ICO

I Japan kan man finde spil af meget forskellig kvalitet, som man også kan herhjemme. Men alle japanske spil går op i, at være "unikke", med de mest mystiske og interessante hovedpersoner. Men af en eller anden grund, ender de fleste med at blive kopier af hinanden. Specielt Final Fantasy laver selv kopier af deres vellykkede personer, og andre spil kopierer derefter disse igen. Så der bliver virkelig mange af de samme typer, kampteknikker og ens historier. Det hele ender desværre ofte lidt i en Japansk rollespils kliché.

Ico er ikke et af de her kliché spil. For japanske spil i den gode og unikke ende, er nogle af de bedste spil i verden. Spil jeg har svært ved at forklare om i ord (jeg ender altid med at gentage mig selv..), og mange andre har prøvet og gjort det meget bedre. Jeg vil bare fortælle, at alle burde spille de her spil. De spil kan bare noget. Noget bøger og film ikke kan.

At Ico er unikt og populært viser sig virkelig, når man prøver at finde spillet. Det var næsten umuligt at få fat på! Jeg ledte og ledte, og endelig fandt jeg et spil, der kunne fragtes til Danmark. Og det var ikke billigt. Men efter at have kæmpet mig igennem et af de beste spil jeg nogensinde har spillet,Shadow of the Colossus, så var det jo klart, at jeg måtte spille Ico, der går forud for Shadow....

Børn født med horn, er et dårligt tegn i landsbyen, og Ico er et af disse børn. Han bliver ført til et forladt fort, ude på en ø. Han bliver ført ind i et stort rum, fyldt med sarkofager. Spillets ærlige og unikke stil viser sig allerede her, for den giver én virkelige kuldegysninger ved tanken om hvad der er indeni sarkofagerne. Og ganske rigtigt, bliver Ico lukket inde, for at dø i sin stensarkofag, som så mange børn før ham har gjort det. Da landsbyboerne er gået, kæmper Ico videre med at komme ud, og mirakuløst får han væltet den svækkede sarkofag, og ruller ud på gulvet. Nu skal han ud af fortet. Mens han udforsker slottet finder en en lysende skikkelse i et bur. Ico får buret ned, og finder pigen Yorda i det. De to fanger skal sammen finde ud, men sorte skygger forfølger Yorda i den ellers altid lyse verden, og prøver at få hende med tilbage. De er fuldstændigt afhængige af hinanden

Der er hele tiden ting, der skal flyttes frem og tilbage, ting der skal findes og hives ud, og man bliver konstant væk i slottets ensformige, men underligt smukke omgivelser. Så jeg brugte en walkthrough. Normalt ville jeg føle, at jeg snød en smule med en walkthrough, men jeg er ikke en af dem der synes det er fedt, at være frustreret og hænge fast hele tiden, så er det virkelig en god ting med en walkthrough, for den gjorde min oplevelse af spillet meget bedre. For jeg ville så gerne bevæge mig omkring i det miljø spilteamet har skabt, og jeg vil så gerne kende til historien. Når der endelig kommer en cutscene med noget historie, sidder man helt tæt på TV'et bare for ikke at misse noget.

Når skyggerne kommer efter Yorda, gerne når man er et godt stykke fra hende, kommer der en lyd, der altid gøre en lige urolig. Man smider hvad man har i hænderne og ræser ned mod hende, med frygt for at spillet skal ende, hvis de får fat i hende. I det hele taget føler man virkelig meget, når man går rundt i slottet med Yorda og Ico. Nogle gange bliver man utrolig frustreret over Yorda, der trasker bagefter, og tøffer væk, lige så snart man giver slip på hendes hånd, men man er også bekymret for hende. Ico er en lille dreng, og det glemmer man tit, når man løber rundt, men spillet viser det på små måder, der giver en et stik når han kommer til skade, og i selve spillets slutning pointeres det også på en flot og meget symbolsk måde. Han svinger usikkert sit sværd, for han er ikke en kriger, men han er modig, og det hele bliver portrætteret uden at det bliver den mindste smule billigt.

Slutningen var i Ico, som i Shadow of the Colossus, virkelig rørende og meget, meget smuk, specielt fordi man ikke kan sidde og regne ud, hvad der skal ske. Faktisk var det også ved slutningen i spillet, at jeg for første gang blev virkelig "mareridtsbange" i et spil, fordi det var noget spillet ikke gjorde en specielt opmærksom på, men pludselig var det der og det gav et genialt tvist (for mig, jeg ved ikke om andre havde lagt mærke til det) til historien og det gav virkelig kuldegysninger. Man ved, at alt der bliver vist i de sidste scener har en mening, og man kan virkelig føle, at disse spil har ret til at blive kaldt kunst