb en tåre. Ikke at jeg var hel rystet efter det, men ja... en lille...bitte tåre. Men det er måske også, fordi jeg er glad når jeg ser noget, hvor jeg ikke hele tiden hidser mig op og klichéer, og irriterende pibende pigestemmer.

og hvor er jeg bare glad for de ikke tegnede den i stilen fra tegneserien (der så blev lavet efter en bog).(manga version)

(animé version)

det var bare det... meget kort.

Lagoon Engine Einsatz

Jeg tænkte jeg ville skrive lidt om nogle serier, der er spændende, men måske ikke er de jeg brænder mest for. Der er ret mange. Denne serie fx. Noget af det første jeg læste af Yukiru Sugisaki, var serien D.N. Angel. Ikke nogen speciel god serie, og jeg endte for det meste med at blive en smule, hvis ikke meget, irriteret på, ikke så meget det "historiske" plot, men mere alle de "manga-kliché-pinlige" situationer man skal igennem, for at komme til en del af "historien". Og selve "historien" er fængende, men måske en smule for teatralsk og "blondet" (nu også et udtryk!) til min smag. Vinger, blonder, unge piger, forvandlinger. Man skal have det i små doser.
Men jeg bed mig fast i hendes tegnestil, og har fulgt hendes nye ting siden. Man kan vel sige jeg faldt for hendes tegnestil, eller rettere hendes streger, der er som kunst. Ikke karakterene i sig selv, men den måde hun lægger stregerne på. Tegnenørd.
Hun har siden lavet en serie der kaldet Lagoon Engine, der er lidt for pokémon agtigt til min smag, sød til de lidt yngre, men plottet siger mig ikke så meget. Og dog, for i volume 3, bliver Lagoon Engine pludseligt smeltet sammen med en anden Sugisaki verden, Lagoon Engine Einsatz. Og jeg havde stiftet bekendtskab med Lagoon Engine Einsatz i mellemtiden. Jeg tror jeg har en svaghed for serier der på den måde bliver "større", ved at skabe en sammenhænge i to serier. CLAMP har gjort det, og jeg er ikke specielt meget for deres serier, men jeg bliver nu imponeret når ting på den måde går op i en højere enhed.

Lagoon Engine Einsatz har en ret interessant historie og en verden der er meget gennemført, selvom der, efter hvad jeg ved, kun lavet et enkelt helt bind indtil videre, men der er en anime version i gang.
Hvis man støder på Lagoon Engine Special Edition (det var et tilfælde jeg fandt den, jeg sværger! Jeg er ikke special edition snop) så er det faktisk værd at se lidt på den. Alle billeder er i stort format, og man kan virkelig se de smukke streger. Og så er der også farvelagte dele, der tilsammen skaber en meget smuk bog.

(fra Lagoon Engine Einsatz Special Edition)