The Liveship Traders er en serie der ligger mellem The Farseer Trilogy og The Tawn Man, der kan hjælpe med at forklare hvad der er sket i de år der er gået, når man kommer tilbage til Buck og omegn i The Tawny Man.
I Liveship Traders er vi i det mystiske og farlige Rain Wild område, samt handelsbyen Bingtown, hvor de sagnomspundne Liveships holder til. Disse skibe kan tale, føle og huske, men kun når et antal generationer fra skibets familie, ejere, er sovet ind på dets dæk. Så det er en vigtig dag, da skibet Vivica's kaptajn Ephron Vestrit døende bliver bragt til hende, for at blive en del af hende i hans død. Det er en trist dag for datteren Althea, men samtidig med at hun mister et familiemedlem, får hun et nyt, da Vivica vil leve op, med samtlige kaptajners hukommelse samt hendes egen personlighed. Men der er problemer i Vestrit familien, og søsteren Keffira's kyniske mand, ser en mulighed for at overtage familiens skib. Ephron overlader nemlig ikke skibet til Althea, der ellers har dedikeret sit liv til havet, men i stedet til Keffira, der forblændet af af mandens magt, giver det videre til ham. Han tager sin søn, Winthrow, ud af Sa's munkekloster, og tvinger ham med ud på havet. Her går kampen igang for hele familien Vestrit, mod pirater, søslanger, Jammilia, slaveri, regler og ikke mindst mod sig selv og hinanden.... og så var der vist også noget med en drage.
Det er virkelig interessant at komme mere rundt i Hobbs univers, og se sydens mystik, som man havde hørt så meget om i de andre bøger. Men den første og anden bog, Ship of Magic og The Mad Ship i Liveship serien, var faktisk lidt kedelige.
Det er altid overvældende at se karakterene spille ud mod hinanden, se deres kampe og de forskellige måder de reder dem ud på. Men i disse bøger er der alt for meget fnidder, i hvert fald til min smag. Der er alt for detaljeret fortalt om alle de små ting der skal gøres for ikke at tabe ansigt, og man ender med at sidde og føle sig fanget i al formaliteten og alt det stive. Det giver til en vis grad et rigtig godt indtryk af, hvad Bingtown er, og hvor anderledes det er end Buck, men det tager alt for meget overhånd. For det er imponerende som altid, når der bliver argumenteret i Hobbs bøger, for hun er fantastisk til at få os til at forstå begge parter, og se det fra deres sider. Vi kan næsten se det rigtige i en forkert handling, og selv den ledeste mand i serien, kan komme til orde, og prøve at overbevise både modparten og os om, at det han gør er det rigtige. Men det er ikke hans ord men hans handlinger der viser hans sande intentioner. Det plejer at virke helt naturligt i de andre bøger, men i disse tre bøger, kommer der for tit, et alt for lang, diplomatisk og velovervejet comeback, der bare ikke er muligt i det splitsekund karakterene har at tænke i. Det er til tider for overmenneskeligt og det kan komme til at virke som om, de enten kan se ud i fremtiden, eller der har været en forfatter, der bare elsker de virkelig velformulerede argumenter...for de er virkelig gode.
Der er uhyggelig gode karakterer i serien, ikke at de er specielt behagelige at være sammen med, men de er bare så ægte. Der er den ubehagelige, mandschauvinistiske kyniker Kennit, der udadtil er den mest charmerende pirat du nogensinde vil møde. Men han har en mørk historie, der langsomt folder sig ud, for til sidst at vise sig i en stor dyster historie. Hans historie er ikke en undskyldning, men en forklaring på, hvorfor han gør som han gør, og man sidder med en "nåh.. derfor" følelse. Personer bliver ført bag lyset, men læseren selv får små bidder, der gør os forvirrede over denne selvsikre og ubehagelige mand, der tydelig flygter fra noget i sin fortid, noget der gør ham meget bange. Det er ret interessant.
Kvinderne i bogen er meget forskellige og livagtige, men meget frustrerende bekendskaber på hver deres måde. Specielt den i starten fantastisk irriterende Malta, der står for alt det ubehagelige, beregnende og narcissistiske ved kvinder (aldrig har jeg ville slå en fiktiv person så hårdt), men det bliver langsomt udlignet i bogen, på meget troværdige måder og det er da lige før man bliver helt stolt af hende. Men man føler helt sikkert kvindeundertrykkelsen i Bingtown, i forhold til i Norden. Igen, en god måde at vise kulturforskelle, men det er virkelig hårdt at læse. Der er konstant restriktioner og de er ofte handlingslammede i den position de er i, og lige som man tror, at de kan give igen for alt det de har været ude for, bliver rollefordelingen igen rystet af skæbnen. De starter som pæne forhandlere, der kun går op i kjoler, skrud og omdømme (nogle excellerer dog i at være "hårde" men konstant mopsede...Althea, ahem), indtil de bliver smidt ud i verden, og lærer rigtige værdier. Den eneste person der ikke på et eller andet tidspunkt fylder én med frustrationer er, ud over Amber, Wintrow. Hans historie er meget rørende, og den viser både hans gammelmands visdom og hans store naivitet.
Det er en fin mellem historie, der forklarer en del ting, og gør universet mere bredt og troværdigt, da vi endelig har noget at stille Norden, The Duchees og bjergene op imod, og man blev da også i høj grad påvirket af historierne, om personernes udvikling, der gør en stolt.
Og så fandt jeg den mest passende sang til trilogien - Bandet Doves's "Ship of Fools" . Magnifique, ho ho..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar