Hellboy

På papiret lyder Hellboy ikke som noget specielt sjovt eller nyskabende. Men når Hellboy kommer i Guillermo del Toro's hænder, sker der magi. Han ved lige, hvad der mangler i de masseproducerede action/superhelte brag, man glemmer en halv time senere.

Som sagt lyder Hellboy ikke som noget der skiller sig ud fra så mange andre superhelte tegneserier. Udover den mindre detalje, at han er fra helvede. Man går ind til den med forventningen om, at der kommer nogle kampe, nogle smarte replikker der bliver sagt lige inden en kæmpe gun bliver trykket af. Det er de små ting Guillermo del Toro har sat fokus på, der gør den så speciel. Hellboy er jo et paranormalt væsen, og så fra helvede, så han skal holdes skjult. Hver gang han skal ud og hjælpe verden ankommer han i en skraldebil, hvor han må sidde klemt inde i en kasse. Han bor i et værelse fyldt med katte og han keder sig. Han har en idé om, at han vil leve heltedrømmen ud. Han vil være ham der står, og fyrer den seje kommentar af, inden han smadrer fjenden. Og nogle gange når han det da også, når han altså ikke lige bliver mørbanket. For han er ikke altid specielt elegant eller heldig . Men, det skal også siges, at det ikke tager overhånd. Han er ikke et komisk indslag, men det gør ham, drengen fra helvede, mere menneskelig. Man kan spejle sig i ham, og alle de små finurlige detaljer del Toro har fået frem i skuespilleren bag den røde hud.
Jeg er også svært glad for fiskemanden Abraham, Hellboys modsætning. Det er svært, at sætte ord på, men han er virkelig elskværdig og, igen, gennemført. Man mærker, specielt i Hellboy II, hvor meget disse misfits har brug for hinanden. del Toro gør plads til naturlige små scener, hvor der bliver talt om ingenting, eller hvor de indblandede faktisk får moralske skrupler og tvivl, noget der viser sig i II.
Så der er både humor, noget unikt i form af tempoet i historien og ved karakterene og så er der del Toro's fantasi. Han har et kæmpe talent for at skabe en verden af uhyrer og fabeldyr, der er helt hans egen. Man kan genkende hans stil på lang afstand, og alligevel er den så svær at forstå. Det er, og nu lyder det virkelig fesent, lidt som kunst, at se de kreationer der er kommet ud af den hjerne. Action brag, humor og lidt kunst. Det må man kalde vellykket superheltefilm.