Advarsel: Mille fra 2008 er så overvældet over Hobbs evner, at hun ikke selv kan skrive ordentligt! Sorry!
Jeg blev færdig med en serie for noget tid siden. Robin Hobb - Farseer Trilogy. Jeg faldt faktisk for bog coveret, hvilket måske er ret overfladisk, men det vælter bare rundt med fantasy bøger, og den første bog Assassins Apprentice sprang mig bare lige i øjnene. En utrolig barsk, følsom og meget intelligent serie, med et kæmpe, gennemtænkt univers. En serie der har gjort enormt indtryk. Robin Hobb er nok den mest fantastiske forfatter jeg har stødt på indtil nu, for hun kan blande lige dele utrolig gennemtænkte, snu og udspekulerede dele af historien med voldsomt indgriben fra skæbnen. Man kan aldrig vide sig sikker.
*SPOILERS!
Det er utroligt hvor mange bøger, og hvor mange "verdner" folk går rundt med inde i hovedet og skaber en lang historie til. Ofte bliver de lidt ens, og jeg syntes også at den første del var noget jeg ligesom havde set før. Jeg ved jeg ikke kan lave en virkelig god "anmeldelse" af den her serie, men jeg vil prøve at lave den med de følelser jeg nu havde for den her bog, lige meget hvor forvirrende det så må lyde.
Hovedpersonen Fitz Farseer er virkelig en person jeg godt kan lide, og man begynder at føle mere og mere med ham. Han er en følsom person, uden det bliver for meget, og der er noget meget ærligt omkring de ting han nogle gange må indrømme overfor sig selv. Samtidig med, at han kan gå berserk på en slagmark. Man bekymrer sig ikke særlig meget for hans forhold til Molly, og man er lidt ligeglad med hvad der sker, for som sagt, Molly er en af de der "fantasy" piger der har en ret irriterende rolle, og de minder bare så meget om hinanden. Molly virker hele tiden ude af stand til at forstå hvad der foregår omkring hende, og det er som om hendes rolle i den her bog er at være irriterende og misforstå hele tiden, og i det hele taget ret humørsyg. Men der er faktisk to gode roller som Kettricken og Patience, der virkelig har noget anderledes at byde på. Specielt Patience får mig til at smile.
Men det er en virkelig god serie indtil videre, og med de mange bøger og den følelese af noget større for denne hovedperosn, glæder jeg mig til de næste. Jeg kunne nu godt føle det gik lidt for stærkt, for jeg får det lidt tomt indeni, når jeg føler jeg ikke længere helt forstår min hovedperson da han pludselig er vokset for meget ind i et område jeg ikke kan relatere til, på så kort tid, også fordi det med år i fantasy, ikke bliver beskrevet præcis nok.
Noget af det smukke i serien, er relationen til dyr. Jeg kunne virkelig godt lide den respekt der var mellem menneske og dyr, og det broderskab der foregik mellem dem.Der er mange nye former for "magi", et lidt tamt ord for de ting der bliver udøvet i disse bøger, da det har en meget naturlig måde at fungere på. Der sker mange ting, hvor man senere ville se tilbage og tænke det var lidt for meget, og hvordan kunne det dog gå til, men med hjælp af den meget troværdige magi der findes, bliver det meget mere troværdigt.Der er mange store sideløbende problemer i The Six Duchies, som Forging der skal kæmpes imod og skumle planer bag murene på Buckkeep castle. Og det er spændende at se en myte og noget Six Duchies historie blive bygget op, omkring en person som Fitz man kender så godt, og som på mange måder er så ufarlig. Man bliver såret, hver gang han bliver behandlet koldt på grund af hvem han er og man mærker hvor såret han kan blive, og hvor glad han bliver for den mindste venlighed. Det er svært at se på, hvordan han bliver brugt, en lille klog dreng, der skal gøre alt det beskidte arbejde, mens hans krop igen og igen bliver ødelagt for hans konge, uden nogen kan se de mange anstrengelser bag. Men man bliver samtidig frustreret med Fitz, for hans manglende evne til at sige nej og hans blinde loyalitet. Og det sidder man med hele vejen igennem. Men man mærker helt sikkert noget stort blive bygget op, og den første bog Assassins Apprentice er virkelig bare en lille forhistorie, føler jeg, for det nok den kedeligste af alle tre bøger. Men i de andre, begynder man virkelig at føle at det er en stor verden man er kommet ind i, og der bliver ved med at være ting at tage fat på. Fool er en meget interessant personlighed, og alle udvikler sig mere og mere, mens man bliver ved med at sidde med spørgsmål i hovedet omkring hvem han er og hvad han vil. Fool og Fitz forhold er meget anderledes men det er skabt på en smagfuld måde, og alt hvad der har med det at gøre går meget stille frem, og er på en måde utroligt stærkt og meget fint. Begge udskud lærer hinanden at kende som børn, og senere udvikler deres venskab til mere end bare gåder som Fool kaster ud i luften for så at forvinde. Fitz vinder hans venskab, og Fool har store planer for dem, som man bliver ved med at tænke over.
Jeg har lyttet til den samme CD mens jeg læste hele serien, Tales From Earthsea (flop af en anime, men fantastisk musik), og den Cd vil nu aldrig kunne være andet end soundtracket til Robin Hobb's Farseer Trilogy.
Det er utroligt hvor mange bøger, og hvor mange "verdner" folk går rundt med inde i hovedet og skaber en lang historie til. Ofte bliver de lidt ens, og jeg syntes også at den første del var noget jeg ligesom havde set før. Jeg ved jeg ikke kan lave en virkelig god "anmeldelse" af den her serie, men jeg vil prøve at lave den med de følelser jeg nu havde for den her bog, lige meget hvor forvirrende det så må lyde.
Hovedpersonen Fitz Farseer er virkelig en person jeg godt kan lide, og man begynder at føle mere og mere med ham. Han er en følsom person, uden det bliver for meget, og der er noget meget ærligt omkring de ting han nogle gange må indrømme overfor sig selv. Samtidig med, at han kan gå berserk på en slagmark. Man bekymrer sig ikke særlig meget for hans forhold til Molly, og man er lidt ligeglad med hvad der sker, for som sagt, Molly er en af de der "fantasy" piger der har en ret irriterende rolle, og de minder bare så meget om hinanden. Molly virker hele tiden ude af stand til at forstå hvad der foregår omkring hende, og det er som om hendes rolle i den her bog er at være irriterende og misforstå hele tiden, og i det hele taget ret humørsyg. Men der er faktisk to gode roller som Kettricken og Patience, der virkelig har noget anderledes at byde på. Specielt Patience får mig til at smile.
Men det er en virkelig god serie indtil videre, og med de mange bøger og den følelese af noget større for denne hovedperosn, glæder jeg mig til de næste. Jeg kunne nu godt føle det gik lidt for stærkt, for jeg får det lidt tomt indeni, når jeg føler jeg ikke længere helt forstår min hovedperson da han pludselig er vokset for meget ind i et område jeg ikke kan relatere til, på så kort tid, også fordi det med år i fantasy, ikke bliver beskrevet præcis nok.
Noget af det smukke i serien, er relationen til dyr. Jeg kunne virkelig godt lide den respekt der var mellem menneske og dyr, og det broderskab der foregik mellem dem.Der er mange nye former for "magi", et lidt tamt ord for de ting der bliver udøvet i disse bøger, da det har en meget naturlig måde at fungere på. Der sker mange ting, hvor man senere ville se tilbage og tænke det var lidt for meget, og hvordan kunne det dog gå til, men med hjælp af den meget troværdige magi der findes, bliver det meget mere troværdigt.Der er mange store sideløbende problemer i The Six Duchies, som Forging der skal kæmpes imod og skumle planer bag murene på Buckkeep castle. Og det er spændende at se en myte og noget Six Duchies historie blive bygget op, omkring en person som Fitz man kender så godt, og som på mange måder er så ufarlig. Man bliver såret, hver gang han bliver behandlet koldt på grund af hvem han er og man mærker hvor såret han kan blive, og hvor glad han bliver for den mindste venlighed. Det er svært at se på, hvordan han bliver brugt, en lille klog dreng, der skal gøre alt det beskidte arbejde, mens hans krop igen og igen bliver ødelagt for hans konge, uden nogen kan se de mange anstrengelser bag. Men man bliver samtidig frustreret med Fitz, for hans manglende evne til at sige nej og hans blinde loyalitet. Og det sidder man med hele vejen igennem. Men man mærker helt sikkert noget stort blive bygget op, og den første bog Assassins Apprentice er virkelig bare en lille forhistorie, føler jeg, for det nok den kedeligste af alle tre bøger. Men i de andre, begynder man virkelig at føle at det er en stor verden man er kommet ind i, og der bliver ved med at være ting at tage fat på. Fool er en meget interessant personlighed, og alle udvikler sig mere og mere, mens man bliver ved med at sidde med spørgsmål i hovedet omkring hvem han er og hvad han vil. Fool og Fitz forhold er meget anderledes men det er skabt på en smagfuld måde, og alt hvad der har med det at gøre går meget stille frem, og er på en måde utroligt stærkt og meget fint. Begge udskud lærer hinanden at kende som børn, og senere udvikler deres venskab til mere end bare gåder som Fool kaster ud i luften for så at forvinde. Fitz vinder hans venskab, og Fool har store planer for dem, som man bliver ved med at tænke over.
Jeg har lyttet til den samme CD mens jeg læste hele serien, Tales From Earthsea (flop af en anime, men fantastisk musik), og den Cd vil nu aldrig kunne være andet end soundtracket til Robin Hobb's Farseer Trilogy.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar