Ann Cassandra

Kort serie med det altid interessante emne: fremtiden! Den lader en hænge i uvished gennem hele serien, så selvom den er kort skaber den tilpas meget drama.

Bill Carman

Melankoli og grimme hunde.... dominerer en del af Bill Carman's kunst, som man kan se på hans blog her. Der er en lettere grum humor blandet med en sørgmodighed, blød lag på lag farvelægning og grublende piger med stort hår. Det er virkelig gennemført og rart at se på, trods den melankolske stemning.

Jeg stødte på ham, gennem disse grimme og dog åh så søde hunde, der af en eller anden grund altid dukker op i mit liv.

At Vende Tilbage

Hvad sker der, når en midaldrene mand ender i sin 14 årige krop tilbage i sin barndomsby i 1940'ernes Japan? Det er en interessant tanke og Jiro Taniguchi gør den endnu bedre, da den nu unge Nakahara Hiroshi har ting i hans fortid han ikke har fået gjort op med. En 14 årig med et tungt sind, men samtidig løftet op af følelsen af en ny krop, en 14 årig med en 40 årigs viden og langt mere selvtillid. Hvor anderledes ville ens liv blive på godt og ondt, hvis man gik tilbage, og ville man kunne forstå ting, man ikke forstod dengang. Ville det være lettere at tilgive?

A Distant Neighbourhood takler alle disse spørgsmål gennem betagende billeder og realtisiske og genkendelige personer i den lille by. Den unge Nakahara sætter fokus på de små ting i livet, med en helt anden respekt og indlevelse, da han nu er tilbage og det smitter af. Slutningen i A Distant Neighbourhood vol. 2 var ikke rimelig.... Den var simpelthen for tynd. Men det er måske bare mig. Men A Distant Neighbourhood er en serie alle kan læse og holde af, specielt de enkle stykker, hvor det er de små smukke ting i livet der bliver sat fokus på. Jeg glæder mig til at gå igang med andre Jiro Taniguchi's meget elskede tegneserier.

Uniqlo

Det jo smukt man har inder-nettet, så man kan finde lækre ting, som den her nye limited +J linje fra japanske Uniqlo. Hold da op. Jeg vil gerne have det hele...

Hellboy

På papiret lyder Hellboy ikke som noget specielt sjovt eller nyskabende. Men når Hellboy kommer i Guillermo del Toro's hænder, sker der magi. Han ved lige, hvad der mangler i de masseproducerede action/superhelte brag, man glemmer en halv time senere.

Som sagt lyder Hellboy ikke som noget der skiller sig ud fra så mange andre superhelte tegneserier. Udover den mindre detalje, at han er fra helvede. Man går ind til den med forventningen om, at der kommer nogle kampe, nogle smarte replikker der bliver sagt lige inden en kæmpe gun bliver trykket af. Det er de små ting Guillermo del Toro har sat fokus på, der gør den så speciel. Hellboy er jo et paranormalt væsen, og så fra helvede, så han skal holdes skjult. Hver gang han skal ud og hjælpe verden ankommer han i en skraldebil, hvor han må sidde klemt inde i en kasse. Han bor i et værelse fyldt med katte og han keder sig. Han har en idé om, at han vil leve heltedrømmen ud. Han vil være ham der står, og fyrer den seje kommentar af, inden han smadrer fjenden. Og nogle gange når han det da også, når han altså ikke lige bliver mørbanket. For han er ikke altid specielt elegant eller heldig . Men, det skal også siges, at det ikke tager overhånd. Han er ikke et komisk indslag, men det gør ham, drengen fra helvede, mere menneskelig. Man kan spejle sig i ham, og alle de små finurlige detaljer del Toro har fået frem i skuespilleren bag den røde hud.
Jeg er også svært glad for fiskemanden Abraham, Hellboys modsætning. Det er svært, at sætte ord på, men han er virkelig elskværdig og, igen, gennemført. Man mærker, specielt i Hellboy II, hvor meget disse misfits har brug for hinanden. del Toro gør plads til naturlige små scener, hvor der bliver talt om ingenting, eller hvor de indblandede faktisk får moralske skrupler og tvivl, noget der viser sig i II.
Så der er både humor, noget unikt i form af tempoet i historien og ved karakterene og så er der del Toro's fantasi. Han har et kæmpe talent for at skabe en verden af uhyrer og fabeldyr, der er helt hans egen. Man kan genkende hans stil på lang afstand, og alligevel er den så svær at forstå. Det er, og nu lyder det virkelig fesent, lidt som kunst, at se de kreationer der er kommet ud af den hjerne. Action brag, humor og lidt kunst. Det må man kalde vellykket superheltefilm.

Blæret noren gardin

Da jeg så det her print, kom jeg til at tænke på 'noren' gardiner, de små gardiner der sidder i døren til japanske restauranter. De blev førhen brugt for at afskærme fra sol, vind og støv, og selvfølgelig for at gøre reklame for etablissementet. Nu er de der mest for at skabe lidt atmosfære, og det virker...

Engrish

Blokering

Stacey Rozich fra signature illustration blog

Man sidder med en stædig tegne-og alt hvad der ellers har med kreativitet at gøre - blokering, og føler sig ret plat, fordi man slet ikke var god til, at tegne før den. Men man vil jo gerne alligevel, bare sådan til hygge brug (bilder man sig selv ind, men det ved man godt det ikke er, når man er så selvkritisk). Så ser man det her citat, af en meget vis kvinde, sådan en man ville ønske man kunne støde på og sidde og udspørge om alle de vigtige ting i livet. Denne kvinde, Martha Graham 1894-1991, siger sådan:
" There is a vitality, a life force, an energy, a quickening, that is translated through you into action, and because there is only one of you in all times, this experience is unique. And if you block it, it will never exist through any other medium and it will be lost. The world will not have it. It is not your business to determine how good it is; nor how valuable it is; nor how it compares with other expressions. It is your business to keep it yours, clearly and directly, to keep the channel open."

Ahh, man bliver helt rolig. Men så kikker man ind på signatureillustration og så føler man sig ret dårlig igen. Martha Graham, jeg skal stadig prøve at leve efter de vise ord, det er bare svært.

The Life Aquatic with Steve Zissou

Bølger af glæde og varme. Der er et eller andet helt roligt og afslappet men samtidig præcist og gennemtænkt ved filmen. Man kan mærke, at instruktøren, Wes Anderson, der også har stået bag The Royal Tenenbaums og The Darjeeling Limited, har haft et helt specielt univers i tankerne, en smule surrealistisk, som livet kan være, alle særhederne er bare gjort en smule mere synlige. Alt er tænkt igennem for at skabe en følelse af helhed.
Følelserne og handlingen føles altid ægte i de til tider teaterlignende opsætninger, der giver det hele en ekstra dimension, så meget mere at holde øje med og holde af og gør den endnu mere særlig. For det tager lige præcis ikke overhånd, det passer bare ind som noget ekstra til den intellektuelle og ironiske humor, og der er virkelig meget jeg ikke er færdig med, at grine af endnu.
Man ved aldrig hvad, der vil ske og det er virkelig befriende. Zissou kan gå fra afslappet kaptajn i for små speedo's til action film, hvor der bliver delt desperate øretæver ud af selv samme i badekåbe. Men det virker slet ikke mærkeligt, faktisk var det da lige det jeg manglede, for med en mand i midtvejskrise kan alt ske. Nogle scener er så tilpas mærkelige, mest på grund af timing og kombination, at de sagtens kunne have udspillet sig et sted i verden. Alle personerne har en ægthed og noget virkelig elskværdigt over sig, som den kiksede gruppe de nu er blevet. Musikken er selvfølgelig også helt gennemtænkt og indrammer hele filmen. Jeg synes slet ikke, som den er blevet kritiseret for, at den prøver for hårdt på at være speciel, noget jeg dog ser i The Squid and the Whale. Det er længe siden, jeg har leet så meget og samtidig kunne mærke en vision der var så hel. De skal se den!

Smart