Barakamon

Handa Seishu er calligrafi maler, men mangler inspiration og tid alene, så han vælger at flytte på landet. Der møder han den specielle befolkning, der ikke har tænkt sig at lade ham være. Det er en virkelig dejlig lille serie. Der er helt sikkert noget Yotsuba over serien. Et roligt tempo, med en langsom udvikling og nogle skøre, men virkelighedstro mennesker, man hurtigt kommer til at elske. Handa bliver udsat for mange underlige ting, og det er dejligt at se, at han absolut ikke er urørlig som den "flotte person" som han går for at være (?), for det betyder intet ude på landet i den her historie. Og det er rart at se, hvordan han, ufrivilligt åbner op for andre fra byen. Han har dog også sin egen personlighed, og det er er rart i al galskaben. Han bliver drillet på en kærlig måde af hele lokal befolkningen, der sammen prøver at passe på deres samfunds nyeste, lidt klodsede og ofte lidt kiksede medlem. Jeg sidder altid med et smil, når jeg læser Barakamon.

ICO

I Japan kan man finde spil af meget forskellig kvalitet, som man også kan herhjemme. Men alle japanske spil går op i, at være "unikke", med de mest mystiske og interessante hovedpersoner. Men af en eller anden grund, ender de fleste med at blive kopier af hinanden. Specielt Final Fantasy laver selv kopier af deres vellykkede personer, og andre spil kopierer derefter disse igen. Så der bliver virkelig mange af de samme typer, kampteknikker og ens historier. Det hele ender desværre ofte lidt i en Japansk rollespils kliché.

Ico er ikke et af de her kliché spil. For japanske spil i den gode og unikke ende, er nogle af de bedste spil i verden. Spil jeg har svært ved at forklare om i ord (jeg ender altid med at gentage mig selv..), og mange andre har prøvet og gjort det meget bedre. Jeg vil bare fortælle, at alle burde spille de her spil. De spil kan bare noget. Noget bøger og film ikke kan.

At Ico er unikt og populært viser sig virkelig, når man prøver at finde spillet. Det var næsten umuligt at få fat på! Jeg ledte og ledte, og endelig fandt jeg et spil, der kunne fragtes til Danmark. Og det var ikke billigt. Men efter at have kæmpet mig igennem et af de beste spil jeg nogensinde har spillet,Shadow of the Colossus, så var det jo klart, at jeg måtte spille Ico, der går forud for Shadow....

Børn født med horn, er et dårligt tegn i landsbyen, og Ico er et af disse børn. Han bliver ført til et forladt fort, ude på en ø. Han bliver ført ind i et stort rum, fyldt med sarkofager. Spillets ærlige og unikke stil viser sig allerede her, for den giver én virkelige kuldegysninger ved tanken om hvad der er indeni sarkofagerne. Og ganske rigtigt, bliver Ico lukket inde, for at dø i sin stensarkofag, som så mange børn før ham har gjort det. Da landsbyboerne er gået, kæmper Ico videre med at komme ud, og mirakuløst får han væltet den svækkede sarkofag, og ruller ud på gulvet. Nu skal han ud af fortet. Mens han udforsker slottet finder en en lysende skikkelse i et bur. Ico får buret ned, og finder pigen Yorda i det. De to fanger skal sammen finde ud, men sorte skygger forfølger Yorda i den ellers altid lyse verden, og prøver at få hende med tilbage. De er fuldstændigt afhængige af hinanden

Der er hele tiden ting, der skal flyttes frem og tilbage, ting der skal findes og hives ud, og man bliver konstant væk i slottets ensformige, men underligt smukke omgivelser. Så jeg brugte en walkthrough. Normalt ville jeg føle, at jeg snød en smule med en walkthrough, men jeg er ikke en af dem der synes det er fedt, at være frustreret og hænge fast hele tiden, så er det virkelig en god ting med en walkthrough, for den gjorde min oplevelse af spillet meget bedre. For jeg ville så gerne bevæge mig omkring i det miljø spilteamet har skabt, og jeg vil så gerne kende til historien. Når der endelig kommer en cutscene med noget historie, sidder man helt tæt på TV'et bare for ikke at misse noget.

Når skyggerne kommer efter Yorda, gerne når man er et godt stykke fra hende, kommer der en lyd, der altid gøre en lige urolig. Man smider hvad man har i hænderne og ræser ned mod hende, med frygt for at spillet skal ende, hvis de får fat i hende. I det hele taget føler man virkelig meget, når man går rundt i slottet med Yorda og Ico. Nogle gange bliver man utrolig frustreret over Yorda, der trasker bagefter, og tøffer væk, lige så snart man giver slip på hendes hånd, men man er også bekymret for hende. Ico er en lille dreng, og det glemmer man tit, når man løber rundt, men spillet viser det på små måder, der giver en et stik når han kommer til skade, og i selve spillets slutning pointeres det også på en flot og meget symbolsk måde. Han svinger usikkert sit sværd, for han er ikke en kriger, men han er modig, og det hele bliver portrætteret uden at det bliver den mindste smule billigt.

Slutningen var i Ico, som i Shadow of the Colossus, virkelig rørende og meget, meget smuk, specielt fordi man ikke kan sidde og regne ud, hvad der skal ske. Faktisk var det også ved slutningen i spillet, at jeg for første gang blev virkelig "mareridtsbange" i et spil, fordi det var noget spillet ikke gjorde en specielt opmærksom på, men pludselig var det der og det gav et genialt tvist (for mig, jeg ved ikke om andre havde lagt mærke til det) til historien og det gav virkelig kuldegysninger. Man ved, at alt der bliver vist i de sidste scener har en mening, og man kan virkelig føle, at disse spil har ret til at blive kaldt kunst

Children of the Sea

Myter. Legender. Folk ser ting. Deforme kroppe bliver hevet op i fiskenet. Isolerede religioner på små øer, mener der er ved at ske noget stort. Noget endegyldigt. Børn forsvinder. Fisk forsvinder. Vores jord har en lille rolle i et kæmpe univers, et univers vi alligevel syntes, at kende bedre end vores egne have.

Daisuke Igarashi's historie starter med Ruka. Hun taler ikke meget, men hendes krop taler for hende på håndboldbanen. Andre er ude efter hende, og hendes aggressioner kommer ud på banen. Hun føler sig fanget i sin krop, med en stemme der ikke kan vinde skænderier eller forklare hvordan hun har det, når hun føler sig fanget. Kun når hendes krop bevæger sig, kan hun flyve og slappe af. Hun bor sammen med sin unge mor, der ikke interesserer sig meget for hende, så hun går tit over til sin far, der arbejder på et akvarie center. Ruka møder drengen Umi, der underligt nok lader til at kunne lide hende. Han går for det meste rundt med et tæppe over sig om dagen, og kan bedst lide at hænge ud nede i akvariet.Den mystiske Umi, har en endnu mere mystisk bror, Sora, der med sin utilpassede krop for det meste er på hospitalet. De ved begge noget Ruka ikke ved, men hun bliver blandet ind i en kæmpe omvæltning. De siger hun kan mærke det samme som dem.

Det er en virkelig smuk historie. Bare man ser forsiden, så er man fanget. Historiens indblanding af gamle religioner og myter gør, at man virkelig føler, at historien er tænkt igennem og den vil noget. Den vil skabe noget. Få os til at tænke. Den er mystisk som havet selv. Alle holder på hemmeligheder. Billederne er smukke. De syrede idéer, havets væsner. Det hele. Der er den samme fascination af havet som man kan se i den meget anderledes, og alligevel ikke - Miyazaki's Ponyo on the cliff by the sea.

Det er svært at forklare hvad disse to serier gør, men de har den samme fascination af havet. Den samme idé om havet der kommer op til os, ind i vores verden. Viser os alt det vi ikke ser. Jeg kan ikke vente til næste volume i serien, for historien er virkelig, virkelig spændende.

Lars Vargö - Japan

Det var virkelig rart, at få fingrene i en dansksproget bog om Japan
Der findes ellers en del, men mange er enten for gamle eller for overfladiske. Lars Vargö har virkelig styr på sine ting (han har også skrevet mange andre bøger om Japan), og det kan man virkelig mærke.

Der er hele Japans historie i kronologisk rækkefølge, med specielle kapitler om Buddhisme og Shinto imellem. Det er dog nogle gange, at det bliver lidt rodet, for han vælger til tider at hoppe en hel periode over (!) der selvom den er lille, har en betydning. Der kan også pludselig komme ekstra oplysninger om en forgående periode, i et helt andet andet stykke. Det er helt sikkert noget der kan ske, når man har sådan en stor og detaljeret bog, men det er bare synd, da det tit er nogle virkelig gode informationer, der komme ind på et forkert tidspunkt.
Sproget. Oversætteren har simpelt hen klokket i det så mange gange i den her bog. Der er alt for ofte, nogle vendinger eller ord der ikke helt giver mening, og det er virkelig synd for Vargö's tekst. Men selv med alle disse ting, er det en virkelig passende bog, når det gælder information og detaljer, for en der gerne vil kende hele Japans historie, mere end bare hvad man lige kan finde spredt på nettet. Og selv med den pinligt dårlige oversættelse, så er det rart at læse det på dansk, for en gangs skyld, for indholdet er virkelig godt.