Furuba - Fruits Basket

Furuba, eller Fruits Basket, er en shoujo, men jeg synes det ændrer sig til noget mere, jo længere man kommer ind i historien. Normalt har shoujo det med at fortælle noget om en persons smertefulde fortid på en kliché fyldt måde, så man kan mærke det skal gøres, bare for at vinde fan pigerne med ind i historien, men noget ”hvor er det også synd”.

Furuba startede sådan, Men så stoppede den pigede fortælling på et tidspunkt, og blev mere en fortælling der virkelig rørte noget i mig, jo mere historien respekterede de mennesker der er i den og ser det mere fra deres personlige synspunkt og prøver ikke, ved hjælp af en sørgelig historie, at hive de op på et nyt ”nååh” level, men får dem til at virke som rigtige mennesker. Det var ikke længere noget der er blevet skabt til en shoujo serie, for at få pigerne til at hvine. Jeg følte, at jeg mere forstod personerne som fx Yuki, Kyo og Machi Kuragi, som mennesker, og de virkede virkelige, i forhold til næsten alle andre mennesker i den serie, der stadig, for mig, er på et normalt shoujo plan. Der er helt sikkert folk, der bare læser Furuba, for at kunne få lov til at hvine og håbe at de gengang kan redde nogle. Men for mig udviklede serien sig til en virkelig god serie, der betyder meget for mig (igen, starten og hele første halvdel er ikke specielt givende. Det er næsten som om serien deler sig på et tidspunkt, og bliver noget virkelig godt, og efterlader den meget dårlige og kedelige starthalvdel). Den sidste del fortalte at det er okay at have det svært, hvor meget andre mennesker betyder for os, både på godt og ondt, og at en lidt hård fortid kan gøre en stærk på nogle andre punkter. Det blev en historie om mennesker, og ikke noget kun kliché elskende fanpiger kan læse.

I en serie som Furuba, blev tegnestilen meget vigtig i forhold til historien og menneskerne i den, og den overgang jeg har skrevet om. Det var pludseligt en del af den måde de voksede sig væk fra bare normal lidt for nuttet shoujo, de begyndte pludselig at få deres egen (virkelige)personlighed, jo mere de voksede og ændredes. De kom til at ligne mennesker man kunne tro på, Yuki voksede og det virkede som om, han til sidst havde sluppet ud af den type han ellers havde startet med at være, den pigede dreng, der skulle bruges til at få pigerne til at hvine. Jeg synes specielt Kyo endte som en meget kompliceret person, der fik mange lag, først den barske, der dækkede over en meget følsom person der har problemer med andre, og i historien ser man hvordan det udvikler sig. Og i den bedre halvdel af serien bliver det gjort med respekt for at fortælle hans historie, uden det er for fan pigernes skyld, men mere for at vise hvordan folk kan udvikle sig under forskellige forhold, men også hvordan nogle personlighedstræk altid vil være med en, lige meget hvad man har været igennem. Så ja, til sidst er har (kun nogle efter min mening. Der er stadig nogle der bare er på normalt shoujo plan) af karakterene fundet deres plads, og fundet ud af at udtrykke hvem de virkelig er, uden at det har været en hurtig transformation, men noget der er sket over lang tid, så de selv har accepteret og bestemt hvilke ting der skulle konfronteres og åbnes for. Men de har stadig deres små specielle træk, der gør de ikke kan forveksles med hinanden, og 'bare' bliver perfekte mennesker.