Korte anbefalinger

Hi no Kagutsuchi
En dreng leder efter sin bror og kommer i sin søgen ind på et tempel område. Her bliver han slået ned af en af de, surprise, meget specielle mennesker der opholder sig på stedet, idet de tror han har stjålet fra templet. Det skal hurtigt vise sig, at det ikke bare er piger med baseball bats, der er ude efter ham. Hans tilstedeværelse har vækket noget i skyggerne og i stedet for at finde sin bror, finder han noget i sig selv.
Jeg indrømmer det...det var helt overfladiske grunde, der gjorde, at jeg læste starten. Der var vist noget med farverne på coveret.. tror jeg. Men historien virker rimelig nok, hovedpersonen virker lidt som en svag kopi af Edward Elric fra Full Metal Alchemist, men bare mere mopset. Måske sker der en ændring.

Shinsengumi jingishou Asagi
En faktisk nogenlunde historisk korrekt shinsengumi serie. Der er ikke, som i mange andre serier om shinsengumi, de helt store sværdscener, men hvis du er vild med lidt hug så fortvivl ikke, for der mangler hverken vold eller blod. Det er bare ikke spredt ud over en dobbeltside. Her går man længere ind i de politiske forhold, der i sig selv skaber en del drama. Men der er desværre ikke udgivet særlig mange kapitler, så man må vente.

Kimi ni shika kikoenai
En ensom pige får en dag kontakt med en dreng ved tankens kraft. Med 'en telefon' i sit hoved. Det udvikler sig til et specielt forhold, da hun finder flere med denne evne. Stilheden bliver langsomt brudt. Men hvad vil der ske, hvis de mødes?
Jeg ved det godt. Det lyder for syret. Men giv det en chance. Det bliver gjort så smagfuldt og med en vis poesi, at det faktisk ender med at blive ret smukt, uden at det bliver for anmasende.

With or without me
Igen en serie, der reflekterer samfundet. En ung pige ved ikke hvad hun vil. Hun bliver fyret fra alle sine jobs. Hendes mor er efter hende. Hun får et job hos sin veninde, der stresser over sit manga projekt. Måske vil hun blive inspireret til at finde en passion og arbejde hårdt for det man vil have? Heltinden er virkelig sympatisk at følge, og serien blander alvor og det afslappede godt.

Renai Kaidan Sayoko-san
Man kan blive for venlig. Specielt hvis den måde man viser næstekærlighed på er ved, at samle spøgelser op og derefter lade dem hjemsøge én. Det har en vis afskrækkende effekt.
Pigen i denne serie har præcis denne dårlige vane, og lever derfor et ret afsondret liv. Indtil hun bliver kørt ned af en fattig studerende....
En sød lille serie.

Nisekoi - One-shot fra skaberen af Double Arts. Som skrevet i indlæget om Double Arts var jeg rigtig med på den, men man skal have chancen for selv at sammenligne.

Kirameki Ginkachou Shoutengai
Hyggelig serie om nogle unger, der roder rundt omkring et center i deres distrikt i, mens de samtidig skal overkomme det akavede ved at vokse lidt fra hinanden og i det hele taget vokse op. Jeg ved der er nogle, der håber på, at det udvikler sig til noget 'kærlighedsforvirring' men hvis det komme, så jeg håber det bliver holdt enkelt.

Skyggefamilie - Miyuki Miyabe

Læs japansk krimi - tjek.

Veloverstået første møde med en japansk krimi. Jeg er generelt ikke den store krimi fan, selvom jeg godt kan se det spændende i dem. Noget af det vigtigste er deres ærlige og personlige kildring af samfund. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når der skrives om de mørke sider af samfundet, ofte med et bestemt fokus, der udspringer af forfatterens egen frustration. Og sådan er det åbenbart også med japanske krimier, fandt jeg ud af, da jeg læste en rigtig god introduktion til Skyggefamilie. Her stod det, at krimi i Japan også, meget ofte, bliver brugt til at komme ud med meninger og kritik af samfundet. Specielt forskellen mellem køn som den er nu, og hvordan det kunne være, fx i form af stærke kvindelige hovedpersoner, der viser, at en mand og en kvinde godt kan have et venskab, der bygger på respekt, uden nogen undertoner. Fedt!
Skyggefamilie var hurtig læst, men god, med masser af oprigtige følelser, humor, sarkasme og snedige politifolk. Og et indblik i konsekvenserne af det nuværende samfund.
Jeg skal helt sikkert læse flere japanske krimier efter det her.

The Japanese Tradition

Genialt eksempel på skarpsindig selvironisk japansk sketch. Det varmer.

Kirsebærblomsten - Ud&Se

Jeg fandt en gammel artikel fra bladet Ud&Se om kirsebærblomsten i Japan. Artiklen er både visuelt og indholdsmæssigt rigtig god, så jeg vover pelsen og viser den her. . 'Rigtig godt' kan dog ikke siges om det firma der udgiver Ud&Se, men man får i hvert fald goood tid til at læse hele magasinet. Igen. Og igen. Nå, tilbage til de smukke kirsebærblomster:



Og undskyld for den uheldige blitz.

Nationalmuseets udstilling Japan-Brede 1983

Så bliver det ikke mere internationalt!
Det' bare gas. Det må have været en flot udstilling, siden min mum valgte at gemme kataloget derfra. Der er rigtig mange gode stykker skrevet af folk, der virkelig kender hver deres område om Japan. Der er ikke noget, at sætte en finger på, selv deres opstilling af kataloget, var faktisk slet ikke så slemt i 1983. Man kan måske ligefrem kalde det flot.
Fundet af kataloget passer sjovt nok med, at jeg lige har været inde og se udstillingen 'Møde med Japan' på Ordrupgaard, der fortæller om hvordan mødet med Japan virkelig inspirerede, hvis næsten ikke satte gang i ekspressionismen. Det jeg nåede at se (der var ret meget pres på) var rigtig godt, dog var skiltningen lidt rodet i deres snørklede lokaler, så det var svært at finde ud af, hvor den startede, hvor man skulle gå hen derefter osv.

Nå, tilbage til Japan-Brede.

Først er der en gennemgang af folket og sproget:


Siden lidt historie:

Rayman Origins

Et nyt kapitel vil forresten blive føjet til, på det sidste ikke så heldige, Raymans historie. Ja, der er en lille vred nørd inde i mig med en rystende næve. Det var jo en skamplet på serien med de skide kaniner! Der kom ikke noget ordentligt efter Rayman 3. Næven...
Nå, men nu er der altså blevet lovet noget lidt anderledes.
Spillet hedder Origins. Vi skal tilbage til rødderne.
Men det er slet ikke den følelse jeg får af spillet. Kan man holde ud at spille det, med alt den... dumhed? Lidt er godt, men det ser nu til at være smurt tykt på. Men okay, det er Raymans fødsel og hans rejse for at bliver modnet.. som en frugt.. eller hvad han nu er. Man må vel se det som en forhistorie til 1'eren. Til han bliver den gode dreng med boyband hår som man kender ham bedst.

Rayman 1 PSX til PS3

"oh my GOD. My childhood just ran into me like a bull " - youtube bruger om Rayman 1.

Præcis det jeg følte, da jeg så at man kunne købe Rayman 1 fra PSX på PS3 store. Hold op hvor blev jeg glad og allerede ved Ubisofts logo var jeg gået i barndommen.

Spillet ser måske uskyldigt ud, men det er faktisk kåret som et af de sværeste spil af spilnørder, jeg selv inklusiv. Ja, jeg kan ikke benægte, jeg måtte ty til snydekoder og youtube playthroughs. Det kan være et ekstremt udfordrende og frustrerende spil, som jeg opdagede, at jeg egentligt ikke har helt tålmodighed eller tid nok til. For man kan ikke gemme mens man er i en bane. Man skal gennemføre den hele bane, bestående af 4-5 mindre baner, ellers skal man starte helt forfra. Suk, man føler sig virkelig forkælet i de nymodens spil, hvor man kan gemme regelmæssigt. Jeg har tilgengæld fået ny respekt for mine spilleevner som unge, for der kom jeg en del længere end jeg nogensinde ville kunne være nået uden den mest smukke opdagelse ved hele spillet: koden til 99 liv....
det gå imod mine principper, men hvad gør man ikke for en smule nostalgi.

Hokenshitsu no Shinigami

Hokenshitsu no Shinigami, The Shinigami Infirmary, skaber en faktisk hyggelig stemning. Ah ja, en hyggelig serie om elever, der bliver overtaget af sygdomsånder og med en skolesygeplejeske ved navn Hades. Hyggelig. Overraskende valg af ord, også for mig, ikke fordi serien er mørk (overhovedet), men fordi, at selvom det er en klar hverdags drengeserie, med hvad det nu indbærer, så synes jeg at eleverne i serien faktisk virker naturlige og som en sjov broget blanding, der ikke dømmer hinanden men bare fungerer. Det virker ikke særlig udspekuleret eller dramatisk, men det er bare hverdag, med nogle gode karakterer, der nærmest tilfældigt begynder at kende hinanden gennem én meget specielt skolesygeplejeske.