tirsdag den 9. august 2011

Bushidō Sixteen

En kort anbefaling af den rigtig fine serie Bushidō Sixteen. For pigen Isoyama Kaori ligger der, i kampsporten kendo, mange følelser. Det er en kamp om liv og død. Så da hun taber til den mindre agressive Nishiogi Sanae får Isoyama et mål: at finde Sanae, finde ud af hvilke teknik hun skjuler og besejre hende! Men da Sanae ikke lader til at kunne gentage succesen vækker det stærk irritation hos Isoyama. Men bag Sanaes accept af nederlag og hendes stille tilfredse tilgang til kendo, ligger der måske en anden filosofi, der ikke er mindre følelsesladet eller mindre stærk end Isoyamas. Det er rigtig interessant med en serie, der bare fokuserer på sporten og de to pigers forskellige tilgang til den. I starten virker begge piger en smule endimensionelle, men de giver hinanden et godt modspil, dog uden at være hinandens komplette modsætninger - fx bliver Sanae vred over at Isoyama ser hende som en happy-go-lucky type bare fordi hun er mindre agressiv, og her rammer hun måske også lidt plet, når det gælder læserens egen idé om hendes type. Måske er de ikke så forskellige endda. At sporten der er tale om er kendo gør det jo bare endnu bedre! Der kan også lige knyttes nogle ord til tegnestilen. Den minder svagt - det kan specielt ses på Sanae - om stilen i de mere søde og poppede serier, men der er klart skruet ned for nuttedhedsfaktorer og de store øjne og den bliver mere upoleret. Så der kan man se, hvad det gør ved en series udtryk - det er ret interessant. Plus at historien, indtil videre, slet ikke indeholder nogle af den elementer, der kendetegner de mere nuttede/poppede serier. Nå, men man må håbe at serien bliver ved med at leve op til den enkle fortælling om de to menneskers forhold til kendo, uden der bliver fokuseret og spillet på at de er piger. Serien her står fx i skærende kontrast til moe serien Bamboo Blade... gys! Det håber jeg den bliver ved med.

Ingen kommentarer: