Jeg bliver bare ved med at have problemer med den overskrift....
Jeg lægger hårdt ud! Alt det her er noget jeg har tænkt meget længe på. Siden jeg begyndte at læse 'manga' faktisk. Siden jeg begyndte at se Japan som det spændende land det er, men med gode og dårlige ting. Man bliver nødt til at tage det hele med. Ikke bare det eksotiske ved Japan, men også det der ikke fungerer. Jeg holder meget af nogle japanske tegneserier og store dele af Japan, men jeg er også kritisk og jeg vil vel bare vise en anden side af fans af (nogle) japanske tegneserier.
Jeg kan vist lige starte med at sige, at jeg bruger det lange 'japanske tegneserier' i stedet for ordet 'manga', da jeg bare aldrig har kunne tage det ord seriøst. I mine ører lyder det som en lidt mystisk frugt. Heldigvis for mig bliver ordet 'manga' ikke brugt mere i så stor grad i Japan, da 'manga' langsomt er ved at blive skiftet ud med 'comics'. Så selv i Japan begynder engelske ord at udskifte andre!
Min begyndende kritiske tilgang til japanske tegneserier startede tidligt, for ca. 8 år siden. I starten kunne jeg ikke se det fantastiske i tegneserierne, da de blev hypet op til noget de ikke var og fanbasen kunne jeg slet ikke relatere til. De var overgearede og så besatte af personerne i serierne. Japan selv blev et land, der for mig blev forgudet af hysteriske fans, uden den mindste baggrundsviden. Og det irriterede mig meget med denne massehysteri. Da jeg endelig fandt en mindre populær serie fandt jeg ud af, at der var noget ret specielt over det. Ikke serien i sig selv, der ikke var noget specielt, men det var den kunstneriske ambition, der lå i tegningerne og de lange historier. Og i landet de kom fra, var det at tegne og blive påvirket af andre folks tegneserier noget helt normalt, som med bøger. Det var ret interessant.
Jeg prøvede at grave nogle flere serier op, for at se om der var noget anderledes et sted, men der var ikke mange i Danmark på det tidspunkt. Efter at have læst serierne kunne jeg mere og mere mærke, hvordan alle de serier jeg kunne få fat på, var for fan-pigede til mig. Faktisk sad jeg med en irritation over de konstante ubehagelige klichéer om skønhed og halv-dumme piger eller klichefyldte drenge. Jeg følte, at der måtte være mere dybde i et medie som dette. Så jeg håbede på noget andet, og heldigvis dukkede der serier op, der viste mig, at det hele ikke var sådan. At alle japanske tegneserier ikke kun er 'ekstrem shoujo' og kæmpe øjne eller mecha og drenge på randen af et sammenbrud, som begge er triste klichéfyldte karakterer.
Da meget af det der blev 'hyldet' er og var noget jeg virkeligt ikke kunne stå inde for og det var virkeligt noget der satte sig fast i mig. Jeg kunne og kan godt forstå at der bliver set med meget skepsis til nogle serier, som de yngre unge læser, hvilket jeg vil komme tilbage til i et andet indlæg. Der var og er meget og mange jeg ikke vil sættes i bås med, og jeg håber på at kunne vise at der findes folk, der interesserer sig for Japan, men ikke er forblændet og hysterisk og tør være kritisk. For kritisk vil nogle måske mene. Jeg reagerer meget på klichéer og kedelige tendenser, der går igen i populær kulturen og prøver at se, om det kan kædes sammen med andre tendenser i samfundet. For mig er tegneserierne et blik ind i i den japanske kultur, ved at læse det de læser, der eller umiddelbart ville være svær at komme til. Det afspejler strømninger i kulturen, der er værd at se nærmere på. Det er nemlig ikke blot tegneserier, hvilket både er spændende, men også skræmmende. Det er et medie, der har en meget stærk indflydelse i dets hjemland, da det har et meget større publikum og bliver taget mere seriøst end herhjemme. Dermed kan jeg også tage det seriøst som et medie og dermed kritisere det. Jeg ser meget på, hvordan de kan påvirke læseren.
Og undskyld til vores fan-klan herhjemme som jeg som sagt desværre absolut ikke har lyst til at sættes i bås med, for det er frustrerende at kæmpe imod sådan et stærkt cosplay, skrigende af fryd og katteøre-bærende teenage image, som mange, der interesserer sig for Japan bliver sat i bås med. Og så fordi mange af de førnævnte serier bliver hyldet i disse kredse. Når der kommer guldkorn fra de yngre fans som: 'Vi elsker manga, fordi piger kan være piger' Den skær lige ind i hjertet på en efterhånden gammel kritiker som mig, da jeg synes at problemerne med mange af de serier der bliver læst i disse kredse, er at pigerne og kvinderne er meget klichéfyldte, ligesom en del af de mandlige roller også er det. Der er ikke en kritisk mine overfor Japan og tegneserierne, der kommer fansne. Alt er godt og alt er fantastisk, hvis det kommer fra Japan. Og det skræmmer mig. Men altså, undskyld.
Derudover har jeg hørt en del "ældre" manga fans sige at nutidens tegneserier ikke er specielle nok, fordi de er populære udenfor de lukkede kredse. Jeg er derimod helt ligeglad med hvor mange andre der læser Bleach, eller hvor meget opmærksomhed serien får, for det ændrer ikke på historien. Det handler ikke om undergrund, men kvalitet! Og desuden må der være en grund til, at en serie som den er blevet så stor.Det gælder også serier som Naruto m.m. Jeg læste om den sejeste udenlandske sekretær i Japan, der ikke interesserede sig ikke for tegneserier, men Bleach havde ramt hende lige i hjertet og det var bare fuldstændig ukrukket og uhysterisk. Det må da vise, at sådan en serie har noget specielt at byde på, også for de der ikke er indlemmede i de hardcore fan grupper, noget jeg helt sikkert ikke føler mig.
Den begyndende ligestilling i japanske tegneserier er noget af det jeg fokuserer mest på, fordi det begynder at vise sig, mere og mere. Og det er virkelig fedt.
Men foruden ekstrem-shoujo, der bekymrer mig på yngre pigers vegne så er den masseproducerede 'otaku'- og pop kultur idé om, hvordan en pige (eller dreng) bør være, noget der går mig på.
Nu når man underholdningsindustrien prøver at lave skæve typer så er det ofte alligevel på den samme lidt kontrollerede måde. Det er bare er blevet til en kolossal kliché.De lader til at skulle være enten en nuttet 'kawaii' pige med trutmund eller den traditionelle underdanige, triste "bærer af en stor byrde og sorg" oldschool kvinde. Dertil kommer den nye 'tsundere' i form af Haruhi Suzumiya, en diktatorisk high school pige, der kan gøre og sige, hvad hun vil fordi ingen gidder eller tør sætte sig imod. Og det bliver hyldet?. De samme klichéer bliver genbrugt igen og igen, specielt i animéer, der egentligt kunne have været gode, men i sidste ende tyr til det kedelige otakuerne vil have. En nuttet hovedperson, der er klodset og en pigegruppe af forudsigelige typer, man hurtigt kan elske. Men jeg ser heldigvis en begyndende ændring.Så...Japanske tegneserier er blevet en helt naturlig del af min hverdag som et medie til at undersøge strømninger, samtidig med at det både kan være inspirerende og frustrerende, da der er noget der er fantastisk og andet jeg absolut ikke kan stå inde for. Men det er blevet fast for mig at tænke i baner omkring, hvad det mon fortæller om det japanske samfund..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar