Arakawa Under The Bridge

Bare et kort indlæg om en serie, der virkelig er noget for sig selv. Nogle små sjove kapitler, der får en til at smile og mindes de meget unikke historier der opstår i samarbejde med ligesindede mærkelige mennesker. Hvis man har tendens til at syre... som mig, så vil man elske den. Arakawa er serie, der byder på rimelig bizarre (og dog?) karakterer, og serien vil gerne udsætte det ekstreme Japans "stramme, kontrollerede og fleksible liv - den "rigtige måde at leve på"" for "mand i kappa kostume bor under en bro". Det bliver gjort på en sjov,naiv og kærlig måde, men stadig med et budskab under sit ekstreme syrede ydre, og en historie der ikke går nogen steder hen. I det hele taget er tegneserier et ideelt medie, der bliver brugt meget, til den slags historier med en lille sjov opsang til dagens Japan, mest fordi de ser det syrede i begge verdner. Så der er et bevis på, at ikke kun billige otaku serier, der definerer de japanske tegneserier.

A Year in Japan

En hyggelig lille bog, med billeder fra Japan. Man kan se, at alle billeder er lavet ud af ægte interesse og mange af de små finurlige ting ved Japan er fanget i billeder. Tegningernes enkle udtryk og de klare farver gør, at man tydelig kan se hvad det er, og hvorfor det har været så inspirerende for tegneren. Der er dog ikke så mange sider i bogen, og den er hurtig kikket igennem, og hvis man så også hopper sider med tekst over- information til den der er helt ny i forhold til Japan- er der endnu mindre i bogen. Så det er en pæn bog at have liggende, men ikke helt den høje pris værd.

Fanart

Jeg bryder mig bare ikke specielt meget om fanart. Specielt ikke når fantøserne (og drengene!) skal lave "romantiske" billeder med karakterer fra forskellige serier. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i deres tankegang. Hvorfor udnytte karakterer til den slags, hvis man elsker serien og har respekt for tegneren? Hvorfor vise ens egen rimelig mærkelige og kedelige tankegang frem, ved at kopiere og ændre noget? Hvorfor bruger de ikke noget tid på, at skabe noget nyt? Noget fanart er dog lavet med respekt for personerne i historierne, og som en cadeau til ophavsmanden. Nogle er dog sjove og lavet uden halvvamle bagtanker, fx er meget Avatar (Aang the last airbender) fanart godt og det er jo dejligt.
Det er dog interessant, at de fleste manga-ka i japan, faktisk respekterer, at deres copyright bliver fuldstændig overtrådt, gennem doushinji, da det faktisk giver tilbage, og at doushinji tegnerne viser respekt ved ikke at overproducere. Men selve indholdet, er noget de fleste manga-ka ikke bryder sig specielt meget om. Og det gør undertegnede heller ikke.

The Afterlife?

Da jeg hørte den her første gang, kunne jeg slet ikke lade være med at smile. YACHT's nummer "The Afterlife", lyder som et mærkeligt åbningsnummer til noget a la "Livet Efter Døden" - The musical. Den er glad og mærkelig, og det er noget vi kan li.

Ny film fra Ghibli

Den nye Ghibli film "Karigurashi no Arrietty" " 借りぐらしのアリエッティ" er instrueret af Hiromasa Yonebayashi, og bliver bygget over Mary Norton's historie om "The Borrowers", Lånerne. Nortons historie + Ghibli lyder som et virkelig lovede projekt. Glæder mig.

Kimono

Det er fantastisk, at Japan har holdt fast i deres nationaldragt, det smukke og specielle, når så mange andre lande har lagt det bag sig. Jeg har dog lidt blandede følelser for kimoner. De er smukke. Jeg elsker stoffet og blandingen af dem. Det vidner om kærlighed til farver og forståelse for hvordan de kan sættes sammen. Men så er der den anden side. Jeg synes det er en lidt... besværlig dragt. Kvinder bliver pakket så meget ind, at de ikke kan andet end trippe afsted med de mindste skridt, og det symboliserer nok gamle Japans idé om hvordan en kvinde skulle se ud og gå. De er smukke som små dukker, men de bliver holdt nede af kimonoen (semi-feministen kommer op i mig igen, hoho)
Så derfor elsker jeg at se gamle billeder med piger iført yukata (sommer kimono i tyndt stof) og opsmøgede ærmer, der spæner rundt på gader og stræder og ordner hverdagsgøremålene. For jeg synes yukata er lige så smukke som de dyre og tunge kimonoer, da yukata i sin enkelthed er praktisk og stadig smuk. Der er ikke så mange regler, den er mindre bombastisk og man kan lettere bruge den i sin hverdag, og så kan både kvinde og mænd bruge dem.

Så som det nok fremgår i teksten, er det ikke så meget kimonoerne i sig selv, der gav mig lyst til at købe de her bøger og blade, men farverne og mønsterene.

Kimonomachi - et virkelig inspirerende blad med kimonoer, der prøver, at gøre tingene på en lidt skæv og anderledes måde. De inkorporer nye ting og løsner en del op for kimono looket. Meget inspirerende.

Kimono and the Colors of Japan - en bogserie om kimonoer og farverne der bliver brugt i dem og andet kunst i Japan. Farverne bliver uddybet på poetisk maner, men også med historisk baggrund, for fx. hvordan man fik lavet dem. Der er mange smukke og gamle kimonoer. Mønsterene er specielt det jeg kikker på, og der egner bogen sig specielt godt, da stoffet er spredt ud.

Summer Kimono and the Colors of Japan - helt sikker den bedre af de to bøger, efter min mening, da bogen sætter fokus på yukata. Meget mere lette og enkle mønstre og farver, der er blevet brugt og det er på en måde lettere, at lade sig inspirere af farverne og overføre det til noget andet, end Kimono and... . Jeg købte først bøgerne, for at lære lidt mere om den historiske del af kimono og yukata, men også for at blive inspireret af farverne, og det lykkedes.


Jeg blev ret så imponeret, da jeg snublede over siden Naomi no Kimono Asobi , med en cool dame, der tør gå hele vejen med kimono. Hendes farvesammensætninger er ret geniale og stoffet er ofte som jeg også synes det ser bedst ud: stærke men harmoniske farver i enkle mønstre. Ikke for meget guld eller broderede stykker, selvom det ser smukt ud. Det er utrolig feminint, og det kunne jo, som sagt, hurtigt blive for meget af det gode, men Naomi klarer den. Bliv overvældet! http://www.kimonoasobi.com/

Immortal Rain - Touhou Shinigami

Immortal Rain også kendt som Meteor Methuselah , er en historie om en udødelig mand, der konstant er jaget. Machika er en ung dusørjæger, der er ude efter ham og alle de mange penge der er sat på ham. Hun regner med en stenhård kriger, men finder en blød og klodset mand. Han går rundt i denne verden og venter. Venter på den mand der gjorde ham udødelig. Han må finde ud af, hvordan han kan dø og han må konfrontere denne person. Methuselah bliver ved med at leve, og bliver ved med at miste. Men trods disse hårde odds, er han venlig og Machika tager med ham på hans rejse. Hun bliver viklet ind i en mærkelig historie, der alligevel ender med at give mening, da hun og Rains følelser begynder at udvikle sig, er der endelig noget at kæmpe for, udover penge.

Ahh... nu kommer det hele tilbage. Nu husker jeg. Det er en ret sjov blanding af shoujo og shonen. Det er altid bedst når der ikke er nogle etiketter på, og det er der ikke helt på Immortal.. Men det er en mærkelig historie. Jeg syntes forholdet mellem Machika og Rain var både lidt rørende med "kærlighed har ingen alder", men også med lidt af det gode gamle "udødelig mand forelsker sig i ung pige" dilemma (der var selvfølgelig en ung pige inde på et forum der mente det var ligesom twillight. Stemningen er helt anderledes, selv med halvfesne scener. Så frygt ikke, de har intet med hinanden at gøre). Det er til tider for mærkeligt til mig, og det er nok mest fordi historien kører efter et forudsigelig mønster af farlig redningsmission efterfulgt af øm genforening. I sig selv smukt, hvis det ikke gentog sig i hveranden volume. Der kom bare for hurtigt heftig og pludselig kærlighed mellem de to hovedpersoner, og hele deres genforening skal gentages efter næsten hver udfordring. Og det er selvom hverken Rain eller Machika er specielt fesne hver for sig.
Historien er nogenlunde interessant og der sker nogle drejninger engang imellem. Nogle vil sikkert elske serien og det er den også god nok til.

Så jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg ikke er så vild med Immortal Rain historien, men jeg er virkelig glad for en sidehistorie kaldet Touhou Shinigami. Den fortæller om en af de mange historier i Rain's liv før mødet med Machika. Jeg kan ikke sætte en finger på, præcis hvad det er ved ekstra historien, der er så rørende. Er det den surmulende Zohl, der får godt modspil at Rain, så han kommer lidt ud af den ellers forudsigelige rolle? Er det, det kulturelle skift? Er det den flotte tegnestil? Er det alt det vi får af vide, som vi kan bruge i hovedhistorien? Jeg ved det ikke, men jeg nød virkelig, at læse Touhou Shinigami. Der er vist bare noget med mig og tilbageblik i historier. Så går det hele op i en lidt højere enhed, også i en lidt tynd historie.