Japans Quiet Transformation

Japans Quiet Transformation - Jeff Kingston

En bog der virkelig fik mig til bedre at forstå boblen i 90'erne, og der er mange emner jeg blev klogere på, som hvalfangst, og hvorfor det er så vigtigt for japanerne. Den fortæller om hvordan regeringen fungere, eller rettere ikke gør, og alle de store fejl de har lavet, med et indslag af humor i form af små avis striber, der omhandler emnerne, men teksten er skam seriøs. En af de bøger der har lært mig mest om japansk politisk historie og hvorfor politikerne gør som de gør.

Kimi ni Todoke - Reaching You

Kimi ni todoke er en sød historie om en pige, Sawako, der skræmmer alle, da hun ligner noget ud af en japansk gyser, med sit lange sorte hår og sin blege hud. Men hun er en meget rar person, og hun bliver glad over selv den mindste godhed. Samtidig er der en frisk ung dreng i klassen, Kazehaya, der oplyser alle steder han går og han er alles ven. Og som det ofte er i Japan, når der gælder små mobberier eller udelukkelse, hvis lederen af gruppen, selvom Kazehaya ikke selv lægger mærke til hans lederstatus, taler til personen, følger resten med. Nogle gange skal der så lidt til i virkeligheden, for at ændre folks opfattelse af en person "uden for gruppen", hvis det kun er en smule afstandstagen og bagtaleri, og nogle bare skal tage kontakt. Den er ikke hylende morsom eller meget gribende, men Sawako's liv ændres langsomt til noget bedre, da andre også finder ud af, at hun er en sød person. Serien viser hvordan Kazehaya's observationer omkring Sawako er fyldt med små sjove indblik i en pige der prøver mange ting for første gang, og det er helt uden at nedgøre hende. Jeg tror dog ikke nogen ville se helt sådan på det i virkeligheden, men serien bliver bedre, jo mere Kazehaya og hans tanker bliver indblandet. Der er ingen irriterende bitches i den her serie, der skal fremhæve hovedpersonen som en pænere pige. Alle har en nogenlunde troværdig personlighed. Måske er den ikke helt troværdig og der er nok nogle ting der ikke ville fungerer i den virkelige verden, men jeg kan godt lide den måde Sawako ikke bliver ved med nærmest at undskylde sin eksistens og "tage andre folks lykke" hvis hun bare rækker hånden op (måske også lidt fantastisk, med en hel barndom uden venner, at hun ikke er mere mærket af det), men at hun bliver ændret, langsomt, ikke fordi hun gennemgår en stor transformation, men serien viser hvor meget det betyder for ens udvikling, at andre rækker ud efter én. Hvis Sawako havde været et mobbeoffer tror jeg, jeg ville se ret anderledes på den her serie og de måde den håndterer tingene, for der er en vis lethed over den, som ikke ville passe til en hårdere baggrund. Hvis det giver mening....

Jeg kom til at tænke på serien Wallflower, der står tydeligt i mit hoved som kontrast til Kimi ni Todoke. Den værste "pige der får det bedre ved andres hjælp eller opmærksomhed" serie nogensinde. Hun blev ændret fuldstændigt, at en flok forkælede drenge med alt for meget selvtillid, og ingen respekt for hende.

Men Kimi ni Todoke er en dejlig serie der går i et roligt tempo.

Robin Hobb - Liveship traders

Robin Hobb's historier er skræmmende gode. Skræmmende gennemførte. Som jeg skrev om hendes Farseer Trilogy og The Tawny Man serien, skaber hun episke historier, hvor man med kuldegys kan se Hobb skabe de mest indviklede og utrolige historier, med helt levende og sårbare karakterer, der med egen vilje vender og drejer det fabelagtige plot. Der bliver forhandlet, spekuleret og kæmpet i historierne, men til sidst sidder man og ved, at Hobb vil overraske én, med hendes tilførsel af uforudsigelighed og skæbne, der er et tema der altid går igen i hendes bøger. Kaos og nøje planlægning spiller altid imod hinanden i hendes bøger.

The Liveship Traders er en serie der ligger mellem The Farseer Trilogy og The Tawn Man, der kan hjælpe med at forklare hvad der er sket i de år der er gået, når man kommer tilbage til Buck og omegn i The Tawny Man.

I Liveship Traders er vi i det mystiske og farlige Rain Wild område, samt handelsbyen Bingtown, hvor de sagnomspundne Liveships holder til. Disse skibe kan tale, føle og huske, men kun når et antal generationer fra skibets familie, ejere, er sovet ind på dets dæk. Så det er en vigtig dag, da skibet Vivica's kaptajn Ephron Vestrit døende bliver bragt til hende, for at blive en del af hende i hans død. Det er en trist dag for datteren Althea, men samtidig med at hun mister et familiemedlem, får hun et nyt, da Vivica vil leve op, med samtlige kaptajners hukommelse samt hendes egen personlighed. Men der er problemer i Vestrit familien, og søsteren Keffira's kyniske mand, ser en mulighed for at overtage familiens skib. Ephron overlader nemlig ikke skibet til Althea, der ellers har dedikeret sit liv til havet, men i stedet til Keffira, der forblændet af af mandens magt, giver det videre til ham. Han tager sin søn, Winthrow, ud af Sa's munkekloster, og tvinger ham med ud på havet. Her går kampen igang for hele familien Vestrit, mod pirater, søslanger, Jammilia, slaveri, regler og ikke mindst mod sig selv og hinanden.... og så var der vist også noget med en drage.

Det er virkelig interessant at komme mere rundt i Hobbs univers, og se sydens mystik, som man havde hørt så meget om i de andre bøger. Men den første og anden bog, Ship of Magic og The Mad Ship i Liveship serien, var faktisk lidt kedelige.
Det er altid overvældende at se karakterene spille ud mod hinanden, se deres kampe og de forskellige måder de reder dem ud på. Men i disse bøger er der alt for meget fnidder, i hvert fald til min smag. Der er alt for detaljeret fortalt om alle de små ting der skal gøres for ikke at tabe ansigt, og man ender med at sidde og føle sig fanget i al formaliteten og alt det stive. Det giver til en vis grad et rigtig godt indtryk af, hvad Bingtown er, og hvor anderledes det er end Buck, men det tager alt for meget overhånd. For det er imponerende som altid, når der bliver argumenteret i Hobbs bøger, for hun er fantastisk til at få os til at forstå begge parter, og se det fra deres sider. Vi kan næsten se det rigtige i en forkert handling, og selv den ledeste mand i serien, kan komme til orde, og prøve at overbevise både modparten og os om, at det han gør er det rigtige. Men det er ikke hans ord men hans handlinger der viser hans sande intentioner. Det plejer at virke helt naturligt i de andre bøger, men i disse tre bøger, kommer der for tit, et alt for lang, diplomatisk og velovervejet comeback, der bare ikke er muligt i det splitsekund karakterene har at tænke i. Det er til tider for overmenneskeligt og det kan komme til at virke som om, de enten kan se ud i fremtiden, eller der har været en forfatter, der bare elsker de virkelig velformulerede argumenter...for de er virkelig gode.

Der er uhyggelig gode karakterer i serien, ikke at de er specielt behagelige at være sammen med, men de er bare så ægte. Der er den ubehagelige, mandschauvinistiske kyniker Kennit, der udadtil er den mest charmerende pirat du nogensinde vil møde. Men han har en mørk historie, der langsomt folder sig ud, for til sidst at vise sig i en stor dyster historie. Hans historie er ikke en undskyldning, men en forklaring på, hvorfor han gør som han gør, og man sidder med en "nåh.. derfor" følelse. Personer bliver ført bag lyset, men læseren selv får små bidder, der gør os forvirrede over denne selvsikre og ubehagelige mand, der tydelig flygter fra noget i sin fortid, noget der gør ham meget bange. Det er ret interessant.
Kvinderne i bogen er meget forskellige og livagtige, men meget frustrerende bekendskaber på hver deres måde. Specielt den i starten fantastisk irriterende Malta, der står for alt det ubehagelige, beregnende og narcissistiske ved kvinder (aldrig har jeg ville slå en fiktiv person så hårdt), men det bliver langsomt udlignet i bogen, på meget troværdige måder og det er da lige før man bliver helt stolt af hende. Men man føler helt sikkert kvindeundertrykkelsen i Bingtown, i forhold til i Norden. Igen, en god måde at vise kulturforskelle, men det er virkelig hårdt at læse. Der er konstant restriktioner og de er ofte handlingslammede i den position de er i, og lige som man tror, at de kan give igen for alt det de har været ude for, bliver rollefordelingen igen rystet af skæbnen. De starter som pæne forhandlere, der kun går op i kjoler, skrud og omdømme (nogle excellerer dog i at være "hårde" men konstant mopsede...Althea, ahem), indtil de bliver smidt ud i verden, og lærer rigtige værdier. Den eneste person der ikke på et eller andet tidspunkt fylder én med frustrationer er, ud over Amber, Wintrow. Hans historie er meget rørende, og den viser både hans gammelmands visdom og hans store naivitet.

Det er en fin mellem historie, der forklarer en del ting, og gør universet mere bredt og troværdigt, da vi endelig har noget at stille Norden, The Duchees og bjergene op imod, og man blev da også i høj grad påvirket af historierne, om personernes udvikling, der gør en stolt.

Og så fandt jeg den mest passende sang til trilogien - Bandet Doves's "Ship of Fools" . Magnifique, ho ho..

En ulv.......

.... Tegnet med kaffe. Det er så fedt når folk tænker uden for boksen. Tak, WildSpiritWolf (deviantart.com)

Ekstremt højt og utroligt tæt på - Jonathan Safran Foer

Jeg bliver meget forvirret over denne bog. Jeg havde hørt så meget godt om den, og måtte læse den. Og ja, den er anderledes!
Oskars far er omkommet i World Trade Center d. 11 September 2001. For den specielle, men charmerende, søn Oskar bliver hans verden revet fra hinanden. Skildringen af faren er meget præcis i små ting og den person man tror mest på i historien, hvor de fleste andre bipersoners troværdighed knækker over i løbet af historien. Man bliver irriteret på Bedstemoderen, og alle de underlige regler hendes liv fungerer efter, det skildrer hvordan Oskar har det, men det går alt for meget i detaljer.Morfaren er ligesom faren bygget op meget flot og følsomt, men det bliver ødelagt en smule.
Forholdet mellem far og søn gennem generationer er meget rørende, og er noget af det virkelig gode i denne bog. Selve familiens barske historie er skildret skræmmende godt. Men tiden efter, Oskars bedsteforældres tid i New York, er utroligt frustrerende at læse. Frustrationerne,forvirringen og underlighederne i bogen, kunne godt være skruet lidt ned.
For mig, en læser der normalt er meget åben overfor skæve eksistenser i bøger (og en der ikke ser kategorien "normal" som noget man skal stræbe efter, både som menneske og som forfatter), blev det bare alt for meget. De skulle vise hvor anderledes folk i New York kan være, men ender med at få dem til at virke som en lind strøm af alt for mange underlige mennesker inden for en kort radius, og for mig kom det til at virke for meget og for utroligt(ekstremt højt og utrolig tæt på, så måske er det bogens mening). Men jeg misser nok noget, som skulle læses med super-analyse/symbol brillerne på , men det orker jeg bare ikke igennem en hel bog.

Little Big Planet

Den drømmende planet. Sådan bliver jorden kaldt i Little Big Planet. Den behagelige stemme fortæller os, at alt det vi drømmer, her nede på jorden, skaber Little Big Planet.

Sackboys er de små figurer man styrer og man får hurtigt overført sin personlighed til disse små sækkedyr, ved hjælp af overraskende meget tøj og man kommer hurtigt til betyde meget for en. Spillets afslappede og meget velvalgte sange og skæve tilgang til baner, smelter hjertet og sovser det ind i gode vibes. Det er et spil der hylder rolig kreativitet og fælleskab. Selve grundspillet var virkelig sjovt, og nogle gange udfordrende, og der var da nogle gange hvor min søster og jeg sad og gispede over et svært stykke i en bane. For det er sjovest og nogle gange nødvendigt at spille 2. Man finder hurtigt ud af hvad man selv har svært ved, og hvad man er god til, og hvordan man kan hjælpe hinanden. Jeg stoppede pludselig op, en aften da hvordan vi skulle holde skraldespanden for hinanden og succesfuldt få alle madresterne ned i. Skræmmende!

Men! Jeg havde så svært ved at få netdelen til at fungere på dette spil, og for en af elektronikgenerationen er det meget frustrerende, at ens normalt gode føling for elektronik ikke rækker. Internettet på min PS3 fungerer normalt helt fint, men den nægtede at downloade en update version 1.18 til LBP(Little Big Planet). Jeg fik samme fejl 80710723 hele tiden, og den afbrød det hele. Vi købte det lige da det kom ud, men jeg fik det først til at fungere i Søndags. Jeg kæmpede så længe med det, lavede desperate posts på PS3 forums og ændrede porte på vores linksys trådløse internet netværk. Meget besværligt, meget nørdet. Jeg respekterer virkelig folk der finder ud af den slags, og skriver det på forumer. Og det var trist ikke at kunne spille den, meget store, del af LBP, som internet banerne er. Folk skaber deres egen drømmebaner, og lægger dem ud, så man kan dele dem med andre. Men jeg fik det til at virke, ved først at få det så tæt på linksys apparatet som muligt, så netværkshastigheden er på 100%. Så går man ind og ser om UPnP er aktiveret. I mit tilfælde var den ikke, og jeg gik ind og lavede et automatisk setup af mit internet, og bliv ved, indtil den viser UPnP er aktiveret. Derefter, og jeg tror dette var meget vigtigt, deaktiver media server! Og da disse to er opfyldt, prøver man at downloade version 1.18 man beder og for mig virkede det endelig!
Nu kan du nyde andres kreationer og dele dine! Og jeg må sige, det var alle de desperate vredesudbrud værd, og man kan derefter lade sig berolige af Little Big Planets rolige, skøre og drømmende univers. Der er så meget mere at udforske!

Amatsuki

En edo-simulations rundvisning, ude i et af fremtidens museer, bliver skæbnesvanger for en historietræt elev, ved navn Rikogou Tokidoki. Han bliver fanget i edo simulationen, der indeholder både nue (en form for dæmoner) og magiske præstinder. En af disse dæmoner tager han syn på det ene øje. Halvblind og bange prøver disse nue at angribe ham igen, men han bliver redet af en samurai pige ved navn Kuchiha. Blind og fanget i en virtuel verden,så troede man ikke det kunne blive værre før Kuchiha overfuser ham og kalder ham...en idiot for at gøre det kort. Og derefter går det op for ham, at han ikke kan forlade simulationen igen. Han møder en anden fra den virkelige verden, der også er fanget, Shinonome, der introducerer ham til livet i et virtuelt edo.



Da Tokidoki i forvejen kedede sig ihjel i den virkelige verden, begynder han, efter at være kommet sig over den meget forvirrende situation han befinder sig i, at nyde at leve i Edo. Han lever mere end han har gjort i mange år. Han lærer om sine egenskaber, og da han bliver kontaktet af et underligt væsen "Boten" får han at vide, at han skal "vælge side".

Jeg var, og er stadig en smule forvirret over hele historien, men samtidig også vildt begejstret. Først tænkt jeg vel lidt "ah, man edo simulation?", men det bliver arbejdet så godt ind i historien, at det fungerer og giver meget drama. For hvad har den virkelige verden med hvad der sker inde i edo simulationen? Jeg håber det er meningen, at man skal føle sig forvirret, som Tokidoki gør, og langsomt får opklaret tingene. Jeg læser serien mest for historiens skyld og den meget flotte tegnestil, og har ikke den helt stor tilknytning til personerne, men der bliver blødt op for forskellige mennesker gennem serien, og der er ret rørende baggrundshistorier, og nogle tidligere venskaber man ikke havde regnet med.

Tegnestilen er meget speciel, og meget dejlig at se på, da den har sådan et personligt og meget farverigt præg på alting.

Serien er endnu ikke slut, men jeg venter spændt på hvert nyt kapitel. Samme skaber er også i gang med en serie kaldet Haigakura, den har indtil videre ikke vist sig at være på samme niveau, men måske udvikler den sig.