Aya Nakahara, tak for de mange dejlige tegneserier. Hun har gjort det igen. Selvom der for mig ikke er noget der kan overgå Lovely Complex, så er Nanaco Robin en serie der gør mig rolig. Jeg bliver rolig, når jeg tænker på, at der er nogle piger der læser Nakahara's nede på jorden og sjove (virkelig) serier. Der findes jo, som jeg mange gange før har skrevet, så mange hysteriske og perfektionistiske shojo, tegneserier til yngre piger, og som jeg (også) har skrevet før, så er der mange af dem der er virkelig langt ude, og giver piger helt forvrængede indtryk af, hvordan de skal være. Jeg håber flere vil tage Nakaharas stil op, med stærke og sjove heltinder og helte og bipersoner med masser af personlighed.
I Nanaco Robin møder vi i drengen Konatsu, meget af den sure-dreng der er i mange shojo serier, hvor pigen altid skal prøve at gøre ham tilfreds. Men Aya er bare god til, at gøre sine karakterer troværdige, ved at give dem mærkelige vaner, mange sider og ved at "drille" dem lidt. I serien her, er heltinden, Nako, ikke en kærligheds syg teenager, men hun er vist bare... en blandemaskine og et godt menneske. Der er intet påtaget over denne serie og den er helt nede på jorden, og det er virkelig rart. I Aya's historier er der meget mere udvikling end bare den evige higen efter nogen, og det er virkelig rart. Og så er der da også kærlighed, men på små overraskede måder. Fin serie til piger, men intet slår Ōtani og Koizumi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar