Land of Lions

Næ, hov! Det ser da spændende ud. Land of Lions, en episk heltefortælling om et udskud, der skal finde sig selv fortalt med meget smuk og personlig tegnestil....og så med smukke og symbolske dyr. Det er vist ret meget noget for sådan en som mig.

It Might Get Loud

Musikerne før de blev rockstjerner. Deres første møde med guitaren, med musikken og deres forbilleder. Og så mødet med hinanden i ydmyghed.

Måske skulle man ikke havde valgt Jack White som tredjemand, da jeg slet ikke kan se hvad han bidrager til filmen. Der bliver brugt for meget tid på ham og for lidt på Page.

Men hvis man er musikfan, også hvis man ikke er til rock, giver der bare noget, at se mennesker med så meget talent og stædighed og kærlighed til et enkelt instrument.

skru op for lyden, it might get loud....

De små ting

.... Med fare for at lyde som en design snop... Man bliver rigtig glad når der er nogen, der har gjort noget ud af indpakningen. Nogen har tænkt over det og lagt noget af sig selv i det. Ofte med humor eller æstetik men uden, at det bliver snoppet og for eksklusivt. Jeg tror også, at det gør at man tænker sig lidt om, før man bare smider det ud, hvilket gør lidt op med vores ikke så fede køb og smid væk kultur. Isklar flasken er fx en jeg har købt, fordi det er en flot vandflaske, der sagtens kan bruges igen og igen.








Hvis man som mig er sådan én der glæder sig over disse ting, kan det virkelig anbefales at gå ind på TheDieline.com og suge til sig af flot indpakning....

Jernmanden

Det er altså rart, at kunne sætte sig med film som Iron Man I og II og så bare dyrke den energi og det overskud der er i filmene, specielt på grund af gode skuespilpræstationer.
Der er et eller andet helt basalt fedt over det, men de holder på det, så det ikke bliver for meget af det gode. De mange sjove små 'hverdags indput' og de faktisk sjove vittigheder (!), viser igen overskud og lidt anderledes tankegang end fra andre superhelte-film, som Iron Man også gør lidt grin med.

Man sidder bare tilbage med et stort smørret smil og føler sig positivt overrasket.

Hadaka Matsuri

Hvis man klikkede over på DR2 i går ville man kunne fange en lidt nervøs englænder, der fik malet en tiger på maven, for senere at danse mavedans i seks timer sammen med en masse andre mænd med tigre på maven. Velkommen til festival i Indien.

Noget tid efter ses en masse japanske mænd kun iført fundoshi, japansk lændeklæde, der maser så tæt op af hinanden, at de er ved at besvime, bare for at nå til en nøgen skaldet mand.. hmm... der kan vist kun være tale om en festival!

Naked Man Festival, også kendt som Hadaka Matsuri. Højdepunktet på året for mange mænd i byen, ser det ud til. Man drikker sig hønefuld, tager et bad med sine kammersjukker og tager en fundoshi på og går ud i byen for, sammen med tusinder af andre mænd, at røre en nøgen mands hoved, for at fjerne alt uheld man må have optjent sig.

Det var virkelig festligt, specielt omkring denne japanske matsuri. Man bliver ved med at undres, men samtidig fik man et sjældent hyggeligt protræt af en japansk familie. Den engelske vært, undskyld, jeg husker ikke navnet, var utrolig god til at prøve, at komme ind under huden på dem og udnytte denne spøjse situation. Når først der kom lidt indenbors, faldt alle facader og programmet prøvede ikke hele tiden at se det mærkelige og fremmede i familien, men så mere på ligheder med de andre festivaller rundt omkring i verden og hvorfor det var fedt at være med.

Jeg synes nemlig ofte, at Japan bliver fremmedgjort endnu mere i tv, som om det 'fremmede' er det eneste det kan sælges på, som fx i 'Hjælp Jeg er i Japan'. Og det er lidt synd. Familien blev som enhver anden. Der var som altid en onkel der dejsede om allerede inden de kom ud, og kærligt blev lagt på en futon i siden af værelset, så han da stadig 'var lidt med' under middagen.

Det stive man måske føler i starten, tror jeg også er fordi de ofte besøger de lidt ældre familier, hvor de kun er de to tilbage. Det er måske heller ikke det mest energifyldte sted at starte, så den familie der blev besøgt inden, med yngre forældre, deres forældre og børnebørn, var fyldt med energi allerede inden der blev taget sake frem.

Ups, det bliver pludselig et langt indlæg. Jeg ville bare slutte af med, at jeg virkelig elsker at japanerne har deres matsuri. Her kan de gå amok, slippe det pæne image og bare være ligeglad og komme ud og skabe rav i gaderne sammen med en masse andre. Måske med undtagelse af naked man festivallen, er det muligt for alle at være med, uanset køn. Kvinder og mænd kan hoppe i en happi coat og råbe og skrige og spille på tromme hele dagen.

Der røg al min street cred...

... for det er måske lidt for excentrisk. Jeg er ret betaget af mini mad. Ja. Miniature mad. Der findes hele etager af det i Japan, og jeg fortryder ofte, at jeg ikke bare lod "Hvad skal du bruge det til?" tanken ligge. For der er bare noget virkelig fascinerende ved en så naturtro afbildning (altså ikke et helt Hello Kitty måltid!) af mad i så lille form. Det er lidt en kunst i sig selv og det er lidt som om, at man viser ekstra taknemmelighed og opmærksomhed for det, der er omkring én, når man gider tage sig tid til at lave det i miniatureformat.

Det er godt nok dyb snak om mini mad....

billeder fra Re-ment

Japanese Streets & Style Arena

En side jeg meget ofte tjekker ind på er Style Arena, for lige at følge med i, hvad der sker i Daikanyama og Harajuku. Der er som skrevet før, rigtig meget inspiration der går rundt, helt gratis på gaderne i Tokyo, så hvis man mangler lidt nyt at se på, så er det her stedet. Det dejlige, sikkert også nævnt før, er dog, at det absolut ikke er for hipt eller lige 'pænt' det hele, men det er personligt og sjovt og det er det bedste. Deres sider omkring butikker er godt for øjnene. Det bugner af fund og der ser ud til, at der er gået rent samlermani i den, bare for at finde det bedste til kunderne. Også siden Japanese Streets er værd at se forbi, selvom de dog ikke opdaterer så ofte.
Derudover kan siden Tokyofashion.com helt sikkert også anbefales. Der er mere information om de forskellige stilgrupper, så man kan lære, hvordan man ser forskel på Mori-girls og Dolly-kei. Man skulle jo nødig tage fejl!
Og her kommer lige én sidste: Droptokyo.com.

Vinter i Japan

Japanerne har fundet nogle virkelig komfortable måder

at komme igennem en kold vinter på.

Som en 'Kokatsu' , som det ses, et bord med et varmende tæppe over, og nogle gange med et varmelegeme under. Rart.

Ahh, en varm 'hanten', egentlig som en jakke man kan have på indenfor, men den er ikke så tyk som den ser ud. Det kan klart anbefales at anskaffe sig en.

Findes også i andre udgaver hvis man er sådan lidt mere.... frisk.

Akizuki Sorata

Serier fra Akizuki Sorata er bestemt er værd at se nærmere på. Det er godt og eftertænksomt shojo. Jeg har hørt rigtig mange positive og lettede kommentarer omkring serien Akagami no Shirayukihime, der for en gangs skyld har en arbejdsom og selvstændig heltinde, der ikke er bange for at træde til med en god fornuft og ro, uden nogen form for hysteri. Det er en serie jeg helt sikkert kunne anbefale til yngre shōjo fans, der gerne måtte få nogle rigtig fine rollemodeller. Dejligt. Og så er tegnestilen personlig og stemmer godt overens med seriernes tempo.

Mononoke Hime

Nu hvor Ghili studio's Mononoke Hime også bliver kendt som Prinsesse Mononoke herhjemme i de danske biografer, ville jeg fejre det ved at gense filmen på DVD. Jeg sparer utroligt meget på den, da det nok er den bedste Ghibli film efter min mening, hvis ikke også Howl's Moving Castle, så det er kun tredje gang jeg ser Mononoke Hime. Det er toppen af, hvad man kan gøre med billeder og lyd og så med et emne, der er vedkommende, men ikke bliver frembrusende i filmen.


Der er så meget at sige om den her tegnefilm, men som altid behøver man slet ikke sige noget, når det gælder Ghibli's film, for de er jo allesammen af ufattelig høj kvalitet.
Men Mononoke Hime er lige den tand mere vedkommende, i hvert fald for mit vedkommende, da den tager hånd om nogle ting alle samfund har gennemgået på et tidspunkt og til dels stadig gennemgår. Man kan se filmen på flere niveauer.
Det er nok den Ghibli film der er rettet mindst mod børnene. Emnerne er mere alvorlige og der er ikke nogle hyggelige pauser.
Man se filmen og forstå, at det er et land der højst sandsynligt er Japan, da der er samuraier, men det kunne være hvorsomhelst for historie og geografi er ikke altafgørende for filmen, da der er mange andre emner. Og så kan man se den som en med kendskab til Japans historie,og pludselig se mange, mange lag man ikke havde set før. Det skete for mig denne gang. Hold op, hvor blev den endnu mere spændende. Hele Japans historie er blodig og rodet og det viser sig i filmen.
Hovedpersonen Ashitaka kommer fra et lille folk kaldet Emishi, et folk der faktisk eksisterede, og de er et af de sidste folkegrupper, der ikke er blevet overtaget og indtaget i Japan som et samlet land.En dæmon, en falden Gud i form af et vildsvin, kommer til hans landsby og de får slået dyret ned, men da det får rørt ham med sin forbandede krop bliver Ashitaka ligeså forbandet. Han kan nu vælge og drage ud og finde ud af, hvad der drev denne Gud ud i galskab eller lægge sig og vente på sin uundgåelige død. Ikke et svært valg.
På sin rejse møder han den Japanske omverden og mange forskellige mennesker med lige så forskellige skjulte mål. Alle involverer dog naturen. Menneskerne bliver flere og flere og de kæmper indbyrdes.
Endnu et lille 'folk' en stædig fæstning, Irontown, er styret af en kvinde kaldet Lady Eboshi. Her udvinder de jern. Det går ud over naturen, men tilgengæld har hun reddet prostituerede kvinder og spedalske fra et usselt liv. Hun respektere og elsker mennesker og skyr ingen midler for at redde dem og holde de lokale daimyo, lensherrer, væk fra hendes kostbare jern, som hun og de spedalske bruger til at lave de , på det tidspunkt, meget værdifulde og eftertragtede rifler.
Prinsesse Mononoke bor med ulveguderne i skovene og hun har en vendetta mod Eboshi, da hun rydder skovene. Men internt, blandt guderne er der også problemer.


Ashitaka møder begge disse kvinder, der står for både mennesker og natur, men de har begge et godt hjerte og det ser ud til, at han er den eneste der kan se mennesker og natur leve sammen.
Det er det interessante ved Mononoke Hime. Der er ikke nogen rigtig skurk, der er intet der er rigtig ondt. Dog er der en dødsangst kejser, der kræver Guders hoveder er den eneste og det er hans grådighed, der er ond og udslettende. Og det kan godt lyde, som om der er smurt tykt på med symbolik, men det er oprigtigt og smukt i filmen, der også viser den måde Japan, og resten af verden, på et tidspunkt har været ved at glemme de gamle guder, og derved respekt for naturen og i stedet fokuseret på interne kampe.
Man kan virkelig rose filmen for sine japanske og amerikanske stemmer. Da jeg så den med amerikanske stemmer blev jeg meget glad, for de har fundet nogle virkelig gode med den rette tyngde og personlighed til filmen. Slutningen er ikke en lykkelig disney afrunding, men stadig med et stort håb for fremtiden. Og det er, som altid, også Miyazaki's reminder til os om, at der også er håb for vores fremtid, bare vi passer på.

Ann Cassandra

Kort serie med det altid interessante emne: fremtiden! Den lader en hænge i uvished gennem hele serien, så selvom den er kort skaber den tilpas meget drama.

Bill Carman

Melankoli og grimme hunde.... dominerer en del af Bill Carman's kunst, som man kan se på hans blog her. Der er en lettere grum humor blandet med en sørgmodighed, blød lag på lag farvelægning og grublende piger med stort hår. Det er virkelig gennemført og rart at se på, trods den melankolske stemning.

Jeg stødte på ham, gennem disse grimme og dog åh så søde hunde, der af en eller anden grund altid dukker op i mit liv.

At Vende Tilbage

Hvad sker der, når en midaldrene mand ender i sin 14 årige krop tilbage i sin barndomsby i 1940'ernes Japan? Det er en interessant tanke og Jiro Taniguchi gør den endnu bedre, da den nu unge Nakahara Hiroshi har ting i hans fortid han ikke har fået gjort op med. En 14 årig med et tungt sind, men samtidig løftet op af følelsen af en ny krop, en 14 årig med en 40 årigs viden og langt mere selvtillid. Hvor anderledes ville ens liv blive på godt og ondt, hvis man gik tilbage, og ville man kunne forstå ting, man ikke forstod dengang. Ville det være lettere at tilgive?

A Distant Neighbourhood takler alle disse spørgsmål gennem betagende billeder og realtisiske og genkendelige personer i den lille by. Den unge Nakahara sætter fokus på de små ting i livet, med en helt anden respekt og indlevelse, da han nu er tilbage og det smitter af. Slutningen i A Distant Neighbourhood vol. 2 var ikke rimelig.... Den var simpelthen for tynd. Men det er måske bare mig. Men A Distant Neighbourhood er en serie alle kan læse og holde af, specielt de enkle stykker, hvor det er de små smukke ting i livet der bliver sat fokus på. Jeg glæder mig til at gå igang med andre Jiro Taniguchi's meget elskede tegneserier.

Uniqlo

Det jo smukt man har inder-nettet, så man kan finde lækre ting, som den her nye limited +J linje fra japanske Uniqlo. Hold da op. Jeg vil gerne have det hele...

Hellboy

På papiret lyder Hellboy ikke som noget specielt sjovt eller nyskabende. Men når Hellboy kommer i Guillermo del Toro's hænder, sker der magi. Han ved lige, hvad der mangler i de masseproducerede action/superhelte brag, man glemmer en halv time senere.

Som sagt lyder Hellboy ikke som noget der skiller sig ud fra så mange andre superhelte tegneserier. Udover den mindre detalje, at han er fra helvede. Man går ind til den med forventningen om, at der kommer nogle kampe, nogle smarte replikker der bliver sagt lige inden en kæmpe gun bliver trykket af. Det er de små ting Guillermo del Toro har sat fokus på, der gør den så speciel. Hellboy er jo et paranormalt væsen, og så fra helvede, så han skal holdes skjult. Hver gang han skal ud og hjælpe verden ankommer han i en skraldebil, hvor han må sidde klemt inde i en kasse. Han bor i et værelse fyldt med katte og han keder sig. Han har en idé om, at han vil leve heltedrømmen ud. Han vil være ham der står, og fyrer den seje kommentar af, inden han smadrer fjenden. Og nogle gange når han det da også, når han altså ikke lige bliver mørbanket. For han er ikke altid specielt elegant eller heldig . Men, det skal også siges, at det ikke tager overhånd. Han er ikke et komisk indslag, men det gør ham, drengen fra helvede, mere menneskelig. Man kan spejle sig i ham, og alle de små finurlige detaljer del Toro har fået frem i skuespilleren bag den røde hud.
Jeg er også svært glad for fiskemanden Abraham, Hellboys modsætning. Det er svært, at sætte ord på, men han er virkelig elskværdig og, igen, gennemført. Man mærker, specielt i Hellboy II, hvor meget disse misfits har brug for hinanden. del Toro gør plads til naturlige små scener, hvor der bliver talt om ingenting, eller hvor de indblandede faktisk får moralske skrupler og tvivl, noget der viser sig i II.
Så der er både humor, noget unikt i form af tempoet i historien og ved karakterene og så er der del Toro's fantasi. Han har et kæmpe talent for at skabe en verden af uhyrer og fabeldyr, der er helt hans egen. Man kan genkende hans stil på lang afstand, og alligevel er den så svær at forstå. Det er, og nu lyder det virkelig fesent, lidt som kunst, at se de kreationer der er kommet ud af den hjerne. Action brag, humor og lidt kunst. Det må man kalde vellykket superheltefilm.

Blæret noren gardin

Da jeg så det her print, kom jeg til at tænke på 'noren' gardiner, de små gardiner der sidder i døren til japanske restauranter. De blev førhen brugt for at afskærme fra sol, vind og støv, og selvfølgelig for at gøre reklame for etablissementet. Nu er de der mest for at skabe lidt atmosfære, og det virker...

Engrish

Blokering

Stacey Rozich fra signature illustration blog

Man sidder med en stædig tegne-og alt hvad der ellers har med kreativitet at gøre - blokering, og føler sig ret plat, fordi man slet ikke var god til, at tegne før den. Men man vil jo gerne alligevel, bare sådan til hygge brug (bilder man sig selv ind, men det ved man godt det ikke er, når man er så selvkritisk). Så ser man det her citat, af en meget vis kvinde, sådan en man ville ønske man kunne støde på og sidde og udspørge om alle de vigtige ting i livet. Denne kvinde, Martha Graham 1894-1991, siger sådan:
" There is a vitality, a life force, an energy, a quickening, that is translated through you into action, and because there is only one of you in all times, this experience is unique. And if you block it, it will never exist through any other medium and it will be lost. The world will not have it. It is not your business to determine how good it is; nor how valuable it is; nor how it compares with other expressions. It is your business to keep it yours, clearly and directly, to keep the channel open."

Ahh, man bliver helt rolig. Men så kikker man ind på signatureillustration og så føler man sig ret dårlig igen. Martha Graham, jeg skal stadig prøve at leve efter de vise ord, det er bare svært.

The Life Aquatic with Steve Zissou

Bølger af glæde og varme. Der er et eller andet helt roligt og afslappet men samtidig præcist og gennemtænkt ved filmen. Man kan mærke, at instruktøren, Wes Anderson, der også har stået bag The Royal Tenenbaums og The Darjeeling Limited, har haft et helt specielt univers i tankerne, en smule surrealistisk, som livet kan være, alle særhederne er bare gjort en smule mere synlige. Alt er tænkt igennem for at skabe en følelse af helhed.
Følelserne og handlingen føles altid ægte i de til tider teaterlignende opsætninger, der giver det hele en ekstra dimension, så meget mere at holde øje med og holde af og gør den endnu mere særlig. For det tager lige præcis ikke overhånd, det passer bare ind som noget ekstra til den intellektuelle og ironiske humor, og der er virkelig meget jeg ikke er færdig med, at grine af endnu.
Man ved aldrig hvad, der vil ske og det er virkelig befriende. Zissou kan gå fra afslappet kaptajn i for små speedo's til action film, hvor der bliver delt desperate øretæver ud af selv samme i badekåbe. Men det virker slet ikke mærkeligt, faktisk var det da lige det jeg manglede, for med en mand i midtvejskrise kan alt ske. Nogle scener er så tilpas mærkelige, mest på grund af timing og kombination, at de sagtens kunne have udspillet sig et sted i verden. Alle personerne har en ægthed og noget virkelig elskværdigt over sig, som den kiksede gruppe de nu er blevet. Musikken er selvfølgelig også helt gennemtænkt og indrammer hele filmen. Jeg synes slet ikke, som den er blevet kritiseret for, at den prøver for hårdt på at være speciel, noget jeg dog ser i The Squid and the Whale. Det er længe siden, jeg har leet så meget og samtidig kunne mærke en vision der var så hel. De skal se den!

Smart

FRUiTS

Når man læser om Japan, kommer man ikke uden om FRUiTS og neo-stammer af teenagere. Bøgerne FRUiTS og Fresh FRUiTS er vildt underholdene. Billeder af normale mennesker på gaden. Man bliver bombarderet med vilde farver, selvfølgelig med de syrede Harajuku kids. jeg må sige,at når det kommer til vesten, hvor de unge også har afprøvet stilen, bliver der lagt mindre legesyge i det og man tillægger det for meget attitude i stedet for, så det er ikke så let at eksportere. I Japan er det bare sjovt og en del af bybilledet. Men i bladene er der også nogle få virkelig originale mennesker.

For i de nyere FRUiTS blade, er det specielt fedt, når der også kommer lidt ældre unge på banen. Tøjet er mere nyskabende, mere hverdags venligt, det ser fremad, og er meget mere personligt. Og helt sikkert langt mindre nuttet, hvilket undertegnede i sidste ende sætter pris på. Det er en del lettere at blive inspireret af.
Bøgerne er nu mere som en reminder om, hvad der var for nogle år siden, og hvad der dog stadig overlever lidt blandt de unge i Japan, men de finder snart en ny besættelse og videreudvikler en ny stil, som det altid er med størstedelen af den japanske ungdom. Men det er sjovt så længe det varer, og lad os se hvad det bliver næste gang, mens nogle andre uger nu udvikler deres helt egen stil.

Slurp....

(billede fra Blue Lotus, fantastisk madblog)

Hvor jeg dog fortryder, at jeg ikke fik spist flere af de her.




så er frokosten hjemme....