blevet sagt før. Og selvom mange har prøvet at formulere det, ved vi, at vi aldrig helt vil kunne beskrive dette spil i ord. Så jeg skriver nogle ord, bare for at hylde det.
Der kommer spoilere længere nede, men I vil blive advaret i god tid. Så bare læs videre.
Hvor starter man. Hovedpersonen. Wanda eller Wander. Vi ved ikke meget om ham, og det bliver vi ved med ikke at gøre. Man ved han vil redde en pige og det er det. Man kan sige, at det med pigen er hørt før, men i det her spil spiller forhistorien ingen rolle. For der er et eller andet ved Wanda, og hans kamp for at slå kolosserne ned. Man mærker hvor meget han må gøre det, og noget af det bedste i spillet er Wanda's frygt, og dermed også hans mod. Man kan mærke han er bange. Man bliver selv bange, med de store kolosser der ryster jorden, og får dig til at vælte rundt. Han står ikke for os som en kriger, men han skal gøre det. Når han vælter rundt, og råber panikslagen efter sin hest Agro, bliver man selv ekstremt stresset. Man føler virkelig, at Wanda bare er et menneske, og det gør ham så meget mere modig, når han går op imod kolosserne. Han har ikke smarte combo attacks eller et kæmpe sværd. Han har sin bue og sit korte sværd.
Jeg sad og svedte, hver gang en kæmpe kom nær, men det var ikke bare deres størrelse. Der er mindre, der skræmmer med deres fart. Wanda bliver slynget rundt af kolosseerne, kastet af og balancerer klodset rundt på dens store ryg. Angst og ærefrygt kommer tydeligt igennem spillet og ind til en selv. Den ven og følgesvend Wanda har i Agro, er en vigtig del af spillet. Jeg var ofte meget bekymret for Agro, og for hvor han var, for han er det eneste Wanda har, og det mærker man tydeligt.
Den måde Wanda bevæger sig på, og de måde man styrer ham på, gør oplevelsen endnu mere virkelig. Man kan mærke når det ryster i kontroleren på de rigtige tidspunkter, og der blev skabt en god "klodset" styring, man stadig kunne stole på og ikke blev træt af.
Jeg lagde flere gange mærke til, at folk samlede sig omkring mig for at se på, da jeg sad og spillede, selv min mor, der slet ikke har tålmodighed med spil. Det siger vist noget om intensiteten i spillets kampe.
De har virkelig skabt et utroligt verden. Igen, jeg ved ikke hvad japanerne kan, men de skaber verdner og kulturer man tror på, der virker gennem førte med musik, kultur og arkitektur. Jeg vil vide mere. Er der andre mennesker? tænker man mens man ridder rundt. Hvad er det for et smukt land jeg er i? Man har lyst til at bare ridde på sin hest (igen, en idé der før lå mig meget fjern) og nyde de smukke ændringer i naturen, opdage tågede søer og se skyerne og lyset ændre sig. Det virker som rigtigt land, og man ville ønske nogle af de gamle bygninger var ægte.
Kolosserne er utrolige. Man tror hele tiden, man vil støde på den samme igen, men det er så forskellige. Nogle føler man virkelig en ærefrygt for, og man har ikke lyst til at stikke et sværd i dem, og når de hyler føler man skyld. Andre kolosser føler man bare frygt for, som den der dukker op på et coloseum. Igen er spillet genialt, sådan som Kolossernes omgivelser kan bruges for at få dem ned. Nogle gange skal man bruge omgivelserne, som grotter til sten, for at få kolosserne ned. Det er ikke altid de mumlende stemmer giver en den hjælp man har brug for. Så jeg måtte flere gange bruge en walkthrough, for at finde ud af hvad jeg skulle gøre. Pinligt men sandt :)
Shadow of the Colossus er blevet hyldet som kunst. Og det er det. Det er en fuldstændig hel oplevelse, med fabelagtig musik, kamerastyring, en historie kun drevet af få klip, natur, en gennemført fremmed kultur og alt dette tilsammen gør, man føler sig fuldstændig opslugt i denne verden, og alt hvad Wanda ser, gør og føler, føler vi også. Det er som om vi er blevet sneget med, og vi nærmest er blevet en modig og dog rystet vandrer, der i et tomt land skaber en episk fortælling, som ingen mennesker nogensinde skulle have hørt om.
SPOILERS!
Så efter at have følt sig skyldig når man havde slået en kolos ned, og set det mystiske sorte forsvinde ind i Wanda, ender det med en lang og pinefuld sekvens, hvor man, efter hvad jeg har forstået, finder ud af, at stemmerne var dæmonen, Dormin. Wanda tjente denne dæmon ved at slå Kolosserne ihjel, der holdt det onde fra dæmonen i dem fanget. Men det gør vel kolosserne gode, og det gør ens skyldfølelse begrundet.
Det var meget sørgeligt og voldsomt, at Wanda efter at være blevet manipuleret til at tro, han gjorde det rigtige, efter alle de kampe, ville dø som en forræder, opslugt af Dormin og værre, uden at se pigen vågne op. Det gjorde hun. Dormin blev fjernet af præsterne. Wanda bliver genfødt, og de horn der voksede ud, da han blev en dæmon, er nu på en lille baby. Pigen tager Wanda og Agro, der vender haltende tilbage, ind i en have. Der slutter filmen, og man sidder målløs tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar