Candyblog

"Open your mouth, expand your mind"

Hvis man er én af dem der altid står og syrer over slikket i supermarkeder i andre lande (de klart sjoveste mål på ferier) så må denne blog ramme plet. Det er en utrolig hyggelig side, der indeholder utrolig mange gode og gennemarbejdede test af slik fra hele verden, lavet af bare en skribent.
Som barn af slik syge forældre har jeg aldrig kendt til slik frie fredage, men hvis man som barn har haft slik-forbud og er kommet med svaret: "når jeg bliver voksen, vil jeg spise slik hele tiden" så må det at styre denne blog være den ultimative hævn. Og man bliver ret vild med det. Det er specielt fascinerende at se det meget specielle slik, der findes rundt omkring i verden, ikke mindst fra Japan. Det er også interessant, da den amerikanske skribent nu er ved at bevæge sig ind i den fremmede og forunderlige verden af lakrids...
Candyblog emmer af kærlighed og fascination af slik og kan besøges her.

Deadman Wonderland

Jeg valgte at starte med at læse serien på grund af linket til Eureka Seven, da det er samme tegner der er inde over. Og det gik jo ret godt sidste gang. Men Deadman Wonderland er nu noget anderledes end Eureka Seven. Ikke mindst fordi der er så meget mere vold. Hvilket faktisk er det, det meste går ud på i den mørke serie Deadman Wonderland. Vold og død... på mange kreative måder. Og dog...

Tokyo er ødelagt af et kæmpemæssigt jordskælv, der har efterladt børn og unge alene i et kaos. En sådan ung dreng, nyder år efter, endelig sit skoleliv, da han pludselig er vidne til klassekammeraternes voldsomme død, da en 'Rød mand' dræber hele hans klasse. Da han (u)heldigvis er den eneste, der overlever, bliver han sigtet for mord på sine bedste venner. Han bliver sendt til det private fængsel Deadman Wonderland - et fængsel for forbryderne, men en forlystelsespark for befolkningen!

-Ja, det lyder ret... specielt og ikke som en serie man kan tage seriøst. Men inde i galskaben, ligger der en anden historie gemt, der er klart mere interessant. Det er i denne historie, man godt kan se ligheder mellem Eureka Seven og DM, selvom det ikke er samme forfatter. Selv i al den vold og kaos, ligger der faktisk en kærlighedshistorie og et drama indenunder og lurer, selv med alt det mørke der følger med. Og det bløder op for al den vold der nu engang er i serien.

Problemet er ikke volden i sig selv, men mere at den virker så meningsløs, men da serien selv ser dette, fx ved at hovedpersonen reagerer på det, er det til at holde ud, selvom jeg vil tro nogle bare læser serien for den....lidt for kreative volds skyld - og alle kvinderne, der er meget... mere strategisk fyldige end de fleste i fx Eureka. Det må man vist bare tage med, men som altid tænker man: føler de ikke at deres historie er spændende nok, så de ikke behøvede de billige point... Det er da okay med et par barmfagre kvinder, de findes jo faktisk, men absolut alle kvinder, der til tider bliver vist i en rimelig strategisk overvejet vinkel? (det kunne dog være meget værre, men så var vi også ovre i en anden genre..) Men det gør bare, at man måske ikke tager historien helt seriøst. For kvindernes rolle i serien er egentlig i sig selv fin.

Selve stedet Deadman Wondeland er rimelig syret og de halvhjertede reaktioner fra samfundet giver ikke nok mening, eller bliver i hvert fald ikke videregivet ordentligt. Men hele historiens egentlige omdrejningspunkt, jordskælvet og alle de liv der blev påvirket af det, engagerer en i historien. I mange tegneserier kan man klart mærke, at frygten for et kæmpejordskælv ligger i dybt i den japanske bevidsthed - med god grund... og det er ret skræmmende.

Så... Jeg ville nok være hoppet af, hvis ikke plottet var så godt, og mysteriet om den røde mand må ses til ende.

Bushidō Sixteen

En kort anbefaling af den rigtig fine serie Bushidō Sixteen. For pigen Isoyama Kaori ligger der, i kampsporten kendo, mange følelser. Det er en kamp om liv og død. Så da hun taber til den mindre agressive Nishiogi Sanae får Isoyama et mål: at finde Sanae, finde ud af hvilke teknik hun skjuler og besejre hende! Men da Sanae ikke lader til at kunne gentage succesen vækker det stærk irritation hos Isoyama. Men bag Sanaes accept af nederlag og hendes stille tilfredse tilgang til kendo, ligger der måske en anden filosofi, der ikke er mindre følelsesladet eller mindre stærk end Isoyamas. Det er rigtig interessant med en serie, der bare fokuserer på sporten og de to pigers forskellige tilgang til den. I starten virker begge piger en smule endimensionelle, men de giver hinanden et godt modspil, dog uden at være hinandens komplette modsætninger - fx bliver Sanae vred over at Isoyama ser hende som en happy-go-lucky type bare fordi hun er mindre agressiv, og her rammer hun måske også lidt plet, når det gælder læserens egen idé om hendes type. Måske er de ikke så forskellige endda. At sporten der er tale om er kendo gør det jo bare endnu bedre! Der kan også lige knyttes nogle ord til tegnestilen. Den minder svagt - det kan specielt ses på Sanae - om stilen i de mere søde og poppede serier, men der er klart skruet ned for nuttedhedsfaktorer og de store øjne og den bliver mere upoleret. Så der kan man se, hvad det gør ved en series udtryk - det er ret interessant. Plus at historien, indtil videre, slet ikke indeholder nogle af den elementer, der kendetegner de mere nuttede/poppede serier. Nå, men man må håbe at serien bliver ved med at leve op til den enkle fortælling om de to menneskers forhold til kendo, uden der bliver fokuseret og spillet på at de er piger. Serien her står fx i skærende kontrast til moe serien Bamboo Blade... gys! Det håber jeg den bliver ved med.

The Name of the Wind - Patrick Rothfuss

" I have stolen princesses back from sleeping barrow kings. I burned down the town of Trebon. I have spent the night with Felurian and left with both my sanity and my life. I was expelled from the University at a younger age than most people are allowed in. I tread paths by moonlight that others fear to speak of during the day. I have talked to Gods, loved women, and written songs that make the minstrels weep -
My name is Kvothe. You may have heard of me"

Så er der lagt op til et godt gammeldags eventyr. Tror man. Denne skrift bag på bogen giver egentligt et lidt forkert indtryk...eller rettere; den fortæller den historie, mange har hørt om bogens hovedperson - legenden Kvothe. Patrick Rothfuss går ud fra et klassisk eventyr, men igennem en opfindsom fortællestil og en interessant opbygning går han og Kvothe dybere bag om myten.
I Kvothe har Rothfuss fundet en sympatisk karakter. Dette specielt på grund af hans fortællestil. Vi møder en hovedperson, der pludselig får mulighed for at se tilbage på sit liv, der langsomt folder sig ud for læseren og menneskerne omkring ham. Kvothe er detaljeret, med mange sider, styrker og svagheder - det er en langsomt nedbrudt helt man møder, et mysterie for alle.
Så der er en rigtig god grobund for noget, der ikke kun er et fantastisk eventyr, men en fantastisk historie om en sympatisk og vis hovedperson, der udvikler sig til en helt, men en helt med nuancer. Specielt er hans søgen på et grufuldt fænomen faktisk noget, der optager læseren mindst lige så meget som Kvothes eget liv. Man kan ikke vente med at få opklaret mysteriet, der lader til at række langt tilbage i tiden. Dog lader Rothfuss sig rive med i dele af bogen, hvor det hele bliver lidt for fantastisk, hvilket ødelægger den ret solide historie. Han kan gå fra det mest miserable og triste, hvor det bliver penslet unødigt meget ud (og det kommer fra en, der holder af realisme i fantasy)- til nær heltestatus som 16 årig på under ét år. Den unge Kvothe er ekspert i absolut alt han kommer i nærheden af og han kan snøre alle. Det er lettere trættende og det ødelægger lidt den ellers rigtig fine stil der bliver lagt i starten. Men The Name of the Wind, første bog i en trilogi, kan bestemt anbefales, for det er historien om, hvordan helten Kvothe er endt, hvor han er nu og det lader til at blive en stor og kringlet fortælling.