Dogs and Demons går for at være en skal-læses bog når det gælder Japan. Men for at være ærlig var det ikke en bog, der gjorde det store indtryk på mig. Jeg var enig i mange ting, men desværre virkede det som en bitter mand, der bare fortæller om sin skønne barndom i Japan, og hvordan Japan nu er blevet meget værre. Nogle ting er sande, og de bliver godt beskrevet, men der komme aldrig et syn på sagen fra den anden side. Han sammenligner konstant med USA og her fejler den specielt. Den bitre mand er ikke tilfreds med det Japan han ser, fordi det ikke er som i hans barndom i landet, hvor hans oplevelse af Japan var perfekt som i historiebøgerne. Når det billede nu er ødelagt, er han bitter over at Japan i det mindste ikke er som hans hjemland USA. Det er en stor fejl, ikke mindst fordi Japan som alle andre lande i verden lader sig påvirke af USA nu, og er en del af det billede Kerr ikke kan lide. Absolut alt er blevet værre ifølge Kerr, hvilket er ret træls. Jeg kan dog helt sikkert godt forstå hans vrede og irritation over landets dårlige politikere og den altoverskyggende økonomi.Men det kunne ellers have været ret interessant, at høre om Japan indefra fra én der er vokset op i Japan som Kerr. Måske var 80'erne og starten af 90'erne ikke den fedeste tid i Japan, men alt omkring Kerr bliver åbenbart værre, jo mere Japan udvikler sig. Og det er desværre lige omvendt af hvad jeg mener. Jeg tror Japan bliver bedre og bedre, når det gælder frihed, individualitet og lighed, noget der ikke har udviklet sig lige så meget i Kerrs barndom. Jeg ville langt hellere vokse op i Japan nu. Som alle lande skal de finde mellemvejen mellem industri og natur og måder at beskytte sig imod naturen, noget Kerr kører meget op over, men det skal de nok også få styr på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar