The Phantom Band

The Phantom Band holder ikke tilbage for impulsive hyl og halvråbende kor, men kan samtidig lave snigende smukke sange, man ikke opfatter som smukke eller interessante som det første, men den pludselig nøgne lyd med en god accent gør det. Jeg blev nødt til at lytte den igennem et par gange, for at forstå hvad jeg lige havde hørt. Jeg har svært ved at forklare det.... Der er tydelig vis ingen regler for The Phantom Band.

Baka to Gogh

Jeg er helt vild med den her serie. Det er en af de mange unikke japanske manga serier, der også findes. Helt nede på jorden.
Gogh er en stille og kreativ pige, der bliver presset af skolens "dåser" til at lave tøj til dem. Hun gør det, og de to baka, de to idioter, Sakai og Shoji, der sammen har bandet Moozmuz, siger at hun ikke skal finde sig i noget. Men hun siger hun nyder at skabe tøj, så hun gør det frivilligt, og ikke fordi hun er bange for pigerne. Der ser drengene Goghs intense kærlighed for at skabe tøj, og derfra starter de tre kunstneres venskab.

Det er som virkelig, og med det, også som den skøre virkelighed når man er ung. Den fremstiller det hele på en rigtig sjov og naiv måde, og man kan næsten mærke hvordan det her må være sket i virkeligheden. Historien udvikler sig på en naturlig måde, karaktererne er helt gennemførte. I alle deres følelser og handlinger er de helt menneskelige, og det viser hvor fantastisk skaberen har været til at gengive eller skabe mennesker, der virker som et menneske man kunne møde nede på hjørnet. De viser alle tre flere og flere lag, der gør dem mere og mere elskelige og viser dem som passionerede mennesker. Hele deres udvikling og historiens udvikling er lige så tilfældigt og underligt som livet ofte kan være. Deres venskab er pludseligt, men utroligt stærkt, og man tror virkelig på, at disse mennesker knokler rundt et sted i Tokyo, og prøver at finde ud af hvad de vil med livet For de er en flok store børn, der vælter rundt og prøver at findes deres vej, sammen.

Mieru Hito

Myoujin er en guide for de døde sjæle, der vandrer omkring i verden. Okegawa Himeno tror bare han er endnu en særling fra byen, da han sætter sig ved siden af hende, og begynder at tale om spøgelser. Senere redder han hendes liv og vi følger hende i turen ind i Myoujin's mærkelige liv. Serien her er rimelig ukendt, og jeg kan ikke helt forstå hvorfor. Jo, der findes virkelig mange serier bygget op på samme måde i japanske tegneserier, men når det lykkedes, så fungerer det bare virkelig godt. Og det virker i denne serie. Der er et sjovt spil mellem personerne i serien, og endelig en pige der er til at holde ud, og oven i købet en man nyder at følges med gennem historien. Myoujin er en rigtig spændende person, der virkelig holder serien oppe. Man hører om hans baggrund, hans frygt for ikke at være god nok, når det virkelig gælder og alle har en plads i serien. Den er ikke ligefrem en alvorlig serie, og der er plads til et bredt publikum, og der dukker nogle meget surrealistiske ting op hen ad vejen, men det er helt okay. Serien har bare et eller andet, der gør, at jeg vil blive ved med at læse.

Hvis du skal se en massefabrikeret serie efter otaku principper, så lad det være denne - Toradora

Jeg er vildt forvirret, når det kommer til denne serie. Jeg så først animéen, da den blev lavet først, og senere fulgte en tegneserie i kølvandet. Jeg skulle se hvad det var, fordi flere og flere gav den opmærksomhed, og jeg var personligt meget bange for, at det skulle blive den nye Haruhi Suzumiya. En serie jeg ikke kan fordrage. Den er forfærdelig med en bossy pige, der tror hun er bedre end alle andre, og hun undskylder det med, at hun er bange for at forsvinde i mængderne? Alle giver hende lov til at være ubehagelig og manipulerende. Og historien har ingen mening. Jeg kan jo som sagt, godt lide lidt anderledes og stærke piger som hovedpersoner, men hende her.. hun er på ingen måde inspirerende, selvom hun uheldigvis har skabt en bølge af 'tsundere', piger der skulle være både meget lede og bløde... men Haruhi har ikke nogen anden side, efter min mening og det er lidt skræmmende, at en karakter som denne kan vinde så meget kærlighed i otakuers hjerter. Mystisk.

Da jeg så serien Toradora var i samme tegnestil, alle pigerne er alle lige på vippen til at se for unge ud, lød alarmklokkerne. Otakuerne havde opfundet endnu en bossy lille hystade. Men jeg ville ikke helt dømme noget, inden at have læst det.. og til min store overraskelse begyndte jeg at tænke, at serien egentlig var... okay.
Den mandlige hovedperson, Ryûji, er en uheldig dreng. Han har en sjov personlighed, en dreng med rengøringsvandvid, der altid gerne vil hjælpe andre. Men han har det ondeste blik i øjnene, så alle er bange for ham. En historie man har stødt på før i japanske tegneserier. Og det er fint nok. Men han støder bogstaveligt talt ind i den lille hidsigprop Taiga, fra han klasse. Taiga går berserk, da han siger det var fordi han ikke kunne se hende.. Der sker noget forvirring, og Ryûji ender med et brev med en kærlighedserklæring til hans elevråds ven. Taiga vil have hævn, og sådan begynder deres underlige venskab, da hun føler han skal være hendes hund, og være til tjeneste altid.

Når jeg opsummerer den her serie, tænker jeg, at den lyder som en serie jeg aldrig ville anbefale. Med en lille pige, der hundser rundt med Ryûji, men han står op imod hende, på sin egen usikre måde, og langsomt åbner hun op for ham. Hun ved godt selv, at hun kan være for meget, og det synes jeg kommer meget mere til udtryk i animéen end i tegneserien, og det er det vigtigste punkt, der gør at serien adskiller sig fra førnævnte. Hun ved det godt selv. Hun undskylder nogle gange, og kan faktisk gøre en smule grin med sig selv. Hendes skjulte kærlighed til Ryûji's ven, gør hende sårbar og man holder lidt af dem når man ser, hvordan de sammen kæmper for at finde kærligheden. De fleste bipersoner i serien er uinteressante, og de kunne godt være taget ud af en serie som The Melancholy of Haruhi Suzumiya. Taiga's underlige veninde er for "skabt" og man tænker hele tiden, det er til ære for alle otakuerne, og hun er bygget op af specielle faktorer der gør, at de ville kunne lide hende. Men jeg blev meget forvirret over, at jeg kunne lide en serie som denne, når man ser på stilen og opbygningen osv. Men jeg vil ikke vende mig fra serien, bare fordi stilen minder mig om serier som Shagukan no Shana og Haruhi Suzukiya, som er super otaku skabt. Men jeg må sige, at Toradora har overrasket mig. Så: Se tegnefilmen og lad tegneserien ligge. Det er ikke en serie der har sat sig fast, men den er faktisk til tider så "normal" og ikke udtænkt, at non-otakuer også kan se den. Hvis vi absolut skal se en masse fabrikeret serie efter mange otaku principper, så lad det være denne. Og selvom det underligt nok er en serie der er rettet mod det mandlige publikum ( man må bare prøve at ignorere det...) må man bare se historien i sig selv, så er den faktisk meget sød.

Japans Quiet Transformation

Japans Quiet Transformation - Jeff Kingston

En bog der virkelig fik mig til bedre at forstå boblen i 90'erne, og der er mange emner jeg blev klogere på, som hvalfangst, og hvorfor det er så vigtigt for japanerne. Den fortæller om hvordan regeringen fungere, eller rettere ikke gør, og alle de store fejl de har lavet, med et indslag af humor i form af små avis striber, der omhandler emnerne, men teksten er skam seriøs. En af de bøger der har lært mig mest om japansk politisk historie og hvorfor politikerne gør som de gør.

Kimi ni Todoke - Reaching You

Kimi ni todoke er en sød historie om en pige, Sawako, der skræmmer alle, da hun ligner noget ud af en japansk gyser, med sit lange sorte hår og sin blege hud. Men hun er en meget rar person, og hun bliver glad over selv den mindste godhed. Samtidig er der en frisk ung dreng i klassen, Kazehaya, der oplyser alle steder han går og han er alles ven. Og som det ofte er i Japan, når der gælder små mobberier eller udelukkelse, hvis lederen af gruppen, selvom Kazehaya ikke selv lægger mærke til hans lederstatus, taler til personen, følger resten med. Nogle gange skal der så lidt til i virkeligheden, for at ændre folks opfattelse af en person "uden for gruppen", hvis det kun er en smule afstandstagen og bagtaleri, og nogle bare skal tage kontakt. Den er ikke hylende morsom eller meget gribende, men Sawako's liv ændres langsomt til noget bedre, da andre også finder ud af, at hun er en sød person. Serien viser hvordan Kazehaya's observationer omkring Sawako er fyldt med små sjove indblik i en pige der prøver mange ting for første gang, og det er helt uden at nedgøre hende. Jeg tror dog ikke nogen ville se helt sådan på det i virkeligheden, men serien bliver bedre, jo mere Kazehaya og hans tanker bliver indblandet. Der er ingen irriterende bitches i den her serie, der skal fremhæve hovedpersonen som en pænere pige. Alle har en nogenlunde troværdig personlighed. Måske er den ikke helt troværdig og der er nok nogle ting der ikke ville fungerer i den virkelige verden, men jeg kan godt lide den måde Sawako ikke bliver ved med nærmest at undskylde sin eksistens og "tage andre folks lykke" hvis hun bare rækker hånden op (måske også lidt fantastisk, med en hel barndom uden venner, at hun ikke er mere mærket af det), men at hun bliver ændret, langsomt, ikke fordi hun gennemgår en stor transformation, men serien viser hvor meget det betyder for ens udvikling, at andre rækker ud efter én. Hvis Sawako havde været et mobbeoffer tror jeg, jeg ville se ret anderledes på den her serie og de måde den håndterer tingene, for der er en vis lethed over den, som ikke ville passe til en hårdere baggrund. Hvis det giver mening....

Jeg kom til at tænke på serien Wallflower, der står tydeligt i mit hoved som kontrast til Kimi ni Todoke. Den værste "pige der får det bedre ved andres hjælp eller opmærksomhed" serie nogensinde. Hun blev ændret fuldstændigt, at en flok forkælede drenge med alt for meget selvtillid, og ingen respekt for hende.

Men Kimi ni Todoke er en dejlig serie der går i et roligt tempo.

Robin Hobb - Liveship traders

Robin Hobb's historier er skræmmende gode. Skræmmende gennemførte. Som jeg skrev om hendes Farseer Trilogy og The Tawny Man serien, skaber hun episke historier, hvor man med kuldegys kan se Hobb skabe de mest indviklede og utrolige historier, med helt levende og sårbare karakterer, der med egen vilje vender og drejer det fabelagtige plot. Der bliver forhandlet, spekuleret og kæmpet i historierne, men til sidst sidder man og ved, at Hobb vil overraske én, med hendes tilførsel af uforudsigelighed og skæbne, der er et tema der altid går igen i hendes bøger. Kaos og nøje planlægning spiller altid imod hinanden i hendes bøger.

The Liveship Traders er en serie der ligger mellem The Farseer Trilogy og The Tawn Man, der kan hjælpe med at forklare hvad der er sket i de år der er gået, når man kommer tilbage til Buck og omegn i The Tawny Man.

I Liveship Traders er vi i det mystiske og farlige Rain Wild område, samt handelsbyen Bingtown, hvor de sagnomspundne Liveships holder til. Disse skibe kan tale, føle og huske, men kun når et antal generationer fra skibets familie, ejere, er sovet ind på dets dæk. Så det er en vigtig dag, da skibet Vivica's kaptajn Ephron Vestrit døende bliver bragt til hende, for at blive en del af hende i hans død. Det er en trist dag for datteren Althea, men samtidig med at hun mister et familiemedlem, får hun et nyt, da Vivica vil leve op, med samtlige kaptajners hukommelse samt hendes egen personlighed. Men der er problemer i Vestrit familien, og søsteren Keffira's kyniske mand, ser en mulighed for at overtage familiens skib. Ephron overlader nemlig ikke skibet til Althea, der ellers har dedikeret sit liv til havet, men i stedet til Keffira, der forblændet af af mandens magt, giver det videre til ham. Han tager sin søn, Winthrow, ud af Sa's munkekloster, og tvinger ham med ud på havet. Her går kampen igang for hele familien Vestrit, mod pirater, søslanger, Jammilia, slaveri, regler og ikke mindst mod sig selv og hinanden.... og så var der vist også noget med en drage.

Det er virkelig interessant at komme mere rundt i Hobbs univers, og se sydens mystik, som man havde hørt så meget om i de andre bøger. Men den første og anden bog, Ship of Magic og The Mad Ship i Liveship serien, var faktisk lidt kedelige.
Det er altid overvældende at se karakterene spille ud mod hinanden, se deres kampe og de forskellige måder de reder dem ud på. Men i disse bøger er der alt for meget fnidder, i hvert fald til min smag. Der er alt for detaljeret fortalt om alle de små ting der skal gøres for ikke at tabe ansigt, og man ender med at sidde og føle sig fanget i al formaliteten og alt det stive. Det giver til en vis grad et rigtig godt indtryk af, hvad Bingtown er, og hvor anderledes det er end Buck, men det tager alt for meget overhånd. For det er imponerende som altid, når der bliver argumenteret i Hobbs bøger, for hun er fantastisk til at få os til at forstå begge parter, og se det fra deres sider. Vi kan næsten se det rigtige i en forkert handling, og selv den ledeste mand i serien, kan komme til orde, og prøve at overbevise både modparten og os om, at det han gør er det rigtige. Men det er ikke hans ord men hans handlinger der viser hans sande intentioner. Det plejer at virke helt naturligt i de andre bøger, men i disse tre bøger, kommer der for tit, et alt for lang, diplomatisk og velovervejet comeback, der bare ikke er muligt i det splitsekund karakterene har at tænke i. Det er til tider for overmenneskeligt og det kan komme til at virke som om, de enten kan se ud i fremtiden, eller der har været en forfatter, der bare elsker de virkelig velformulerede argumenter...for de er virkelig gode.

Der er uhyggelig gode karakterer i serien, ikke at de er specielt behagelige at være sammen med, men de er bare så ægte. Der er den ubehagelige, mandschauvinistiske kyniker Kennit, der udadtil er den mest charmerende pirat du nogensinde vil møde. Men han har en mørk historie, der langsomt folder sig ud, for til sidst at vise sig i en stor dyster historie. Hans historie er ikke en undskyldning, men en forklaring på, hvorfor han gør som han gør, og man sidder med en "nåh.. derfor" følelse. Personer bliver ført bag lyset, men læseren selv får små bidder, der gør os forvirrede over denne selvsikre og ubehagelige mand, der tydelig flygter fra noget i sin fortid, noget der gør ham meget bange. Det er ret interessant.
Kvinderne i bogen er meget forskellige og livagtige, men meget frustrerende bekendskaber på hver deres måde. Specielt den i starten fantastisk irriterende Malta, der står for alt det ubehagelige, beregnende og narcissistiske ved kvinder (aldrig har jeg ville slå en fiktiv person så hårdt), men det bliver langsomt udlignet i bogen, på meget troværdige måder og det er da lige før man bliver helt stolt af hende. Men man føler helt sikkert kvindeundertrykkelsen i Bingtown, i forhold til i Norden. Igen, en god måde at vise kulturforskelle, men det er virkelig hårdt at læse. Der er konstant restriktioner og de er ofte handlingslammede i den position de er i, og lige som man tror, at de kan give igen for alt det de har været ude for, bliver rollefordelingen igen rystet af skæbnen. De starter som pæne forhandlere, der kun går op i kjoler, skrud og omdømme (nogle excellerer dog i at være "hårde" men konstant mopsede...Althea, ahem), indtil de bliver smidt ud i verden, og lærer rigtige værdier. Den eneste person der ikke på et eller andet tidspunkt fylder én med frustrationer er, ud over Amber, Wintrow. Hans historie er meget rørende, og den viser både hans gammelmands visdom og hans store naivitet.

Det er en fin mellem historie, der forklarer en del ting, og gør universet mere bredt og troværdigt, da vi endelig har noget at stille Norden, The Duchees og bjergene op imod, og man blev da også i høj grad påvirket af historierne, om personernes udvikling, der gør en stolt.

Og så fandt jeg den mest passende sang til trilogien - Bandet Doves's "Ship of Fools" . Magnifique, ho ho..