The Girl Who Leapt Through Time

Det er noget tid siden jeg har set animéen. Den er ikke ligefrem en der sætter utroligt meget i gang, men den er god. De gode (igen, efter min mening) animéer gør, at man tænker over sit liv, og alle de små detaljer, der er blevet tegnet på papir. Lyden af et glas der sættes ned, folk der løber, mange ting. Jeg ved ikke, måske er det bare mig. De virkelig gode sætter selvfølgelig det helt store maskineri i gang i mig, men nogle er bare pudsige og har ikke brug for at skabe sig. De vil bare vise et lidt almindeligt liv, med folk der ikke er for komplicerede. Man sidder ikke med en følelse af at være kedelig efter at have set The Girl Who Leaped Through Time, da den er ret simpel, men ikke på den helt smukke måde som Miyazaki's. For der findes vel folk, der bare er ret simple og en simpel historie kan også være underholdende. Så det er en fin "almindelig" japansk anime film, uden de hysteriske småirriterende personer, men med (med måske lidt for lidt drama, når man tænker på død og tidsrejser) almindelige "jeg kender da sådan en type" mennesker. og ja! jeg kneb en tåre. Ikke at jeg var hel rystet efter det, men ja... en lille...bitte tåre. Men det er måske også, fordi jeg er glad når jeg ser noget, hvor jeg ikke hele tiden hidser mig op og klichéer, og irriterende pibende pigestemmer.

og hvor er jeg bare glad for de ikke tegnede den i stilen fra tegneserien (der så blev lavet efter en bog).(manga version)

(animé version)

det var bare det... meget kort.