Mere Ghibli

Der kan jo ikke skrives noget om Ghibli der ikke er skrevet før, men her kommer en til lille liste, med nogle få af de virkelig mange Ghibli film.


Nausicaä of the Valley of the Wind
Som med alle de største Ghibli film, rørende, særpræget og meget smuk. Skurkene i filmen er ikke gennemsyrede onde, men de er bange for naturen og det ukendte, og mest af alt, at se problemerne i øjnene. Man får dårlig samvittighed, men samtidig viser den også, at det kan laves om. Hvis den blev lavet nu, i klima krise tiderne, ville det måske virke for oplagt at lave en film om det emne, men Nausicaä of the Valley of the Wind blev lavet for 20 år siden.






Laputa - Castle In the Sky
Jeg må sige, at det indtil videre er en af de ghibli film jeg glemte hurtigst. Den har ikke helt de stærkeste eller mest originale karakterer, men filmen har sin egen stil og sin egen kultur, og en skjult civilisation, eller resterne af en, er jo altid spændende. Specielt robotterne blev ikoniske for filmen (der var lang kø for at få taget sit billede foran én ved Ghibli Museet), og det kan jeg godt forstå, for de bragte et eller andet specielt til filmen.







Kiki's Delivery Service
Filmen foregår ikke i en mystisk fremmed kultur, eller Japan, men byen Kiki befinder sig i, virker faktisk meget bekendt. Det føles som en by i Skandinavien og Miyazaki har fået det bedste frem i sådan én, og man kan genkende nogle bindingsværkshuses baggårde og bylejligheder. Der går også historier om, at Miyazaki tog en tur til Gotland for at finde inspiration. Så udover et vildt hyggelige og trygge miljø, er historien god på mange niveauer. Der er noget sjovt, men der er også nogle dybe samtaler, om hvem man er, og hvor meget man skal kunne klare alene, fx i den rigtig gode scene hvor Kiki og Ursula, en kunster pige, taler om hvordan man kan få blokeringer og miste troen på sig selv.




Tales From Earthsea
Hayao Miyazaki lavede om på historien i Dianne Wynne Jones' Howl's Moving Castle, og det er lige før jeg bedre kan lide hans version end bogens. Men han ændrede ikke for meget. Det har sønnen Goro Miyazaki tilgengæld gjort med Tales From Earthsea af Ursula K. Le Guin. Der har nok været for store forventninger til sønnens film, og Tales..... er også noget af en historie at lægge ud med.

Da jeg så filmen første gang var jeg ret forvirret ved slutningen. Efter at have læst den fabelagtige bog, fandt jeg ud af, hvor meget der faktisk var blevet ændret. Arren er i filmen en fader-morder og et vrag.

I den originale historie opsøger han Sparrowhawk for, at hjælpe hvis han kan, og han er en støtte gennem deres færd. Arren's vilde personlighedsforstyrrelse i filmen, gør, at resten af filmen går længere væk fra originalen. I filmen er Therru på alder med Arren, i den originale er hun en del år yngre, og deres veje krydses kun kort. Jeg forstår ikke hvorfor Arrens personlighed skulle ændres. Jeg kan godt se, at det ville være dejligt, at få Therru's historie med, men det fungerer bare ikke. Og så er der små, men vigtige svipsere som Tenars hår, mørkt i bogen, en stor del af hendes personlighed, der er blevet lys. Hvorfor?
Så historiens rodede omskrivning fungerer desværre ikke, men for at rose den lidt, må man sige at Goro Miyazaki's version af Sparrowhawk virkelig bærer den forvirrende film, og han er virkelig troværdig og genkendelig. Musikken er på et helt andet niveau end filmen, og det er lige før man kan sige, at filmen ikke lever op til musikken.

Only Yesterday
Efter min mening en af de bedste Ghibli film, når det gælder den realistiske og stadig sjove skildring af livet i hverdagen. Stilen er meget anderledes end de populære ghibli film, de fleste af dem, som Miyazaki står for. Isau Takahata instruerede filmen og den er lidt af en genistreg. Den er virkelig, virkelig god. En kvinde bor i Tokyo og arbejder til dagligt på et kontor, men hun har startet en ordning, hvor hun hver sommer tager ud på landet, hvor hun hjælper til med, at plukke farvede blomster og farve stoffet. Her tænker hun tilbage på sin barndom i 60'erne i Tokyo (det i sig selv er ret interessant). Man får et fantastisk indtryk af hende og hendes barndom gennem små klip, og nogle er mere alvorlige end andre. Samtidig ser man hende ude på landet, hvor man virkelig kan mærke roen sænke sig. Filmen er utrolig unik, med musik fra Ungarn der spiller i en lille bils radio, og alle de unikke barndomsminder. Menneskernes ansigtsudtryk er der virkelig tænkt over, og de passer perfekt sammen med stemmerne, og det gør at hele filmen virker hel, troværdig og meget vedkommende.