Samurai Women

Japanske kvindelige krigere har længe været noget jeg gerne ville vide lidt mere om ( mere end bare wiki-sider), og når man modtager bogen Samurai Women på 62 sider går det virkelig op for én, at de må have været meget få. Men man lærer skam noget - kvinder i samurai historie, udstyr, deres liv i tider med krig og fred og selvfølgelig kvindelige samuraier i kamp. Man kunne bide mærke i at ordet 'samurai' kun lagde sig til mænd og man derfor egentligt ikke kan sige samurai women, men altså, jeg ønsker gerne ordet bliver for begge køn! Der er også nogle problemer med billederne i forhold til teksten, der til tider skaber lidt forvirring, da de ofte hører til tekst på næste side eller lign. lidt irriterende. Og så... er der illustrationerne. Det er den slags man kender fra sine historiebøger, som det ses på forsiden, så jeg var advaret, men jeg synes det er lidt synd, da der er så mange fine japanske billeder, der gerne måtte have været større. Men thumbs up for at gøre kvinderne på billederne fulde af kampgejst! Denne bog er en let tilgængelig og let læst bog, hvilket er fint, men jeg ville ønske der fandtes nogle mere dybdegående bøger omkring emnet her, noget der indtil videre ikke er udkommet.

Ariettys hemmelige verden

Som skrevet i et tidligere indlæg, har jeg set frem til Ghiblis udgave af lånerne. Det virkede som den perfekte blanding og det er også blevet en rigtig god film. Den 14-årige Arietty er låner og hendes møde med en menneskedreng i huset de bor i sætter familien i fare. Den ældre husholderske Haru, der forresten viser Ghiblis fantastiske flair for at skabe skæve men sjove realistiske karakterer, er besat af tanken om at finde og fange lånerne, hvilket får Ariettys familie i problemer. Det er, selvfølgelig, en smuk film, og derfor er nogle af de mest interessante scener, når man er med rundt i huset med lånerne og i lånernes eget hjem. Men jeg synes næsten, at der ikke er blevet gjort nok ved historien og der derfor ikke kommet det lille tvist, der ofte gør Ghibli film en smule mere interessante. Man sad fx og ønskede, at dele af historien og baggrundshistorien blev udforsket en smule mere. Men god start for debutinstruktøren Hiromasa Yonebayashi.

The Wise Man's Fear

Så kom anden bog i serien om helten Kvothe. Det var en rimelig begejstret læser, der i første indlæg om Patrick Ruthfuss' trilogi skrev om første bog The Name of the Wind. Efter anden bog er det desværre blevet en lidt skuffet læser, så det gøres kort.

Helten Kvothe og hans liv er stadig meget interessant. Fortælleren Kvothe, der ser tilbage på sit liv er stadig en sympatisk person, der giver historien et skud 'anti-eventyr', der er det mest interessante ved bogen. Desværre er unge Kvothe ikke så interessant længere. Eller rettere... han er muligvis for interessant. For mens historien bevæger sig en smule langsomt fremad hjælper Kvothes udvikling ikke på det. Rothfuss har fortsat den lidt trælse tendens fra sidste bog: Kvothe udvikler sig meget snart til at blive en supermand, eller rettere en god gammeldags helt, noget bogen ellers lagde op til at ville give et lidt mere nuanceret bud på. Det var i første bog utroligt rart med en hovedperson, der kunne bruge hovedet, men det tager overhånd. Kvote excellerer indenfor alt, nu også som kampsportsmester og kvindebedårer, selvom bogen stadig proklamerer, at dette er svært for teenageren Kvothe. Voksne mennesker bukker sig i støvet for denne knøs, og som læser føler man på et eller andet tidspunkt, at det går lidt for vidt. Historien mister den tone og dybde den først lagde ud med. Nu er vi med en vaskeægte prins-på-hvid-hest på tur omkring i kongeriget. Og det er en smule kedeligt, når man tænker på, hvordan det startede. Grunden er lagt for en fantastisk eventyrfortælling, bare ikke helt den nuancerede fortælling der blev lagt op til i første bog, og man ved allerede nu, at der ikke er nogle problemer, kvinder eller lærere unge Kvothe ikke kan overkomme. Men det dystre mysterie ligger stadig ulmende i baggrunden, og kun på grund af det vil jeg læse videre.