Drømme eller skjulte sider?

Nogle gange tænker jeg, af alle de ting der er så anderledes og en smule svære at finde ud af om japanernes indre tanker, hvad manga er. Der er selvfølgelig nogle der er meget virkelighedstro, og ikke er særlig behagelige at læse. Og så er der nogle (og det er de fleste japanske tegneserier) hvor humoren forstås over hele verden, og hvor mange kan relatere eller "vænne sig" til de ting tegneserierne sætter vægt på. Men når man så kommer til Japan, er de ikke så "frie" som de er i deres mangaer. Det er meget mere stift. Nogle ting kan man leve op til som i mangaerne, som de nuttede og altid genki piger. Men der er ting i manga, jeg nogle gange tænker, enten er ting vi udefra ikke ser, fordi det er noget mere privat i japanernes liv. Eller er nogle elementer i manga sådan som de ville ønske eller håber det engang bliver? Men noget af det der er ret sjovt ved at læse japanske tegneserier(udover gode og opfindsomme historier), er at man kommer lidt ind i japanernes liv og tankegang. Nogle gange er det lidt trist, med nogle serier, hvor jeg som mange gange sagt før, føler de sender et ret dårligt budskab, men hvor gode serier får mig til at føle jeg kommer til at forstå dem en smule bedre, om det så er en side af dem jeg ikke ser, eller om det er deres drømme og håb, for ting de kan lære at give lidt slip på. Inden for manga har man i meget længere tid set kvinder i vigtige positioner fx inden for finansverdnen, politiet eller politik (man kan måske argumentere om de alle er lige naturtro, men....stadigvæk, mange bipersoner udfyldes af kvinder i disse roller) end i japanske bøger indtil nu.

Final Fantasy XIII

Jeg har udviklet ret store forventninger til det her spil, Final Fantasy XIII. Jeg har aldrig kunne spille et Final Fantasy spil færdigt, fordi jeg aldrig er blevet fanget af spillet. Og så var styresystemet bare så irriterende, at jeg slet ikke kunne nyde kampene. Og spillene har altid været fyldt af klichéer, og jeg synes de har brændt mange gode idéer af, på noget der er meget forudsigeligt. Det er en kedelig vane jeg synes mange japanske spil har. Men jeg holder øje med dem, og nu er der kommet noget der ser anderledes ud! En heltinde, Lightning. Og så er hun oven i købet en type man ikke har set blandt de kvindelige bi roller i final fantasy spillene. Men ak, det går jo nok ikke efter mit hoved, og jeg ender nok med at tænke at de brændte en god idé af. Jeg har på fornemmelsen jeg bliver skuffet. Det viser sig nok hun ikke har noget personlighed og hun bliver ved med at have det samme ansigtsudtryk på. Men en kvindelig hovedperson, der ikke viser for meget amazone kød det er et nyt syn, der glæder mig. For jeg håber på det bedste for den her hovedperson, selvom jeg også må gøre mig klar til en skuffelse.

Lovely Complex

Lovely Complex er en af de få shoujo serier, der efter min mening er rigtig gode. Lovely Complex er helt sikkert en af mine ynglings serier. Men den er så sjov, at den er for alle. Jeg kan ikke få nok af den. Den har en anden tilgang til tingene, er ikke så fyldt med de mange klichéer man ellers ser i mange shoujo serier. Den er på en frisk og sjov, og en som mig, kan blive meget mere rolig, når jeg tænker på at al shoujo ikke er... som det nu ofte er.For der findes serier som Lovely Complex.

Jeg kan godt lide at Koizumi og Ōtani er ret lige og der er plads til lidt grimme ansigter og noget anderledes charme. Ōtani kan være afvisende nogle gange, men sådan kan det også være i virkeligheden, og når han bliver for meget får han en opsang fra Koizumi eller deres umage venner. Koizumi og Ōtani har noget andet sammen en bare deres søbende kærlighed (som om der skulle være noget af den slags i Love Com) og det er Umibozu! Det mest fantastiske fiktive band nogensinde. Og jeg kan virkelig godt lide, at der er andet til i den verden end bare kærlighedsdrama. Men det er en virkelig sød historie, der aldrig kammer over. Jo mere jeg læser den, jo mere elsker jeg den. Animé udgaven kan også anbefales, men den fungerer kun, hvis man har læst serien.

Picture/wallpaper from animepaper

.... det kraftnys kender jeg alt for godt.

Gode ting

En ting jeg tænker for lidt på hvor meget jeg elsker er... måger!

De laver en skøn lyd, der fortæller en, at man er i nærheden af havet. Desværre har vi ikke så mange ude hos os... suk.



Havet, sand og formiddags lys. og det her billede fra Tokyo Bay:

Bleach

Ja, det er jo måske min ynglings serie.
Hvor skal man starte. Altså i starten var den ikke god, og jeg kunne faktisk ikke lide nogle karakterer, men den udviklede sig, og det er vel noget af det ved den, der fascinerer mig, det den udviklede sig til at blive. Noget man tydeligt kan se udviklede sig, er jo tegnestilen. En helt speciel stil, som jeg ikke rigtig har set nogle andre steder. Der er et eller andet meget menneskeligt ved deres ansigter, og de kan både vise meget styrke og blive meget følsomme og bløde uden det på nogen måde bliver for meget, men det bare virker ærligt.
Historien ændrede sig også ret meget, fra noget lidt lallende, til noget meget mere seriøst. Noget man kan være ked af, er alle de fillers i anime serien der er blevet lavet, for selve den originale historie er ret solid. Tilgengæld er de film der er blevet lavet, noget der tager udgangspunkt i Soul Society, og ting fra fortiden der kommer tilbage, uden det bliver så underligt som Baunto's(hvorfor skal noget så meningsløst have sådan et umuligt navn?)
Noget der er godt ved serien , er at man bevæger sig væk fra hovedpersonen, da der er så mange andre gode "biroller". Og vi får deres historie. Vi finder mere og mere ud af, hvilke forhold personerne har sammen, og så er der jo selvfølgelig det store tvist i historien. Det er ligesom om Soul Society ikke kan blive tømt for historier, og der er mange muligheder, som de føromtalte fillers ikke bruger ordentligt. Noget der dog bliver lidt gammelt i længden er Kurosagi Ichigo's konstante redningsaktioner, der endelig bliver overtaget lidt af andre når de når længere ind i historien.
Men som sagt, hver rolles ret indviklede og gennemtænkte historie, gør at man på et eller andet tidspunkt får et forhold til personen.

SPOILERS!
Jeg kunne i starten ikke se specielt meget dybde i Kuchiki Rukia, hun virkede mest af alt ret manipulerende, men der var et eller andet ved hende og Kurosagi's forhold, der var dejligt forfriskende og unikt og da hun sidder fanget, og man bliver introduceret til hendes historie, om hvordan hun kom til 13th company og om hvordan hun langsomt faldt til i et dejligt almindeligt miljø, føler man mere og mere en menneskelighed og en kraft hos hende, der gør hende til en karakter tegneserie verdenen efter min mening har manglet. Og sådan er der mange karakterer og forhold i Bleach der er. Noget der har manglet. Tite Kubo har ramt plet. Vi fortsætter med at få bedre kendskab til mange andre personer . De er dybere end man lige tror, og det ender med, at jeg oven i købet forstår og ser dybde i en rolle som Abarai Renji (!), da man ser det enkle og gode venskab han delte med Rukia. Nogle gange i de mange og konstante kampscener, hvor de gang på gang er ved at dø, tænker man hvor langt ude det nogle gange er. Jeg må bare overbevise mig selv om at det er "shinigami krafterne" (uuuhhh) der tager over, selvom jeg nogle gange synes alle de kampe er ved at blive for meget. Jeg kan godt lide samarbejdet med sværdet, der nærmest har sin egen sjæl, der gør de kæmper som to, og det gør jeg kan se mere roligt til i kampscenerne, uden hele tiden at sidde med en "agh, come on" følelse når de igen, igen ender på randen af døden, og kommer tilbage med dobbelt kraft.
Der er selvfølgelig nogle roller der bliver lidt for shonen for mig, men altså... sådan er det bare. Selvom nogle af kvinderne i historien er meget.... kvindelige i deres former, er det gjort med noget respekt på en måde.... hmm.. De er ikke gjort dummere af den grund.

Premiere

Jeg kan godt lide programmet premiere. Jeg synes specielt at værten har ret mange gode synspunkter, og han er ikke for fin til at blive glad over en aimationsfilm som Madagascar (jeg elsker personligt pingvinerne. hoho.) og ja, det er bare dejligt med et ikke snop program, det stadig kan skille alt det dårlige fra og give dem et rap over fingrene. Han sagde det, jeg mange gange har tænkt omkrig High School Musical, om hvordan det stiller store krav til børn, med ting som skal være helt perfekt og renskuret. I det hele taget synes jeg, at Disney skulle holde sig helt fra at avle smukke og berømte "børne" stjerner. Men det gør de jo og det har de jo gjort i mange år. Man kan selvfølgelig også bare igniorere det, men jeg kan da klart sige at jeg må takke min mor for at have holdt den slags slam ude af mit liv, indtil man selv fik sig en mening om hvad man vil påvirkes af.

Og så har premiere jo humor. Det er altid godt.

Jeg bliver aldrig for gammel til tegnefilm/animationsfilm (og med det mener jeg Pixar, Dreamworks osv.) Det kan jeg mærke. Det er måske ikke dem der sætter de dybeste indtryk, og gør at du går og tænker på dem hele tiden, men de fanger sjove og søde personer, og giver os en smule varme indeni. Og jeg forstår ikke nogle unges følelse af at de skal undskylde det ved et "ja, jeg ved godt det er lidt underligt" - udbrud, når de fortæller de har været inde og se fx en pixar film. Det er lidt synd. Den enkelthed, lethed og sjove observationer er noget man ikke altid får i andre film. Vi er jo stadigvæk nogle store unger.

Jeg ønskede mig en dvd med Wall e (og fik den!) og den var virkelig sjov, og med mange søde robotter, specielt Eve, der er virkelig sød når hun griner... eller hvad en robot nu gør. Og Wall e er også sød, men det vidste vi jo godt. Og Burn e! Jeg kunne ikke holde op med at grine over den ekstra film der fulgte med. Oh, Burn e.

Shadow of the Colossus

Tør man sige noget om det, uden at det hele kommer til at lyde som noget der er
blevet sagt før. Og selvom mange har prøvet at formulere det, ved vi, at vi aldrig helt vil kunne beskrive dette spil i ord. Så jeg skriver nogle ord, bare for at hylde det.

Der kommer spoilere længere nede, men I vil blive advaret i god tid. Så bare læs videre.

Hvor starter man. Hovedpersonen. Wanda eller Wander. Vi ved ikke meget om ham, og det bliver vi ved med ikke at gøre. Man ved han vil redde en pige og det er det. Man kan sige, at det med pigen er hørt før, men i det her spil spiller forhistorien ingen rolle. For der er et eller andet ved Wanda, og hans kamp for at slå kolosserne ned. Man mærker hvor meget han må gøre det, og noget af det bedste i spillet er Wanda's frygt, og dermed også hans mod. Man kan mærke han er bange. Man bliver selv bange, med de store kolosser der ryster jorden, og får dig til at vælte rundt. Han står ikke for os som en kriger, men han skal gøre det. Når han vælter rundt, og råber panikslagen efter sin hest Agro, bliver man selv ekstremt stresset. Man føler virkelig, at Wanda bare er et menneske, og det gør ham så meget mere modig, når han går op imod kolosserne. Han har ikke smarte combo attacks eller et kæmpe sværd. Han har sin bue og sit korte sværd.
Jeg sad og svedte, hver gang en kæmpe kom nær, men det var ikke bare deres størrelse. Der er mindre, der skræmmer med deres fart. Wanda bliver slynget rundt af kolosseerne, kastet af og balancerer klodset rundt på dens store ryg. Angst og ærefrygt kommer tydeligt igennem spillet og ind til en selv. Den ven og følgesvend Wanda har i Agro, er en vigtig del af spillet. Jeg var ofte meget bekymret for Agro, og for hvor han var, for han er det eneste Wanda har, og det mærker man tydeligt.

Den måde Wanda bevæger sig på, og de måde man styrer ham på, gør oplevelsen endnu mere virkelig. Man kan mærke når det ryster i kontroleren på de rigtige tidspunkter, og der blev skabt en god "klodset" styring, man stadig kunne stole på og ikke blev træt af.

Jeg lagde flere gange mærke til, at folk samlede sig omkring mig for at se på, da jeg sad og spillede, selv min mor, der slet ikke har tålmodighed med spil. Det siger vist noget om intensiteten i spillets kampe.

De har virkelig skabt et utroligt verden. Igen, jeg ved ikke hvad japanerne kan, men de skaber verdner og kulturer man tror på, der virker gennem førte med musik, kultur og arkitektur. Jeg vil vide mere. Er der andre mennesker? tænker man mens man ridder rundt. Hvad er det for et smukt land jeg er i? Man har lyst til at bare ridde på sin hest (igen, en idé der før lå mig meget fjern) og nyde de smukke ændringer i naturen, opdage tågede søer og se skyerne og lyset ændre sig. Det virker som rigtigt land, og man ville ønske nogle af de gamle bygninger var ægte.

Kolosserne er utrolige. Man tror hele tiden, man vil støde på den samme igen, men det er så forskellige. Nogle føler man virkelig en ærefrygt for, og man har ikke lyst til at stikke et sværd i dem, og når de hyler føler man skyld. Andre kolosser føler man bare frygt for, som den der dukker op på et coloseum. Igen er spillet genialt, sådan som Kolossernes omgivelser kan bruges for at få dem ned. Nogle gange skal man bruge omgivelserne, som grotter til sten, for at få kolosserne ned. Det er ikke altid de mumlende stemmer giver en den hjælp man har brug for. Så jeg måtte flere gange bruge en walkthrough, for at finde ud af hvad jeg skulle gøre. Pinligt men sandt :)

Shadow of the Colossus er blevet hyldet som kunst. Og det er det. Det er en fuldstændig hel oplevelse, med fabelagtig musik, kamerastyring, en historie kun drevet af få klip, natur, en gennemført fremmed kultur og alt dette tilsammen gør, man føler sig fuldstændig opslugt i denne verden, og alt hvad Wanda ser, gør og føler, føler vi også. Det er som om vi er blevet sneget med, og vi nærmest er blevet en modig og dog rystet vandrer, der i et tomt land skaber en episk fortælling, som ingen mennesker nogensinde skulle have hørt om.


SPOILERS!

Så efter at have følt sig skyldig når man havde slået en kolos ned, og set det mystiske sorte forsvinde ind i Wanda, ender det med en lang og pinefuld sekvens, hvor man, efter hvad jeg har forstået, finder ud af, at stemmerne var dæmonen, Dormin. Wanda tjente denne dæmon ved at slå Kolosserne ihjel, der holdt det onde fra dæmonen i dem fanget. Men det gør vel kolosserne gode, og det gør ens skyldfølelse begrundet.

Det var meget sørgeligt og voldsomt, at Wanda efter at være blevet manipuleret til at tro, han gjorde det rigtige, efter alle de kampe, ville dø som en forræder, opslugt af Dormin og værre, uden at se pigen vågne op. Det gjorde hun. Dormin blev fjernet af præsterne. Wanda bliver genfødt, og de horn der voksede ud, da han blev en dæmon, er nu på en lille baby. Pigen tager Wanda og Agro, der vender haltende tilbage, ind i en have. Der slutter filmen, og man sidder målløs tilbage.