Nanaco Robin

Aya Nakahara, tak for de mange dejlige tegneserier. Hun har gjort det igen. Selvom der for mig ikke er noget der kan overgå Lovely Complex, så er Nanaco Robin en serie der gør mig rolig. Jeg bliver rolig, når jeg tænker på, at der er nogle piger der læser Nakahara's nede på jorden og sjove (virkelig) serier. Der findes jo, som jeg mange gange før har skrevet, så mange hysteriske og perfektionistiske shojo, tegneserier til yngre piger, og som jeg (også) har skrevet før, så er der mange af dem der er virkelig langt ude, og giver piger helt forvrængede indtryk af, hvordan de skal være. Jeg håber flere vil tage Nakaharas stil op, med stærke og sjove heltinder og helte og bipersoner med masser af personlighed.

I Nanaco Robin møder vi i drengen Konatsu, meget af den sure-dreng der er i mange shojo serier, hvor pigen altid skal prøve at gøre ham tilfreds. Men Aya er bare god til, at gøre sine karakterer troværdige, ved at give dem mærkelige vaner, mange sider og ved at "drille" dem lidt. I serien her, er heltinden, Nako, ikke en kærligheds syg teenager, men hun er vist bare... en blandemaskine og et godt menneske. Der er intet påtaget over denne serie og den er helt nede på jorden, og det er virkelig rart. I Aya's historier er der meget mere udvikling end bare den evige higen efter nogen, og det er virkelig rart. Og så er der da også kærlighed, men på små overraskede måder. Fin serie til piger, men intet slår Ōtani og Koizumi.

Mere Ghibli

Der kan jo ikke skrives noget om Ghibli der ikke er skrevet før, men her kommer en til lille liste, med nogle få af de virkelig mange Ghibli film.


Nausicaä of the Valley of the Wind
Som med alle de største Ghibli film, rørende, særpræget og meget smuk. Skurkene i filmen er ikke gennemsyrede onde, men de er bange for naturen og det ukendte, og mest af alt, at se problemerne i øjnene. Man får dårlig samvittighed, men samtidig viser den også, at det kan laves om. Hvis den blev lavet nu, i klima krise tiderne, ville det måske virke for oplagt at lave en film om det emne, men Nausicaä of the Valley of the Wind blev lavet for 20 år siden.






Laputa - Castle In the Sky
Jeg må sige, at det indtil videre er en af de ghibli film jeg glemte hurtigst. Den har ikke helt de stærkeste eller mest originale karakterer, men filmen har sin egen stil og sin egen kultur, og en skjult civilisation, eller resterne af en, er jo altid spændende. Specielt robotterne blev ikoniske for filmen (der var lang kø for at få taget sit billede foran én ved Ghibli Museet), og det kan jeg godt forstå, for de bragte et eller andet specielt til filmen.







Kiki's Delivery Service
Filmen foregår ikke i en mystisk fremmed kultur, eller Japan, men byen Kiki befinder sig i, virker faktisk meget bekendt. Det føles som en by i Skandinavien og Miyazaki har fået det bedste frem i sådan én, og man kan genkende nogle bindingsværkshuses baggårde og bylejligheder. Der går også historier om, at Miyazaki tog en tur til Gotland for at finde inspiration. Så udover et vildt hyggelige og trygge miljø, er historien god på mange niveauer. Der er noget sjovt, men der er også nogle dybe samtaler, om hvem man er, og hvor meget man skal kunne klare alene, fx i den rigtig gode scene hvor Kiki og Ursula, en kunster pige, taler om hvordan man kan få blokeringer og miste troen på sig selv.




Tales From Earthsea
Hayao Miyazaki lavede om på historien i Dianne Wynne Jones' Howl's Moving Castle, og det er lige før jeg bedre kan lide hans version end bogens. Men han ændrede ikke for meget. Det har sønnen Goro Miyazaki tilgengæld gjort med Tales From Earthsea af Ursula K. Le Guin. Der har nok været for store forventninger til sønnens film, og Tales..... er også noget af en historie at lægge ud med.

Da jeg så filmen første gang var jeg ret forvirret ved slutningen. Efter at have læst den fabelagtige bog, fandt jeg ud af, hvor meget der faktisk var blevet ændret. Arren er i filmen en fader-morder og et vrag.

I den originale historie opsøger han Sparrowhawk for, at hjælpe hvis han kan, og han er en støtte gennem deres færd. Arren's vilde personlighedsforstyrrelse i filmen, gør, at resten af filmen går længere væk fra originalen. I filmen er Therru på alder med Arren, i den originale er hun en del år yngre, og deres veje krydses kun kort. Jeg forstår ikke hvorfor Arrens personlighed skulle ændres. Jeg kan godt se, at det ville være dejligt, at få Therru's historie med, men det fungerer bare ikke. Og så er der små, men vigtige svipsere som Tenars hår, mørkt i bogen, en stor del af hendes personlighed, der er blevet lys. Hvorfor?
Så historiens rodede omskrivning fungerer desværre ikke, men for at rose den lidt, må man sige at Goro Miyazaki's version af Sparrowhawk virkelig bærer den forvirrende film, og han er virkelig troværdig og genkendelig. Musikken er på et helt andet niveau end filmen, og det er lige før man kan sige, at filmen ikke lever op til musikken.

Only Yesterday
Efter min mening en af de bedste Ghibli film, når det gælder den realistiske og stadig sjove skildring af livet i hverdagen. Stilen er meget anderledes end de populære ghibli film, de fleste af dem, som Miyazaki står for. Isau Takahata instruerede filmen og den er lidt af en genistreg. Den er virkelig, virkelig god. En kvinde bor i Tokyo og arbejder til dagligt på et kontor, men hun har startet en ordning, hvor hun hver sommer tager ud på landet, hvor hun hjælper til med, at plukke farvede blomster og farve stoffet. Her tænker hun tilbage på sin barndom i 60'erne i Tokyo (det i sig selv er ret interessant). Man får et fantastisk indtryk af hende og hendes barndom gennem små klip, og nogle er mere alvorlige end andre. Samtidig ser man hende ude på landet, hvor man virkelig kan mærke roen sænke sig. Filmen er utrolig unik, med musik fra Ungarn der spiller i en lille bils radio, og alle de unikke barndomsminder. Menneskernes ansigtsudtryk er der virkelig tænkt over, og de passer perfekt sammen med stemmerne, og det gør at hele filmen virker hel, troværdig og meget vedkommende.

Solanin

Meiko og Taneda starter deres "voksenliv", og føler sig allerede udmattede. Meiko er ung, men føler sig allerede fanget på et kedeligt kontor, og Taneda stresser med små illustrationer for reklamebranchen. Hvad vil de i livet? Det er emnet i Solanin.

De siger deres job op. Taneda mødes med sine gamle band kammesjukker og vil lave en ordentlig sang de kan bryde igennem med, og Meiko er bare glad for friheden og Taneda's energi. Deres liv bliver uforudsigeligt. Og det bringer både gode og dårlige ting med sig.

Meiko, Taneda og co. er mennesker man kan relatere sig til. De virker som unge voksne, der nærmest er overraskede over at være end hvor de er og hvad de vil, men de store emner bliver taklet med humor og varme. Men valg, der, selvom de skal symbolisere "forvirret ungdom", bliver for åndssvage og dumme, og kan ikke undskyldes med, "at de er unge". Det er et klart minus, og det får ungdommen til at fremstå lidt for sløv.
Historien er rolig men uforudsigelig og det gør Solanin til en stærk kort serie, som ikke har nogen masterplan eller færdig afslutning, men den vil bare fortælle en historie fra livet. Filmatiseringen af Solanin udkom i Japan i April med numre fra Asain Kung-Fu Generation. Det bliver spændende at se hvordan det er blevet.

Inspire me, now!

Bare et kort indlæg om siden Inspire me now

Siden er i sandhed inspirerende, og man burde prakke den på alle man kender. Det er sådan nogle små ting, man sjældent ser i sin egen hverdag, men siden åbner op for et positivt og kreativt offentligt rum, og masser af virkelig sjove påfund. Man bliver simpelthen rimelig glad og forundret. Her er en forsmag, og det er ikke engang det bedste....

Flad ud med stil

Nogle gange, når man sætter sig foran skærmen for at sumpe, kan man godt føle sig lidt snydt. Også selvom det er ens egen skyld, når man bliver siddende til en genudsendelse *host. Men der må da også have været noget godt, noget man faktisk kan huske bagefter?

Top Gear - Hos os kan man ikke udgå at se det, og når man sætter sig ned, nyder man det faktisk ret meget. Med tre værter, heraf en med et ego så stort som hans hår (men man kan jo lide det!) og The Stig!

Den rigtige Sherlock Holmes, serien med Jeremy Brett i hovedrollen. Det kan ikke gøres bedre. Blæret.

The IT Crowd - Til tider karikeret og overgearet, men har sine fantastiske øjeblikke.

The Phonejacker - Det var et syret program. Talene mus, kinesere og selvfølgelig Mr. Doovdé, der med sine mærkelige udtalelse af HD og http, har ændret min opfattelse og brug af de ord for altid. Tak, mr. Doovdé.

My Name is Earl - Varme og skævhed. Man får helt lyst til at smutte ned til The Crab Shack. Måske for at møde seriens mest originale karakter - Crabman.
Flight of the conchords - Endnu engang, hvad skal man sige?

Det var bare et udkilp, af alt det der faktisk er godt når man skal space ud med stil, udover de faktisk gode(!) kultur programmer på drk og dr2 osv.

Final Fantasy XIII

Det er første gang jeg har spillet et Final Fantasy spil helt igennem. Og jeg er ret glad. Jeg er ikke en tidligere fan. Jeg havde svært ved de andre spil, da jeg synes de var ufatteligt fesne og kampsystemet var klaustrofobisk, så jeg fik ikke spillet i mere end et par timer. Men XIII er et spil lige efter mit hjerte, og selv de små klichéfyldte karakterer er ret elskværdige.

Vi kommer til Cocoon, en lille aflukket planet i oprør og vi bliver strakt hvirvlet ud i en indviklet historie. Lightning, tidligere soldat, kæmper sig vej gennem panikken, for at komme til sin søster, der er blevet udvalgt af en fal'Cie og vil blive en l'Cie. Søsteren får en opgave, som hun skal gennemføre, eller bliver hun Ciet'h, et monster, der skal nedkæmpes. Opgaven kan gå stærkt imod den udvalgtes egne følelser, og den kan gå så langt som, at bede dem om at hjælpe til med at ødelægge deres eget hjem. Når en opgave er udført bliver man til krystal, og Lightning kommer for sent til sin søster, der er blevet til krystal. Hun støder på oprøreren Snow, søsterens forlovede, og sammen med fanger fra et inficeret område, Vanille, Sazh, Hope og senere Fang, bliver de udvalgt og bliver l'Cie. De får en opgave og den er langt fra behagelig. De må vælge, vil de følge ordrer og ødelægge Cocoon eller kæmpe imod de magtfulde skabere fal'Cie og blive Ciet'h.

Historien er meget tåget i starten, og de mange "tvists", eller rettere en masse snak om de manipulerende fal'Cie fortæller dem sandheden om deres fokus eller, om de lyver og håber, at de gør det omvendte, hvilket kunne resultere i at de ødelægger Cocoon og sætter fal'Cie fri til at skabe en ny verden, kan godt være trættende i længden.
Så det er en historie med visioner, og det kan godt være den kapper over med den store forvirring, men det er også ret interessant, med heltene der bliver "antihelte" og bliver udstødt fra samfundet. Og så er karaktererne faktisk ret okay til at bare sådan en historie.

Som i en tidligere post har jeg jo skrevet, hvordan jeg glædede mig ret meget over, at se en heltinde som Lightning i et spil. Der var respekt omkring hende som person, og som mere end bare en pæn og sød pige at kikke på, og som pigerne kunne "identificere" sig med.. Men jeg var også lidt bekymret over, at de nok gik for langt med den hårde militær kvinde, og der ikke ville være følelser eller humor tilbage. Humor er der ikke så meget af, men jeg synes faktisk de har formået, at tø Lightning op, lidt efter lidt, specielt da hun må tage den rystede dreng Hope under sin vinge. Hård i starten, men det er som om hun igennem spillet husker sider af sig selv, hun har glemt under pres, og ikke sider hun aldrig har kendt til, og gennem spillet ser man også hendes ro blive skiftet ud med forvirring og utryghed. Til sidst i spillet må jeg sige, at de har formået, at gøre hende til en person jeg har savnet i populærkultur og én jeg helt sikkert (desværre?) kan identificere mig med langt hen af vejen. Der mangler bare noget mere afslappethed, noget humor og lidt mindre selvhøjtidelighed, men der er også grænser for, hvad et spil med så mange hovedpersoner kan tilbyde.

Snow er jo helte-klovnen i spillet, og det er faktisk ret fint. De andre karakterer lægger også en distance til hans helte-show, men samtidig føler man fra karakterene og sig selv, at han faktisk er ret elskværdig, selvom han næsten ikke kan sige en sætning uden ordene "Serah" eller "Hero".

Hope's udvikling gennem spillet er måske sat lidt på højkant, med de mange akavede taler og hans stigende og faldende selvtillid, men jeg synes han giver noget specielt til spillet og han var en af dem jeg næsten altid havde på mit hold, nærmest for at styrke ham, som min lille lærling. Hoho.

Sazh er den sjove, der letter stemningen, men han har som alle de andre også en forhistorie, der spiller ind, og selvom han ikke er decideret sjov, så er han jo et must.

Vanille er nok den mest irriterende at have med sig. Hun lyder som en glad baby, i sig selv ikke noget problem, hvis bare man ikke var 19. Hun er "nuttet" og overdrevet optimistisk og det bliver hurtigt for meget, men der skal vel også være noget, til hvem der nu end synes hun bare er skøn.

Fang er jeg også ret vild med. Hun er ikke specielt nyskabende, men hendes falske og tykke australske accent er bare lige hvad jeg har brug for, sammen med hendes ældre fremtoning og sit brutale men stadig beskyttende storesøster-gen.

I det hele taget synes jeg, at Final Fantasy stilen (man behøves vist ikke at have spillet spillene for at kunne genkende de charmerende, men super spraglede lag på lag kostumer fra tidligere spil, bare se på Snows venner fra NORA) er dæmpet en smule og det er mere harmonisk, at se på selvom det stadig er meget personligt, hvilket passer rigtig godt ind i resten af spillets udtryk. Jeg blev meget inspireret.

Spillets Paradigm kampsystem er virkelig nyskabende og jeg tror slet ikke jeg vil kunne spille normalt bagefter. Der er plads til strategi og samtidig er der den frihed der ikke var i de andre Final Fantasy spil, der kunne gøre en som mig skør. Man styrer ikke sine spillere rundt som sådan, men bestemmer hvornår der skal angribes, så det er ikke tur-baseret, og man bestemmer selv hvordan. Det er svært at forklare, men det skal prøves.

Verden i og omkring Cocoon er meget gennemført. Jeg er rigtig glad for, bare at løbe rundt og se på den rørende smukke grafik. Man kan zoome ind på Lightning's tøj og se syninger og materiale! Man får næsten en Shadow of the Colossus følelse når man løber rundt på sletterne, der virker næsten endeløse, med et fantastisk lys og smuk natur. Jeg stoppede flere gange op i bjergene omkring Oerba, bare for, at nyde det fantastiske syn med tilhørende musik. Taejin's Tower var også meget eksotisk og gennemtænkt, og der var noget sjovt og fremmed over det. Så efter en meget lang smøre, kan jeg bare sige, at de ændringer nogle garvede fans brokker sig over, har fået mig op af stolen. Det er et fantastisk godt og inspirerende spil på alle måder.